Blink

Er alle okay?

Hvor langt skal vi gå?

- Jeg fryser! - Bevæg fingrene.

Laurent, du får to chokoladekiks!

- Mor, må vi standse her? - Nej.

Kom så. Vi er der næsten.

Se.

Det er som et hav.

- Men jeg kan ikke se noget. - Heller ikke jeg.

Ser himlen bare sort ud?

- Hvor skal jeg kigge hen? - Lige frem. Derovre.

Hvad mener du med "lige frem"?

Når man har børn, vil man gerne forestille sig, at alt nok skal gå.

Vi kan ikke gemme os i den perfekte fremtid.

Hvornår kan vi tage hjem?

Se lige frem.

Vi kan ikke se det.

HJEMME (MONTREAL)

LÉO NI ÅR

MIA ELLEVE ÅR

COLIN SEKS ÅR

LAURENT FIRE ÅR

Når man har børn, prøver man at kontrollere tingene.

Med ét barn er det muligt. Med to kan man godt have kontrol,

når man har to børn. Tre er meget stressende.

Når man har fire børn, accepterer man kaos.

Kom så!

Mia kom først.

Hun er en A-type, der siger: "Følg mig."

Vent, jeg filmer. Åh gud.

Mia er som en ekstra mor. Hun siger, hvad vi skal gøre og ikke gøre.

Nej, hop ikke i!

- Jo! - Du er så dum!

Léo er helt anderledes end Mia. Han kan ikke være mere anderledes.

Okay. Vi dykker om tre, to, en...

Han er meget fantasifuld.

Nogle gange vil jeg være i hans hoved, for det ser altid så fantastisk ud.

Colin. Hvordan beskriver jeg ham? Han er...

Et underligt barn.

- Og Laurent... - Laurent er vores lille filosof.

Nogle gange leger vi tyve.

Og krig og liv, der møder venner. Liv, der elsker og hader hinanden.

MIAS RUTINE

Livet med fire børn er aldrig stille. Det er kaos.

Der er vredesudbrud, mad, der skal laves, og lektier.

Vi er helt overvældede, så det føles, som om livet passerer én forbi.

Vi ser hinanden hver dag, men der er ikke tid til at knytte bånd.

Men efter diagnosen ændrede alt sig.

OFTALMOLOGI

Vores børn var ret små, da vi fik at vide,

at tre ud af fire havde Retinitis pigmentosa.

Det er Mia, Colin og Laurent.

Léo er den eneste, der ikke fik sygdommen.

Retinitis pigmentosa er en genetisk sygdom.

Cellerne i mine børns nethinder dør lidt efter lidt.

Blindhed er et spektrum, og alle oplever det forskelligt.

Men med den tilstand, mine børn er har,

hvis ens synsfelt er sådan her for en normal person,

vil det langsomt indskrænkes,

indtil kun midten er tilbage.

Hold mig i hånden. Klem, hvis du bliver bange, okay?

Hårdere. Du kan gøre det bedre. Klem hårdere.

Hold øjnene åbne, og læn hovedet tilbage. Du gør det så godt.

Bare blink, skat.

Man får en diagnose, men vi kan ikke gøre noget ved det.

Så man er ikke bare paralyseret, man er magtesløs. Det er for meget.

- Er du okay, Mia? - Ja.

Vi gik ud fra lægens kontor og talte ikke rigtig om det.

Jeg havde drømme og tanker om, hvordan livet og familien ville være,

og pludselig er resten af vores historie en tom side.

Som at træde ud i det ukendte.

Det var den svære del.

Du var så dygtig.

Jeg ved, at mit synsfelt bliver lige så stort som verden

og så småt som et sugerør.

- Er du bange for det? - Nej.

Nej.

Jeg vil have en kat.

Hvorfor? Fordi du er blind?

Selvfølgelig. Når man er blind, får man en hund.

Findes der katte til blinde?

- Nej. - Jo.

- Nej! - Jo.

Det sværeste ved diagnosen var passiviteten.

Der er intet, de kan gøre ved det.

Der er ingen behandling.

Hvis der var noget, jeg kunne gøre... En særlig diæt eller motion...

Jeg måtte gøre noget for at føle, at jeg havde kontrol over det.

Så jeg mødtes med en specialist, og hun sagde:

"Det bedste, du kan gøre, er at fylde deres visuelle hukommelse op."

Hun sagde: "Du kan åbne et leksikon

og se på billeder af elefanter og giraffer."

Så når de bliver blinde, har de i det mindste et billede af dem.

Det var noget konkret, jeg kunne gøre.

Men det er intet i forhold til virkeligheden.

Så jeg sagde til Seb, at vi skulle se giraffer og elefanter.

At rejse rundt i verden har altid været noget, vi har tænkt på.

Vi lagde to og to sammen og sagde:

"Okay, lad os gøre det. Lad os gøre det lige nu."

Vi giver den hele armen og fylder deres visuelle hukommelse op

med så meget skønhed, vi kan.

Første spørgsmål: "Hvad pakker du i tasken?"

En bog til at tegne i, en bog til at skrive og mine skoleting.

- Kommer du til at savne skolen? - Lidt.

Er der noget, der bekymrer dig?

Jeg er lidt bange for, at flyet styrter ned i havet.

Altså...

Jeg er bange for at blive stukket af skorpioner i ørkenen.

Hvad er din største drøm for vores rejse?

At tage til månen og finde en hytte.

- At finde en hytte på månen? - Vent... og se en hytte.

- På månen? - Ja.

- Hej. - Bedstemor!

Hej, skattebasser.

Sikke en rejsefrisure, Léo.

- Vi er næsten klar. - Er I ikke klar?

"Næsten" klar?

- Colin, er der plads til din bamse? - Den kan ikke være der.

- Han tager kun den lille med. - Jeg vil tage dig med, bedstefar.

Skrump mig, og put mig i din kuffert, så hopper jeg ud om aftenen.

Ikke en god start. Vi er allerede faret vild.

Mor, hvor skal vi hen?

Vi er der næsten.

Når man spørger seksårige, hvilket land de vil besøge, aner de det ikke.

Så vi spurgte: "Hvis I kan lave en aktivitet hvor som helst i verden,

hvad vil I så gerne lave?"

Det er deres berømte træskoliste.

Rygraden i vores rejse.

- Farvel! - Farvel!

I kender den første. Tage på safari.

Det var vist enstemmigt.

Alle børnene ville på safari og se løver, elefanter og giraffer.

Godmorgen.

Colin ville sove i et tog. Han ville så gerne sove i et tog.

3: SOVE I ET TOG

Spise is. Naturligvis.

31: SPISE IS

Ride på heste i Mongoliet. Det var Mias drøm.

Jeg kunne ikke drømme om et bedre sted at ride.

Léo ville lære at surfe.

Surfe!

Laurent sagde, at han ville drikke juice på en kamel.

Seriøst? Hvorfor?

23: DRIKKE JUICE PÅ EN KAMEL

Se solnedgangen i ørkenen.

Se solopgangen på et bjerg.

Få venner i andre lande.

Et canadisk par tager deres børn med på en et år lang rejse verden rundt

af en særlig grund.

I rejser og hjemmeunderviser fire børn.

Ubegribeligt. Hvor skal I hen nu?

Kom så, ja!

Når man ser, hvordan de håndterer det, sådan bør vi alle gribe nuet.

Vent på mig!

INDONESIEN

Vores fødder bliver gennemblødte.

Gør jeres bedste. En, to, tre, løb hurtigt!

Løb! Kom så!

Kom så!

- Mine sko er gennemblødte! - Hvad kan vi gøre?

Okay, den her er...

- E. - Ja, det er et stort E.

Det er de store bogstaver.

Da vi havde besluttet os, gjaldt det, hvordan vi skulle betale for turen.

Det var muligt, men så ville alle vores ressourcer blive drænet.

Skal vi leje huset ud? Skal vi sælge bilerne?

Men kort før vi rejste,

blev firmaet, Sébastien arbejdede for, solgt, og han havde aktier i firmaet.

Det gav os økonomisk fleksibilitet, så vi kunne gøre det her.

Budgettet er 200 dollars om dagen.

Da fandt jeg på, at vi skulle campere,

bo på vandrehjem, være tæt på folk og bo i folks hjem.

Det er ikke et almindeligt hotel.

- Her kommer uhyret! - Nej! Nej!

Åh gud! Åh gud!

I morgen skal vi på aftencruise.

Mine børn... Tre af mine børn kan ikke se i mørket, slet ikke.

Vi kan måske tage den første og så se, hvilken af de andre vi vil tage.

Laurent! Laurent!

Min næse!

Hvor mange gange er du faldet ned på mit hoved?

De er som en flok vilde hunde.

Se, hvor lille den er.

Det er en kæmpeskolopender.

- Så du, hvad der stak dig? - Nej.

Udslættet er overalt. Pokkers.

Jeg giver dig et drop. Du er okay om en time.

Glæden ved at rejse.

Det er bedre end et af børnene. Det ville skræmme mig.

Især Laurent, som er allergisk over for bier.

Du har ingen allergier og reagerer sådan her,

og du er seks gange så stor.

Det stresser mig resten af turen.

Må Allahs fred og velsignelser

være med jer.

Indtil videre er det kun deres nattesyn, der er væk.

Det betyder, at når der er mindre lys,

mister de synet meget hurtigere, hvor de ikke kan se i mørke.

Vil du spille med dem? Må han være med?

Kom så, Léo.