Mike Birbiglia: The Old Man and the Pool

Hej!

Hvad så?

Se lige der. Vi er her alle sammen!

Vi er her alle sammen. Det er så fedt.

Åh gud.

Hvor er det bedre at være end Vivian Beaumont-teatret

i Lincoln Center, et af Lincoln-centrene i Lincoln Center?

Og tillykke med, at I fandt det rigtige center.

Dejligt, at I kom.

Mit sidste show hed The New One, og det var cirka 15 gader den vej.

Og I så det.

Og det her hedder Den gamle mand

og poolen .

I 2017 var jeg til mit årlige lægetjek,

som jeg altid frygter grundet mine forudeksisterende tilstande,

som jeg bare kalder "tilstande", fordi alt eksisterer jo.

Hvis det gør, så er alt "forud",

medmindre det skete på vej derhen.

Jeg får den der tjekliste.

Jeg markerer bare det hele og streger "gravid" ud.

Men...

Jeg blev 44 i år.

Jeg har med tiden opdaget, at de ting hos lægen,

som jeg troede var pynt...

De har en funktion.

I kan få et eksempel.

Min læge, dr. Walsh, bad mig om at puste i et rør.

Det er en lungetest, og der er en kugle i røret,

og det er som at puste et lys ud, så jeg kalder det fødselsdagskagetesten.

Den måler, hvor mange fødselsdagskager du har tilbage.

Og... Mere eller mindre. Så jeg gjorde det.

Og han kigger på skærmen og siger: "Gør det nu."

Og jeg har allerede gjort det.

Så det sagde jeg til ham.

"Jeg har gjort det." Og han sagde: "Gør det igen."

Så jeg gik lidt mere til den. Sådan her.

Dr. Walsh slår på skærmen, som var det et ødelagt firserfjernsyn,

og så efterligner ham mig ligesom.

"Måske skal du gøre sådan her."

Jeg ved ikke så meget om vejrtrækning,

men jeg er ret sikker på, at det ikke sker i skuldrene. Og...

Han sætter sig ned og siger: "Hvad skal jeg sige, Mike?

Hvis jeg lige gik forbi den maskine der,

så ville jeg sige, du har et hjerteanfald

lige nu."

Da han sagde det, blev jeg meget bekymret.

"Hvis jeg troede, jeg havde et hjerteanfald,

ville jeg enten tage på skadestuen eller ringe til ham."

Så jeg sagde:

"Har jeg et hjerteanfald?"

Han sagde: "Det tror jeg ikke."

Og jeg sagde: "Jeg har brug for et mere konkret svar."

Og så sagde han: "Jeg sender dig til kardiolog for at få en revurdering.

Ordet "revurdering" gør mig nervøs.

Jeg troede, den første analyse var faktabaseret.

Jeg vidste ikke, vi bare gættede.

Hvis det bare handlede om meninger,

ville jeg påpege, at jeg ikke kan lide at sidde på papir.

Det får mig til at føle mig som en kylling.

Og jeg føler, I kunne digitalisere nogle af formularerne i venteværelset.

Jeg føler, jeg har udfyldt en del af dem før.

Det er meninger.

Nå, jeg sætter mig ind i bybussen,

en slags langsom ambulance med stoppesteder.

Det er også en mening.

Og så møder jeg min nye kardiolog.

Og gæt, hvad hun bad mig om? Vil I gætte?

- At puste. - I endnu et rør, ja.

Jeg sagde: "Det fik jeg et hjerteanfald af."

Og hun sagde: "Wow. Det er en lav score."

"Har I hjertesygdomme i din familie?"

"Min far fik et hjerteanfald, da han var 56,

og hans far fik et hjerteanfald, da han var 56."

Så jeg har altid tænkt, at jeg skulle afsætte hele det år,

leje en Airbnb nær hospitalet og være fleksibel med hensyn til tid.

Det bliver nok et stort år for mig. Og...

"Med din familiebaggrund bør du dyrke cardio fem gange om ugen."

"Jeg tror ikke, nogen dyrker cardio fem gange om ugen."

"Mange dyrker cardio fem gange om ugen."

"Jeg tror ikke engang, professionelle atleter gør det."

"Jo, professionelle atleter dyrker cardio fem gange om ugen."

Vi talte om det i 45 minutter.

Vi blev enige om at være uenige.

Jeg var svedig og forpustet.

Lidt sulten. Jeg er altid lidt sulten. Og...

Hun sagde: "Dyrkede du ikke sport i din barndom?"

"Ja, jeg spillede fodbold, men jeg holdt lav profil."

Er I med?

"Der er Mike!" "Nej, Mike er i skoven."

Er I med?

I niende klasse kom jeg på brydeholdet,

hvilket var en stor fejl ifølge mine holdkammerater.

For man kan ikke holde lav profil til brydning.

Man skal virkelig kæmpe eller, som i mit tilfælde, blive kæmpet mod

af de her unge muskuløse herrer,

hvis skridt uundgåeligt ville blive presset op mod mit ansigt,

som om de dansede en sejrsdans,

alt imens jeg er iklædt en damebadedragt,

som de kalder en singlet.

Men jeg gjorde en god figur.

Og den figur var en livredder fra 1920'erne.

Jeg hadede brydning mere end noget andet i mit liv,

for vi skulle lave så mange armbøjninger, og meget tidligt mistede jeg viljen...

...til at skubbe op.

Jeg kommer ned i den der første position og tænker: "Det er rart. Det er...

Det er en god ny liggestilling."

Så hviler jeg hovedet lidt på min hånd.

"De hænder er så bløde.

De hænder er naturens puder. Seriøst."

Vi lavede armbøjninger og kæmpede mod hinanden.

Min vægtklasse var 69 kilo.

Baseret på evner parrede de mig med holdets bryder på 46 kilo.

Har I nogensinde set nogen, der vejer 46 kilo?

Det er små mennesker.

Det er lidt som at kæmpe mod sit eget barn. Og...

Den magiske baby fastlåste mig flere gange til træning.

Det var som at se en papirvægt blive holdt nede af papir. Og...

Jeg var så dårlig. Jeg var ikke god nok til at konkurrere.

Men jeg rejste med holdet og havde holdtøjet på.

Og hvis der var tid efter kampene,

sendte de os B-hold ud at kæmpe mod de andres B-hold.

Når de gjorde det, havde jeg en hemmelige strategi

om at blive fastlåst så hurtigt som muligt,

så den del af mit liv var forbi.

Og den strategi løb ind i en hindring,

da jeg mødte en modstander, der havde samme strategi, så...

Vi er i ringen et stykke tid,

og vi sender signaler til hinanden: "Du må godt fastlåse mig."

Er I med? "Her er mit knæ. Her er mit hoved."

"De her hænder er naturens puder." "Det ved jeg godt."

Det var et dødvande.

Men der er tre startpositioner i gymnasiebrydning, som man bruger.

Der er "jeg springer på dig". Og "du springer på mig".

Og så er der "hvem springer på hvem".

Og det er en slags neutral græsk-romersk.

For det var vist grækerne, der stillede spørgsmålet:

"Hvem springer på hvem?"

Og romerne, der svarede: "Alle." Og...

Jeg er ikke historiker, men...

Jeg kommer i "jeg springer på dig"-position,

og dommeren fløjter,

og jeg kan ikke engang beskrive det den dag i dag.

Jeg fastlåser ham. Jeg kan ikke tro det.

Han kan heller ikke tro det.

Mine holdkammerater var lamslåede. De ryddede bænken.

De råber: "Mike! Klem!"

Hvilket i wrestling betyder "klem".

Og så klemmer jeg.

Og pludselig er der blod over hele måtten.

Ja, ikke?

Hvordan tror I, jeg havde det?

"Jeg har dræbt ham." Er I med?

"Jeg skal være på flugt fra loven resten af mit liv."

Birbiglia, bryderbanditten.

En fastlåsning, et drab.

Kunne ikke lave armbøjninger. Dræbte en knægt med de bare hænder.

Han kaldte dem "naturens puder".

Men det er mit eget blod, der strømmer ud af min næse på måtten.

Uden nogen form for fysisk skade.

Bare på grund af nervøsiteten over måske at vinde noget.

Min krop siger: "Hvad nu? Bare blød. Vi finder ud af det i morgen."

Dommeren fløjter. "Blod på måtten."

Hvilket var indlysende.

Den lille bloddreng kommer løbende med en klud.

Tørrer måtten ren. Lunter afsted.

Mine holdkammerater stopper min næse. De siger: "Mike, kom igen.

Gør, hvad du lige gjorde."

De fjolser troede, jeg vidste,

hvad jeg havde gjort.

Og jeg lunter ind i ringen, kommer i "jeg springer på dig"-position.

Dommeren fløjter, og jeg bliver straks fastlåst.

Tættere kom jeg aldrig på at vinde en brydekamp i mit liv.

Sådan endte jeg her.

I Vivian Beaumont-teatret. Sådan ender vi alle her.

På en måde.

Alt det forklarede jeg til min kardiolog.

I punktform. I store træk.

"Det er vist ikke realistisk for mig at dyrke cardio fem gange om ugen."

"Hvad med svømning? Kan du lide at svømme?"

Da jeg var fem år gammel,

tog min mor mig med til KFUM-poolen i Worcester,

og jeg hadede alt ved det. Det var vådt.

Svedigt. Som da du var barn, og din ven lod dig lugte under gipsen.

Ja. Det er, som om den lugt

blev til en bygning. Er I med?

Og så oversprøjtede nogen den med koncentreret klorvand.

Jeg tror ikke, de brugte den rette mængde klor i den pool.

De havde ikke styr på det.

Jeg tror, en overivrig administrator havde sagt:

"En del vand, to dele klor."

"Janice, nej!"

"Jeg gør bare mit arbejde."

Aner ikke, hvilken grusom forbrydelse den pool dækker over,

men jeg tror, der må være foregået noget.

Måske et mafiadrab midt om natten.

En flok fjolser. "Skal vi grave en grøft,

eller skal vi bringe liget ned til KFUM-poolen?

Jeg har et familiemedlemskab. Vi bruger et gæstekort til liget.

Vi smider det i poolen. Det går i opløsning inden for seks timer."

Det, jeg vil sige, er, at det er en stor mængde klor. Det er...