Ghost mountaineer (Must alpinist)

I januar 1989 drog en gruppe studerende fra det sovjetiske Estland-

-til Sibirien, til de burjatiske bjerge, i jagten på eventyr og nefrit.

Mærkeligt nok har hændelsen ikke forfulgt mig i mine drømme.

I 25 år har jeg måske set sådan et panorama én gang.

Jeg var blandt mærkelige mennesker.

Et stort område med absolut ingenting. Hvid sne. Ingenting.

Vi havde ikke mødt hinanden ret mange gange før.

Netop denne gruppe havde aldrig vandret sammen tidligere.

Det var en svær opgave. Rigtig svær.

GHOST MOUNTAINEER Baseret på virkelige begivenheder

Og nu... Smil!

Så er det nu!

Det var skønt i starten. Kun lidt sne og det var let at bevæge sig fremad.

Vejret var overraskende varmt.

Gruppen bestod af geologistuderende.

Der var Olle, geolog. Gruppens leder.

Hans klassekammerat, Anne,-

og Margus, som vi kaldte "Muskelmanden".

På en eller anden måde var det lykkedes for Olle,-

-at lokke en blond førsteårs- medicinstuderende, Inge, med.

Der var lidt romantik i luften...

Sæt fødderne ordentligt i jorden, så er det lettere at gå.

Jeg, Eero, og min ven, Indrek, studerede ikke geologi.

Vi studerede biologi, og det er noget helt andet.

Men vi hørte, at de manglede folk i gruppen, så vi tog med.

En vigtig del af en vandretur er togrejsen derhen.

Det er fem dage sammen i en lille kupé.

En uge tidligere

Rør ikke saltet med fingre eller æg!

Det transsibiriske eksprestog Moskva-Irkutsk

Vi går igennem her. Kortet viser et pas.

Der kan vi gå hen over kammen til den næste dal.

Her er en kløft, og der findes der nefrit. Det er meget smukt.

Når jeg tænker på det elendige kort, vi drog af sted med...

Det var et sort og hvidt kort med et par tegnede bjerge.

Det var rejsens fundament.

Geologer!

Hvorfor er I helt tørlagte? Er det Bresjnevs begravelse?

Doktor! Hvad var det, du hed?

Det kan jeg ikke huske!

Jeg er skide dårlig til at huske pigenavne.

Inge. Det ved du jo godt.

Det navn passer overhovedet ikke til dig. Du burde hedde noget helt andet.

Marleen...

Dr. Marlene Dietrich.

Sikke et hår! Tog du virkelig den her kvinde med på en vandretur?

Ignorer ham.

Fulde biologer.

Hvad? Kortet er også tørstig.

-Hvad hvis jeg ikke kan klare det? -Det kan du.

Jeg hjælper dig. Det bliver to fantastiske uger.

Vent og se.

Vandringsdag nummer seks

Tunkbjergene, det østlige Sibirien, Burjatien. 6.300 km fra Estland.

Inge... Hvad er der galt?

-Hvorfor kommer du ikke? -Jeg kan ikke mere.

Vi er gået den forkerte vej.

Tag rygsækken af. Tag den her på.

Vi skal nå ind i skoven, inden det bliver mørkt.

-Det er varmere der. -Jeg kan ikke mere.

Eero!

Hvorfor slæbte du os med hertil? Skal vi fortsætte?

Vi bliver nødt til at fordele nogle af tingene fra Inges rygsæk.

Fuck ham.

Anne, læg det her i din rygsæk.

Hvorfor står I bare der, kom her! Hvor er Margus?

Fuck!

Før sneede det udenfor. Nu sner det også herinde.

Jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke er nået til det første bjergpas på seks dage.

Marleen, din kæreste kan åbenbart ikke læse kort.

Jeg føler med dig. Din første rejse og så alt det her rod.

Det plejer ikke være sådan her.

-Laviner. -Langt væk. Der er kun lidt sne her.

Vi kan gå igennem der. Der har vi passet.

-Er du sikker? -Selvfølgelig. Vi er der i morgen.

Hvis vi går forkert én gang til, bliver vi nødt til at give op.

-Jeg tager ikke hjem uden nefrit. -De er underlige, dem der er med.

Ingen andre ville jo med.

Olle, kortet viser måske forkert. Det er ikke din skyld.

Se! Se!

Den rørte med foden.

Kom, aflever.

Geologerne var meget seriøse.

Jeg kan ikke huske, at nogen sagde, at jeg klarede det godt.

Jeg fik ikke megen ros.

Hvordan ser det forbandede pas ud?

Vi bliver nødt til at fortsætte. Vi er der lige straks. Kom!

Vi gjorde det!

Vi er kongerne!

Marleen, hvad venter du på? Se, hvor smukt det er!

Så er den sidste her!

I dag begræder jeg, at det lykkedes Olle at finde det første bjergpas.

Hvad er de her til?

Shamanisme. At kontakte ånder og andre verdener.

Ofrer man noget på et helligt sted,-

-får man en lys fremtid, og det onde kan ikke tage en.

Tror nogen på den slags? - Gør du, Anne?

Godt så...

Så overnatter vi på et helligt sted.

Klumpedumpe!

Det er nok.

Giv mig lidt mere.

Der er et flot sted lige her i nærheden. Skal vi se det sammen?

Der er ikke så langt.

-Inge... -Hvad?

Knalder I eller hvad?

Jeg tænkte, vi kunne gå derhen sammen.

Jeg kan ikke gå mere. Det er simpelthen for hårdt.

Sidder du og skider?

Det kommer til at gøre lidt ondt.

-Hvem vil have te? -Mig.

Fuck, det er aldrig sket før.

Foden skal hvile natten over.

Måske skulle vi droppe kløften?

Vi er alligevel efter tidsplanen. Så kan vi være hjemme til tiden.

Begynd nu ikke. Vi tog hertil efter nefrit, ikke for at synge.

Jeg tog hertil for at synge.

-Hvad sker der? -Vinden.

-Hørte I det? -Skorstenen...

Der var helt roligt, og nu den vind.

Nej, det er ikke vinden.

Hørte I det?

Jeg ved, hvad det er. Jeg ved, hvorfor der hænger bånd derude.

Her, i de her bjerge...

En bjergbestiger forsvandt for længe siden.

Ingen lagde mærke til, at han forsvandt. Og nu vandrer han omkring.

Heromkring.

Han leder efter vandrere, som han kan hævne sig på.

Han blev sort af vrede.

Når man støder på ham, sker der ting og sager.

Han kigger på dig... Sådan her.

Og så er det slut.

Det er det.

For han har ikke længere noget ansigt.

-Du skal ikke fortælle sådan noget. -Jeg fortæller, hvad jeg vil.

-Ikke i bjergene! -Han fortæller altid den historie.

Det er bare et sagn.

Se ham lige.

Et sovende geni. Stille, nu sker det.

Bjergbestigerens spøgelse.

Vandringsdag nummer elleve

-Hvor er alkoholen? -Hvad?

I din rygsæk.

Skål! For en succesfuld dag.

Marleen faldt 70 gange, men det er jo ingenting.

Jeg troede, jeg skulle dø i dag.

-Olle, kom her. -Hvor fanden er maden?

Lige her. Vent lidt. Vi snupper lidt sprut først.

-Jeg drikker, når vi har ordnet det her. -Fandens.

Der er ingen brænde til maden!

Hvad venter I på? Det bliver snart mørkt.

Fuck!

Læg ikke an på hende.

Er det forstået?

Det var ca. halvvejs på turen,-

-at vi bemærkede, at Olle var blevet helt stille.

Han talte nærmest ikke med os længere.

Vi nåede frem til kløften med nefrit.

Nefrit er let at forme, men at få det hakket løs...

Min hakke gik næsten i stykker, uden at jeg fik løsnet noget.

Stop dog.

Jeg sagde jo, at det var meningsløst at gå herned.

Et bjerg fyldt med nefrit, men vi kan ikke få noget løs.

Fuck!

Alt går i stykker! Hakken, benene!

Det er som en forbandelse!

Margus, det er en forbandelse.

Kom her og mærk! Vandet er varmt.

-Vildt! Hvordan er det muligt? -Det kommer inde fra bjerget.

-Lad os tage en dukkert. Det er varmt. -Kom nu.

Olle!

For pokker, Olle, det er nefrit.

Det er det.

Den her er ret sej.

-Vil du slæbe alle de sten med? -Selvfølgelig.

Hvad skal du bruge dem til?

-Du kan ikke bære dem. Du halter. -Og?

Jeg troede, at nefrit var smukkere.

En ædelsten, der ikke glimter...

Det er ikke ædelstene, men halvædelstene...

Helt ærligt, så er det her helt almindelige ligegyldige, grønne sten.

-De findes på mormors kartoffelmark. -Det gør de ikke.

De siges, at kunne forandre en persons liv...

Du interesserer dig ikke for noget.

Jeg fatter ikke, hvad du laver på vores universitet.

Jeg er genetiker, Anne.

Ikke en, der dufter til blomster eller undersøger elglort.

Eller en, der samler på sten. Det er meningsløst for mig.

Flyv væk... Meningsløse lille sten.

-Hvad er der nu med ham? -Lad ham være i fred.

Vandringsdag nummer 16

Vi bliver nødt til at gå lidt tilbage igen.

Vi kan ikke gå direkte ned her.

Det er yderligere fem km.

Isen er svag dernede. Vi har ikke udstyret til det her.

Hvilket udstyr har vi brug for?

-Hvad findes der dernede? -Et lille vandfald.

Det går fint med pigsko. Ints, tag rebet, så prøver vi.

Der er kun to smøger tilbage. Vi ender med at ryge mos.

Lad os prøve at slå lejr lidt tidligere i dag.