Familien Schmidt

Her ligger vores købstad -

- og ligner de fleste af Danmarks andre købstæder -

- med sin havn og sin kirke, sin skole og sit folkeblad -

og sit torv med Frederik VII.

På torvet ligger banken, -

- og det eneste usædvanlige ved vores købstad er, -

at bankbestyreren er meget syg.

Så syg, at han ikke kan komme over det.

Han hedder Schmidt, Anders B. Schmidt.

Herinde ligger han og strides med døden.

Han skal dø i aften.

Biografen har kl. syv haft premiere på det super grinagtige lystspil, -

Jeg Elsker Dig Slubbert.

Og om 7 minutter begynder ni-forestillingen.

Aftentoget fra København skulle egentlig være her 20:43, -

- men det er jo altid en halv snes minutter forsinket.

Den unge dame skal åbenbart af hos os.

I Fjordbys velhavende kvarter ligger den syge bankbestyrers villa.

Der er ingen hjemme nu.

Familien er samlet omkring hans dødsleje på sygehuset.

Jo, der er alligevel en hjemme.

Oven i købet hans kælebarn, datteren Margit.

Hvorfor er hun mon ikke ved sin fars dødsleje?

Over for Schmidts bor hans næstældste søn, William -

- med sin kone Helga. De er naturligvis også på sygehuset.

William er lærer ved realskolen.

Og gipsenglen der er hans opfindsomme gave -

til Helgas sidste fødselsdag.

Kunst hører til i et lærerhjem, sagde han.

Ved siden af bankbestyrer Schmidt bor kredslægen.

Nå, der er den unge dame fra toget.

Hun træffer ham ikke, for kredslægen er ude på sin faste aftentur.

Her kommer han. Og her har vi byens bedemand.

Kredslægen ved vel ikke, hvordan det står til med bankbestyreren?

Skidt, kære bedemand. Forbandet skidt.

Men han er altså endnu ikke gået bort?

Ikke så vidt jeg ved, men sov De kun trygt.

Denne gang får De ham. Det bliver en fed bid. Velbekomme.

Sådan var det jo ikke ment, men kredslægen er jo altid så morsom.

Ja, frygtelig morsom. Godaften.

Og der har vi apotekeren, formand for foreningen for sædelig oprustning.

Godaften, hr. apoteker.

Godaften.

Nå, Schmidts yngste søn er hos sin kæreste.

Han burde da også være på sygehuset.

Og hvad er hun da så frygtelig fortvivlet over?

Der sidder en ung dame, der vil tale med kredslægen.

Folk tror sgu, vi læger er maskiner, der kører dag og nat.

Smid hende ud.

Jeg har forsøgt. Hun smilede bare.

Det lyder ikke, som om det var noget særlig alvorligt.

- Så havde hun en kuffert med. - Det lyder mystisk. Sende hende ind.

Værsgo at tage plads. Jeg skal straks være der.

- Hvad er der så i vejen med Dem? - Hjemve.

Jeg synes jo nok, jeg skulle kende den ryg.

Goddag, min tøs. Og velkommen.

Hvorfor har frøkenen hverken ringet eller skrevet?

Denne gang skulle det være en overraskelse.

Du må være sulten. Fru Holm... Fru Hooooooolm!

Hvad er der dog?

Det er min nye husbestyrerinde, fru Holm.

Det er min datter, Gerd. Hun elsker en snaps til maden.

- Går det an, jeg går med? - Selvfølgelig. Du ER min kæreste.

- Er det jer? - Ja, vi fik jo bud.

- Hvorfor gik I ikke på sygehuset? - Vi vidste ikke... Vi troede...

- Skulle vi gå derop? - Det må du selv om.

Ved du, om det er sket, eller er det på det sidste?

- De ringede og sagde, det hastede. - Kom indenfor.

- Hvorfor er du ikke deroppe? - Mor ville ikke have mig med.

Mor har aldrig ondt mig at tale med far.

I aften ville hun have scenen helt for sig selv.

Det er også ligegyldigt. Sæt jer dog ned.

Jeg synes ikke, du skulle tale sådan, Margit. Ikke lige i aften.

- Hvordan tager mor det? - Hun måtte hjælpes ind i vognen.

Helga var rundt og kigge på møblerne, før de kørte.

Nu skal der jo arves.

Margit, jeg kan ikke forstå, at du kan tale på den måde.

Det har du jo aldrig kunnet.

- Nå, hvordan var det? - Kedsommeligt.

Tag nu lidt venligt på det.

Marlene Dietrich ryster jo ikke i bukserne af angst for, -

- hvad De synes om hende. Og Kino-Karlsen skal jo også leve.

- Og annonce-spalterne. - Hvadbehar? Flab.

Kunne jeg bevæge den unge kritiker til -

- finde bankbestyrer Schmidt i arkivet, -

- inden De tager fat på det højere åndsliv?

- Meget gerne. - Mange tak.

Ja, hallo.

Godaften, hr. konsul. Hvilken ære.

Næ, jeg har ikke hørt noget endnu. Det er vist umiddelbart forestående.

Schmidt var jo en redelig og pligttro mand.

Det faldt mig ind, at De måske kunne ønske en mindeudtalelse -

af mig som bankrådets formand.

Ypperlig idé, hvad kunne konsulen tænke sig?

Udmærket. Så venter vi, til han er død.

Så beder jeg min lille unge mand ringe konsulen op i morgen tidlig.

Jeg sidder netop og skriver nekrologen.

Var det ikke i 43, han blev ridder?

Larsen, ring lige til sygehuset og hør, hvordan det går.

Undskyld, hvad sagde De?

Jeg sagde blot... Ja, mig er det jo ligegyldigt.

Men skulle De få den tanke at sætte mit kontrafej på til udtalelsen, -

- vil jeg sætte pris på, at det blev profilbilledet.

Naturligvis. Farvel, hr. Konsul.

Gamle krukke.

Hallo, er det sygehuset? Det er fra Folkebladet.

Hvordan går det med...

Nå... For 10 minutter siden. Tak.

Så fik bedemanden Anders B. Schmidt.

Nu kommer de.

Du kan godt blive siddende lidt endnu.

Godaften, Niels. Lillian? Nå, du er her også.

Ja, Margit. Så er vi faderløse.

Så, mor. Græd ikke mere. Der var jo ikke noget at gøre.

Han var så god vores lille far.

Han sled sig op af lutter kærlighed.

Det var jo alligevel det bedste.

Hvorfor er det altid det bedste, når folk dør?

Vi ved jo ikke, hvad din far er blevet skånet for.

Vi ved heller ikke, hvad du bliver skånet for, hvis du dør i nat.

Jeg har aldrig været til en begravelse, -

- hvor folk ikke siger det meningsløse sludder.

Nu skal du tie, Margit.

Vi må ikke være for hårde mod lille Margit i aften.

Vi ved jo, hun har det værst med sig selv og sit sind.

Ja, jeg har et vanskeligt sind. Kom bare med det hele.

Margit, far er lige død.

Han var så smuk, som han lå der, vores lille far.

Børn, nu må vi rigtig holde sammen.

Nej, se. Bornholmeren er gået i stå.

Hvor ofte hører man ikke, at når døden går gennem et hjem, -

så står det gamle ur.

Det er mig, der har sat det i stå. Det gik mig på nerverne.

Det ur skal nu blive ved med at stå.

I vores hjem står tiden stille nu. Det bliver et mindernes hus.

Helt, helt stille.

- Hr. Eiberg. - Godaften.

Der kom et telegram til bankbestyreren i aften.

Jeg mente, hvis det var vigtigt.

- Far er lige død. - Det gør mig overordentlig ondt.

Må jeg overbringe min kondolence. Også til deres fru mor.

Tak. Farvel.

Han er død.

- Så skal du da være bankbestyrer. - Mådehold, Amalie.

Men formodentlig. Hvem ellers?

Skal du ikke ringe og fortælle det til konsulen?

Når vi kommer hjem. Er der en hvid skjorte til begravelsen?

Det forstår jeg ikke et levende kuk af.

- Hvad står der? - Så læs dog.

"Er kommet til Danmark fredag."

"Adresse poste restante, Århus. Hilsen, Erik."

Vi kender jo ingen Erik. Er det telegram overhovedet til far?

"Bankbestyrer Anders B. Schmidt." Jo, det er rigtigt nok.

Er det ikke en ungdomsven, svigerfar var på fornavn med.

Tænk dig om, mor.

Kender du en ven eller bekendt af far, der hedder Erik?

Jeg forstår ikke et spor. Hvorfor skal det være netop i aften?

- Jeg kender ikke det navn. - Jo, du gør, mor.

Hvor tør du sige, at jeg lyver? Skal jeg da ikke skånes for noget?

Herregud. Sandheden skal jo frem før eller senere.

Erik er fars søn. Far havde en søn udenom.

- Havde han virkelig? - Det hører du jo.

- Det var satans. Har den gamle... - Ja, før ægteskabet.

Jeg nægter at tro det. Jeg vil ikke have det.

Jeg finder sådan en spøg højst malplaceret på fars dødsdag.

Vrøvl, William.

Jeg foreslår, at vi river telegrammet i stykker og glemmer episoden.

- Også Lillian. - Vrøvl, William.

Far og jeg gik tur for 1/2 år siden. Der fortalte han det.

Han havde en søn, der hed Erik. Han boede i Århus.

Men nu var han voksen og i udlandet.

Det havde han været under hele krigen.

Han havde også fortalt mor det, før de giftede sig.

Det er fantastisk.

Og selvfølgelig er denne søn taktløs nok til -

- at vælte sig ind på os, netop som far er sovet hen.

- Han ved jo ikke, at far er død. - Pas dig selv.

- Du vil da ikke spille i aften. - Nej, men det er en køn historie.

Nu da far er død, må enhver forbindelse betragtes som afbrudt.

- Så denne skændsel er slut. - Næ, nu begynder den først.

- Han skal jo arve. - I taler vel ikke om arv i aften?

Det kan da ikke passe. Et uægte barn.

- Det vil være... - Noget svineri.

William! Det er din døde far, du taler om.

Dengang har han åbenbart ikke været hel død.

Du kan ikke se din familie vanæret og tilsølet nok.

Jo mere smuds du dynger på den, jo lykkeligere er du.

Så, så, mor. Han skal arve, det er der ikke noget at gøre ved.

Selvfølgelig skal han arve sammen med os andre.

Far har sat ham i verden. Så må vi tage konsekvenserne.

Hvad vil mine kolleger på realskolen sige?

Og børnene? Hvordan skal jeg møde dem med åbent ansigt?

Dit ansigt er noget af det mest åbne.

- Vil I have kaffe? - I aften? Næ, sandelig ikke.

Kom, Helga. Vi må hjem. Mor trænger vist også til ro.

Jeg ville være så glad, hvis Helga kunne blive her i nat.

Du har jo Margit.

Næ, når Helga ikke vil, så ligger jeg ene denne lange nat.

Jeg må jo lære...

Jeg skal nok få at mærke, hvor ensom jeg er blevet.