Pedro Páramo

Jeg kom til Comala, fordi jeg hørte, min far boede her.

En mand ved navn Pedro Páramo.

Det fortalte min mor.

Jeg lovede hende at komme her.

Hun var døden nær, og jeg ville have lovet hende alt.

Før det havde hun sagt:

"Bed ham ikke om noget.

Kræv blot, hvad der er vores.

Han skal betale en høj pris for den måde, han har forsømt os på, min søn."

Jeg ville egentlig ikke holde mit løfte.

Men så begyndte jeg at drømme.

Min fantasi fik frit spil.

Og en verden begyndte at danne sig omkring det håb, som denne mand var,

min mors ægtemand.

Hvorfor skal du til Comala?

For at se min far.

Han vil holde en god fest for dig.

Han bliver glad for at se nogen.

Så...

Hvad er din far for en?

Jeg kender ham ikke.

Jeg ved, han hedder Pedro Páramo.

Det må du nok sige.

Kender du Pedro Páramo?

Hvem er han?

Omvandrende bitterhed.

- Her er varmt. - Ja.

Men det er ingenting.

Det bliver kun værre, når vi kommer til Comala.

Jeg siger bare,

at mange af dem, der dør der,

kommer tilbage fra helvede for at hente deres tæpper.

Jeg er også Pedro Páramos søn.

Er du sikker på, det er Comala?

Jeg er sikker.

Hvorfor ser byen så trist ud?

Det er hårde tider.

Den ser forladt ud.

Den ser ikke bare forladt ud.

Den ér forladt.

Ingen bor her.

Hvad med Pedro Páramo?

Pedro Páramo døde for mange år siden.

Hvor kan jeg finde overnatning?

Find doña Eduviges, hvis hun stadig er i live.

Sig, jeg har sendt dig.

Hvad hedder du?

Abundio...

Jeg ser disse ting med de samme øjne, som min mor.

Hun fortalte mig:

"Der vil du finde min by på sletten.

Fuld af træer og blade.

Der kan du bedre høre mig.

Jeg vil være tættere på dig."

Jeg ville gerne have sagt:

"Du tog fejl angående stedet.

Du sendte mig til en øde by

efter en, der ikke findes mere."

Undskyld mig.

Ved du, hvor doña Eduviges bor?

Derovre.

I det lyserøde hus med buerne.

Jeg er Eduviges Dyada.

Kom ind.

Denne vej.

Hvad er det her?

Tingeltangel.

Huset er fyldt med tingeltangel.

Dem, der rejste, valgte huset til opbevaring,

og ingen er vendt tilbage efter tingene.

Så du er hendes søn?

Hvis søn?

Doloritas' søn.

Ja, hvordan vidste du det?

Hun sagde, du ville komme.

At du kom i dag.

Hvem? Min mor?

Ja.

Hende.

Her er dit værelse.

Jeg holder det altid klar, hvis nogen kommer.

Her er intet sted at sove.

Tænk ikke på det.

Træthed er en god madras.

Det er ikke nemt at få alt klar i sidste øjeblik.

Og din mor har først lige fortalt det.

Min mor er død.

Derfor var stemmen så svag.

Nu forstår jeg.

Hvornår døde hun?

Det er syv dage siden.

Hun må have følt sig forladt.

Vi svor, at vi ville dø sammen.

At støtte hinanden på rejsen.

Så hun fik et forspring?

Men jeg skal nok indhente hende.

Jeg kender genvejene.

Man skal bare dø, når man selv gerne vil, og ikke, når han beslutter det.

Kom først og få en bid mad.

- En lille bid. - Ja.

Senere.

Hvad laver du så længe på toilettet?

Ingenting, mor.

Bliver du derinde, kommer en slange og bider dig.

Giv den mere snor, Susana.

- Nej! - Åh nej.

Jeg elsker stedet her med dig...

...men hader ham for alt andet.

Selv, at jeg blev født her.

Jeg skal nok komme på besøg.

Du kommer ikke tilbage.

Aldrig.

Jeg bad dig komme ud.

Jeg kommer, mor.

Jeg kommer.

Din far siger, at man ikke kan regne med dig.

At du er uduelig.

Burde du ikke arbejde?

Nej, Rogelio betaler mig ikke.

Du er der ikke for at tjene penge, men for at lære.

Indtil videre må du finde dig i det.

Lad de andre finde sig i det.

Jeg finder mig ikke i ting.

Du er en sær ung mand.

Jeg har på fornemmelsen, det vil gå dig skidt, Pedro Páramo.

Jeg troede, den kvinde var skør.

Senere troede jeg ikke på noget.

Jeg følte mig som i en fjern verden.

Og jeg lod mig rive med.

Ja.

Jeg var tæt på at blive din mor.

Fortalte hun aldrig det?

Nej.

Hun fortalte mig kun gode ting.

Jeg hørte om dig fra muldyrsføreren på vejen.

En ved navn Abundio.

Gode, gamle Abundio.

Engang gav jeg ham en skilling for hver rejsende, han sendte herhen.

Indtil han blev døv.

Manden hørte fint.

Lad os vende tilbage til din mor.

Da hun skulle giftes med Pedro Páramo,

sagde de, hun ikke måtte ligge med en mand den aften.

Den tid på måneden.

Så hun bad mig træde i hendes sted.

Gik du i seng med ham?

Jeg gjorde det med glæde.

Men festen havde udmattet ham, og han snorkede hele natten.

Du blev født året efter.

Men ikke af mig.

Selvom du var tæt på at være min.

Måske fortalte din mor det ikke... af skam.

Jeg har hendes portræt med.

Din mor hadede Pedro Páramo.

Han lavede ikke andet end at klage og kommandere.

Selvom hun var vant til det...

...hærdede det noget i hendes ydmyge øjne.

Så begyndte hun at sukke.

Endelig sendte Pedro Páramo hende til hendes søster.

Vi boede hos hende i Colima.

Mange måneder senere spurgte jeg Pedro Páramo om hende.

"Hvordan skal de overleve?"

Han sagde: "Lad Gud tage sig af dem."

"Lad Gud tage sig af dem."

Hvornår går du endelig til ro?

Vågn op.

Hvorfor græder du, mor?

Din far er død.

De har dræbt din far.

Og hvem har dræbt dig, mor?

Hvornår går du endelig til ro?

Hvad er der, doña Eduviges?

Det er Miguel Páramos hest.

Den galopperer langs vejen til Media Luna.

Bor nogen i Media Luna?

Nej, ingen bor der.

Jeg forstår ikke.

- Jeg hører ingen heste. - Gør du ikke?

Nej.

Det må være min sjette sans.

En gave fra Gud.

Eller måske en forbandelse.

- Hvem var Miguel Páramo? - Pedro Páramos søn.

Endnu en søn?

Den eneste, han anerkendte.

Han overnattede nogle gange hos mig.

Indtil han mødte en pige fra Contla.

Om natten tog han ud og snakkede med hende...

...og kom tilbage tidligt om morgenen.

En aften kom han ikke tilbage.

Hans hest kom forbi alligevel, og jeg hørte nogen banke på mit vindue.

Det var måske bare min fantasi.

Hvad skete der?

Slog hun op med dig?

Nej. Det er ikke det.

Jeg kunne bare ikke finde byen.

Hvad siger du, Miguel?

Der var tåge.

Eller røg.

Eller noget. Jeg ved bare, at Contla ikke findes.