X-Men '97 - First Season

I tidligere afsnit:

Mister Sinister! Du vil have vores søn, Nathan.

Det er en teknoorganisk virus, og den breder sig hurtigt.

Måske findes kuren i din tid, Bishop.

Armbåndet har kun energi nok til Nathan og mig.

Altså kan vi ikke tage med.

- Mit næste liv skal være mit. - Pas godt på dig selv, Jean.

Kald mig Madelyne Pryor.

Charles Xavier betroede mig sin drøm, -

og den forlanger ikke, at I skal elske eller ynde min art som jeres egen.

I skal blot acceptere, at dette er en delt verden, -

og at min art har ret til at leve i den.

Vi indleder drøftelser om at optage mutantnationen Genosha i FN.

Måske skulle vi gøre som professoren og give Erik en chance til.

Mon dit team stadig ville stole på dig, hvis de vidste besked?

Skyldtes det atomprøvesprængninger, eller besluttede naturen selv, -

at menneskeracen skulle udvikles?

Nogle kalder dem freaks, andre kalder dem uhyrer, -

- men over hele kloden bliver de kaldt mutanter.

Vi mener, verden har misforstået os.

Heldigvis kan vi bygge broer takket være en dygtig journalist som dig.

Det er en ære at tale med en berømt videnskabsmand som Dem, dr. McCoy.

Blå kan også rødme, min kære.

Her i Westchester County -

- ligger det beskedne palæ, hvor X-Men har hjemme.

En skole for mutanter grundlagt af salig professor Charles Xavier.

Vi har ikke nogen kedelige fag. Fokus er på praktisk indlæring -

med store dødsmaskiner og vampyrdinosaurer.

For mange X-Men er skolen det eneste hjem, de har haft.

Personer, der er faldet ned mellem to stole -

og blevet glemt, og som higer efter at høre til.

Og høre til gør de i dag på verdensplan, -

hvor FN officielt optager mutantnationen Genosha.

Det tager jo en evighed.

Gambit, husk på, at skulle den nye Blackbird få motorsvigt, -

er du den eneste her, for hvem tyngdekraften vil være et problem.

Flet næbbene, kamphaner. Se der.

Novra! De har fået sat skik på tingene siden Gambits sidste besøg.

Er det X-Men?

VELKOMMEN!

Venner!

Det kører for dig, min pige. Smilene var store på skolen, -

da vi hørte, at Madelyne Pryor havde scoret en toppost i Genosha.

Overgangsrådet søgte en X-Man, og I havde en Jean i overskud.

Tys, madame. To er altid bedre end en.

Og som regel bedre end tre.

I må bære over med Gambit. Han ville absolut med, fordi Rogue skulle med.

Magnetismens mester var overrasket over at modtage en invitation fra FN.

Ja, det kaldes vistnok "fremtiden".

Magneto, Overgangsrådet vil tale med dig inden gallamiddagen.

Gerne i enrum.

Hvad skal vi så lave?

Træk mig nu baglæns ind i fuglekassen.

Kurt Wagner, hvordan dælen går det?

Meine Freunde, vi leger turister, mens rådet taler med Magneto.

Kurt er her for at samarbejde med Genoshas forskellige trossamfund.

Her er så meget at se. Byen er fuld af vidundere.

Så længe han lod dræbermunkene blive hjemme i klosteret.

Godt skåret for tungebåndet, Gambit, det har du altid været.

Vi har meget at drøfte oven på vores gotiske eventyr i Alperne.

Alt, I ser her, havde ikke været muligt uden X-Mens indsats.

- Det er præcis, som han forudså. - Hvem, professoren?

Ja, nemlig. Han sagde altid, vi ville få vores helt eget sted.

Mere end et sted. Et hjem.

Til en pebret husleje.

Man kan ikke skabe en nation uden at begå fejltrin.

Ignorer ham. Han kommer altid malurt i bægeret.

Måske stiller Gambit bare de spørgsmål, ingen andre vil.

Hvorfor er Magneto med ét blevet mutantsuperstjerne?

Nok er dit navn Gambit, men dit pokerfjæs er ringe.

Pas dig selv, plysdyr. Jeg har ikke ringet efter en præst.

Enhver kan se, at din sjæl og Rogues rører hinanden.

Det er ikke den berøring, hun sukker efter.

I amerikanere er så teatralske.

Jeres liv er violiner og nærbilleder. I ser for mange tv-serier.

Gift dig nu med hende, så er det overstået.

Slyngler som mig duer ikke til idyl.

Vi har for travlt med at synde til kærlighed.

Uden synd, ingen kærlighed.

Kærligheden måles på, hvad vi evner at tilgive.

Jeg taler med Scott Summers, også kendt som Cyclops.

Er du overrasket over den dristige udvikling i international politik?

Om noget lærer man som X-Man at forvente det uventede.

For mig som leder ...

Solbrillerne reflekterer lyset. Kan du ikke tage dem af?

Nej. Beklager.

Da jeg var teamleder ...

Lad os tale om dig og Marvel Girl. I skulle være X-Mens powerpar.

En intergalaktisk kærlighed.

Sig mig, hvornår vidste du, at hun var den eneste ene?

Undgår du også spørgerunden?

Jeg ved jo ikke, hvilke minder der er mine, og hvilke der er klonens.

Selv det at genopdage mine kræfter føles sært.

Som at gense en gammel ven, der ikke ligner den, man husker.

Mit grimme fjæs har ikke ændret sig i hundrede år. Det ved du også godt.

Jeg har så mange minder. Minder sammen med Scott.

- Er I stadig ikke på talefod? - Han sørger over sin søn.

Men sådan som han undgår mig, minder det mig om en tid.

Vi var i Nevada. Jeg havde netop fået en kosmisk skabnings kraft.

- Phoenix. - Nå ja, du var der også.

Jeg inviterede Scott på picnic.

Hun virkede nervøs ved mig. Som om hun ikke stolede på mig.

Han frygtede, at Phoenix havde forandret mig. Jeg ville berolige ham.

Jeg ville vise hende, at intet havde ændret sig.

Hun var stadig det brushoved, jeg løb durk ind i på første skoledag.

Men jeg kunne mærke universet tale til mig, -

ligesom Scott engang gjorde gennem vores mentale bånd.

Hun snerrede og tog mine briller, der holdt mine kræfter i ave.

Jeg måtte holde fast, -

for alt i mig skreg efter at fare afsted ud i kosmos.

Men der skete ikke noget.

Jean standsede mine optiske stråler, så vi kunne se hinandens øjne.

De holdt mig fast.

Hans øjne fik mig til at blive.

Jeg kender alt til at drukne i minder. Bare kig op, og svøm videre.

Ellers trækker fortiden dig ned.

Jeg glemmer, hvor mange solopgange dine øjne har set.

Men de har aldrig set en anden som dig, Røde.

Logan, jeg er ...

Jean Grey, og han er Scott Summers. Det glemte du bare et kort øjeblik.

Nok om det. Gå ind og tal med den forvoksede spejderdreng.

Jeres seneste eventyr er at blive forældre.

Jean og jeg har ingen børn.

- Har I ikke? - Nej.

Jeg så ellers hospitalsjournalen på en Nathan Charles Summers, -

barn af Scott og Jean Grey Summers.

Født på Westchester Memorial. Lægen sagde, du bad Rogue ...

Den idiot ville ikke tage imod ... Han kaldte min søn en freak.

Scott, jeg er her for at give X-Men chancen for at vise omverdenen, -

at mutanter er ligesom os. Ganske normale.

Og så lyver du? Hvorfor?

- Fordi I er normale. - Hvabehar?

Fordi I er normale. I er utaknemmelige.

Vi sætter livet på spil for jer mod onde mutanter, robotter, rumvæsner.

Jeg gav ham fra mig, fordi I ikke kan sige tak.

Fordi jeg skal sidde her og bevise, at jeg er en person.

Jeg løj, for vi er ikke som jer.

Vi er den eneste grund til, I stadig er i live.

Begivenhedernes gang har vist sig uhørt gunstig for vores art.

Selv de mest oversete af os har endelig fået en stemme.

Vi må finde ud af, hvordan vi taler højt med én fælles røst.

Hvorledes vedkommer det mig og mine X-Men?

Vi har brug for et kønt og troværdigt ansigt udadtil. En kransekagekonge.

Forsigtig, frøken Frost. Giv ham nu ingen gode ideer.

Hvem fandt på at give et menneske et sæde i rådet?

Var der ikke andre ordkløvere at få?

Moira er mutanternes forbundsfælle, og vi blev enige om titlen "kansler".

Ønsker denne forsamling af sammenbragte opkomlinge, -

at jeg skal regere Genosha? Hvor grinagtigt.

Man kunne argumentere for, -

at ingen af os ville være her i dag, var det ikke for dig og dit pr-stunt.

Er der ikke andre, der bedre tåler torten ved menneskenes diplomati?

Jo, men Charles er borte. Og nok synes jeg ikke om det, -