Stolen: Heist of the Century

Det er min by,

...Antwerpen,

diamanternes by.

BASERET PÅ BOGEN FLAWLESS AF SCOTT ANDREW SELBY & GREG CAMPBELL

ØSTTRAPPE

ENHED 112

DETTE ER DEN SANDE HISTORIE OM DET STØRSTE DIAMANTKUP

DEN RIGTIGE HISTORIE... STORT SET SANDE... OPDIGTEDE...

...DRAMATISKE HISTORIE... SANDE... FALSKE HISTORIE...

Tyve i Belgien menes at have stjålet diamanter for millioner af pund.

... der kan være det største diamantkup nogensinde.

Ingen kunne forestille sig, at diamantdistriktet kunne knækkes.

Hvordan de gjorde det...

Vi anede det ikke.

Intet indbrud, ingen vold, og op til $300 millioner er væk.

De eneste spor, vi havde, virkede som en normal mand,

klædt på til at passe ind.

Ædelstenene blev taget fra verdens største diamantdistributionscenter i Antwerpen.

Vi var på jagt

...efter et geni.

HVORDAN MAN RØVER ET DIAMANTBOKSRUM I ANTWERPEN

STJÅLET: ALLE TIDERS KUP

ANTWERPEN, BELGIEN

Mandag den 17. februar 2003.

En normal mandag morgen.

Jeg ankom på kontoret. Vi starter gerne med en kop kaffe.

Men jeg så Patrick sidde der klar til at gå.

Så jeg sagde: "Ingen tid til kaffe, Patrick?"

Han sagde: "Nej. Vi fik et opkald fra diamantdistriktet."

"Der har været et indbrud. Et pengeskab er blevet brudt op."

Man bør indse, at 85 % af diamanter på verdensplan

på den ene eller anden måde går gennem Antwerpen.

Den bliver kaldt diamanthovedstaden.

Hovedgaderne i diamantdistriktet

er Rijfstraat, Hoveniersstraat, og Schupstraat.

Der er for milliarder af varer i de tre gader,

fordelt i de forskellige boksrum i diamantdistriktet.

Den lille firkant er Diamond Center, hvor indbruddet fandt sted.

I bygningen er der 13 etager med 225 diamanthandelskontorer.

De fleste forhandlere opbevarede deres diamanter i boksen.

Men da vi kom ind i diamantdistriktet i bil,

foregik der noget alvorligt.

Vi blev straks blokeret af mange forhandlere,

der ville finde ud af, om deres diamanter, guld og penge var væk.

Da vi så panikken,

indså vi, at der ikke var tale om et lille tyveri i et diamantfirma.

Nej, det var noget andet.

Så vi tog elevatoren ned,

...og jeg kan kun tale for mig selv.

Jeg var overrumplet.

Jeg så den største dør, jeg har set, en ståldør,

som var mindst 30 centimeter tyk.

- Men døren stod åben. - Åben.

Helt åben.

Et metalgitter blev holdt åbent med en spand maling.

Og da vi trådte ind i boksrummet...

Alle væggene, vi kunne se, var dækket af individuelle bokse.

Og vi så straks, at størstedelen af disse individuelle bokse

var brækket op.

Og jeg stod foran Ali Babas hule.

Omfanget af det må have været millioner,

fordi hver måned har man diamanter, der udvindes af De Beers

i Namibia eller Sydafrika og bliver sendt til London med fly,

og så lastet op i et mindre fly

og sendt fra London til Antwerpens lufthavn.

Derfra kom de diamantforsendelser i pansrede lastbiler

til forhandlerne i diamantdistriktet, som køber en månedlig mængde diamanter.

I Diamond Center var der diamanthandlere,

der i den uge modtog diamanter fra De Beers.

Det var også den weekend, hvor der afholdes en årlig tennisturnering,

der hedder Diamond Games.

Præmien var i øvrigt en gylden ketsjer med diamanter over det hele,

finansieret af diamantområdet.

Mange diamanthandlere ville møde op.

Så i det øjeblik var Antwerpen fuld af diamanter.

Et af vores hovedspørgsmål er, hvordan røverne kom ind i bygningen.

Indgangen til diamantområdet er her

i hjertet af Antwerpen og betragtes som vores Fort Knox.

Inde i bygningen var der 24 kameraer, der altid var tændt.

For hver dag i måneden var der et videobånd.

Men videobåndet fra den 15. og 16. februar,

weekenden og natten til røveriet, var væk.

Jeg sagde: "Jeg ringer til vagtselskabet og spørger, hvornår alarmen gik i gang."

Han sagde: "Nej, alarmen gik ikke i gang.

Boksen er stadig lukket."

Og jeg sagde: "Det er mærkeligt, for jeg står faktisk i boksrummet.

Døren står åben bag mig. Og du siger, at alarmen stadig er tændt."

Vildt.

Da døren var åbnet,

skulle de håndtere bevægelsesdetektoren, varmedetektoren og lysdetektoren.

Vi forsøgte at påbegynde vores fingeraftryksundersøgelse,

hvor vi begynder med bevægelsessensorerne, som blev manipuleret med af de mistænkte.

De blev sprøjtet med et produkt, vi formodede, var hårspray.

Det gør, at overfladen ikke er glat nok til at bruge fingeraftrykspulver.

Så vi fik ingen resultater, vi kunne bruge i efterforskningen.

Den næste sensor, vi skulle undersøge, var denne lyssensor,

som var fastgjort til loftet, dækket med sort gaffatape.

Igen fandt vi ingen fingeraftryk på tapen.

Mine kolleger og jeg var imponerede.

Det blev udført fejlfrit.

På grund af vigtigheden af diamanthandlen i Antwerpen

var der straks et stort pres fra den internationale presse...

De kom igennem ekstremt stor sikkerhed i bygningen,

som huser mange ædelstensfirmaer.

...af politikere...

Og politikerne presser dommerne.

Og derfor var der et pres på...

...fra mine overordnede...

...men også fra diamantområdet.

Det er et kæmpe slag for de involverede virksomheder...

Jeg tænkte, det måtte være begået af interne folk.

Der var sikkerhedsvagten, og der var to portnere,

og der var bygningschefen.

Vi begyndte at efterforske den gruppe meget grundigt.

Vi begyndte at afhøre dem. Vi foretog husundersøgelser.

Men til sidst måtte vi lade dem gå.

Vi anede ikke, hvem der var ansvarlig for forbrydelsen.

Og så pludselig en eftermiddag fik jeg et opkald.

Min mand, August, og jeg havde en landhandel.

Jeg gjorde rent den mandag.

ANNIE LAUWERS BUTIKSEJER

Og radioen var tændt.

Og jeg hørte nyheden om,

at der var begået et kup i Diamond Center i Antwerpen.

Vi vurderer, at der mindst var for €100 millioner i diamanter...

August kørte ud til en del af skoven, vi ejer,

med nogle grøntsagsrester,

for at fodre kaninerne og fiskene.

Og da han gik ind i skoven,

sagde han: "Fandens også. Folk har læsset affald af igen."

Mange tog derud med affald.

De tog en lille vej ud til vores skov...

ANTWERPEN DIAMANTDISTRIKT

...hvor de var skjult.

Og så blev skraldet læsset af.

BRUXELLES LUFTHAVN OG TOGSTATION

Min mand åbnede poserne. Der var mange papirstumper.

Så han begyndte at undre sig... Antwerpen...

Diamanter...

Og han tænkte: "Det er alvorligt. Det er ikke noget for mig."

Og så kom han gal hjem.

Han kom ind, og jeg kunne se, der var noget galt.

Jeg så det på hans ansigt. Men jeg fik ikke mulighed for at spørge.

Han havde straks telefonen i hånden for at ringe til politiet.

Det opkald

...ændrede alt.

Der var mange diamantposer.

Det er de særlige papirer, som bruges til at pakke diamanter ind i.

Vi kalder dem Briefke på flamsk.

Vi så nogle bittesmå grønne smaragdsten, der var efterladt.

Vi så også pengesedler, der var revet itu.

Værktøj, skruenøgler, lommelygter. En efterladt handske.

En sportstaske.

Selv dele af en obligation, som refererede til diamantområdet.

Men der var andre ting.

Fordi da alt det materiale kom ind på vores kontor,

lagde vi det ud på et stort bord i vores mødelokale.

Og der var vin, ost, pasta og endda en halvspist salamisandwich.

Det var mærkeligt, for jeg tror ikke, at de holdt picnic i boksrummet.

Så noget af det er tydeligvis fra boksrummet,

men køkkenaffaldet kom sikkert fra et skjulested.

Og de tog det hele og efterlod det i Floordambos.

Det er endnu et vigtigt bevis, vi fandt i skoven.

Her kan du se kartonæskerne,

de opbevarer videobåndene i af optagelserne i Diamond Center.

Men båndet er blevet fjernet fra dem alle.

Hvad gjorde vi? Kuppet skete i Antwerpen. Affald blev smidt i Vilvoorde.

Mellem Antwerpen og Bruxelles er der kun den motorvej.

Så lad os gennemsøge hele motorvejen

og se, om de fjernede båndene på bilturen.

Så vi bad politiskolen om at sende en klasse elever ud.

Det er 40-50 km. De skulle gå.

Og de samlede to, tre poser med bånd op.

Vi sendte det til et Sony logistikcenter i Bruxelles,

og vi spurgte dem,

om de kunne geninstallere båndet i en sort videokassette,

så vi kunne se, hvad der var på det.

Senere, da en af kollegerne kom tilbage fra Sonys hovedkvarter

med denne kassette i hånden,

havde vi alle efterforskerne samlet. Også mine overordnede.

Og så sætter han kassetten i.

Filmen starter,

...og det var en pornofilm.

Jeg har aldrig været så skuffet over en pornofilm som den dag.

Presset var stort.

Om morgenen var der kun seks i Diamantenheden,

der efterforskede sagen.

Om aftenen var holdet udvidet til 20 betjente,

der arbejdede fuldtid på sagen.

Da jeg blev chef, var jeg 28-29 år, hvilket er ungt.

Da kuppet blev begået, var jeg var stadig kun 33.

Så det var meget at håndtere straks at få fat i 20 kriminalbetjente.

Mange af dem havde mere erfaring og var meget ældre end jeg.

Jeg måtte få resultater.

Det var et puslespil med alle brikkerne, men i den forkerte rækkefølge.

Jeg er en simpel politibetjent, så det var ligesom noget fra en film.

Vi lægger alt på mødebordet midt på vores etage.

Og vi så straks, at der var mange papirer, mange papirstumper.

Vi begyndte at samle dem,

og på et tidspunkt ser vi, at nogle stykker har adresser.