Real Women Have Curves

Der er noget med mor.

-Hvad? -Tal med hende.

-Det er altid mig. Du kan gøre det. -Hun vil tale med dig.

-Ana er her, mor. -Buenos dias.

-Sig noget. -Mor. Det er Ana.

Kom tættere på.

Jeg er dødsyg. Du skal lave morgenmad til mændene.

Morgenmad? Kan Estela ikke det?

Estela skal på fabrikken.

Jeg vågnede midt om natten og var gennemblødt.

Som om jeg brændte.

-Hvad er der galt? Er det benene? -Ja.

-Og ryggen? -Ja...

Og hovedet? Og hvordan med hørelsen?

Det er min sidste dag i high school. Den vil jeg ikke gå glip af.

-Utaknemmelige pige. -Er smerten væk?

Jeg holder ud. Ligesom da jeg fødte dig.

Jeg tager mig af alle. Jeg lider.

-Jeg bad ikke om at blive født. -Så er det godt.

Hvad er der med din søster? Hjælp mig nu op.

-Syv år på MIT. -Fire år på Stanford.

Fire år på lærerhøjskolen.

Jeg vil også læse videre. Jeg vil rejse rundt i Europa og...

Vent lidt, Ana.

-Hvad med ansøgningerne? -Jeg skal ikke på college.

Hvad mener du? Du er intelligent. Du har meget at byde på.

-Min familie har ikke råd. -Der er stipendier og støtte.

Beklager, men du bør bruge din tid på at hjælpe en anden.

Jeg må gå nu, men du har været den bedste. Tak.

Jeg har ventet på den her dag. Her er uniformen.

Bare giv mig min chek. Hvor sygt.

Jeg holdt den varm til dig, indtil du kom.

Du kan altid slikke mig i røven for at få jobbet tilbage.

-Kom, Anita. -Hvad er det?

Ikke spørge hvorfor. Kom nu. Jeg vil vise dig noget.

-Skynd dig. -Jeg kommer.

Tillykke!

Tillykke, Anita!

-Tak. -Stort tillykke, Ana.

I mange år fremover. Se, en stor kage.

Kage? Kan du ikke se, at hun er større end kagen?

-Hvorfor sagde du op? -Hvor ved du det fra?

-Det ved jeg bare. -Fint. Jeg stoppede.

-Jeg kunne ikke enes med chefen. -Du må finde et andet arbejde.

Det ved jeg, far. Men jeg var nødt til det.

-I morgen tager du med på fabrikken. -Aldrig i livet.

Vi er meget langt bagefter. Sådan er det.

-Hvem skal ellers hjælpe din søster? -Jeg er ligeglad.

-Hvorfor sagde du det? -Det er jo sandt.

-Estela syr hele natten. -Jeg har ikke råd til mere hjælp.

Så er det afklaret. Hvis Estela ikke kan betale, hjælper det ikke.

-Hun betaler. -Fint. Hun kan stryge.

Punktum. Hvem vil have kage?

Mig. Et stort stykke, tak.

-Hvad laver du her, mr Guzman? -Er dine forældre her?

Hvem er det, Ana?

Buenas tardes, señor. Jeg er Anas engelsklærer.

-Jeg taler engelsk. -Undskyld.

Ana er en dygtig elev. Jeg vil gerne have, at hun går på college.

Vi vil gerne have, at Ana får en uddannelse, mr Guzman.

Vi har allerede diskuteret det. Men hun skal arbejde nu.

-Hun kan gå på college senere. -Ana er en ganske særlig ung dame.

Hun kom ind på Beverly Hills High, og der er jo stipendier.

Beklager, mr Guzman, men i morgen skal hun med på fabrikken.

Må jeg bede dig om at overveje college, mr Garcia?

Jeg skal overveje det og tale med min kone.

Kom nu, Anita.

Hvad var det, jeg sagde?

Hun hjælper ikke til hjemme. Hun gør ikke rent eller vasker tøj.

Hun laver ikke mad. Hun er kun til besvær.

Carmencita. Ana giver dig ikke nogen bekymringer.

Hør her. Hendes lærere er meget tilfredse med hende.

Hvis vi anstrenger os-

-kan vi hjælpe hende med at komme ind på et college.

Jeg kan uddanne hende.

Jeg kan lære hende at sy, opdrage børn og tage sig af en mand.

-Det lærer man ikke på college. -Hun kan gifte sig senere.

Lytter du ikke til mig, Raul? Det er en principsag.

Det er ikke retfærdigt. Jeg har arbejdet, siden jeg var 13.

Ana er 18 år.

Nu er det hendes tur til at arbejde.

-Mit liv er ovre. -Du er lige så dramatisk som mor.

Undskyld, men jeg er slet ikke som mor.

Ja, ja.

Drøm videre. Du kan ikke være i den. Det er en 36.

-Hvorfor er du altid sådan? -Det er for dit eget bedste.

Se selv. Enorme. De må veje ti kilo stykket.

-Hvad har du gang i? -Ikke så dramatisk.

-Godmorgen, Carmen. -Godmorgen, Normita og Panchita.

-Hvordan går det, Carmen? -Godt, tak.

Du må være forelsket. Du er så fin, at jeg knap kan genkende dig.

-Min forlovede har købt kjolen. -Den er fin.

Sådan var det også for mig, og så holdt han op.

-Det var måske din egen skyld. -Hvordan det?

Se på dig selv. Måske blev tøjet for dyrt.

Du er bare misundelig. Mormor sagde, at man skal have lidt sul på kroppen.

-Du får mig ikke til at græde. -Græd bare. Jeg går til bageren.

-Er du ny her? -Det er min datter, Ana.

-Skal du arbejde fuldtid? -Nej.

Jeg er her, indtil jeg finder noget bedre.

Jeg arbejder her kun, indtil jeg vinder i Lotto.

Det her er min datter, Ana. Det er hende, jeg brokker mig over.

-Det her er Carmens datter. -Tænk, at du endelig kom.

-Hvorfor tog det så lang tid? -Leverandører.

Det her er Carlota. Hun syr kanter. Professionel.

Jeg håber, at du vil trives.

Det her er Pancha ved sin maskine. Rør ikke hendes ting.

-Man skulle tro, det var hendes barn. -Det er ikke sandt.

Det er også en overlocker. Norma er hurtig.

Jeg er Carlotas datter, og det er mine søstre, Lupita og Angelica.

Det her er Rosali. Og det her er mors arbejdsplads.

Det her er din saks. Smid dem nu ikke væk. Alt forsvinder.

-Lad mig vise dig på plads. -Lyt godt efter, Ana.

-Arbejder du, mor? -Ja, general.

Det er kun kvalitetsarbejde.

-Der er varmt. Har du en ventilator? -Vi har en.

Den blæser støv på kjolerne.

Brug altid dampfunktionen. Og brænd ikke tøjet.

Det er let. Hold øje med vandniveauet og sig til, når det er lavt.

Så skal du ud at købe flere. Hæng kjolen her.

En plastikpose over og op på stangen.

Vi skal arbejde hårdt. 100 kjoler i størrelse 36.

-Hørte du det? Næsten 100. -Sikke en smuk kjole.

Vi leverer dem og begynder så på størrelse 34.

-Hvor meget får vi? -18 dollar stykket.

-Hvad bliver de solgt til? -600 dollar i Bloomingdale's.

Vi laver dem for 18, og de sælger dem for 600? Er det retfærdigt?

Kom nu bare i gang.

-Hun kan ikke noget. -Især ikke når moren er her.

Hun er så storsnudet.

-Jeg har sladder fra markedet. -Carmen har sladder.

-Jeg elsker sladder. -I burde arbejde.

El Dorado Ortiz er hemmeligt forelsket i Rosali.

Hvor væmmeligt.

Det gamle svin. Han ligner en rynket mango.

El Dorado Ortiz er forelsket i Rosali.

Han synes, at du er for tynd. Han vil gerne fede dig op.

-Men ikke så fed som Ana. -Vi skal arbejde, mor.

Ja, general.

-Du brændte den! -Kan du ikke gøre noget rigtigt?

Hvor skal du hen? Kom her, fede.

Få mig ikke til... Ana!

Ana! Ana. Ana.

Du der! Hvad er det, der foregår?

-Det er min mor. -Er det her din datter?

Ja, den her klump... er min datter.

Fortsæt I bare, de damer.

Hvad skal du?

Jeg kan ikke mere. Jeg er for gammel til det her.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg arbejder. Jeg har gigt i hænderne.

-Jeg bliver blind af det syarbejde. -Det ved jeg, mor. Det ved alle.

Rør mig ikke. Gå med dig, hvis du gerne vil gå.

Hvad? Skammer du dig over mig?

Du skammer dig over at arbejde med os.

Så meget arbejde, så mange ofre.

Til hvilken nytte? For jer.

Du tror, at jeg er en hund, der kun kan arbejde.

Kom, mor. Nu går vi tilbage.

Åh gud.

Hold fast i mig. Vi går tilbage.

Du må hjælpe mig.

Kom nu. Kom nu.

Hvor er I søde. Se på jer selv i spejlet.

-Godmorgen. -Godmorgen. Har du sovet godt?

Ja, og du?

Hvordan tror du? Med min gigt.

Jeg kan se, at du har en ny San Antonio.

Den er til Ana.

Og i hvor mange år har den her hængt her?

Den?

11 år. Jeg hængte den op, da Estela fyldte 18 år.

Jeg tager den ned.

Nej, nej. Lad den hænge. Estela kan stadig blive gift.

Det er for sent for Estela. Nu må jeg koncentrere mig om Ana.

De er udsøgte. Lige som jeg vil have dem.

-Du er en skat. -Bedstefar...

Tæt på vores landsby i bjergene var der en grotte fyldt med guld.

Men, far, det er jo kun historier.

Og manden, der så grotten og guldet?

-Der er ikke noget guld. -Fortæl om skatten, bedstefar.

Ja. For mange år siden under revolutionen-

-gemte folk deres guld i grotter i bjergene.

Efter revolutionen rygtedes det, at der var en grotte med guld-

lige ved vores by.

Inde i grotten stod der skrevet på væggen:

"Guldet kan kun gå til en mand med et rent hjerte."

Jeg ville så gerne finde det guld.

Jeg er sikker på, at du nok skal finde det.

Jeg har allerede fundet det. Du er mit guld.

Nu vil jeg have, at du finder dit.

-Hej, Jimmy! -Hej, Ana.

Jeg gjorde det, mr Guzman. Jeg udfyldte ansøgningerne.

-Godt gået. Er det sandt? -Jeg lyver kun om min vægt.

-Hvor er dit essay? -Det er vel ikke nødvendigt.

Har du ikke skrevet noget? Det skal du, Ana.

Jeg kender dekanen på Columbia.

Skriv et essay, så kan du måske begynde til efteråret.

-Du skal skrive et essay. -Om hvad?

-Noget, du kender. Dig selv. -Mig selv?

Hvorfor ikke? Du kan godt. Jeg beholder dem, indtil du er færdig.