Occupied City

Ruysdaelstraat 71.

Keesings kontor. Trykkeri og bladforlag.

Jacob Keesing, hans kone Esperance og søstrene Suzanne og Marianne

begik selvmord på havnen i IJmuiden den 15. maj 1940. Dagen, Holland overgav sig.

Mange jøder ville flygte til England, men de fleste kunne ikke finde en båd.

Direktøren for virksomheden, Jakobs bror, Isaac Keesing,

formåede at flygte til USA i 1942.

Han overlod firmaet til sin kollega, Peter Diesveld.

Han måtte arbejder under en "Verwalter",

som tyskerne placerede i alle jødisk-ejede firmaer.

Diesveld betalte hemmeligt fyret jødisk personale.

Han flyttede ind i Isaac Keesings hjem og lod folk gemme sig der og på kontoret.

Én mand gemte sig i dagevis oven på elevatoren.

Prins Bernhardplein.

Tyskerne forbød, at gader blev opkaldt efter levende hollandske kongelige.

Denne plads blev omdøbt til Gooiplein efter et landligt område nær Amsterdam.

Schagerlaan 7.

I december 1942 fortalte familien Bergsma politiet,

at en fire måneder gammel baby var blevet efterladt foran deres hus.

I 1942 rapporterede aviserne om "en strøm af hittebørn".

På den måde kunne jødiske børn blive lovligt modtaget af hjælpere,

mens deres sande identitet forblev skjult.

For at standse fremgangsmåden meddelte tyskerne i januar 1943,

at alle hittebørn ville blive betragtet som jøder.

Spædbarnet David Kurk overlevede krigen som Rudolf Bergsma.

Hans mor, Carolina Kurk-à Cohen, blev myrdet i Auschwitz i 1944,

og hans far, Jacob Kurk, i koncentrationslejren Mauthausen i 1945.

Nedrevet.

Rembrandtplein.

Mange barer og caféer omkring torvet nær det jødiske kvarter

blev besøgt af tyskere og medlemmer af det hollandske naziparti, NSB,

og deres paramilitære enhed, WA.

I juni 1940 ødelagde disse antisemitiske bøller de Kroon

og andre steder, der blev opfattet som jødiske.

Seks måneder senere knuste de vinduer, der ikke havde "Jøder forbudt" -skilte,

og ødelagde en bar, hvor jødiske kunstnere måtte optræde.

I februar 1941 udbrød der flere gadeslagsmål på pladsen

mellem hollandske nazister, hjulpet af det tyske politi,

og jøder, der begyndte at forsvare sig mod de brutale angreb.

Det hollandske politi måtte ikke blande sig.

Fra den 15. september 1941

fik jøder forbud mod at besøge caféer, barer og restauranter.

Mistede indtægter blev "kompenseret" gennem besøg af tyske soldater.

Senere i krigen blev pladsen et centrum for sorthandel.

Da jeg holdt min første tv-tale om COVID, håbede jeg, det blev den sidste.

I lang tid så det ud til at blive den sidste.

Men i dag må jeg desværre igen udsende en vigtig meddelelse.

Ved en pressekonference for mindre end en uge siden

sagde jeg, at vi stod over for en skillevej,

og at vi må overveje strengere tiltag, hvis smittefaren øges.

Det er desværre, hvad der er sket, og det er halsbrækkende hurtigt.

Coronavirussen spreder sig hurtigere, end vi regnede med.

Derfor går Holland i lockdown i mindst fem uger.

Holland lukkes ned.

Vi lukker alle steder, hvor folk samles.

Sammen går vi gennem noget, der er uden fortilfælde.

Noget større, end vi havde troet, i fredstid.

Men vi kommer igennem det. I de næste par uger...

ELSK SEXARBEJDERE

VI SUTTER PÅ JOBBET

Zeedijk.

Red Light District var forbudt område for den tyske hær.

Senere i krigen blev det centrum for det sorte marked.

Oudezijds Achterburgwal 74, stueetagen. Her boede Betje Fuld.

Ifølge rapporten om hendes anholdelse, dateret 10. juli 1942,

var hun "tidligere syerske, nu prostitueret".

Hun var udendørs uden davidsstjerne og solgte sin krop.

Hun sagde også, at hun var tiltalt for kødelig omgang med ariske personer.

Fuld blev myrdet i Auschwitz i september 1942.

Kalverstraat.

Et slagsmål brød ud her den 31. august 1941, på dronning Wilhelminas fødselsdag.

Dronningen holdt en tale mod tyskerne fra London.

Modstandsmanden Cor Snijders huskede efter krigen:

"Vi fejrede det ved at gå langs Kalverstraat med blomster i knaphullerne."

"Hollandske nazister hev dem af, så vi puttede barberblade bag dem."

"Næste gang en sortskjorte prøvede at hive en blomst af, flød blodet."

"Til sidst blev en del af gaden afspærret. Alle, der bar en blomst, blev anholdt."

Max Euweplein 62, dengang Leidsekade. Restaurant Lido.

"Leidseplein ryddet",

lød en overskrift i det hollandske nazipartis avis i januar 1941.

Artiklen fortsatte: "Man tror knap nok sine egne øjne."

"Ingen jøder er tilladt på det fine Américain hotel eller på Lido,

som plejede at være et samlingssted for jøder på Leidseplein."

"Jøder er ikke tilladt i Amsterdams største biograf."

"Jøder har ingen adgang nogen steder. Det er næsten for godt til at være sandt."

"Ingen jøder forstyrrer kristne i deres fritid nu."

I marts 1943, efter at have tabt slaget om Stalingrad,

lukkede tyskerne luksusrestauranter og butikker.

Personalet sendtes på arbejde i Tyskland.

Efter befrielsen i maj 1945 blev Lido en canadisk officersklub.

En af musikerne var den surinamske saxofonist Kid Dynamite.

Nedrevet.

VI ER HER FOR DIN SIKKERHEDS SKYLD SOCIAL AFSTAND 1,5 M

Apolloan 122. "Apollo-huset".

Et pensionat ejet af familien Josephs, som alle blev myrdet i Auschwitz i 1942,

ligesom mange af deres gæster. Det blev til et pensionat for tyskere.

Den tyske efterretningstjeneste, SD, overtog hotellet,

efter deres hovedkvarter blev bombet i november 1944.

Huset var delvist møbleret med genstande fra familien Ruys' hjem.

Modstandsmanden Gerrit Ruys var advokat med kontor i Keizersgracht.

Der blev han anholdt i januar 1945,

efter hans søn, Hugo, blev anholdt for at uddele den hemmelige avis Het Parool.

Gerrit Ruys' anden søn, Herman, var blevet anholdt to år tidligere.

Begge sønner blev henrettet.

Gerrit Ruys døde i koncentrationslejren Sandbostel.

Hans kone, Johanna Ruys-Bavinck, blev også anholdt og løsladt i april 1945.

Amsterdam. 15. maj 1940.

Tyske tropper nærmede sig Amsterdam og marcherede over Berlagebroen,

hvor tyske borgere og hollandske sympatisører skulle byde dem velkommen.

Holland overgav sig, efter tyskerne bombede Rotterdam

og truede andre byer.

Holland forsøgte at forblive neutralt, som det var under 1. Verdenskrig,

men blev angrebet af tyskerne samtidig med Belgien og Frankrig.

Den hollandske dronning Wilhelmina og hendes kabinet flygtede til London.

I 1940 boede der omkring 800.000 mennesker i Amsterdam,

Ikke meget færre end nu. 10 % af dem var jøder.

Nazisterne anså de fleste andre hollændere for at tilhøre den ariske race.

Nogle håbede, at Holland ville blive indlemmet i det tyske rige.

De fandt solid støtte i hovedstaden.

Det hollandske naziparti fik knap 30.000 stemmer i Amsterdams kommunalvalg,

et år inden krigen.

Et af tyskernes første tiltag var at stille uret 1 time og 40 minutter frem,

så det var samme tid i Amsterdam som i Berlin.

Vejrkortet forsvandt fra aviserne. Vejret blev betragtet som en militær hemmelighed.

Fra Berlagebroen tog nogle af de tyske tropper til rådhuset.

Byen måtte tilbyde tyskere boliger, først og fremmest soldaterne.

Snart blev en civilforvaltning oprettet.

Tyskerne udskiftede alle fagforeninger og velgørenhedsorganisationer

med nationalsocialistiske varianter.

Pressen kom under tysk kontrol. Selv spejderne blev nazificeret.

Den første besættelsesdag

sagde et byrådsmedlem til den tyske generalmajor, Karl von Tiedemann,

at han håbede, tyskerne ville lade Amsterdams jødiske borgere være.

Tiedemann svarede kryptisk:

"Hvis jøderne ikke vil se os, vil vi ikke se dem."

Museumplein, dengang skøjteklubbens område. Et sted for store begivenheder.

Det var her, NSB marcherede,

SS-chef Heinrich Himmler inspicerede tropperne,

og nazileder Anton Mussert og rigskommissær Arthur Seyss-Inquart

talte ved store forsamlinger.

Villaerne på østsiden blev base for Tysklands militær og civilforvaltning.

Ved siden af Concertgebouw lå det hollandske naziparti NSB's hovedkvarter.

I 1943 begyndte tyskerne at bygge forsvarsanlæg på pladsen,

herunder pigtråd og bunkere, der i folkemunde blev kaldt "De tre tinder".

Nogle gader blev også afspærret.

Efter de allieredes invasion af Normandiet i juni 1944

gav Hitler ordre til at forsvare Rotterdam og Amsterdam så længe som muligt.

Pladsen blev et af det tyske forsvars støttepunkter i Amsterdam.

Først i 1953 blev de tyske bunkere sprængt i luften.

Museumstraat 1, dengang Stadhouderskade 42.

Rijksmuseum.

I 1939, før den tyske invasion, flyttede museet de vigtigste kunstværker

til kirker og andre bygninger i Nordholland,

og der blev bygget statslige lagerbunkere i klitterne nær Castricum.

Rembrandts "Nattevagten" opbevaredes på et slot i Nordholland

og blev så flyttet til de underjordiske hvælvinger i Sint-Pietersberg.

Under besættelsen prøvede nazisterne at gøre Rembrandt til en germansk helt.

De fejrede hans fødselsdag den 15. juli, Rembrandtdagen.

Hans Steinhoff, en tysk instruktør, lavede en film om maleren i Amsterdam.

Tyske soldater fik gratis adgang til museet.

Besættelsesmyndighederne forbød værker af jødiske kunstnere

og værker, der skildrede det jødiske folk.

Museet udvidede sin samling under og efter krigen med jødiskejede kunstværker.

Museet handlede med Lirobanken, der plyndrede jødiske aktiver.

Nogle kunstværker blev først for nylig returneret til deres retmæssige ejere.

Rijksmuseum holdt flere propagandaudstillinger,

som "Krigsfrontkunst" og "Rav: Det germanske folks guld".

Børnelegetøj, lavet af det tyske ordenspoliti, blev også udstillet.

Rijksmuseum havde også sine egne udstillinger.

Udstillingen "Kristi Ånd" blev lukket,

idet den havde for mange abstrakte værker, som nazisterne anså for degenererede.

I 1944 afholdtes en udstilling om smedejerns- og støbejernsgenstande,

hovedsageligt på grund af materialernes bombesikre egenskaber.

Museet lukkede efter "Dolle Dinsdag", eller "Gale tirsdag", i september 1944,

da fejringer brød ud efter rygter om, at landet snart ville blive befriet.

Kort efter blev "Nattevagten" returneret til Rijksmuseum.

I oktober 1945 blev de første 26 plyndrede malerier fra Tyskland

returneret til Rijksmuseum.

POLITIET MÅ KROPSVISITERE

HØJRISIKOOMRÅDE

FRIHED FREM FOR ALT!

MÅ VI TALE OM DET?

EMOTIONELLE OG ØKONOMISKE GIDSLER

VI DRIKKER EN FREDELIG KOP KAFFE

Concertgebouwplein 4 og 6, det tidligere Jan Willem Brouwersplein. Concertgebouw.

Mange nationalsocialistiske events afholdtes i denne bygning.

I 1942 var det her, den hollandske nazist Anton Mussert

blev erklæret som leder af det hollandske folk.

Man holdt forestillinger for den tyske hær. Alt fra operaer til dansenumre.

Seyss-Inquart, Tysklands øverste autoritet i Holland, nød at komme her.

Han planlagde en privat loge til sig selv.

Stedets dirigent, Willem Mengelberg, spillede for tyske organisationer

og rejste med orkestret til koncerter i Tyskland og Østrig.

Sidste gang, jødiske orkestermedlemmer spillede, var i juni 1941.

På programmet stod blandt andet Beethovens 9. symfoni,

med den berømte tekst: "Alle mennesker er brødre".

Publikum klappede og viftede med lommetørklæder til de fyrede musikere.

Musik af jødiske komponister måtte ikke længere spilles.

I 1942 brugte man stofstykker til at skjule kartoucher

med navnene på de jødiske komponister Mahler, Rubinstein og Mendelssohn.