Hitler's Last Stand

Oktober 1944. Vesttyskland.

En amerikaner ser en tysker ankomme til en bunker med ammunition.

Bobbie holdt øje. Han vidste det ikke, men Bobbie var der.

Kaptajnen antænder lunten og placerer en sprængladning,

før soldaten kan reagere.

Den 6. juni 1944 får de allierede endelig indsat tropper i Normandiet,

for at åbne op for Vestfronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt for at overleve.

D-dag var en kamp.

De skal stadig vinde krigen.

Den 8. oktober 1944 ved Aachen i Tyskland.

USA's 18. infanteriregiment avancerer under dække af røg.

De må hurtigt og lydløst nå deres angrebspositioner,

før tyskerne opdager, de er der.

Kaptajn Bobbie Brown leder C-kompagniet.

Som 41-årig er Brown ældre end de fleste officerer og overordnede.

Han har været i hæren det meste af sit liv.

Bobbie ville ikke være en byrde for sin familie,

så han tog til Columbus i Georgia for at melde sig til hæren.

Han fortalte dem, at han var 18 år.

Han var stor af sin alder, men var kun 15 år.

Hæren havde brug for store knægte som ham i 1922, så de tog ham.

Brown trænede med alle former for infanterivåben i fredstid

og blev en anerkendt leder, da krigen brød ud.

Da Bobbie gik i land på D-dag, var han med i første division.

I august manglede man en ny kaptajn til C-kompagniet.

Bataljonschefen havde mange folk, også dimittender fra West Point,

men han foretrak Bobbie, fordi han var en slagsbror,

der havde utrolig timing, og hans mænd så op til ham.

Brown og hans mænd gør klar til kamp igen.

Pludselig tager vinden til, og røgsløret blæser væk.

C-kompagniet er afsløret.

Det tager ikke de tyske våben længe at finde deres mål.

Giv agt!

Ned på jorden nu!

Af sted! Op med jer!

Efter sommerens hurtige avancement

har den øverstkommanderende general Dwight D. Eisenhower

identificeret et mål, der lover at afslutte krigen: Ruhr-dalen.

Ruhr-regionen var det vigtigste strategiske mål

for de allierede styrker i 44 og 45. Det var Tysklands industrielle hjerte.

Der lå de fleste af deres store stålværker,

deres kampvogns-og våbenfabrikker.

Efter landgangen på D-dag, bragte kapløbet gennem Europa

de allierede til den tyske grænse i september 1944.

For at rydde vejen til Ruhr-dalen mod nordøst

beordrer Eisenhower dele af fire amerikanske divisioner

til at sikre den gamle tyske by Aachen.

Der er meget på spil på begge sider.

En propagandadrøm for Eisenhower er et mareridt for Hitler.

Hvis amerikanerne indtager Aachen, kæmper de ikke alene på tysk jord.

De erobrer den første store tyske by.

Efter de tyske våbens velkomst

samles Bobbie Brown og hans mænd for foden af en bakke.

Mændene vidste, de påtog sig en meget svær mission.

Tyskerne havde maskingeværreder overalt på Crucifix Hill.

De vidste, at deres skudlinje var rettet mod dem.

Browns mål er klart:

Han skal neutralisere al fjendtlig aktivitet på bakken

og gøre klar til modangreb.

Han gransker skråningen for at finde vej til den nærmeste bunker

og holder udkig efter allierede fly.

Luftstøtten, Brown forventede, var to flyvninger

med P-47 Thunderbolts, som faktisk kun var otte fly.

Han havde regnet med løbende flyvninger, men kontaktpersonen,

som var på vej til Crucifix Hill tidligere...

Hans kampvogn blev ødelagt, så han kom aldrig derop.

Brown kan ikke vente længere.

Af sted!

Da mændene springer op,

affyrer tyskerne en spærreild af artilleribeskydning.

Tyskerne havde ruten,

amerikanerne valgte, omringet, før de overhovedet angreb.

Der var 84 artilleripjecer,

der beskød Browns mænd.

Idet de forsøger at nærme sig,

åbner maskingeværer også ild med dødelig præcision.

Allierede granater hamrer løs på bunkerne.

Men de får ikke standset tyskernes beskydning.

Brown og hans mænd angriber Crucifix Hill,

hvis navn kommer af det store stenkors på toppen.

Dens befæstninger beskytter Aachen mod nordøst.

Den kaldes også Bakke 239 på grund af dens højde i meter.

Den er dækket af maskingeværreder og bunkere.

Selvom de er lidt forældede, giver bunkerne på Crucifix Hill

rig mulighed for at skyde fra højderne

ned mod amerikanerne i dalen.

Mændene er fanget ved startlinjen.

Bobbie Brown og hans kommando,

som inkluderer en radiooperatør og en løber, foretager et træk.

Bobby Brown havde trænet sine mænd til at forstå,

at så længe ingen var fanget, skulle man udføre den forans opgave,

så alle kunne komme videre.

Men lige nu vidste Bobby Brown, at hele hans kompagni var fanget.

Han måtte gøre noget.

Brown løber mod en fordybning i terrænet.

Hans hold kaster sig ud over kanten.

Det lykkes Brown og hans kommando at hoppe

ned i en skyttegrav for foden af Crucifix Hill.

Han havde været så klog aftenen før at gå ud

at grave den og tage lærred med, så han kunne bære jorden væk.

Da det blev dag, anede tyskerne ikke, der havde været nogen.

De finder lidt dækning lige under fjenden skud.

Radiooperatøren kontakter delingsførerne.

Der er ikke gode nyheder.

En af delingsførerne er såret

og begge angrebsdelinger er stadig fanget.

Kikkert.

Brown kigger op ad bakken og observerer beskydningen.

Han prøver at få overblik over situationen.

Radiooperatøren ser på ham og siger: "Sender vi ingeniørsoldater op først?"

Bobby svarer: "Jeg sender ikke nogen på selvmordsmission."

På et splitsekund træffer Brown en beslutning.

Han vil selv tage sig af bunkeren.

Den amerikanske kaptajn Bobbie Brown udtænker en plan.

Brown beslutter i det øjeblik,

at han må være et godt eksempel og gøre det, hans mænd ikke kan.

Han var ikke fanget.

Han siger: "Vi skal bruge en sprængladning på stang

og en bærbar sprængladning." Radiooperatøren måber.

Hr. kaptajn?

Brown har brug for mere ildkraft end de våben, han har.

Han mener, at sprængstoffer er svaret.

Bunkerne på Crucifix Hill udgør en tæt sektor af Vestvolden

også kaldet Siegfriedlinjen.

Siegfriedlinjen blev etableret i 1930'erne,

så den tyske hær kunne udkæmpe en tofrontskrig.

I 1939 satte den tyske hær alt ind mod Polen og sejrede der i september,

men samtidig behøvede de ikke have en stor styrke

ved deres vestlige grænse mod den franske og britiske hær,

fordi Siegfriedlinjen lå der.

Det krævede få folk og var altså en ressourcebesparende manøvre.

Dette er særligt vigtigt omkring Aachen,

som kan prale af en dobbeltlinje af fæstningsværker.

Vestvolden i Aachen-sektoren var ekstremt tyk,

særligt i forhold til andre dele af Vestvolden længere væk.

Grunden var hovedsageligt den strategiske vigtighed

af et relativt fladt terræn syd for byen Aachen,

der gav kampvogne adgang østpå mod Ruhr-floden og Rhinen.

De er ofte bygget ind i landskabet og camoufleret af bevoksning,

og bunkerne har smalle åbninger med plads til at affyre våben.

Befæstningerne varierer i størrelse,

men kan være op til 15 meter brede og 7,5 meter dybe.

De er udformet ud fra Standard B.

Standard B betyder, de bygges af to meter tyk stålarmeret beton.

To meter tyk stålarmeret beton kan modstå

et artilleriprojektil på op til 20 cm eller en flybombe på 450 kg.

Det er en meget, meget solid militærbygning.

Bobbie Brown må udtænke en måde at angribe bygningen på.

Han ved ikke helt, hvad han vil gøre.

Han ser dog et krater, der nok er skabt af en af P-47'erne.

Det er halvvejs mellem ham og maskingeværreden.

Brown giver signal til delingsfører løjtnant Charles Marvain

om at skaffe ham sprængstofferne, han skal bruge.

Den tyske beskydning haglede ned over Marvains position,

så Marvain forlod nok stedet med glæde.

Han kaster en taske med sprængstoffer til Brown.

En "taskeladning" er en særlig form for sprængladning.

Det kaldes en taskeladning, fordi sprængladningen er i en taske.

De bruges typisk til at sprænge forhindringer.

Det kan være en panserværnsmur eller en bunker.

I dette tilfælde indeholder tasken 60 gange 100 gram TNT,

der detoneres med en lunte på tre sekunder.

Med sprængladningen kravler Brown op af skyttegraven

med seks kilo TNT.

Det er usædvanligt for en af hans rang.

En kompagnikaptajns ansvar var

at være i en position, hvor han kan kommunikere

med sin bataljonschef, så han kunne få ordrer såsom:

"Der er forstærkning på vej," eller: "Træk jer tilbage."

Det var usædvanligt for en kaptajn at gå forrest under 2. Verdenskrig.

Brown nærmer sig langsomt bunkeren, der beskyder hans mænd.

Han kravler efter bedste evne under skudlinjen.

Stikker han hovedet op, bliver han skudt.

Det eneste tegn på fjenden indenfor

er våbenløbene, der skyder gennem åbningen.

Soldater fra 352. grenaderregiment

er blandt dem, der bemander bunkerne.

Et grenaderregiment er egentlig et infanteriregiment.

I 1942 begyndte tyskerne at kalde infanteri for grenaderregimenter

ligesom preussiske grenaderregimenter fra det 18. og 19. århundrede.

De er håndplukket

og placeret i forsvarspositioner på Crucifix Hill,

idet amerikanerne nærmede sig Aachen.

Selvom bunkerne var forældede,

gav de på sin vis de tyske soldater en følelse af sikkerhed.

Der er tyske dokumenter fra tilbagetoget i Frankrig i 1944 om,

at bunkerne var ekstremt afgørende for deres moral.

For første gang havde de en tydelig forsvarslinje.

Regimentets øverstkommanderende er oberstløjtnant Josef Eggerstorfer.

Oberstløjtnant Eggerstorfer er en 35-årig officer,

hvis karriere hurtigt tog fart under 2. Verdenskrig.

Han havde kæmpet ved Østfronten

og blev forfremmet, fordi han fik særbehandling.

Han blev altså forfremmet hurtigere grundet sin indsats på slagmarken.

Eggerstorfer ordrer er at forsvare den gamle tyske by

koste, hvad det koste vil.

Aachen har stor historisk betydning for tyskerne.

Byen var kroningssted for Det Tysk-romerske Rige i 700 år.

Dens storslåethed stemmer overens med Hitlers ambitioner.