Bad Reputation

Jeg ville spille guitar allerede som 13-årig.

Jeg ønskede mig en guitar i julegave, og mine forældre gav mig en.

Guitaren og forstærkeren kostede 30 dollar i Sears.

Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde.

Men jeg satte den til og spillede på E2-strengen...

...i timevis. Jeg drev mine forældre til vanvid.

Så ville jeg lære at spille og fik en guitartime.

Fyren sagde: "Piger spiller ikke rock."

I min barndom i 70erne kom feminismen.

Jeg troede ikke, det var et problem, at en pige spillede rock.

Jeg havde læst om en klub.

"Rodney Bingenheimer's English Disco".

Han var først til at spille Blondie, Ramones, Sex Pistols og Nirvana.

De spillede Bowie, T. Rex, Iggy Pop.

Suzi Quatro var en pige, der spillede bas.

Det var et teenagedisco. 21-årige var for gamle.

Men den tids rockstjerner kom der.

Jeg var naiv, så det var stort at tage til Hollywood.

Jeg overtalte nogle venner. Der var folk med masser af makeup-

-tossede frisurer, glitter, korte kjoler og netstrømper...

"Hvad fanden er det?" Det var en klub fuld af tosser-

-der boede i en by, som var kendt for at være fuld af tosser.

De spillede en masse sexet musik.

Musik med uartige undertoner, og en del var simpelthen beskidt.

Den musik ramte mig et sted, så jeg selv ville spille.

Og det var... dernede.

Jeg kunne ikke sætte fingeren på det... Den vadede jeg lige ind i.

Jeg husker kun sex, og intet andet, om L.A.

Los Angeles var helt depraveret dengang.

Methaqualon var vigtigt for 70ernes rockkultur i Californien.

Alle tog dem. Latterlige stoffer, men alle kunne lide dem.

De var forstadsunger, som ville lave ballade-

-og undslippe forstaden og forældrene. Det var en skør tid.

Det var lige efter Stonewall og starten på regnbuebevægelsen.

En atombombe havde sprængt kernefamilien i luften.

Mor og jeg gik i biografen. "Cabaret" væltede mig helt bagover.

Jeg elskede Liza Minnelli og pompøsiteten i filmen.

Et sted som Rodney's var også pompøst.

Der var den samme vibe som i "Cabaret".

Uanset hvad, "Cabaret", Hollywood-

-og tanken om at spille musik, smeltede ligesom sammen.

Jeg kaldte Joan Jett og David Bowie tidsrejsende.

De kunne lide musik, før den slog igennem.

Jeg mødte en pige, der skrev sangtekster. Kari Krome var som mig.

Hun sagde: "Snak med min pr-agent Kim Fowley."

Han havde hørt, at jeg ville lave et band, og jeg sagde:

"Et pigeband. Jeg kan ikke være den eneste i byen, der vil spille."

"Har du en demo?" Jeg vidste ikke, hvad det var.

Nogle dage senere kørte Sandy West, der blev Runaways' trommeslager...

...op med nogle venner for at hænge ud ved The Rainbow.

Der gik man hen for at se rockstjerner.

Folk hang ud og sludrede. Hun gik så hen til ham.

"Hej, jeg spiller trommer, og jeg er med i et band."

Han spurgte om min alder. "15 og et halvt."

Han sagde: "Jeg arbejder med en pige, der spiller elguitar."

Det var Joan. Hun kom et par uger senere med sin Sears-guitar.

Tre busture og fire timer tog det fra Canoga Park. Vi klikkede.

Vi ringede til Kim. "Lyt."

Vi spillede Chuck Berry eller måske "Wild Thing".

Sandy og jeg klikkede virkelig.

Det var starten på Runaways, og bandets hjerte.

Hvad var dit indtryk af L.A.?

Rodney og Kim Fowley var på vej et sted hen.

Fowley lignede Frankenstein, hvis Frankenstein altså røg crack.

Han havde produceret et par meget obskure undergrundshits.

Han var vist involveret i "Alley Oop" af Hollywood Argyles.

"there's a cat in the funny papers we all know, alley oop-oop"

"he lived way back a long time ago"...

Han ville arbejde med mig, men jeg gad ikke rigtigt.

En dag sagde han: "Jeg har et band, som hedder The Runaways."

Jeg sagde: "Joan. Vi tager hen på Sugar Shack."

"Der er nogle piger, som ved, hvem du er."

Vi var tre i første opsætning.

Men jeg var så genert, at jeg ikke kunne være forsanger.

Jeg turde ikke stå på scenen.

Hele lokalet var fuld af miniature-læbestiftslebber-

og bøsserne svansede omkring.

Cherie Currie kom hen og hviskede dramatisk:

"Det er Joan Jett!"

Jeg havde hørt om The Runaways. Rygtet lød om et teenageband.

Da jeg mødte hende... "Wow, det er Joan!"

Jeg sagde: "Du kan score hende, eller blive forsanger i Runaways."

"Kan du synge?" "Ja." "Der er prøve i morgen."

Hun havde en tvillingesøster, men det gad jeg ikke.

"Jeg vil have én Brigitte Bardot-

-som kan stå foran disse skrigende, utålelige, pige-rebeller-

-og overtage verden." Alle smilede bredt: "Ja, ja, ja!"

Sandy mødte så Lita. I december '75 var vi ikke en trio.

Da var Cherie og bassisten Jackie Fox med i bandet.

Kim og jeg skrev "Cherry Bomb", da Cherie kom til prøve-

-og det blev en af Runaways mest ikoniske sange.

Vi gik efter Darwins principper. Vi starter med mandens udvikling.

Mændene blev mere og mere feminine.

Elvis var feminin, Sinatra og Bing Crosby.

Hvis man bliver for feminin, bliver man til sidst en kvinde.

Jimi Hendrix sagde, at kvinder i rock bliver betragtet som rumvæsner.

I vores tilfælde var det sandt.

Der er en åbenhed i sangteksterne-

som teenagepiger ikke var vant til.

Alt gik hurtigt. Vi spillede koncerter-

og indspillede live i studiet.

Jeg elskede tanken om, at piger spillede rock'n'roll-

og endda lige så godt som drenge.

Pige-rockstjerner ville være så sejt og sexet-

-for det var nyt. Jeg troede, folk ville elske det.

Da de indså, at vi ville lave en plade og tage på tourné-

-så fik piben en anden lyd. Det gik fra "nuttet" og "sødt"-

til "skøge", "luder" og "fisse".

Jeg kom til skade. Jeg blev ramt i hovedet af en flaske-

-fik brækket ribbenet, fordi nogen smed et batteri efter mig-

-en stor metaldims... Bare fordi jeg var en pige.

Jeg blev spyttet på. Men jeg kunne ikke forlade scenen.

Bagefter græd jeg, fordi jeg ikke forstod det.

Jeg fik det bedre bagefter, men jeg forstod det bare ikke.

Folk var så hadefulde, fordi man spillede rock.

De andre piger blev trætte af det, men jeg var nødt til at fortsætte.

Jeg gør det modsatte af, hvad jeg ikke må.

Jeg hørte et rygte om en af jeres øvere.

Hvad havde I på? Jeg hørte, at jeres aircondition gik i stykker.

Vil du høre, at vi tog bukserne af?

Til et af de første interviews fik jeg et spørgsmål om sex i bandet.

Jeg tænkte: "Hvis jeg besvarer spørgsmålet-

vil vores musik kun handle om sex."

"Jeg må tale om musikken."

Det emmede af seksualitet, netop fordi vi var piger.

De ved ikke, hvor de skal placere os, fordi vi er piger.

De siger bare, at vi er unge og synger om skandaløse ting.

Jeg fandt en anmeldelse i et gammelt nummer af Crawdaddy.

Fyren havde totalt nedsablet dem.

Han kunne ikke lide det, som alle elsker nu.

De var unge, sexede og piger.

Vi var udstødte i branchen.

De fik meget kritik-

-som var meget negativ, nedladende og chauvinistisk.

Især af mainstream-pressen.

Folk er fandeme dumme og gør alt for at lave en skandale.

Rolling Stone hadede Runaways.

De skrev kun om os, da vi blev smidt ud af Disney World.

Vi stod i kø og tog et foto med armene om hinanden.

"Så er det nok. Lesbiske. Ud!"

Men de lavede den fedeste rock-

-som giver næsten alt andet fra den tid baghjul.

Kvinder var rebeller. De var rasende på kulturen.

De sparkede tilbage.

Drengene blev bøsser, og pigerne blev John Wayne.

Kvindebevægelsen rodfæstede sig, og det virkede meget lovende.

For os betød det bare, at vi kunne gøre, som vi ville.

Kim tog os med ind og se "Clockwork Orange" og "Rollerball".

Bagefter sagde han til os: "Sådan skal Runaways være."

Når vi øvede, smed han ting efter os og svinede os til.

Det var vores træningslejr. Vi var godt forberedte.

Kim var ret intens, men han skræmte ikke mig.

Kim var kontroversiel. Der findes dem, som elskede Kim.

Mens andre foragtede ham, og så ham som en slags djævel.

Mor kunne lide Kim. De talte i telefon i timevis.

Han talte nok mere med hende, end nogle af de andre mødre.

Hun blev beroliget, men hun vidste, at de andre var meget tøvende.

Mine forældre sagde, at jeg kunne blive hvad som helst. Jeg troede dem.

Det var altså mit udgangspunkt.

Jeg ville være astronaut, arkæolog. Alt muligt.

Jeg var ikke klar over, at der var en usynlig grænse.

Da de gav mig elguitaren... De fleste havde ikke gjort det.

Hun vidste altid, hvad hun ville.

Hun var ligeglad med, hvad andre mente.

Hun havde bare den ene vision. Sådan har hun altid været.

Jeg gjorde ikke oprør over for mine forældre.

Da jeg hørte de tomme ord, som kvinder blev fodret med...

...om kvindebevægelsen. Det var noget fis.

Der var mange piger, som ikke ville være Joni Mitchell. De ville rocke.

De hårdeste kunne drikke med dig, og sådan.

Men de sad altid i sidevognen. Så kom Runaways.

Joan Jett sad ikke i nogen sidevogn.

Rockscenen var meget mandsdomineret.

De kvindelige musikere var dengang meget stereotype.

"Jeg er singer-songwriter..." Det var en anden kulturel styrke.

Radioen spillede ikke mange kvindelige kunstnere.

FM-stationerne spillede kun en kvindelig kunstner per time.

Det var helt seriøst stationernes politik.

Hvor mange radiostationer spiller den musik i USA?

Næsten ingen. En eller to i New York, og en eller to i L.A.

Jeg har læst, at det ikke er musik, men bare akkorder og nedgørelse.

Nej. Det er meget mere. Det er som en B-film på plade.

De var unge og sexede. Musikken talte om deres generation.

Den kom fra hjertet.

Der er et vakuum. Vi lever i et opdelt årti.

Der foregår mange ting. Der er ingen Beatles eller Elvis.

Det er snart 1980, og vi ser stadig tilbage på 60erne.

Hver generation har et bøjningspunkt, hvor nye idéer når op til overfladen.

Verden havde aldrig set et band som os.

De forstod os i England og tog os alvorligt.

Der var udsolgte koncerter overalt.

De fangede den. Folk på min alder var blevet mere eksponeret-

for forskellig slags musik.

Sex Pistols var store på punkscenen.

Vi så punkscenen på klos hold. Det gjorde indtryk på mig.

Jeg tog derover i glitter og kom tilbage som punker.

Jeg købte meget af mit tilbehør i sexshoppen The Pleasure Chest.

Jeg købte et bælte med ringe.

Vi hang ud på en husbåd, som vi havde lejet til at indspille i London.

Sid og Nancy kom forbi en aften-