Mary & George

Lort.

Hvem tabte ham?

Os begge to, sådan da.

- Så kan en af jer samle ham op. - Ja, frue.

Hej. Er du ikke en dejlig dreng?

Der.

Nej. Her.

Før jeg skærer dig fri, hvad skal jeg kalde så kalde dig?

Gider jeg? Måske skulle jeg have ladet dig rådne op på gulvet.

Ved du hvorfor?

Du er min anden søn.

Og du vil arve intet af menneskelig værdi.

Hvad nytter du nogen?

Lad ham sidde for nu.

Og gå, før jeg hævner tabet.

Hvad hedder han, frue?

Han er min George.

Godmorgen, George.

'DEN ANDEN SØN'

Kom du det på.

- Er det ømt, bror? - Selvfølgelig.

Han kunne have mistet hovedet.

Nu ligger han for døden ligesom far.

- Kit. - Du og din søster går.

- Hvorfor må John blive, mor? - Han er ældst.

Og jeg foretrækker ham. Med ret stor margin.

- Jeg vil være arret for evigt. - Gå, frøken Ashcattle.

Tag hende der med.

- Jeg sagde, du skulle tie stille. - Han er bare så smuk.

- Hvad gjorde du? - Jeg vil ikke rejse.

- Jeg vil have Jenny. Jeg elsker hende. - Hun er tjener.

- Ikke for mig. - Sådan fungerer det ikke.

Det er der sgu intet, der gør.

- Det burde det. - Er du fem? Nej.

- Du tager til Frankrig, George. - Så begår jeg selvmord.

- Men denne gang vil jeg... - Falde og brække nakken?

- Det var derfor, du lod mig hænge. - Fordi det var skuespil.

- Du spillede. - Det var ægte.

Du vil bare forfine mig i Frankrig,

så jeg kan få en rig kone

og malke en fed medgift.

Det handler om mere.

- Nej. - Jeg slog dig aldrig. Skal jeg begynde?

Så gør det dog.

- Mor, gør ham ikke ondt. - Nej.

Tænk på John. Ældste og arving. Hvem vil gifte sig med ham?

Hvordan kan vi opbygge noget uden dine gaver?

Hvilke gaver?

Hvis jeg var en mand og lignede dig, ville jeg sgu regere planeten.

Det vil jeg ikke.

Så vil den regere dig. Søn nummer to er intet og arver intet.

Voks, ellers bliver du intet.

Hvis du tvinger mig, kapper jeg mine håndled.

- Jeg gør det. - Du har ikke viljen til det.

Er du bange? For at forlade mig?

Far var altid imod det,

og mens han stadig trækker vejret, betyder hans ord noget.

Et sidste ord?

Fra nogen?

- Pak hellere i en fart, idiot. - Bortset fra dem?

Han forlader dig da ikke.

Skaf ham af vejen. Han stinker.

Hvad var du,

før sir George Villiers, slået til ridder,

trak dig op af ukendtheden?

En tjenestepige uden noget.

Og som et fjols betalte jeg familien Beaumont for at lyve

og lade, som om du var en af deres, så vi kunne gifte os.

Og jeg gav dig Villiers navn, båret af store mænd i 500 år.

Højst to hundrede.

Og hvad gav du mig for at videreføre Villiers navn?

En hul dreng. Alt, hvad jeg byggede, dør med din John.

Du har ikke bygget andet end anger og syfilisar.

- Er du sjov, kælling? - Det er intet af det.

Hvad med den anden? Hvorfor give ham mit navn?

- Som en advarsel. - Mod hvad?

Hvad han kunne blive.

Og så skal jeg betale for idiotens tur til Frankrig?

Jeg betaler ikke for skidt.

Min George tager til Frankrig og lærer en bedre måde end din.

I kan allesammen brænde.

Vil du sige mere?

For satan.

Heller ikke mig.

Jeg ser dig kigge på alle stalddrengene.

- Kan du også lide drenge? - Hold kæft, Jenny.

Jeg vil kun have dig, for evigt.

Jeg beklager Deres mands død, men jeg har desværre mere dårligt nyt.

Jeg ved, De ikke har tid...

Antag, at jeg har mindre.

Der må være penge til at sende min søn udelands.

Så jeg har kun et hus?

Deres mand gav huset til en af sine fætre.

- For at beskytte det mod gæld. - Pis.

- Vil fætteren sælge? - Nej. De kan leje.

For mit eget hus?

Det er netop ikke Deres.

- Og betale med hvad, hysteri? - Penge.

Der er også dette.

Betalinger på Deres vegne for længe siden til Beaumont-familien.

Årsagen til betaling er specificeret.

At det blev kendt, ville gøre Deres stand uholdbar.

Nævn det aldrig for nogen. Forstået?

Men hvad gør jeg for at finde kapital?

- Der er kun én mulighed. - Gifte mig igen?

Findes der værre et helvede end en kvindes?

Jeg kan foreslå ungkarle. Men De må vente.

- For syns skyld. - Hvor mange uger?

Fire, mindst. Seks, hvis De holder af...

TO UGER SENERE

- Sir Thomas Compton? - Det er jeg bange for. Dem?

Deres næste kone.

- Undskyld? - Gør ikke det.

- Hvad er det her virkelig? - Et forslag.

Om at gifte mig med Dem? Den slags er jeg langt forbi.

- Er De? Har De fået nok af koner? - For to liv. Tre.

Hvorfor ikke leve en gang til?

- Grundet prisen. - Livet koster. Indtil vi er fri.

Hvorfor påtage mig flere udgifter og kvaler indtil da?

Selskab, ikke? Nærhed?

- Det har jeg da savnet. - Ligesom mig.

Og jeg ved, De er selvskabt.

Jeg vil ikke have Deres formue, ingen købsret eller arv.

- Intet på nær... - På nær?

Bortset fra et lille stipendium til min søns uddannelse.

Først er De kurtisane, og nu bogholder?

- To sider af samme mønt. - Det var satans.

- De er fremmelig. - Jeg er blevet holdt tilbage længe.

De virker,

som om De får, hvad De vil.

Tværtimod. Og derfor er mine vilkår så gunstige.

Kom. Lad os nu leve.

Kan De holde mig ud for Deres søns skoling?

De virker ganske udholdelig, sir Thomas.

Og du burde vide, jeg er Mary.

Du spytter bare i den.

Tag dig god tid. Som jeg viste dig.

- Jeg skal giftes igen. - Hvem?

- Far er dårligt begravet. - Det rører ikke dig.

Du tager til Frankrig om et par dage.

Jeg vil ikke.

- Dit ønske er irrelevant. - Kan musikken spille?

- Jeg savner musik. - Jeg vil kun have Jenny.

Kender du Jennys familie? Hendes far? Brødre? Bæster.

Bliver du, sender jeg hende hjem.

- Hun er bange for dem. - Det ved jeg.

- Forfærdeligt. - Det gør du ikke.

Du kan ikke ofre hende til dem.

- Jeg hader dig. - Kun fordi du ved, at jeg har ret.

Han er besvimet. Eller bliver kvalt.

Jeg har aldrig forladt England. Eller sejlet.

Min franske er så sans...

- Jeg vil... - Du har intet at frygte.

- Kan jeg ikke vente, til jeg er ældre? - Det kunne du.

Men går du glip af chancen, vil du svigte og leve som din far,

smurt i det uvaskbare ekskrementer af evig skam.

Bon voyage.

- Monsieur. - Jeg hedder Jean. Hvordan var rejsen?

Ja.

Så god? Kom.

- Hvordan blev De såret, ven? - Faldt.

- Så De prøvede ikke at hænge Dem? - Nej.

- Hvor hørte De det? - Deres mor skrev det i sine breve.

- Det er privat. - Hun betaler for min hjælp.

Som alle engelske drenge her.

Men jeg skal kende Dem.

Så hold op med at lyve. Hvordan bliver De ellers en gentleman?

Nous voilà.

Hvorfor er her ingen?

I England er det sædvane...

- De har travlt. - Med hvad?

Jeg undskylder, hr.

Undskyld ikke, smukke.

Tak... Nej tak.

Tog De mig derigennem med vilje? For at ydmyge mig?

Nej da.

Der er kun to veje til Deres værelse.

Den anden...

- Hvor er vi? - Frankrig.

Kom nu.

Jeg købte huset, da jeg blev rig og børnene var små.

Måske er det utilrådeligt at blive i mit bur helt alene.

- Der er værre bure. - Du har ikke noget imod at bo her?

- Hvad er der galt? - Vid, at jeg ikke risikerer alt det her.

- En kontrakt skal underskrives. - Bare rolig.

Gud. Hvad er det?

- Det var en gave. - En gave?

En gave? Fra et barn?

Hvorfor?

Følg mig.

- Følg mig, hr. Rottefænger. - Det var en gave.

Er De en riddersøn,

der forelsker sig i tjenestepiger

og spiller fattigmandsfløjte?

- Så De kender også hende? - Jeg ved alt.

Deres stakkels storebror, Deres voldelige far.

Hvordan han slog Dem, dagligt.

De slog aldrig igen.

De tog det bare.

- Hvad skulle jeg gøre? - Forsvare Dem.