The Lodgers

Rachel.

Det er midnat, de kommer.

Edward.

DE LOGERENDE

Pigebarn drengebarn hør min sang

Vær i seng ved midnats klang

Lad aldrig fremmed gennem dør

Aldrig efterlad hinanden helt alene

Vær god søster vær god bror

Følg nu disse advarsler tre

Så længe blodet er alene vor

Ser vi for evigt fra under fode

Tillykke, Edward.

Stop.

Det gør ondt i mine øjne.

Vil du ikke ønske det samme for mig?

Hvad er der at være glad over?

Altså...

vi skal ud og gå i dag, ikke?

For at fejre?

Fejre?

Der er ikke noget håb for os.

Jeg ved du er vred...

Det er ikke min vrede, du skal frygte!

Vi er i sikkerhed.

Kan du ikke gøre de få ting, de beder os om?

- Der skete ikke noget. - Ikke endnu.

Det første slag har slået, Rachel.

Edward, vær ikke sådan.

Ikke på vores 18 års fødselsdag.

Det var ikke min mening at tage chancen.

Jeg var ude ved søen.

Jeg læste og glemte tiden.

Søen?

Det er lige så smukt som da vi plejede at lege derude.

- Jeg troede ikke, du ville være... - Burde vi ikke være bange?

Burde vi ikke begge være bange?

Vi kunne blive irettesat for hvad du har gjort.

Edward, det gør ondt.

Edward!

Du kender lovene som styrer os.

Men du bringer os i fare.

Så hjælp mig, så vil jeg adlyde dem.

Edward, lad mig gå.

Du må bede om en undskyldning.

- Nej! - Det skal du!

Edward, lad mig gå!

Rejs dig!

Edward!

Sig det!

Sig det og gør os sikre igen!

Jeg vil ikke tigge om tilgivelse!

Jeg har ikke gjort noget forkert!

Gør det!

Sig reglerne!

Jeg vil ikke.

De lytter.

Du ved de lytter!

Pigebarn!

Pigebarn drengebarn hør min sang

Vær i seng ved midnats klang

Lad aldrig fremmed gennem dør

Aldrig efterlad hinanden helt alene

Vær god søster vær god bror

Så længe blodet er alene vor

Ser vi for evigt fra under fode

Ser vi for evigt fra under fode

Sådan...

Er du tilfreds?

Du og jeg vil aldrig gøre hvad mor og far gjorde.

Sean!

Du er hjemme!

Vi troede, at du aldrig kom tilbage.

Jeg burde være hjemme for at hjælpe mor...

- Rør den... - Stop nu, Dessie.

Jeg kan ikke lide det.

Kom nu, holder hænderne varme.

- Hvad er det? - Hold mund!

Så kom ud!

Kælling!

Jeg ser jer!

Den måde, de ser på mig...

som om jeg ikke har ret til at være her.

Vi forstår, hvorfor du tog afsted, søn.

Men de andre...

de har deres egen krig at kæmpe.

Jeg ser dem ikke kæmpe.

Sean!

- Kay? - Jeg genkendte dig ikke...

Kay, hvor har du været?

Løber du rundt med de banditter i skoven?

Nej, mor.

Kom ind, hvis du har lyst.

En af dine venner?

Nej.

Listen.

Særlig dag for dig i dag, ikke,

for dig og din bror?

Hurtigt tak.

Hvem er det?

Det er hende fra det store hus.

På kredit, tak.

En uge er alt, hvad vi kan klare.

Du får dine penge.

Vent.

Og det her.

Til ejendommen?

Kom for en uges tid siden.

Vi får så lidt post til ejendommen,

at jeg næsten glemte det.

Det gjorde du sikkert.

Hvad kan vi gøre for dig?

Så du noget i skoven i morges, hva'?

Der var ikke noget at se.

Hør.

Lad hende være.

Bland dig udenom, forræder.

Burde du ikke være ude og slås for englænderne?

Hvad er problemet her, gutter?

Hvad?

Medbragt dine venner.

Navne?

Hej.

Hvad laver du i min skorsten?

Shh.

Du er i sikkerhed nu.

BEBOERNE I TWEILINGEN HOUSE, IRLAND

Hej.

Mændene, generede de Dem?

Hvis jeg bliver generet, er det af Dem.

Jeg ville bare se, at De havde det godt.

Som De ser.

Kender jeg Dem?

Sean Nally er mit navn.

Frue, min mor og jeg leverede vasketøj til Deres hus.

De var kun et barn, da jeg drog i krig.

Et stirrende ansigt gennem porten.

Vi vidste bedre end at stirre tilbage.

De vil ikke følge mig hjem haltende på den måde, vil De?

Jeg ville, hvis De bad mig om det.

Og hvis jeg ikke gør?

Så ville jeg spørge om lov.

Jeg er nødt til at gå. Man venter mig.

Mødre elsker fugle.

Bermingham.

Hvad kan du se?

Rachel.

Vær en god søster.

Edward?

Jeg var bange.

Hvad tog så lang tid?

Vidste ikke jeg ville komme tilbage.

Er det et brev?

Det er fra Bermingham, advokaten.

Der er ikke noget tilbage i fonden.

Vi skal sælge huset.

De ville aldrig tillade det.

Han siger vi ikke har noget valg.

Vi er myndige og kan gøre det.

Måske ifølge hans love...

Ikke i følge vores.

Han truer med besøge os.

Det kan han ikke!

Du har været ved søen igen.

Timerne er mine egne.

Rachel, jeg...

De vil ikke følge mig haltende sådan, ville De?

Og hvis jeg bad Dem om det?

Hvis jeg bad Dem om at følge mig...

her.

Følg mig hertil.

Hvem er det?

Det er selvfølgelig mig.

Ja?

Det var mors natkjole.

Det var den også.

Du sårede mig i dag.

Det var ikke min mening.

Edward, vi havde store planer for i dag.

Bare at gå rundt i haven og selv det kunne du ikke gøre.

Undskyld.

Jeg kan huske, at hun elskede de fugle.

Jeg tror, hun forstod dem,

når de sang i deres bur.

Så længe hun kunne høre fuglesang,

vidste hun, at hun var i live.

Måske gør hun det stadig.

Fugle kan flyve forbi denne verden og ind i den næste.

Vi kunne leve tusind liv og aldrig vide, hvad de ved.

Det er bare historier, Edward.

Hun overlod dem til døden.

Ligesom os.

De lærte os at følge reglerne.

Det er ikke at leve.

Aldrig tage afsted. Aldrig lære andre at kende.

Låse dig selv inde om natten, nat efter nat?

Det kan ikke forsætte mere

end mor og far gjorde.

Men dette sted tilhører os og vi til det.

Der er ingen anden måde.