Christmas on Cobbler Street

Inspireret af "Jul i Skomagergade" af Bjørn Rønningen

Hej, du. Det er godt at se dig.

Endelig er det jul her i Skomagergade.

Med peberkager i vinduerne og lys i lygterne og...

Ja... Jeg havde vist brug for et lille spark bagi.

Og det spark fik jeg af Stine.

Nej, nu forvirrer jeg dig vist.

Lad mig fortælle, hvordan det hele begyndte.

DEN FØRSTE JUL I SKOMAGERGADE

Alle glædede sig til den første jul efter krigen.

Eller næsten alle.

For der var nemlig én, der var på flugt.

DECEMBER 1945

Må jeg se billetterne?

Værsgo.

Tusind tak.

Billetten?

Mange tak. Ja.

Tak for det.

Hej. Undskyld?

Har du billet? Hey, vent!

Vent!

Du der! Undskyld.

Stop!

Flagge.

- Flagge! Flagge! - Ja.

- Der var en blind passager om bord. - En blind passager?

- Vi havde hende næsten. - Hvordan så hun ud?

- Det var en pige med lyst, kort hår. - Hvor gammel?

Det ved jeg jo ikke, men hun må være her et sted.

Et lille julemysterium gemte sig hos mig.

Hvor hun kom fra, og hvem hun var, havde jeg ingen anelse om.

Én ting var sikker: Det ville forandre alt.

20. DECEMBER

Hej!

Ja, det første møde kunne godt være gået lidt bedre.

Stine hedder jeg. Godmorgen.

Hvordan er du kommet herind?

Jeg manglede et sted at sove, og så var lugen åben, så...

Ret meget bedre.

Ud!

Men jeg var jo heller ikke vant til besøg.

- Ud, ud, ud! - Øh, ja...

- Fint værksted, du har. - Ud, ud, ud!

- Er du skomager? - Ud!

En blind passager hoppede af her. Det var en lille pige.

Togselskabet er blevet kontaktet af nogen, som leder efter hende.

- Hvem? - Sekretæren, tror jeg.

Ikke hvem i togselskabet. Hvem leder efter passageren?

- Det ved jeg da ikke. - Fik du at vide, hvordan hun så ud?

Jeg har kun set hende én gang. Men mørkt hår og store, røde briller.

- Alder? - Omkring 70 år.

Ikke sekretæren i togselskabet. Den lille pige.

Nå ja. Hun har lyst, kort hår og sådan en grøn jakke på.

- En grøn jakke? - Ja, en grøn jakke med hætte.

Så en lille pige med lyst, kort hår og en grøn jakke med hætte på.

- Og har vi et navn? - Ja. Stine Berg.

- Stine Berg. - Lige nøjagtig.

Hold øjne og ører åbne på stationen. Vær på dupperne.

Sådan lå landet. Stine var på flugt, -

- og hun nåede frem til, at det bedste gemmested var mit værksted.

Undskyld. Mine sko er helt ødelagte. Kan du reparere dem?

Godt. Tak.

Jeg tager ikke kunder indenfor. Folk bruger lugen.

Du må vente udenfor.

Det ville jeg gerne, men jeg har jo ingen sko.

Når de er færdige, så skal du gå.

Skal jeg ikke lave lidt morgenmad til dig som tak?

Har du ikke noget brød?

Der er jo næsten tomt herude.

Køber du aldrig ind?

Du... du kan gøre det.

Du kan gå over til bageren og købe brød til mig. Ét brød.

Jamen jeg har jo ingen penge, så...

Så.

Døren virker ikke. Brug lugen.

Hvor lækre.

Hvad kan jeg hjælpe med?

- Sådan en der - Sådan en.

Den har jeg kun én af. Jeg kan skære den over.

- Ikke for min skyld. - Heller ikke for min.

- Det er ikke nødvendigt. - Nej, det skal du ikke tænke på.

Jeg løber. Blomsterne vokser ikke af sig selv.

Eller det gør de selvfølgelig.

Ja, hav en god dag. Farvel.

Næste. Hej. Hvad kan jeg hjælpe dig med?

- Et brød, tak. - Et brød. Sigvald!

Dig har jeg ikke set før. Er du på julebesøg?

Jeg er bare lige ude at handle for skomageren.

For Andersen? Jens Petrus Andersen?

Det er da dejligt, at nogen...

Jeg ville have købt ind for ham, hvis det ikke var, fordi...

- Hvis det ikke havde været for... - For hvad?

- Han taler kun med postbuddet. - Postbuddet?

Ja, det er derfor, postbuddet køber ind for ham.

- Løber kun postbuddet hans ærinder? - Ja. Hvad skulle vi ...? Tag den.

Hvad skulle vi gøre, da postbuddet gled på isen og brækkede benet?

- Går Andersen ikke ud af huset? - Nej, det er det, han ikke gør.

Han har ikke været ude i årevis.

- Tak. Men jeg har kun en krone. - Nej, den kan du bare beholde.

Han er heldig, at han har dig.

Rigtig heldig. Hej hej.

Halløj! Her er jeg!

- Jeg er færdig med dine sko. - Skønt.

Morgenmaden er også snart klar.

- Hvordan har du fået fat i alt det? - Man kommer langt med et smil.

Jeg har et forslag. Hvad hvis jeg flyttede ind her?

Min far skulle komme med toget, men så blev han lidt forsinket, -

- og jeg mangler et sted at bo, bare et par dage altså.

Og du mangler en til at løbe ærinder, til postbuddet kommer på benene.

Hvor er postbuddet? Hvad er der sket med ham?

Han har bare... brækket... benet.

Han vil ikke kunne løbe ærinder for dig i meget, meget lang tid.

Bageren mente, at der var tale om måneder.

Jeg kan da sagtens selv gå ud at købe ind.

Kan du det? Så har du ikke brug for mig. Hav det godt.

- Og god jul! - Nej nej, vent lidt. Vent, vent.

- Hvornår kommer din far med toget? - Øh, snart.

Du tager bænken ved døren, og du kommer ikke op ovenpå.

Fint.

Godt, så tager vi afsted!

Så havde jeg pludselig en pige boende, som ventede på sin far.

Hvem han var, og hvorfor de skulle mødes her, spurgte jeg ikke om.

21. DECEMBER

- Juhu! Norsk Ugeblad? - Ja?

Ja, og så var der Tilla Hjul.

- Goddag. - Tilla Hjul.

kling klang klokker

Hun havde ét hit med en julesang i radioen for længe siden.

I en overgang var hun overalt, i alle aviser og ugeblade.

Nu, hvor nogle journalister fra Norsk Ugeblad var på besøg, -

- så Tilla sit snit til at gøre et comeback.

- I skriver om genopbygningen? - Ja, Norges første jul efter krigen.

Så tænkte jeg: "Tilla, du må vise dem din kirke... vores kirke, -

- som jo blev sønderbombet under krigen.

Ta-da!

Voila!

Er det ikke fantastisk?

Altså motivet, ikke bombningen.

- Okay. - Skal vi gå videre?

Så I ved ikke, hvem jeg er?

Øh...

Norsk Ugeblad. Det er mig. Det er faktisk...

Det er den samme kirke, før den blev bombet.

Det var mig med "kling, klang, klokker ringer dig hjem til jul".

klokkerne ringer dig hjem til jul

- Ja ja. Det er den der julesang. - Det var mig.

Mor er så glad for den sang. Og bedstemor.

- Skal vi tage nogle billeder af dig? - Ja! Hvis jeg stiller mig herop...

- Ja, for sådan stod jeg på den... - Rigtig fint.

- Stop! - Flagge! Stop, Flagge!

Troede du, at du kunne snyde mig?

- Det er den blinde passager. - Det her er Oddvar, din nabo!

Kom, nu går vi hjem.

Undskyld, hvad er det med en blind passager?

En pige er stået af her. Politimester Klinke har sagt, -

at vi skal være drønskarpe...

Flagge! Vil du ikke være rar lige at hjælpe mig herovre?

Det lyder spændende.

Nu stopper du med at snakke om den lille pige.

- Tak for hjælpen! Gå væk! - Det må vi skrive om.

- Ja. Hvor var vi? Kom med mig. - Vi har nogle spørgsmål.

Godmorgen. Kaffe?

Jeg tænkte, at du måske var sulten. Igen.

Jeg fandt også den her. Godt med lidt vitaminer.

Nej! Nej! Nej!

Fingrene væk.

Du må ikke røre ved mine ting.

Øh...

Hallo? Andersen?

- Her er nogle sko. Det er Randis. - Ja, ja, ja.

Det ville være dejligt, hvis de kunne være færdige inden... Tak!

- Er det sådan, det fungerer? - God jul så!

- Snakker du slet ikke med dem? - Hvornår sagde du, din far kom?

Når som helst nu. Og så tager vi sammen hjem til jul.

Jeg får en gave for hver jul, vi har været adskilt på grund af krigen.

Det bliver den bedste jul nogensinde.

- Og din mor? - Jeg har kun en far.

Jeg har boet på en pigeskole, mens han har været med i krigen.

Hvad med dig? Er der en fru skomager? Eller måske nogle små tøffelmagere?

Jeg holdt ikke af at snakke.

- Hvor skal du hen? - Op at sove til middag.

Men det vidste stakkels Stine ikke. Hun gjorde det, så godt hun kunne.

Hun gjorde skinnende rent. Hvert eneste søm blev lagt på plads.

Skafter, såler, skruetrækkere, pincetter, syle, sakse, -

- mejsler, målebånd, handsker, nåle, voks og tråd.

Så ordentligt havde der ikke været, siden jeg havde kunder i butikken.

Perfekt.

- Hvad har du gjort? - Jeg har brugt søm og nelliker.

- Nej nej, du har jo ødelagt den. - Det skal nok gå.

- Det er jo bare en appelsin. - Nej, det er ikke bare en appelsin.

- Vi kan bare gå til grønthandleren. - Nej. Det er nok nu. Ud skal du!

Ja, Stine havde sine hemmeligheder, og jeg havde mine.

Ja, det var det. Og her boede min kære grandonkel Willy.

Udenfor viste Tilla, hvad byen havde at byde på.

...kam og mundharpe faktisk.

Jeg kommer ud af en meget musikalsk familie. Og han spillede...

Måske ved de børn noget mere om den blinde passagerpige.

- Vi kan måske spørge dem bagefter. - Han havde sådan en morsom og...

Da Stine kom ud ad min luge, -