Music by John Williams

En, to, tre.

Da jeg mødte Johnny første gang,

tænkte jeg: "Han er alt for flink til at skrive den geniale musik."

Han har en magisk evne.

Man hører hans musik for første gang, og man glemmer det aldrig.

Mange mennesker verden over elsker ham, selv om de ikke ved det.

Med hvor mange komponister kan man høre begyndelsen af et nummer

og straks vide, hvilken film det er?

Hans musik virker beroligende på mig.

Jeg ved straks, at det er John.

Det er sådan, John påvirker folk.

Når man hører musikken, siger man: "Nå, ja, det er ham der."

Ligesom Michael Jordan var "ham der".

Og Bach var "ham der".

Og det er John Williams også.

Man kan ikke undgå ham.

Han har været løsningen så mange gange.

Johns musik skaber en meget primal forbindelse med publikum.

Det er, som om temaerne altid har eksisteret.

Engang satte han sig ned og skrev dem,

og nu er de en del af vores kollektive bevidsthed.

Men han er ikke kun en genial komponist. Han er bare et genialt menneske,

der virkelig forstår forholdet mellem billeder og lyd.

Han er den perfekte blanding af gamle klassikere og moderne popmusik.

For mig er han begge dele.

Han er en fantastisk musisk lærd i alle genrer, der findes.

Hvordan gør han det?

Vinderen er John Williams for Spillemand på en tagryg.

John Williams for Dødens gab .

John Williams for Stjernekrigen .

John Williams for E.T.

John Williams for Schindlers liste .

Han er altid på opdagelse.

Det begynder med hans egen oplevelse

med at se en film og derpå sætte sig ved klaveret og skrive.

Musikken kommer fra himlen og indhyller ham.

Det er den reneste form for kunst, jeg har oplevet fra noget menneske.

EN FILM AF LAURENT BOUZEREAU

Den her er god.

Det er et af mine klaverer.

KOMPONIST

Det brugte jeg hos Fox i 25 år.

Det allerførste, jeg spillede for Steven på det her klaver, var det her.

Jeg spillede det for ham, og han sagde: "Hvad er det? Hvad vil du gøre..."

Hvad med de fem toner i Nærkontakt af 3. grad?

Fem... Også det her.

Det her klaver... Jeg spillede alt på det. E.T. og alt muligt.

Så det er historien om den her skattebasse.

Det lyder som bryllupsmarchen.

- Men vi blev jo gift for mange år siden. - Ja.

Det er rigtigt.

Hvor er jeg glad for at se dig, fremmede.

- Jeg ødelægger Johnnys øjeblik. - Det er min bar mitzvah.

Ja, din bar mitzvah.

- Hvordan går det? - Godt.

- Godt nytår. - I lige måde, min skat.

Det interessante ved John Williams og Steven Spielberg er,

at sammen bliver de til et band.

MUSIKER, COLDPLAY

Og bands er fede.

Når de er sammen, bliver de bedre, end de er hver for sig.

Musikken og billedet er lige vigtige.

De gør begge to hinanden bedre,

og hvis man fjerner den ene, så ville det ikke være det samme.

Da jeg fik mit første job som filminstruktør,

havde jeg allerede samlet omkring 500 soundtrack-albummer.

Jeg var stor fan af filmmusik.

Men tilbage i 60'erne og de tidlige 70'ere

var musikken i spillefilm ved at udvikle sig til en fantastisk anakronisme.

Med andre ord så var orkestermusik ikke længere det foretrukne.

De brugte den tids musik. Det var en skræmmende tid,

for jeg troede virkelig, at det var slut på æraen med orkestral filmmusik.

Og den æra skulle helt sikkert ikke slutte med mine film.

DE TRE FRA MISSISSIPPI (1969) MARK RYDELL

Jeg havde forelsket mig i musikken

fra en film, der hed De tre fra Mississippi.

Og jeg lovede mig selv, at hvis jeg nogen sinde lavede en film,

så skulle manden bag musikken,

en, der hed John Williams, som jeg antog var engelsk,

være min komponist, hvis han da ville.

COWBOYS (1972) MARK RYDELL

Senere hørte jeg Cowboys, som John også havde skrevet,

og så blev jeg endnu mere fast besluttet.

Så jeg spurgte John,

om han ville skrive musikken til min film, Sugarland Express.

John var så glad for manus, at han sagde ja til frokost.

Jeg var vild med ham fra starten af.

Han var så ung.

Og jeg var allerede 40 år.

En veteran, der var hærdet efter mange års knoklen i Hollywood.

Han var en elegant mand. Det har han altid været.

Men han var meget venlig og varm.

Han lignede lidt William Shakespeare.

Han havde det samme røde hår og skæg.

Og smukke hænder.

Jeg kan bare huske hans hænder.

Efter fem minutter vidste jeg, at fra et historisk synspunkt

der vidste han mere om filmmusik end mig.

For at bevise min kærlighed til filmmusik nynnede jeg de første to minutter

af Alex Norths åbningsnummer fra Spartacus,

som er noget af min yndlingsfilmmusik.

Jeg tror, at John enten blev imponeret eller lod, som om han var.

Han troede nok, jeg var skør.

Så tog jeg ind for at se hans film, Sugarland Express .

Få jeg få den tilbage?

I aner ikke, hvad der skal ske med jer.

Og jeg tænkte: "Hold da op. Den knægt er en fremragende filmskaber."

Så han sagde ja.

Johnny skabte en intimfølelse med en mundharmonika,

der førte filmen til et sted, jeg aldrig havde drømt om.

Johnny brugte hovedtemaet og gjorde det meget stemningsfuldt

igennem Toots Thielemans, den berømte mundharmonikaspiller.

Da John var færdig med musikken til Sugarland,

var det min plan at bruge ham i alle de film, jeg skulle lave.

MUSIKREDAKTION

Når det handler om originalitet i filmmusik,

så står komponisten ofte i et dilemma,

fordi når de går i gang, er der allerede lavet et såkaldt temp-track,

som er eksisterende musik og sange

og stykker fra gammel filmmusik, som instruktør og klipper har lagt

på den råklippede film.

Det er et mareridt for en komponist, for så snart vi hører et temp-track,

så lukker de kreative døre sig.

Og det sker ofte, at instruktøren har forelsket sig

i de stykker musik, som de allerede har lagt på.

Så de er ude efter noget i samme stil.

Det forventes, at komponisten kan genskabe en collage af andre folks musik.

DØDENS GAB (1975) UDEN MUSIK

Til Dødens gab havde jeg en idé til, hvordan musikken skulle lyde.

Og jeg havde brugt et temp-track med Johns egen musik

fra Bob Altmans Enhjørningen .

ENHJØRNINGEN

John ringede til mig, da han så råudgaven af Dødens gab,

og han grinede ad mit temp-track.

Det var så mærkeligt, for jeg...

Musikken i Enhjørningen var en masse effekter og skrig og skræmmende lyde.

Dødens gab lod mere til at være et eventyr til havs.

DØDENS GAB MED MUSIK

Han sagde: "Nej, dog."

Han sagde: "Søde skat...

det her er en piratfilm."

Og det ramte mig direkte i mine kishkes.

Han sagde: "Bare rolig. Jeg finder på noget."

Der gik et par uger, og så tog jeg over til ham,

og han sad ved sit store Steinway-flygel.

Jeg forventede noget meget komplekst.

Og så lyder det næsten som "Chopsticks".

Han brugte kun et par fingre.

Og så gjorde han...

Jeg kigger mig omkring.

Forestil dig at være helt alene på et mørkt sted,

hvor du ikke rigtig kan se noget. Alt er helt stille.

Og det første, man hører, er...

Man fornemmer, at der er noget farligt på vej mod en.

Det kommer fra de her lave toner i omgivelser, hvor de ikke hører hjemme.

Først troede jeg, det var for sjov.

Alle spørger mig altid; "Hvad tænkte Steven Spielberg...

Hvad tænkte han, da han hørte det første gang?

Hvad tænkte du helt ærligt?

- Troede du, jeg var idiot? - Nej, slet ikke.

Jeg tænkte: "Vi får ikke et orkester. Vi får bare et klaver og...

Og så vil Johnny bare spille nogle toner...

- i den lave ende af skalaen." - Hvorfor ikke sige nej?

Fordi du sagde: "Lyt lige en gang til. Lyt til det igen."

Og så begynder jeg... Jeg begyndte at se den genistreg, du havde begået.

INDSPILNING, DØDENS GAB SPIELBERGS EGNE OPTAGELSER

- Det skal være blidere, Steven. - Ja.

Det er for overvældende.

Og jeg havde en defekt haj.

Jeg anede ikke, at John ville dukke op

og forsyne mig med hajen i musikken.

Hans musiske haj fungerede bedre end min mekaniske haj.

Selv om det kun er to toner, så er det et tema.

Noget, som et godt tema kan gøre, er,

at det kan holde figuren på lærredet, selv om man ikke kan se dem.

Noget, jeg har spurgt mig selv om mange gange, er: "Hvordan gør han det?"

Hvor kommer den guddommelige gnist fra?

"MAIN THEME'" FRA THE FABELMANS (2022)

Jeg fik navnet "Johnny", fordi det var min fars navn,

så jeg var egentlig "Johnny Jr.", så at sige.

Min far var trommeslager og percussionist.

Og min mor var meget musikalsk.

Hun var en rigtig 20'er-pige.

Og det betyder, at hun kunne spille ukulele.

Hun begyndte at danse som ung pige.

Min far spillede i et teater i Boston. Hun dansede i forestillingen,

og musikerne mødtes ofte med de sangere eller dansere, de samarbejdede med.

De startede et forhold og blev gift i 1929,

da hun var 20 år gammel, og han var omkring 25.

JOHN WILLIAMS' BARNDOMSHJEM

Jeg blev født den 8. februar 1932

i Flushing, Queens, New York på Flushing-hospitalet.

Jeg havde en søster og to brødre.

Begge drenge var musikere. De lever og arbejder stadig.

Og min søster, som nu er død, var klaverlærerinde hele livet.

Da vi var børn, spillede hun meget bedre, end jeg gjorde.

Vi blev nærmest tvunget til at spille klaver.

Min far syntes, at vi alle burde spille.

Og jeg skulle øve mig proportionelt i forhold til baseball.

Hvis jeg spillede baseball i en time, så skulle jeg øve mig i en halv time.