Through a Glass Darkly (Såsom i en spegel)

SOM I ET SPEJL

TIL KÄBI MIN HUSTRU

Far og Martin sætter net ud, så henter Minus og jeg mælk.

David og Minus sætter net ud, og så går jeg tur med min kone.

Karin og jeg sætter net ud, så går Minus og Martin efter mælk.

Jeg går hverken efter mælk eller sætter net ud.

- Minus, vi to går efter mælk. Kom. - Hvorfor skal kvinder altid bestemme?

Jeg beslutter, at vi gør, som Karin vil, Så har vi værdigheden i behold.

Vi havde sparet tid, hvis far havde fået den idé med det samme.

Skal vi gå ind og klæde os på eller sætte net ud med det samme?

Er det ikke lidt koldt? Min badekåbe er tyndere end din.

- Jamen hvis du fryser… - Jeg fryser ikke! Fryser du?

Du syntes, at det var koldt. Men det blæser lidt.

Vi må hærde os. Viriliteten sejrer over sundheden.

Kan Hemingway, så kan vi også. Så gør vi det.

- Tror du, vi får tordenvejr? - Nej, ikke i aften.

- Men se skybanken derovre. - Er du bange for torden?

Jeg er rædselsslagen for torden. I Schweiz rullede lynene i alperne.

- Men ellers var der godt? - Jeg havde hjemve.

Men jeg ville ikke tage hjem, før romanen var færdig.

- Og det er den nu? - Ja tak, temmelig færdig.

- Og mavesåret er i orden? - Sådan da. Du må skrive en recept.

- Jeg har ondt ved vejrskifte. - Vi kan tage på apoteket i morgen.

Fik du mit sidste brev? Jeg sendte det i mandags.

Da var jeg i Basel hos Waldstein.

- Så har du ikke fået brevet. - Jeg fløj i onsdags.

- Var det vigtigt? - Det var om Karin.

Jeg følte, at jeg måtte skrive. Selv om det kunne forstyrre dit arbejde.

- Stille! - Hva?

- Det var gøgen. Hørte du den ikke? - Nej.

- Du må da kunne høre den. -- Hvor?

- Hvornår rensede du sidst ører? - Hold op. Du hører for meget.

Efter min sygdom er min hørelse meget følsom.

Måske er det elektrochokkene.

Hvordan synes du, far så ud, da han kom?

- Jeg synes, han så grå ud. - Han var vel træt efter rejsen.

- Men han ser ikke glad ud. - Kommer Marianne?

- Jeg tror, det er forbi. - Stakkels far. Så er han alene igen.

- Jeg har aldrig kunnet lide Marianne. - Hun var så fin på den.

Og lille far blev så simpel. Hun rynkede på næsen af hans bøger.

- Far skal have gode anmeldelser. - Alle læser jo hans romaner.

Det er uvæsentligt. Han tænker ikke i salgstal. Han vil være digter.

Hvad griner du ad?

At du er så lang, selvfølgelig. Og så alvorlig. "Han vil være digter.”

Se nu ikke så forurettet ud. Jeg elsker dig, lille Minus.

Skrækkeligt, så lang du er blevet,

Sytten år og næsten tre meter lang. Har du ikke en pige et sted?

- Hvem fanden tror du vil have mig? - Vær nu ikke sur, fordi jeg lo.

Edgar er den eneste psykiater, jeg stoler på.

Han har taget sig af hende under hele forløbet.

Da Karin kom hjem fra sygehuset for en måned siden, -

- havde han og jeg en indgående samtale.

Han kunne ikke love nogen forbedringer.

-- Og nu? - Det går usædvanlig godt.

Hun sover lidt uroligt. Hendes hørelse er blevet følsom.

Ellers er der ingenting.

Hvad ved hun?

Hele sandheden om sin sygdom, bortset fra at den er relativt uhelbredelig.

Du siger relativt.

Edgar har set tilfælde, som er blevet fuldstændig raske. Så der er håb.

- Hvordan har I det? - Jo tak.

Hver dag går sin gang.

Jeg har haft poliklinikforelæsninger -

- og eksamineret en hulens masse studerende.

Jeg har indset, at jeg elsker hende og er uløseligt forbundet med hende.

Jeg er blevet hendes faste holdepunkt i tilværelsen.

Måske hendes eneste tryghed.

Jeg forstår.

- Nå, Skal vi sætte nettene ud? - Lige mine tanker.

Minus … du.

Tag dig i agt for mig. Hold dig fra mig.

Hold op med at kysse og kramme mig og solbade halvnøgen.

- Jamen, Minus. - Du ved vel, hvad jeg mener.

Kvinder er djævle! De lugter og har bevægelser -

- og maver, som de stikker frem. Man bliver som en flået kanin indeni,

- Din stakkel. - Ih tak. Medlidenhed.

- Den har jeg selv rigeligt af. - Hvad er der med dig?

Jeg har aldrig set dig sådan her.

Sig det ikke til Martin eller far, så er du sød.

Nu er du virkelig dum.

Kunne jeg bare én gang tale med far. Men han er så indesluttet.

Også han.

Nu går vi hjem.

- Og så spildte jeg mælken. - Sådan noget sjusk.

Satans! Det værste, jeg ved, er at skære mig i fingeren.

Tag plaster på.

- Hvad laver I? - Martin har skåret sig i fingeren.

- Jeg stiller mælken ned. - Du skal have plaster på.

Sådan et cirkus for en finger.

Er det ikke smukt med middag under lygternes og månens skær?

- Far, du er en mesterkok. - Det dufter højst interessant.

Lugt engang, Minus.

Hvorfor skriver du ikke kogebøger i stedet for romaner?

- Bordplanen. Karin der. Og dig der. - Jeg vil sidde her.

Karin der, så Minus og dig. Og jeg sidder her.

Hvis I vidste, hvor jeg har længtes efter det her.

- Jeg længtes hjem hvert minut. - Efter os?

Tilmed efter dig.

- Bliver du så nu? - I hvert fald denne måned.

- Skal du rejse igen? - Har jeg ikke fortalt det?

Som rejseleder på en tur til Jugoslavien.

Det var et flatterende tilbud.

De sender en kulturdelegation af sted. Og jeg kender landet, så hvorfor ikke?

- Nå, David. Skål. Og velkommen hjem. - Tak skal du have.

- Skål, Karin. - Skål, far.

- Hej, lille Minus. - Høj.

- Hvad så med din bog? - Den er færdig, inden jeg rejser.

Jeg har lovet forlaget at aflevere manuskriptet i næste uge.

- Bliver du længe væk? - Jeg ved det ikke.

Jeg bliver måske lidt i Dubrovnik, når de andre tager hjem.

Af en eller anden grund føler jeg mig som en forbryder.

Du lovede at blive hjemme efter Schweiz. Gjorde du ikke?

Jeg mindes svagt, at vi talte om det. Men ligefrem lovede .

Du lovede det, far.

- Hvor kedeligt. - Ja, det er kedeligt.

Vi skulle jo hygge os i aften, -

- og nu begynder vi alle sammen snart at græde.

Jeg har gaver med til jer fra Schweiz. Nu skal I bare se.

Karin.

- Og Martin. - Tak, Du havde ikke behøvet

Minus.

- Må vi åbne dem nu? - Ja.

Undskyld, jeg henter lige min tobak.

- De er alt for små. - Jeg har den her i forvejen.

Jeg vil vædde på, at far kom i tanke om gaver, da han var i Stockholm.

Men det var sødt af ham.

- Tak, David. - Tak for handskerne, søde far.

Vi har faktisk også en overraskelse til dig.

Du skal have bind for øjnene.

- Stik I af, og gør det klart. - Nu kan jeg ikke se en brik.

Det er som at gå på skyer. Hvem har fundet på det her?

Nu skal du bare se. Det er næsten som Shakespeare.

Er I klar?

Vores stykke hedder ”Det kunstneriske spøgeri" -

- eller "Illusionernes gravkammer". Lad løjerne begynde.

Klokken har slået tolv i Den Hellige Teresas kapel.

Her skal jeg møde mit hjertes udkårne.

Her ved dette gravkammer, hvor ellers døden støver.

Noget rører sig derinde. Måske er det hende.

Jeg gemmer mig, så jeg ikke skræmmer hende.

- Hvem er du? - Jeg er prinsessen af Kastilien.

Død i barnesengen i mit trettende ar.

Min mage, min legekammerat og elskede herre -

har vendt sig mod andre kvinder.

- Prinsesse, jeg elsker dig! - Men hvem er du?

Jeg kan ikke tale med hvem som helst, selv om jeg er død.

Vær ikke bange, skønne dame. Jeg er konge i mit eget rige, -

- der ikke er stort, men meget fattigt. Jeg er kunstner.

Javist, prinsesse. Kunstner af reneste race.

En digter uden digte, en kunstmaler uden malerier.

- En musiker … - En musiker uden toner.

Jeg foragter det færdige værk, det banale resultat af anstrengelserne.

Mit liv er mit værk, og det er helliget min kærlighed til dig.

- Det lyder smukt, men utroligt. - Jeg beder dig, stil mig en opgave.

Hør godt efter. Jeg forlader dig om få øjeblikke.

Når klostrets ur slår tvende slag, -

- går du ind i gravkammeret og slukker de tre lys, der blafrer.

I samme nu vil døren lukkes for altid, og du følger mig i døden.

Det er et let offer, prinsesse.

Hvad er vel livet værd for en ægte kunstner?

Så fuldender du dit kunstværk og kroner din kærlighed.

Så adler du dit liv og viser de vantro mennesker, -

hvad en sand kunstner formår.

Farvel, min ven. Svigt mig ikke.

Jeg står ansigt til ansigt med fuldkommenhedens yderste øjeblik.

Glemslen skal eje mig, og kun døden skal elske mig.

Nuvel, jeg går. Intet kan bremse mig.

- Jeg venter. - Hvad er det dog, jeg gør?

Ofre livet? For hvad? For evigheden.

For det fuldendte kunstværk. For kærligheden.

Er jeg blevet gal?

Hvem ser mit offer? Døden.

Hvem bedømmer min kærligheds storhed? Et spøgelse.

Hvem takker mig? Evigheden.

Jeg venter.

Mine knæ er som ler, jeg ryster, -

- min mave gør vrøvl, og jeg kan ikke træde ind i evigheden med .

Nu venter jeg ikke længere.

Ja. Sådan er livet.

Jeg kunne jo skrive et digt om mit møde med prinsessen.

Eller male et billede, komponere en opera, -

- men slutningen skal ændres til det mere heltemodige.

"Glemslen skal eje mig, og kun døden skal elske mig."

Det er ikke dårligt.

Morgenens hanegal varsler gryet.

Jeg går hjem og lægger mig.

- Og så er der ikke mere. - Forfatteren! Forfatteren!

- Hvor var I dygtige! - Tak.

Du var også rigtig udmærket.

- Jeg tabte tråden. - Det lagde man ikke mærke til.

Nu hjælpes vi ad med opvasken, så går det hurtigere.

- Den tager jeg. Jeg kan ikke sove, - Aldrig i livet.

Jeg hygger mig med opvasken. I ville gøre mig en tjeneste.

- Så skal vi ikke være umulige. - Det var fint. Jeg går straks i gang.

- Det er godt. - Så går ungdommen ind og lægger sig.

- Der er varmt vand i køkkenet. - Har du sat det over? Flot husket.

- Tordenskyerne er væk. - Hvad sagde jeg?

Vi glemte at lukke vinduet. Nu er her myg.

- Lidt myg gør vel ingenting. - Godnat, far. Sov godt.

Godnat, alle sammen.