My Mother's Castle (Le Château De Ma Mère) (Le château de ma mère)

Del 2

Jeg var stadig en lille dreng, men havde fundet mit livs kærlighed:

Bjergene i Provence. En vidunderlig sommer, der havde været som en drøm.

Marcel!

Lili!

Men sommerferien var slut.

Jeg kunne ikke vente et helt år på at gense mine kære bjerge.

Jeg måtte finde en udvej. Jeg var parat til alt.

Marcel?

Mor!

Hver dag begyndte historien igen om Augustine og hendes tre mænd.

Min far genoptog sit liv, som om den lykkelige ferie ikke talte.

Han gik til skole med os, og vi med ham.

Godmorgen, hr. lærer. Hvordan var ferien?

Af alle fædre var min den eneste, der måtte gå ind gennem porten.

Efteråret... komma ...

...med dets blæse vejr... komma...

...dets sukke...

I stedet for hans diktat hørte jeg cikadernes sang...

...dets mudrede stier...

Jeg så figentræer og olivenlunde.

Jeg var ikke i klasseværelset, men strejfede omkring i mine bjerge.

Punktum!

REKTOR

Kom ind.

-Ham! -De!

-Du! -Jeg?

-Bravo! -Tillykke! Enestående!

Det var ikke en straf, men en endnu værre skæbne, der ventede mig.

Jeg skulle forsvare skolens farver ved en udtagelse til stipendier.

Jeg skulle repræsentere skolen og havde ret til intensiv træning.

Ikke et øjebliks udsættelse...

-Cambrai, Douai, Dunkerque. -Godt! Pas-de-Calais?

Vigtigste område: Arras. Store byer: Béthune, Boulogne.

Vi havde... en dejlig sommerferie.

Den dejlige sommerferie, som vi har haft...

Den dejlige sommerferie, som vi har haft!

-Hvordan har du det, Marcel? -Hør nu, Augustine!

-For meget lærdom skader ingen. -Du har vel ikke ondt i hovedet?

Augustine puslede om mig, som om jeg var rekonvalescent-

-og lave de lækre retter, desværre efter en forudgående-

stor skefuld torskelevertran.

-Men at gå i skole på en torsdag... -Marcel, det er torsdag!

Oven i købet på en torsdag, den hellige fridag.

Jeg følte mig som en oprører, og det gik ud over Paul.

-Marcel! -Paul begyndte.

Selv ikke far går i skole på en torsdag!

Lærerne afløste hinanden som betjente ved forhøret af en mistænkt.

- La Fontaine lærer os... -En torsdag tog jeg en omvej.

Min far havde ofte sagt det, så jeg vidste, at Gud ikke eksisterede.

Men jeg var ikke helt sikker.

Sømænd føler havets kalden. Jeg havde følt bjergenes kalden.

Ja, mine kære bjerge kaldte på mig.

Garlaban, Taoumé, Tête Rouge, jeg hilser jer!

-Far! Der er noget, jeg vil sige. -Også jeg.

Det her er vigtigt! Byluften er ikke god for mor.

-Hvordan ved du det? -Du siger, hun skal have frisk luft.

-Det er en talemåde. Og så...? -Vi burde bo i bjergene hele året.

-Og skolen? -Vi tager ind til Marseille hver dag.

-Hvem "vi"? -Du og jeg! Ikke til fods, vi cykler.

-Onkel Jules kan låne os sin. -En cykel for to?

-Jeg sidder på stangen. -Og om vinteren, når det er mørkt?

-Jeg kan holde en lygte. -Du kan nok se, at din idé ikke duer.

Far... du var da også lykkelig oppe i bjergene i sommers, ikke?

-Jo. -Hvorfor vil du så ikke tilbage?

Jeg var lykkelig i bjergene.

Du ved, at vi alle var meget lykkelige oppe i bjergene.

-Ikke også, Augustine? -Og derfor tager vi derop til jul.

-Til jul? -Holder jul der. Sagde far ikke det?

Marcel gav mig ikke en chance.

Det var mors idé, og jeg måtte give efter som sædvanligt.

Mor! Tak, mor!

Mor var klædt i pels, kanin selvfølgelig-

-og ligne de de smukke isprinsesser, der gled fremover postkalenderen.

Også selv om det regner?

Vi gør os små og løber hurtigt mellem dråberne.

-Det sner måske. -Som ved Nordpolen?

Og der er måske bjørne?

Dørslag, tragt, stegepande, kaffekværn.

Rivejern... hvor er det? Marcel!

-Kost, lys, geværkasse... -Jeg skal tisse.

-Her er rivejernet. -Marcel!

Nu tager vi af sted, venner.

Husk, at disse slotsparker må vi ikke gå igennem-

-men vi må tage en stor omvej her.

-Hvor mange kilometer har vi tilbage? -Seks.

-Det er langt, men... -Vi kan hvile os i ferien. Kom!

Giv mig din bylt, mor.

-Mor! Jeg skal tisse. -Nu igen? Skynd dig!

Under en bleg vintersol, rund som en munk, genfandt visommerferiens vej.

December, som en natlig vejarbejder, havde fjernet de vilde planter.

Ingen cikader eller græshopper, ikke en lyd, ikke en bevægelse.

Jeg tænkte på Lili des Bellons.

Han var min ven og havde lært mig alt om sine bjerge.

Han var måske på vej for at møde mig?

Lili!

Marcel? Hej, kammerat.

-Ventede du på mig? -Nej, jeg skulle tale med Mond.

Men han var ikke hjemme, så jeg ventede på ham.

Godaften, godtfolk.

Jeg var glad, for jeg vidste, at han løj.

Ja, han ventede på mig i den kolde juleregn-

-hvis glitrende dråber hang i hans øjenvipper.

Han hav de ventet i timer, min bror fra bjergene.

-I lærere har vist ferie hele tiden. -Det er en overdrivelse.

Selv tager jeg aldrig ferie. Men jeg arbejder jo heller ikke.

-Giv mig din bylt. -I Marseille kunne man ikke se noget.

Der var også tåge i bjergene.

Ild er en forbrænding. Ilten i luften muliggør denne forbrænding.

Og kuldioxiden?

Den aften, juleaften, oplevede jeg en ny fornemmelse.

Ilden flammede op og frem steg en blå fugl med gyldent hoved.

Jeg forstod det ikke.

Det bety der "Næste år, hvis vi ikke er flere, måtte vi ikke blive færre."

Åh, hvor kønt!

Det bringer lykke til huset, så det er godt, at det er hos jer.

-Fejrer du ikke jul derhjemme? -Det er en almindelig dag, siger far.

-Går han ikke til midnatsmesse? -I sær ikke i år, med den tørke.

Han går ikke, før det har regnet. Han siger, Gud behøver en lærestreg.

Glædelig jul!

-Mor! -Stille... lillesøster sover.

Jeg har hørt om de 13 desserter, men jeg har ikke før set dem alle.

-Heller ikke jeg. -Og I må både se og røre.

-Mandariner! -Vær ikke så grådige.

-Først skal I sige, hvad alle hedder. -Er det det rette øjeblik nu?

-Man må aldrig... -...forpasse en chance til at lære.

Først har vi de fire tiggere. Figen, mandler, nødder, rosin.

Så æbler, pærer, blommer, valnødder... det bliver otte.

Mandariner, grøn melon, hvid nougat og mørk nougat.

-Der mangler en. -Til at opsuge olien: Glødekagen.

Bravo!

-Glædelig jul! -Onk el Jules!

Vi er glade for at se dig, men vi ventede dig ikke.

Har du forladt Rose og babyen?

Kære Joseph, siden jeg var barn, er jeg altid gået til midnatsmesse.

Så jeg cyklede herover for at høre messen i kirken i la Treille-

-for bagefter, sammen med jer, at fejre Frelserens fødsel.

Messen var meget smuk. Der var en enorm krybbe.

Kirken var pyntet med rosmarin, og børn sang julesange fra 1300-tallet.

-Synd, at I ikke gik derhen. -Det havde kun været af nysgerrighed.

De, der går i kirke for skuespillet, respekterer ikke andres tro.

En smuk tanke.

Kom og se! Skynd jer! Se, Marcel!

Tak, onkel Jules!

Desuden, Joseph... du var i al fald nærværende ved messen.

Hvordan det?

Du var der med hele familien, for jeg bad for jer.

-Hvad bad du Den Almægtige om? -Den bedste af alle gaver.

Jeg bad Ham om ikke at berøve jer sin tilstede værelse, men skænke jer tro.

Jeg tror ikke, universets skaber er optaget af os små mikrober.

Men din bøn, min kære Jules-

-er et smukt bevis på det venskab, du nærer for os-

og jeg takker dig for det.

Glædelig jul, min kære Joseph!

Lili!

Marcel!

-Hvornår kommer vi tilbage? -I næste ferie.

-Hvornår er det? -Til påske.

-Hvor mange dage er der til det? -Der er... hvor er du besværlig.

Det er en god øvelse til din stipendieprøve.

Du skal udregne antallet af dage til påske, minutter og sekunder.

2.472 timer. 60 minutter på en time bliver...

Min kærlighed til bjergene vandt over matematikken.

103 dage, 148.320 minutter og 8.899.000 sekunder senere-

-var vi tilbage i det fortryllende Bastide.

Onkel Jules!

Onkel Jules svigtede ikke traditionen.

-God påske, min kære Joseph! -God påske, min kære Jules!

Til lækkermundene.

Hvor er den smuk!

herlige dage med smuk fugl og kærlighed er her igen

-Stop der! Hvor skal du hen? -I bjergene.

-Og geografilektierne? -Jeg skal se til snarerne for Lili.

-Lili må gøre det selv. -Umuligt, han har hår på benene.

-Hår på benene... og hvad så? -Han er voksen og skal arbejde.

-Du skal også arbejde. -Mor bad mig plukke timian.

Marcel, glem ikke, at prøven er om tre måneder!

-Vildtragouten er klar om tre timer. -Vildtragout? Ja, i så fald...

Jeg kendte ikke meget til det svage køns vaner.

Min mor og tante var ikke kvinder, men en mor og en tante.

-Hvordan kommer man til Bellons? -Er du faret vild?

Ja, men du skal ikke "dutte" mig af den grund. Jeg er ingen bondepige.

Jeg fandt skabningen indbildsk. Jeg sluttede, at hun måtte være rig.

-Hvilk en vej? -Den til højre.

-Der er jo fuldt af spindelvæv. -De kan gå udenom dem.

Så skal man gå i højt græs, og jeg så et farligt dyr, langt og grønt.

Et firben, selvfølgelig, men hun ærgrede mig...

Det var nok en slange. Det her er slangernes dal. De lever af rotter.

-Her er både rotter og slanger. -Åh, nej!

En dannet dreng forlader ikke en ung dame sådan et farligt sted.

De må sige "du" et par gange, hvis De jager edderkopperne væk.

Jeg behøver ikke sige "du" til Dem bare for det. Kom, så går vi.

Vent!

Kom!

Der er vejen. De kan se Bellons bag svinget.

Jeg er bange for at fare vild igen. De har tilladelse til at følge mig.

Jeg tænkte på timian, lektier og de snarer, som rævene ville besøge.

-Hvis det havde været en anden dag... -Tak i alfald.

Vil De blive der?

-Jeg venter, til nogen kommer forbi. -Her kommer aldrig nogen.