Catching Killers

27. JULI, 1996

DE 26. OLYMPISKE LEGE

Alarmcentralen.

Der er en bombe i Centennial Park. I har 30 minutter.

Morer I jer?

Ja!

Det er her, festen sker! Århundredets fest!

Det var forfærdeligt. En kaotisk scene.

Kom så.

Men man må blive i øjeblikket og gøre det nødvendige.

Ud!

Kom væk.

Evakuer området. Evakuer nu.

Vi havde et job at udføre. Hele verden så på.

Nogle bag os blev ramt i hovedet.

En pige blev ramt af noget metal.

Over hundrede blev alvorligt sårede.

Jeg er bange og vil hjem.

En hjemmedyrket terrorist udførte bombeangreb

og havde ingen kvaler med at dræbe.

Jeg jagede en politimorder.

Så det var personligt.

En anden slags ondskab.

En skurk på næste niveau.

Det blev en af de længste menneskejagter i USA's historie.

Lad os prøve det. Tak.

- Det skal være ordentligt. - Ja, vi skal sidde her lidt.

Okay.

Tom, take fem. Mærke.

Tak.

Jeg hedder Tom Bush, og i 1996 var jeg specialagent

i spidsen for FBI's kontor i Atlanta.

Specialagenten med ansvar for Atlanta-divisionen var Woody Johnson.

Mine knæ knirker lidt, når jeg sidder. Men nok om det.

I 1996 havde jeg været i FBI i 27 år.

Efter fire år i marinekorpset med 13 måneders tjeneste i Vietnam.

At tjene mit land betød noget for mig.

Woody var en mand af få ord.

Jeg kalder ham Den Tavse. Han var rolig og fattet.

Det ser måske sådan ud, men det er ikke altid sådan indeni.

SALG AF OL-BILLETTER

OL var som 17 Super Bowls på hinanden følgende dage.

- Hej! - Hej.

Der var enormt sikkerhedsopbud til OL.

Vi havde indsatshold, gidselredningshold. Det var en kæmpe operation.

Jeg havde aldrig set noget med mere planlægning.

Det var den største begivenhed i fredstid i USA.

Så da den sprang, var det bare så forfærdeligt.

Eksplosionen forvandlede Atlantas gader fra en fest til en katastrofezone.

Så snart jeg kom ind til kommandoposten og mødte politichefen,

sagde de: "Det ligner terrorisme."

Jeg hørte, at bomben var blevet placeret ved bunden af tårnet,

der styrede lys og kameraer til begivenhederne på scenen.

Lige før eksplosionen, omkring klokken 00.45,

fandt sikkerhedsfolk en efterladt militærrygsæk.

De kiggede i tasken

og så uret, ledninger, samt materialer til rørbomber i rygsækken.

Forlad parken. Der kan være endnu en bombe.

Når sådan en bombe eksploderer, skader den mange,

i dette tilfælde over 100.

Og den dræbte en,

en kvinde ved navn Alice Hawthorne, som var der med sin datter.

En tyrkisk kameramand løb hen mod eksplosionsstedet,

fik et hjerteanfald og døde også.

Ind på fortovet nu!

Gudskelov for betjentene, der fik folk væk.

Ellers havde skaden været meget større.

HØRETELEFONER

Gennem vores kontaktperson til politiet fastslog vi,

at de havde modtaget et alarmopkald klokken 00.58.

Der er en bombe i Centennial Park. I har 30 minutter.

Men faktisk sprang bomben 20 minutter senere, omkring 01.20.

Måske var det falsk information for at lokke politiet tættere på bomben?

Der er en bombe i Centennial Park.

Når man lytter til opkaldet, lyder det som en amerikaner.

I har 30 minutter.

Er det en hjemmedyrket terrorhandling,

i modsætning til en international terrorhandling?

MORGENEN EFTER BOMBNINGEN

De olympiske lege fortsætter.

Jeg gentager, legene fortsætter.

OL fortsatte. Ingen satte farten ned.

Kom så.

Men der var tydeligvis en større agtpågivenhed i Atlanta.

Eksplosion i parken!

Hvis de havde bygget én bombe, kunne de bygge en mere.

Jeg husker flere hændelser med efterladte pakker.

Bomberydderne blev kaldt ud flere gange.

Der var en følelse af travlhed.

Kommandoposten var nu fuldt operationel.

Dette er FBI's område.

Vi er trænet til dette.

Hvis nogen kunne løse det her, så var det os.

Hvor kom bombemanden fra? Vi kiggede i Georgia.

Er han fra Georgia? Vi anede ikke.

Ved kommandocentralen var jeg til briefinger,

og en, der var mistænkt,

var sikkerhedsvagten, Richard Jewell.

Han fandt bomben og skaffede hjælp.

Hans handlinger førte til, at mange blev reddet,

og medierne så ham også som en helt.

Jeg ville bare ønske, vi havde fået alle væk fra området.

Jeg har ondt af ofrene og deres familier,

og jeg håber, vi kan fange de skyldige.

Mange af os, inklusive mig selv og flere efterforskere,

kom straks i tanke om en hændelse til OL i 1984,

hvor en betjent faktisk plantede en bombe,

så han kunne rapportere den og blive en helt.

Hvis Richard Jewell gerne ville være betjent,

kunne dette så gøre ham berømt blandt politibetjente,

hvis han var helten, der fandt bomben?

Næsten samtidig, inden for de første 24 timer,

fik vi opkald fra tidligere arbejdsgivere.

De sagde, at vi skulle kigge på denne person,

for han var ikke så stabil, som han virkede til.

Han havde været sikkerhedsvagt og var gået for langt

i en situation, der ikke kaldte på hans aggression.

I dag ledte FBI-agenter efter ham i hans mors hus.

Jewell nægter…

Så Richard Jewell blev nu fokus for efterforskningen.

Kan du afvise, at det var dig?

- Det var ikke mig. - Hvorfor udspørger de dig?

Det er en del af processen.

Vi tog ham ind til afhøring, samtidig med at vi ledte efter beviser,

talte med hans venner

og lod ham overvåge et stykke tid.

Men det tog tre måneders arbejde,

før vi var sikre på, han ikke gjorde det.

Vi fokuserede på den forkerte,

og vi fik kritik i medierne.

Jewell fortalte, hvordan han blev jaget af politiet,

som gennemsøgte hans ejendom og aflyttede hans telefon.

Og at han måtte vente længe på at få renset sit navn.

Det var smertefuldt. Det er nemt at se fejl i bakspejlet,

men ikke i kampens hede.

På det tidspunkt havde vi ikke en god mistænkt.

Folk arbejdede uden tvivl stadig hårdt.

De ledte efter et gennembrud.

Vi ville arbejde hårdt, indtil vi fandt dem,

der var ansvarlige for det.

16. JANUAR, 1997

SEKS MÅNEDER EFTER BOMBNINGEN VED OL

Jeg var på vej på arbejde,

da jeg fik et opkald om en eksploderet bombe i Sandy Springs

på en abortklinik.

Jeg ankom til stedet og fik at vide, at der var sket skade på bagsiden,

at ruderne var knust, og at klinikken indenfor var ødelagt,

men ingen var skadet.

Da jeg stod på parkeringspladsen, kunne jeg ikke fatte,

at vi havde endnu en bombe i Atlanta.

I skal flytte jer! De store lastbiler skal forbi…

Da der kun var sket skade på ejendom, foregik det roligt.

Alle medierne skal være hernede.

Vi overvejede selvfølgelig, om det kunne have forbindelse til OL-bombemanden.

Jeg stod omtrent…

…i dette område og talte med andre efterforskere.

Området var afspærret.

Vi stod skjult for videokameraerne. Medierne stod bag afspærringen.

Åh gud!

Tilbage!

Tilbage!

Hvad fanden var det?

Jeg blev indhyllet i røg og støv, og stumper faldt ned.

Væk! Tilbage!

Jeg sagde: "Hvad var det?"

En anden agent sagde: "Det var en bombe."

Det var et skræmmende øjeblik, da det skete.

Væk!

Tilbage!

Vi havde sårede.

Agenten, jeg talte med, var såret.

Han var skadet. Folk her var kommet til skade.

Det var meget foruroligende at se en svært såret specialagent.

Jeg blev ved med at hive min frakke til side for at tjekke:

"Har jeg skader, jeg ikke har bemærket?"

Da vi begyndte at undersøge stedet,

kunne vi se, at to køretøjer tog det meste.

Havde disse køretøjer ikke stået mellem os og bomben,

var vi blevet alvorligt sårede, hvis ikke dræbt, den morgen.

Vi har haft endnu en eksplosion hernede ved centeret.

Endnu en eksplosion på stedet.

Det gjorde det mere personligt.

Selvom den ikke var tiltænkt mig,

indså jeg straks, at nogen med vilje havde placeret endnu en bombe

med en forsinket timer,

med det formål at dræbe førstehjælpere.

Man ser ikke sine ofre i øjnene.

Bombemænd er kujoner.

Jeg var høj på adrenalin,

og når den løjer af, så bliver man fuldstændig udmattet.

Man kan ikke forberede sig på det. Det var ret skræmmende.

Da jeg kom hjem, sagde jeg ikke: "Hej skat, så er jeg hjemme."

Det var noget af en genforening. Mange tårer, kram og glæde…

Glæde over at være i live og hjemme hos min familie.

DYNAMIT / STÅLPLADE

Det blev hurtigt fastslået, at Sandy Springs-bomben var dynamit,

og OL-bomben var rørbomber og krudt.

OVERVÅGNING ALARMCENTRAL

RØRBOMBE KRUDT, STÅLPLADE

Bomberne havde ingen forbindelse.