'Allo 'Allo!

De undrer Dem nok over, at en mand, der lever livet så farligt-

- går her og nynner fornøjet. Men jeg har skam noget at fejre.

Det viser sig, at Yvette, min unge servitrice, ikke er gravid.

Lægens prøver blev rodet sammen, da en frø sprang ned i det forkerte glas.

Det var tæt på, så nu har jeg svoret at være min kone, Edith, tro.

Det har jeg nu ikke indviet Edith i, for det kan jo være, jeg falder i.

Jeg vil gøre mit bedste. Jeg kan ikke blive ved med at jagte de unge piger.

Jeg må være mig min alder bevidst.

- Hvad med en hurtig tur i baglokalet? - Ikke i aften, Yvette.

Madame Edith rager løs i køkkenet

så ilden i kaminen ikke går ud.

Apropos ild, der går ud

Jeg ville egentlig vente med at sige det, men vores affære er slut.

René, det må du ikke sige.

Det måtte jo ende. Som når efterår følger sommer-

- og kastanjetræets blade visner, krøller og falder af.

For ikke at tale om kastanjerne.

René, har du en anden?

Nej, alle mine ledige stunder går med at kramme og kysse og ae dig -

mens jeg mærker din varme ånde -

- og presser din unge, spændstige krop mod mit stivede forklæde.

Ud i baglokalet, nu!

- Du godeste! - Hvad er der?

Der tabte jeg vist et par blade til.

- Undskyld. Skræmte jeg dig? - Dit dumme kvindemenneske!

Hvorfor går du rundt med ildrageren og udspionerer mig?

Jeg gik ind for at rage i kaminen, og da jeg ville ud, bandt døren.

Jeg blev nødt til at gå ud og kravle ind ad vinduet til baglokalet.

- Hørte du mig ikke kalde? - Nej.

Hvorfor skulle jeg udspionere dig? Laver du noget, jeg ikke kan lide?

- Det har jeg da aldrig gjort. - Det passer.

Yvette, ryd af. Vi lukker lige straks.

- Hvad er der i vejen med hende? - Hun er ked af, hun ikke hørte dig.

- Hun holder meget af dig. - Den kære pige.

Nu hvor obersten og Gruber er stukket af til Spanien med Madonnaen -

- kan vi måske genoptage vort liv i fred og ro.

Det glæder jeg mig til. Jeg har fået nok af krigseventyr.

Skal vi smutte ud og hygge os i baglokalet ligesom i gamle dage?

Du mener den ene regnvåde torsdag i 1937?

Tænk, at du kan huske det.

Jeg fik jo stød, da jeg ledte efter kontakten.

Så faldt jeg og knækkede tanden. Sådan en aften glemmer man ikke.

Jeg går i forvejen og tænder lyset.

- Obersten og Gruber står derude! - Åh nej.

Jeg vidste, det var for godt til at være sandt.

René

- Vi har et lille problem. - Og det skal nok blive vores problem.

Yvette og Mimi, pas baren.

- Er I ikke på vej til Spanien? - Pokker tage RAF!

De bombede vejen ved grænsen og sprængte lastbilen i luften.

Vi stjal nogle cykler og skjulte os om dagen og cyklede om natten -

for at komme hjem og få hjælp.

- Vi kan ikke gøre mere. - Forsvind, før generalen får os skudt.

- Han ved ikke, vi er desertører. - Han har et billede af jer og maleriet.

I har også været forsvundet i en uge. Mon ikke han har regnet det ud?

- Ud! - Vi tager jer med i faldet.

I siger, billedet blev taget, mens I blev holdt fanget af modstandsbevægelsen.

- Som vi ikke kender. - De fangede jer.

De tvang løjtnanten til at posere med Madonnaen, som de havde stjålet.

De skød skylden på jer for at få generalen til at tro -

at I var deserteret med maleriet.

Hvorfor skulle modstandsbevægelsen smede så indviklet en rænke?

Ja, der fik du vist malet dig op i et hjørne.

For at flyvejer til England, så I kunne afsløre tyskernes forsvarsplaner -

-imod den forestående britiske invasion.

- Det var dog en genial hypotese. - Jeg læser meget Edgar Allan Poe.

Jeg kender en del til komplekse handlingsforløb og tragiske skæbner.

- Hvornår læser du alle de bøger? - Når jeg venter på dig i sengen.

Hvordan får vi generalen til at tro på det?

Han kunne jo finde jer bastet og bundet i den gamle vindmølle.

Det ville da være mere held end forstand.

Ikke hvis det var lykkedes dem at smugle en seddel ud i en flaske -

- med ledetråde om deres opholdssted.

Ledetråde, som den kløgtige general sagtens kunne tyde.

- Sæt, ingen finder flasken. - Du finder den på din spadseretur.

Jeg kan se det for mig: "Herr General, jeg var ude at spadsere ved kanalen -

- og hoppede i efter en flaske, ifald den nu indeholdt en besked til Dem."

- "Og tænk, det gjorde den. værsgo." - Nej, det lyder ikke plausibelt.

- Hvad ville Edgar Allan Poe gøre? - Noget ganske uventet. Lad mig se

Han ville have skyllet ud i toilettet, hvorefter flasken ville dukke op.

Det ville da være uventet.

Jeg tør næsten ikke spørge, hvor flasken skulle komme fra.

Løjtnanten skriver sedlen og smider flasken i afløbet i møllen.

Det har regnet så voldsomt, at kloakkerne bliver oversvømmede -

- så flasken bliver presset op gennem vores afløb.

Jeg ser kapiteloverskriften for mig: "Mysteriet om flasken i lokummet."

- Det er vildt nok til at kunne virke. - Har vi noget valg?

Tja, vi kan skyde os selv.

Nej, vi iværksætter planen.

Hent vores tøj og kør os ud til møllen. Har De et køretøj?

Monsieur Alfonse kan køre Dem i sin rustvogn.

- Kan vi stole på bedemanden? - Han aner ikke uråd.

Han tager tit folk med i rustvognen, og den sidste bus er kørt.

Sikke en enestående kvinde.

Nu indser jeg, at De ægtede hende på grund af hendes kløgt.

Den spillede en afgørende rolle.

René, jeg har noget under kjolen, jeg vil overlade i Deres hænder.

De kan nøjes med at takke mig.

Maleriet af Den Faldne Madonna med det manglende bryst.

- Pas godt på det. - Naturligvis. Men hvor er resten?

- Det tog Helga som sikkerhed. - Kvinder er nu så durkdrevne.

Jeg skal nok skjule det godt.

Jeg vil hellere end gerne hjælpe Dem -

- men det virker, som om vinen er gået lige i benene på mig.

Min hjerne er knivskarp.

- Men mine ben strejker. - Så prøv at gå lidt frem og tilbage.

- Vi skal nok hjælpe Dem. - Så bliver De klar i hovedet igen.

- Jeg kan intet mærke under urkæden. - Monsieur Alfonse, tag Dem sammen.

René, monsieur Alfonse er beruset.

Du må styre rustvognen for ham. Jeg henter din høje hat.

Hvad skulle min undskyldning være for at styre en rustvogn iført høj hat-

- midt om natten sammen med et par dansepiger?

- Vi kan tage vores uniformer på. - Så bliver vi bare genkendt.

Nå, Edgar?

Som ægte franskmænd har du og Alfonse været ude at male byen rød.

Nu har I samlet et par tøjter op, som I vil hygge jer med ude i skoven.

Edith, jeg har mit gode omdømme at tænke på. Hvad vil folk ikke sige?

Alle de andre mænd gør det. Hvorfor gør du det egentlig ikke?

- Naboerne er begyndt at snakke. - Selv jeg har hørt rygterne.

Så er det på tide at mane dem i jorden.

- Har jeg bestilt to kvinder til? - Nej.

- Gudskelov. - Hør efter.

De og René lader, som om I skal ud at hygge jer med et par tøjter.

I min tilstand kan jeg også kun lade som om.

Hende den store ser nu ud, som om hun er med på den værste.

Så velklædte er de lokale tøjter ikke.

Vi har kun råd til billigt tøj og billig parfume. Derfor er vi billige.

Du har ret. Gå op og find noget bedre tøj til dem.

Og ret på sminken.

- Obersten ser hærget ud i det her lys. - Han ser altid hærget ud.

- Du er helt opstemt, hvad? - Det er skønt, at der er brug for mig.

Jeg lægger ofte gode planer, men jeg bliver altid affejet.

- Det her er mit store øjeblik. - Og måske mit sidste.

- Fri bane. - Kom bare.

- Gruber, vi ser herrens ud. - Bare Renés naboer ikke ser os.

- Så tror de jo, han er pigernes ven. - Ikke hvis de ser Dem, gamle tøjte.

- Hvad laver I på vores flise? - Og hvem er de to gamle hejrer?

- Må jeg være fri! - Ignorer dem.

- Skrid. I giver os et dårligt rygte. - I kan selv skride.

- Ja, pil af. - Så er det godt, stump.

Stump? Hvor vover du!

Så blegnede kvarterets ry.

De forstår at svinge håndtasken, Gruber.

Jeg var lige kommet i stødet, da de stak af.

Hold godt fast, så De ikke ramler af.

Hyp!

- Hvorfor bevæger hesten sig ikke? - Den lystrer kun min stemme.

Så bed den om at gå hen foran cafeen og stoppe.

Hør godt efter, Hortense. Gå hen foran cafeen og stop.

Din herre har talt.

- Interessant leben, Herr feltmarskal. - Ja, minsandten.

Hvis ikke jeg tager meget fejl, var hun her også i 1917.