Flugten fra Ukraine - Da Danmark tog imod - First Season

"Mit navn er Lars Larsen. Vi vil gerne hjælpe en mor med tre børn -

- som kan bo hos min familie, indtil Ukraine er sikkert igen."

Vil I med til Danmark?

Vil I med til Danmark?

Rusland har angrebet Ukraine.

Russiske angrebshelikoptere i udkanten af hovedstaden, Kyiv.

Europa er kastet ud i krig.

Får fat i pigerne, i tøjet og så bare af sted.

Men det føles ret kujonagtigt.

Det er helt nyt at importere flygtninge.

Ligefrem at køre ned og hente dem.

En mor med tre børn. Danmark.

Jeg er nervøs for, hvem vi får ind ad døren. De er sikkert søde -

men jeg ved det ikke.

Jeg kender jo Lars. Jeg siger til ham: "Hvad vil du fortælle mig?"

"Jeg er nødt til at køre til Ukraine."

Jeg tænkte, at det vidste jeg godt ville komme.

Hvis jeg ikke havde fire børn, ville jeg godt melde mig til den legion.

Men det synes jeg ikke, jeg kan. Men man kan tage flygtninge med hjem.

For hver dag stiger antallet af flygtninge fra Ukraine.

På togstationen i Lviv hersker kaos.

Danmark er klar til at tage imod.

- Kortet lå i bilen. - Husk en ledning til din powerbank.

Far? Når jeg kommer hjem, vil jeg godt holde en fest sammen med dig.

Vi skal vente, til jeg også kommer hjem.

Jeg skal jo køre den lange tur. Og så kommer jeg hjem til dig.

- Jeg elsker dig. - Jeg elsker også dig.

Kan du have det godt? Til vi ses igen lige om lidt.

Selv om det er i Ukraine, påvirker det jo også min familie.

Min mand kører, og der skal bo nogen hjemme ved os.

De har sagt farvel til deres mand. Jeg får min hjem igen, men ja...

Jeg er kommet i Ukraine gennem mange år.

Og da jeg så møder Nelia, går alting op i en højere enhed.

Vi havde masser af drømme.

Vi skulle ikke bo andre steder end i Ukraine.

Vi var i gang med byggeprojekter og it-projekter.

Vi byggede et drømmehjem til vores familie.

Og vi havde store planer med det.

Det var drømmen om at være... Altså det er sådan et eventyr.

At det så blev et mareridt, det er noget andet.

Kl. 5 blev jeg ringet op med beskeden: "Nelia, vi bliver bombet."

Lufthavnen er blevet bombet.

Jeg jog Nikolaj og børnene op, som var vi elitesoldater.

Mor kom ind på værelset og sagde: "Krigen er begyndt."

Først forstod jeg ingenting.

Jeg blev bange, da jeg hørte luftalarmen.

Det er vores beskyttelsesrum. Vi reagerede hurtigt.

Luk kufferterne, og så bare af sted.

Da vi kører ud, kommer der ukrainsk militær den modsatte vej.

Så sidder vi lige på en tankstation og venter på at få benzin.

Med en propfyldt bil.

Vi besluttede at køre ad skovveje.

Det var skræmmende. Vi kunne høre eksplosioner og militærfly.

Vi havde næsten ikke mere benzin.

Lyden af eksplosioner kommer nedefra og mærkes så op i hele kroppen.

Først en hvislende lyd... og så kommer det væltende op nedefra.

De har lige sagt i radioen, at alle mænd skal være klar.

De vil ikke se nogen mænd på gaden, fordi de skal alle have en skyder.

Ingen mænd mellem 18 og 60 år må forlade landet.

I alt ventes 5 mio. Ukrainere at blive drevet på flugt.

Rigtig mange af dem til nabolandet Polen.

Det er helt nyt at importere flygtninge.

Jeg syntes, at vi tog for mange, at det var en forkert udlændingepolitik.

Man skal ikke tage folk til Danmark, som man intet har tilfælles med.

Jeg kender ikke en masse ukrainere, men jeg føler et værdifællesskab.

Jeg føler, at det er mine naboer, og jeg skal da hjælpe dem.

Jeg har en politisk fortid som talsmand -

- for det, nogle vil kalde det meget højreorienterede Danmark.

Det ligger år tilbage nu, men det gør det bare ekstra finurligt -

- at man nu skal ned og ligefrem hente flygtninge -

- når det er en anden dagsorden, man har stået for.

Nu kører jeg hen til et... ja, ikke flygtningecenter, men opsamlingssted.

Det ligger faktisk lige der. Hold da kæft, mand.

Puha. Ja, det er jo en dråbe i havet, at jeg kan have fire med derfra.

I må ikke filme.

Vi kommer til stationen, hvor toget kører til Ungarn.

Stort set kun kvinder og børn. Vi har ventet så lang tid nu, og...

Der er en kvinde, der lige er faldet om her.

Børnene græder, og det... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Så kommer der to soldater og stopper mig.

Men jeg hiver mit danske pas frem og bliver så lukket ind -

- til alle de kvinder, børn og ældre, som også er på vej ud.

Så føler man lidt, der står kujon på ryggen af en.

Nu er vi så i Ungarn.

- Hvordan har du det? - Jeg ved ikke, hvad jeg føler.

Jeg kan ikke finde ord til at beskrive det.

Det føles...

...som om en del af min krop er revet af.

Vi kan hoppe på en flyvemaskine og komme hertil -

- så vi er privilegerede. Det hjælper ikke på den dårlige samvittighed.

Jeg kan tage en mor med tre børn til Danmark.

- Til Danmark? - Ja. De kan bo hos min familie.

En mor med tre børn. Danmark.

Henvend jer i informationen, hvis I vil til Danmark.

Fire pladser til Danmark.

- Hvor gammel er din søn? - Syv.

Hej.

Der er fyldt med mennesker, men jeg kan ikke finde en mor med tre børn.

Jeg kan også tage en mor med, der har en lille dreng på syv år -

- men de kender nogen i Danmark, så de skal egentlig bare hen til en bus.

Jeg er jo nødt til at fylde bilen ordentligt -

- også selv om jeg må køre et andet sted hen.

Jeg går lige ind og siger, jeg ikke kan hjælpe moderen og barnet.

Så jeg tror ikke, jeg kan hjælpe jer til Przemysl. Jeg beklager.

- Held og lykke. - Tak.

For helvede, mand.

Det er med blandede følelser, det der sted. Det var ikke for mennesker.

Jeg havde forklaret hende, at far skulle køre en tur -

- og at han kom hjem med en mor og nogle børn, som skulle bo her.

Så sidder jeg og prøver at forklare det så ufarligt som muligt -

- men så vidste hun godt, der var krig -

- at faderen til dem skal blive dernede.

Jeg har sagt, at han bliver hjemme og rydder op.

Faderen bliver derhjemme, og så kommer moderen og børnene herop.

Så vil man også godt hjælpe dem, der ikke har noget, ikke?

Så jeg synes, at dem, der ikke har noget legetøj -

de må godt få noget af mit legetøj.

Vi skal lige have lagt sengetøj på og ryddet op og sådan noget.

- Og støvsuge på tæppet. - Og støvsuge på tæppet.

Det var her, vi tænkte, man kunne have nogen sovende.

Der er el og varme. Jeg tænker, det er her, man lander -

- og på et tidspunkt skal man videre, så det er en overnatning eller to.

Jeg er spændt på, hvem det er. Jeg har det billede, medierne har skabt.

De der børn, som har efterladt deres fædre -

- som er taget af sted uden noget, en lille sportstaske og ikke...

Ja, en mor, som står der og er...

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv skulle have det, hvis jeg skulle på flugt.