The Mosquito Coast

BASERET PÅ ROMANEN AF PAUL THEROUX

-Hvad nu? -Drej til venstre.

-Hvad? -Til venstre.

-Nu? -Ja, nu.

-Nu! -Nu?

Hold ind til højre her.

Nu!

Åbn døren.

Hvad med politiet?

Værktøjet.

Kom nu.

Stil den her.

Åbn den.

Hjælp mig. Skub.

Jeg skal ikke derned.

Nej. Heller ikke mig.

Okay, godt.

Far, vi skal væk herfra nu.

Jeg mener det, far.

Far.

Kom. Lad den være.

Kom nu.

Tag den her.

Tag den med.

Frem med kniven.

Skær.

Afsted. Nu.

Vi har en bil med matchende nummerplader.

-Far? -Kom nu. Følg med.

Hvor skal vi hen?

Vi skal højere op.

Bliv ved med at gå.

Gør du det?

Godt.

Coladåsen. Skær bunden af den. Kun bunden.

Og så skærer du den i tynde strimler.

Hvad laver jeg?

En dirk.

Er det ikke utroligt?

Hvordan vi behandler folk?

Regeringen har lige brugt $128 mia. på 12 atomubåde.

128 milliarder.

Kunne de ikke lave 11 og give resten til dem her?

Så simpelt er det nok ikke.

Du har ret.

Intet er simpelt, men der findes altid en løsning.

Det er ikke alt, der kan fikses, far.

Selvfølgelig kan det det.

Man skal bare ville det nok.

Vi accepterer, at ting går i stykker.

Ingen gider fikse noget mere.

Intet er bygget til at holde.

Biler, støvsugere, ingenting.

Går tv'et i stykker? Ud med det. Køb et nyt.

Hvad tror du, jeg ser, når jeg ser et tv i et butiksvindue?

Kommende affald.

Men det her er mennesker.

Korrekt.

De er mennesker, og vi kasserer dem. Og vil du vide hvorfor?

Fordi de har begået den største synd her til lands.

De er holdt op med at forbruge.

Så vi kasserer dem.

Vi kasserer dem.

De er defekte forbrugere.

Forbrugere. Har du tænkt over, hvor forfærdeligt det lyder?

Vi reducerer mennesker til det.

Han er der ikke. Der er ingen dernede.

Fandens.

Der er kun lort dernede.

-Det gik hurtigt. -Lort.

Godt.

Dirken skal ned mellem skralden og palen.

-Det er låsemekanismen. -Okay.

Pis.

Spred jer!

Tag det roligt.

Der var den.

Nu skal vi have tænderne til at slippe.

-Tryk hårdt på begge håndjern. -Gør det ondt?

En smule.

Okay, det er fint.

Træk den ud.

Herovre!

-Se der. -Vi smutter.

Kom.

Her.

Kom så.

-Hvem der? -Shapland og Jones, NSA.

Vær venlig at åbne døren, mr. Ortega.

Hvor slemt er det egentlig?

Slemt nok.

Får jeg ikke mere end det? "Slemt nok."

Selvfølgelig. Jeg kan bare ikke gå i detaljer lige nu.

Men senere?

Ja, men ikke i aften.

Hvor tager vi hen? Hvad gør vi nu?

Vi finder din mor og Charlie.

Og hvad så?

Så søger vi mod varmere himmelstrøg i Mexico.

-Hvor? -Mexico.

Drikker tequila, bader, fanger fisk.

Du spiser ikke nok fisk.

Vi kender jo ingen der.

-Det gør vi da. -Nej. Hvem?

-Folk, vi kan stole på. -Hvad?

Så vi skal bare tage med dig til Mexico? Uden videre?

Vi er ikke din familie, far. Vi er dit publikum.

Tror du virkelig det?

Helt ærligt?

Okay.

Vi tager til Mexico

og finder dine venner, eller hvad de nu er.

Og hvad så?

-Så bor vi hos dem? -For en stund, ja.

Hvad så derefter?

Far, jeg havde planer for fremtiden.

Jeg ville studere og få mig et liv.

Et normalt liv.

Jeg kan ikke flygte med jer for evigt.

Hvorfor ikke?

-Jeg mener det. -Det gør jeg også.

Okay.

Vi finder et sikkert sted.

Og så finder vi ud af, hvad der skal ske med dig.

Hvad mener du?

De her mennesker kan give dig en helt ny identitet.

Hende pigen, der kørte ind i en politibil, er fortid.

Du kan vende hjem som en helt ny kvinde.

Komme på universitet. Leve livet.

Og det er ikke bare nogen, du har hørt om?

Du kender dem?

Stol på mig.

Og de er ikke farlige?

Farlige? Aldrig i livet.

De er en flok hippier,

der strikker deres egen yoghurt.

Helt klart. Hippier, der kan give folk en ny identitet.

Præcis. Det er da bedre end de andre hippier.

Okay.

Fint.

Mexico.

Jeg skal bare ringe til bedstemor og sige, jeg ikke kommer.

Vi kender desværre ikke rigtig mr. Fox. Jeg har aldrig mødt ham.

Men hans datter Dina og din søn Josh hang ud sammen, ikke sandt?

En slags kærester?

En lille smule, men det var mest over telefonen.

Vi talte mest bare sammen og sådan.

Og hvad?

Det ved jeg ikke. Bare sådan... forskellige ting.

Fortalte hun, hvor hun skulle hen?

Hvordan du kunne kontakte hende?

Hun nævnte slet ikke, at hun skulle rejse.

Hun tog vel bare afsted.

Men i forbindelse med at I hang ud, lavede ting, talte i telefon...

...må hun have fortalt dig noget.

Bliv siddende, mr. Ortega.

Jeg kan ikke tage telefonen

Så læg en besked

Her på maskinen

UKENDT NUMMER

Hej, Josh, det er Dina.

Jeg vil bare fortælle, at jeg rejser.

Så, ja. Undskyld. Jeg skal nok forsøge at ringe.

Dina, du må ikke lægge på.

Undskyld, hvem taler jeg med?

Mit navn er Estelle Jones. Jeg arbejder for regeringen.

Er du i sikkerhed? Kan du tale? Det er meget vigtigt.

Hør her, Dina. Ingen bryder sig om den her situation.

Men den må heller ikke eskalere.

Og medmindre vi gør det rigtige nu, vil den eskalere.

Så det bedste, du kan gøre for dig selv,

for din bror,

men mest af alt for din mor og far, er at fortælle os, hvor du er.

Tro det eller ej, vi er her for at hjælpe. Det er det eneste, vi vil.

Hvad har han gjort?

Min far.

Hvorfor gør I det her mod ham?

Lad mig vende den om.

Hvorfor gør han det her mod dig?

Hvorfor tvinger han dig til at leve det liv?

Fordi... her i landet...

...spiser folk, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige.

De køber ting, de ikke har brug for, og kasserer alt det, der fungerer.

På grund af Republikanerne og Demokraterne.

På grund af grådighed og uforskammethed.

Snobberi og religion.

Vaccinemodstandere og lobbyister.

På grund af svindlere og fupmagere.

Fordi USA er gået i stå. Vi køber bras, spiser bras og sælger bras.

Fordi landet er i forfald, og ingen fatter hvorfor.

Og det tog du for gode varer?

Du syntes ikke, det lød som noget selvretfærdigt pis?

Søde, hør nu her.

Jeg ved, du er bange og forvirret.

Men jeg ved også, at du er en klog, ung kvinde med en lovende fremtid.

Jeg ved, du har mange drømme.

Og de kan blive til virkelighed. Hvis du gør det rigtige.

Det her er det afgørende øjeblik. Lige nu. Denne samtale.

Har dine forældre tænkt sig at forlade landet?

Hvor er I på vej hen?