Mark Lé Fevre - Heldig

Hej. Tusind tak, fordi du vil se mit onemanshow "Heldig".

Det var en kæmpe fornøjelse at lave det. Og lidt specielt.

Det var midt i en pandemi. Jeg har klippet det midt i en energikrise.

Jeg klipper om natten. Billig strøm.

Lad os glemme det. Jeg vil bare sige tusind tak og god fornøjelse.

Mange tak.

Velkommen til mit lille onemanshow. Showet hedder "Heldig".

Det er bare en bette fortælling om, hvad jeg har gået og tumlet med -

- der skulle understrege, at jeg mener det, når jeg siger -

- at jeg er pisseglad for at være her i aften.

Jeg kan starte med at vise jer det ar, jeg har fået.

Ja. Jeg har været i Hjørring med showet, men det er ikke det.

Nej. Det er ikke det.

Nej, jeg er blevet opereret, fordi lægerne troede, jeg havde kræft.

Det er endt rigtig godt. Jeg har været til mit sidste kontroltjek.

Jeg er 100% rask.

Tak.

I reagerer så pænt. Det kan give en mærkelig stemning at nævne kræft.

Som at være til familiemiddag og fortælle -

- man har fået en muslimsk kæreste.

Mormor byder forskrækket ind: "Må man godt det?"

"Ja, ja, ja."

Det gik meget hurtigt. Min læge siger: "Det ligner, at du har kræft."

Så gik det hele meget hurtigt. Det er lidt tåget for mig.

Jeg kan mest bare huske, da jeg vågner efter operationen.

Har nogle af jer prøvet fuld narkose?

Ja. Man kan ikke sige ja uden at smile. Det er rimelig lækkert.

Du er skæv og har brugt nul kroner.

Det er bare i orden.

Jeg vågner ved -

- at der står en sygeplejerske med et forbløffet ansigtsudtryk:

"Du skal se, om du ikke lige kan komme ud og tisse."

"Mig og min kollega har aldrig set så meget tis i en blære før."

Jamen det er jo altid dejligt med ros.

Men hvad svarer man lige til den? Jeg valgte at gå med:

"Åh, lad være!"

"Det siger du bare til dem alle."

Jeg bliver smigret. Det er konkurrencemennesket i mig.

Jeg kan ikke høre nogen sige "Jeg laver bare pis" uden at tænke:

Ja, men ikke lige så meget som mig.

Mig og min store blære bliver sendt hjem. Det er lidt vildt.

Man skal vente i 14 dage på svaret, om alt er godt eller noget lort.

Der må man bare sige: Jeg var presset. 14 dage er lang tid.

Jeg tror ikke normalt på Gud, men jeg må bare sige, at de 14 dage -

- jo... der blev lige sendt en bøn af sted.

Allah kom lige med på cc.

Der blev bedt med spredehagel.

Ja. Det var en god gammel "send til alle".

Eller "send til Allah". Det er lige meget. Ja.

For helvede. Min kæreste, Sissel, kan skrive under på -

- at jeg var nok noget dramatisk. Jeg hørte mig selv sige:

"Hvis jeg klarer den her...

... så køber jeg fandeme et hus til os."

Jeg sagde også, jeg elskede hende. Jeg var helt ude på det dybe vand.

Hvis jeg skal være helt oprigtig, så var noget af det, der fyldte mest -

- at jeg havde en voldsom længsel efter at komme ud og optræde igen.

Jeg har altid haft svært ved at slappe af i hovedet og være glad.

Mit hoved er fyldt med negative tanker og bekymringer.

Jeg overtænker alting. På nær når jeg optræder.

At stå på en scene er for mig som at være i en kuppel -

- hvor der er trygt og rart. Alt det negative kan ikke komme ind.

Jeg er egentlig bare glad. Så det vil jeg gerne i de 14 dage.

Men det må jeg ikke. Jeg skal ligge stille, ellers kan såret springe op.

14 dage ligger jeg der. Musestille. Pissebange.

Lidt stolt over det med blæren, men overordnet set... lort!

Så kommer jeg endelig op til lægen og får verdens bedste nyheder.

Der er intet at se i det stykke, de har fjernet. Ingen tegn på spredning.

Hvis der har været noget, har de fucking fjernet det.

Jeg bliver så glad. Jeg bliver så lettet.

Indtil jeg kommer i tanke om, at nu skylder jeg et hus. Nej! Nej!

Nej, nej, nej, nej. For helvede.

Sissel kunne ikke være med, så jeg kommer hjem. "Var der gode nyheder?"

"Ja, både-og."

For helvede, altså.

Jeg var i panik. Pelle, min opvarmer, hans familie bor på Lolland.

Jeg ringer: "Kan jeg købe dine forældre ud af huset for 8000?"

"Jeg er klar til at give 20.000 kr., hvis det skal være."

De er sådan: "Nu må han beslutte sig. Vil han have huset eller hele byen?"

Pas på med at joke om Lolland og deres vanvittige huspriser.

Har nogen af jer set mit første onemanshow? "Bøvl"?

Så ville I vide det. Jeg lavede en lille bitte joke.

Jeg kiggede bolig i Københavnsområdet. Det var dyrt.

En toværelseslejlighed, 12 mio.

Hvad kan du få for 12 mio. på Lolland? Det viser sig: Lolland.

Med Falster som indkørsel. Og så har du 11 mio. tilbage at snolde for.

Lille uskyldig joke. Jeg har fået forbløffende mange vrede beskeder.

Folk fra Lolland er logget på Facebook og Instagram:

"Det kan du fandenedeme ikke være bekendt."

Jeg har været lidt splittet. Undskyld, det var bare for sjov.

Men jeg var positivt overrasket. Jeg vidste ikke, de havde internet.

Nej!

Jeg forstår bare ikke, at det var det, folk blev sure over.

Jeg snakkede om at skyde en uskyldig kvinde.

Jeg havde noget med en hund, der heiler.

Jeg har stået på danske scener mange gange sådan her:

I ret lang tid. Ingen blev sure. Folk var meget glade for den joke.

Især i Sønderjylland. De var vilde med det.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en teori, men altså...

Normalt efter showsene er vi ude og få taget billeder. Det er hyggeligt.

Ja. Ja. Vi kan også godt gøre det i aften.

Jamen...

Det gør man jo efter showsene. I Aabenraa kommer en gut hen.

Han er helt oppe at køre. Vi skal have taget et billede -

hvor vi heiler sammen.

Nej! Det er klart, man gør, hvad borgmesteren ønsker, men altså...

Jeg havde det mærkeligt med det. Det havde jeg altså.

Vi købte i øvrigt hus. Ikke på Lolland.

Nej, så hellere kræft.

Det kan godt være, jeg ender med at få et par beskeder igen.

Det er ikke meget bedre. Huset, vi har købt, ligger på Vestegnen.

Det var det, pengene rakte til.

- Nåhr! - Hold da kæft.

Åh!

Jeg har sagt: "Odense er bare den bedste by at optræde i."

Det var ikke engang så nemt.

Før vi måtte låne til huset, så insisterede min bankmand på -

- at vi skulle tegne en livsforsikring, mig og Sissel.

Hvis en af os dør, så får den anden 3 mio. udbetalt.

Det giver da en særlig spænding i sådan et parforhold.

Vi er kommet til at joke lidt med det.

Det har udviklet sig til psykisk terror.

Sissel er bedre til det, end jeg er.

Hun kan godt lide at se de her programmer, der handler om mord.

Hun lytter også til en podcast. Det er så upassende.

Normalt, hvis man spørger, hvad hun laver, så plejer hun at svare:

"Jeg sidder bare lige og hygger."

Nu med 3 mio. på højkant:

"Research." Og hun joker med det hele tiden.

Og det er fint at joke.

Det er så fint at joke. Det tager spidsen af alvoren.

Hun kender ikke grænsen, den psykopat.

Jeg skulle gå til kontroltjeks. Dem har hun skrevet ind i sin kalender.

Hun har kaldt dem lønningsdag. Det er simpelthen for meget.

Hun er klart værre, end jeg er.

Den vildeste, hun har lavet på mig... Vi havde lagt os i seng.

Så kommer det bare lige pludselig fra hende:

"Hvis vi legede med tanken om, hvis jeg slog dig ihjel..."

Vi kunne også lige lade være. Jeg skal tilføje: Hun er advokat.

Præcis. Så siger hun til mig: "Jeg har snakket med min kollega om det."

Hvad helvede!

Nå! Og hvad kom vi frem til?

"Hvis jeg nu slog dig ihjel, så er vi sikre på, jeg kunne klare frisag."

Jamen... Ja.

Hvad havde I gjort? Jeg sagde: "Det er jo pisse ulovligt."

Hun var forberedt. Siger: "Jeg ved godt, loven ikke er på min side."

"Taktikken må være at overbevise folk om -

- at det var for farligt at holde dig i live."

Jeg har fået min egen lille Mette Frederiksen derhjemme.

Lille politisk stikkniv.

Hvad helvede! Satire? Ja.

Jeg havde faktisk skrevet ret mange jokes om den minksag.

Men de er blevet slettet. Vi skal videre. Vi skal videre.

Ja, man troede ikke, der kom mere.

Vi flyttede ind. Det er ikke trygt at bo sammen med hende.

Det er i forvejen ikke trygt. Det er Vestegnen.

Det er ikke, fordi jeg er bange for min nabo.

Jeg vil sige... Åh!

I det mindste er det ikke sådan et grin, der kommer derovrefra.

Så ville jeg først være presset. Det må jeg bare sige.

Jeg kan huske, første gang jeg møder hende.

Åh, hold kæft.

Ja, ja. Odense, en kulturby. Jo, ja.

Det der klædte ikke ligestillingen.

Første gang, jeg møder hende -

- hun har taget sin motorcykel, parkeret i vores indkørsel.

Sidder på kværnen. Stirrer ind gennem vores køkkenvindue.

Superuhyggeligt. Jeg får sagt: "Hej. Kan jeg hjælpe med noget?"

Hun giver mig et dræberblik: "Hvad fanden laver du inde i Fridas hus?"

Man kommer sådan lidt i tvivl. Hvad fanden laver jeg egentlig?

Så får jeg lige fremstammet: "Vi er jo de nye."

"Det er sgu nok bedst, hvis Frida kommer tilbage."

Jeg stoler ikke på hende. Så vil jeg skide på, hun kun er fire år.

Hun er fucking uhyggelig.

Jeg siger ikke, det er hende, der har gjort det.

Men huset, vi flytter ind i... dødsbo. Det er normalt nok.

Der, hvor den bliver lidt pikant: Da vi siger ja til at se huset -

- da er det ikke blevet et dødsbo endnu. Det når det at blive.

Præcis. Det var lidt underligt, men nu havde vi en aftale.

Det rørte ikke vores ejendomsmægler, kan jeg afsløre.

Tager imod os med et smørret smil og siger: "Gode nyheder."

"Tidligere ejer, politibetjent, er blevet dolket ihjel."

"Det er bare en fordel for jer."

Nej! Hvordan er det en fordel?

"Det er sgu, fordi I ikke nåede at møde ham."

"Jeg er ikke til at hugge og stikke i." Men det var han jo.

Nej. Nej. Det er for meget. Det er for meget.

Ja. Jeg ved da godt, at han siger det for sjov.

Han har opdaget, at jeg er komiker.

Jeg har ikke mødt manden før. Det er et sindssygt første møde.

Hvad hvis nogen havde hængt sig? "Hvad giver I mig?"

"Bærende stolper. Jo, jo. Jo, jo."

Jeg ved ikke, om det er hende, der har gjort det. Hun har jo saksen.

VI har to bittesmå hunde. Jeg har holdt øje med hende.

Når man ser ud, som jeg gør, er det svært at holde øje med et barn -

uden at det bliver sådan lidt...

Jeg vil gerne lige understrege: Nej.

Jeg skuffer måske nogen nu, men jeg er ikke engang til unge kvinder.

Da var vi åbenbart ligeglade. Ja.

Det er jeg ikke. Jeg laver et program sammen med Lasse Rimmer.

Det kan være, I bytter rundt på mig og ham.