See You Up There (Au revoir là-haut)

Til Alain De Greef

Til Marcel Gotlib

MAROKKO, NOVEMBER 1920

Deres navn, fødselsdato og fødested.

Albert Maillard. Den 16. maj 1872. Jeg er født i rue Ordener i Paris.

- Søn af? - Yvette Maillard. Oldfrue.

- Fader? - Ukendt.

- Profession? - Bogholder.

- Tjeneste? - Fra juni 1916. Reservetropperne.

- Har De deltaget i kamphandlinger? - I Somme i juli 1916.

I Chemin des Dames i 1917. Og i august 1918 ved bjergside 113.

- Bjergside 113? - Vores position under våbenhvilen.

- Hvor mødte De Édouard Péricourt? - Ved bjergside 113.

Og var det der, De begyndte at planlægge et "samarbejde"?

- Det er en lang historie. Kompliceret. - Vi har tid nok.

VI SES DEROPPE

Det hele begyndte den 9. november 1918.

Der florerede rygter om en våbenhvile, og alle forholdt sig afventende.

Når jeg siger "alle", mener jeg også tyskerne.

Ingen følte trang til at løsne skud.

At dø som den sidste er dummere end at dø som den første.

Hr. premierløjtnant!

Den eneste, der ikke var glad, var vores premierløjtnant. Pradelle.

Han kunne godt lide at være i krig.

Vi var mere bange for ham end for tyskerne.

INDSTIL KRIGSHANDLINGERNE AFVENT ORDRER, 9. NOVEMBER, 1918

DØDEN LÆNGE LEVE

- Sergent. - Premierløjtnant.

Rekognosceringsopgave.

Jamen... tyskerne afventer jo også afslutningen.

Så er der jo ingen grund til bekymring.

Thérieux og Grisonnier.

Thérieux! Grisonnier!

Han havde valgt den gamle Grisonnier -

- og en rædselsslagen knægt, der lige var ankommet. Thérieux.

Rekognoscering. Fjendens frontlinje.

- Afgang. - Hørte De, hvad der blev sagt?

Rekognoscering af frontlinjen i fuldt dagslys. En absurd ordre.

- Og? - En ordre er en ordre.

KÆRE CÉCILE

Grisonnier og Thérieux var blevet skudt.

Kort efter, som om det var planlagt, blev vores kanoner affyret.

Naturligvis besvarede tyskerne angrebet.

Til kanonerne! Hen til stigerne!

Og så gik vi til angreb. Vi var rasende.

Til angreb! Til angreb!

Lig stille!

Til angreb! Til angreb, soldater!

Thérieux. Grisonnier...

De var blevet ramt i ryggen. Forstår De?

Pradelle.

Det var ham, der havde skudt dem.

Nu er jeg død.

Er De død?

Det er en talemåde.

Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i et hul under en død hest.

Den blev min redning, da jeg ikke længere kunne trække vejret.

En båre! En båre!

Hjælp mig. Hjælp. Hjælp...

Hjælp. Nej, hjælp...

Krigen er ikke slut.

- Giv ham noget morfin. - Det vil få frygtelige konsekvenser.

- Værre end det der? - De må udvise mod.

Han led også.

Hr. Péricourt. Det er til Dem, hr. Péricourt.

MOR

SKIDERIK

SKIDERIK

SKIDERIK

Hold da op, du har sovet som en sten.

Det er effektive sager.

Tag det ikke ilde op, men jeg har kigget på dine tegninger. De er fantastiske.

De er mærkelige, men jeg kan godt lide dem. Det er mærkeligt, ikke?

Hvad er det, du vil? Vis mig det med hænderne.

Vinduet?

- Så er der mad. - Deres ven virker lidt sløv.

Det synes jeg ikke. Han slapper bare af.

Forsigtig...

Jeg kommer tilbage om en time.

Hun får det til at lyde, som om det er noget godt.

Jeg har sørget for din overflytning. Du rejser i morgen.

Bare rolig. Du skal ind på et hospital i Paris.

De kan lave proteser, så man slet ikke kan se noget.

Vil du ikke have en protese? Édouard... Du kan ikke tage hjem sådan her.

Vil du ikke hjem? Hvad er det, du vil?

Tegningerne?

JEG VIL IKKE SE MIN FAR

Din far elsker dig da stadig.

Han bliver da glad for at se dig, selv om dit ansigt er lidt medtaget.

Hold op.

Det gør ondt.

Vil du have, at jeg skal slå dig ihjel?

Édouard...

Du har kæmpet for at overleve i fire år, og nu, hvor krigen er slut, giver du op?

Mange vendte ikke hjem efter krigen. De var ikke døde -

- men lod sig bare slette fra arkiverne.

Édouard ville have mig til at slette ham fra arkiverne.

På listen fra november 1918 kunne jeg finde mænd -

- hvis familier ikke var blevet informeret endnu. Nyligt afdøde.

Jeg skulle bare finde en, ingen ville savne.

Det lykkedes. Eugène Larivière var opvokset på et børnehjem.

Med den baggrund er der ingen, der bekymrer sig om en.

Så Édouard Péricourt omkom den 9. november 1918.

Og Eugène Larivière? Tja, han fik det bedre.

Eugène Larivière? Er du med? Eugène Larivière.

Pas på Eugène, drenge.

Han har en overflyttelsesbevilling.

Skrid. Du har ingen bevilling.

Her er hans soldaterbog. Eugène Larivière.

Og seks ampuller morfin. De har bare at være der, når han når frem.

- Det gælder som et kindkys. - Vi kører nu.

Farvel, Eugène.

Derefter skrev jeg et brev til hans familie.

De skulle ikke høre det fra militæret. Deres breve indeholder aldrig godt nyt.

Så jeg skrev et brev til dem.

Jeg synes faktisk, at det blev helt godt.

Kære hr. og frue. Jeg hedder Albert Maillard. Jeg er venner med Édouard.

Jeg beklager at måtte fortælle jer, at han døde i kamp den 9. november 1918.

De modtager også besked fra militæret, men vid, at han døde som en helt -

- i kampen mod fjenden. Han var fantastisk.

Édouard bad mig give Dem sin skitseblok, hvis der skete ham noget.

Og eftersom der er sket ham noget, får De den her.

Édouard er stedt til hvile på en stille og smuk kirkegård.

Ærbødige hilsner, Albert Maillard.

Dette er en gave fra staten. Den er blød og let.

Hvis De vælger en med moustache... Se, hvor elegant.

- Dette er en ældre protese. - Bedre materiale. Spektakulært...

Det er en svær operation, men resultatet bliver flot.

Herfra og dertil på ét år. Og herfra og dertil på to år.

Det er enestående kirurgi, og jeg skal nok hjælpe Dem.

LORT

Og jeg skrev til min forlovede, Cécile, at jeg snart ville blive hjemsendt.

Men jeg skrev det først i marts, og krigen sluttede i november.

Hvad er der galt? Er der et problem?

- Er der noget galt med mit billede? - Det ligner dig ikke.

- Det er bare taget før krigen. - Var du med?

- Jeg står jo her. - Der er snyltere overalt.

- Krigssnyltere? - Også det, ja.

Giv agt!

Rør!

Øjeblik. Han skal ingen steder lige nu.

- Hvad? - Kom med mig.

Denne kvinde er interesseret i Deres faldne kammerat.

Mit navn er Madeleine Péricourt. Jeg er Édouards søster.

Hun vil gerne bede en bøn ved sin brors grav.

- Er den langt væk? - Hun vil vide, om den ligger langt væk.

Det er mørkt, før vi når frem. Vil De bede i mørke?

Hun må vel bede, når hun har lyst, ikke?

- Jo, naturligvis. - Fint. Vis vej, så følger vi efter.

Jeg skal nok eskortere Dem, frøken.

Bliv der, Maillard.

De ville hente liget. Men det var både umuligt og forbudt.

Lig skulle blive på slagmarken ifølge loven. Ikke at Pradelle hang sig i det.

Hvad er det, jeg hører? Er Deres kammerat Péricourt død?

Sidst jeg så ham, havde han det fint, bortset fra lidt tandpine.

Han så alt ved bjergside 113. Hvis der sker mig noget, siger han det.

På trods af, at han er død?

Pierreval-kirkegården ligger 30 km væk. Den er stor, så udvalget er enormt.

Find et lig til søsteren, så er vi kvit. Lad os komme af sted, menig Maillard.

Javel.

Det er her!

Undskyld...

Jeg vil gerne se ham.

Alt i orden.

Nå? Hvordan ser han ud?

Det er en senegalesisk infanterist.

Velkommen til familien Péricourts gravkammer, Snehvide.

- Pradelle talte hende fra at se broren. - Og?

De tog liget. Han ligger sikkert i familien Péricourts gravkammer nu.

PARIS, NOVEMBER 1919

Jeg fandt et logi i Paris. Banken ville ikke genansætte mig -

- så jeg tog hvad som helst. Efter to år i en skyttegrav var jeg ikke kræsen.

Jeg hentede også Édouard. Han var jo død, så han kunne ikke tage hjem.

Det største problem var morfinen.

Der var morfin overalt, for der var mange, der blev såret under krigen.

Hvad gjorde De så?

Krigen lærte mig at slås mod uskyldige.

Og sådan skaffede jeg morfinen. Jeg skammede mig.

- Hvorfor? - Fordi de var veteraner. Ligesom mig.

Men de var handicappede, og de solgte deres morfin for at undgå at sulte.

Og jeg gik direkte efter dem.

Har du ikke lyst til at tegne mere? Se.

Jeg har skaffet papir og et staffeli, og jeg har gjort dine ting klar.

DAMPIERRE MILITÆRKIRKEGÅRD

- Ærligt talt, hr.! - Mudder minder mig om skyttegravene.

Det forstår De ikke. Men det ville han gøre.

- Hvem er han egentlig? - Undskyld?

Ernest Blachet. Korporal, 133. regiment. Døde for Frankrig den 4. september 1917.

E-13. Simon Perlatte. Menig soldat. 6. armé, død den 16. juni 1917.

- Og? - Hvad mener De?

Deres mænd har placeret kisterne forkert, hr. d'Aulnay-Pradelle.

- Hvorfor har mine kinesere gjort det? - Fordi de ikke kan læse.

Fordi De til dette arbejde har ansat folk, der ikke kan læse.

Kan I ikke læse?

Det passer. De fjolser kan ikke læse.

- Men hvad betyder det? - Hvad?

Når familierne kommer på besøg, tjekker de jo ikke, hvilket lig der ligger hvor.

Vent lidt. Vi må da respektere de døde.

Respekt? Siger De, som i to måneder har ladet analfabeter begrave de døde?

Det er Deres folk, der har begået fejl.