Prehistoric Planet

Et af de mest bemærkelsesværdige dyr, der nogensinde har levet,

og i hvert fald et af de mest berømte, er dinosauren.

Tyrannosaurus rex.

Et dyr, der sætter gang i fantasien hos os alle.

Hvilken slags dyr var det?

Hvordan så den ud? Hvordan levede den?

Videnskabelig forskning har nu besvaret disse spørgsmål

og ikke kun om T. rex,

men om de andre arter, der levede samtidig med den.

Og den nyeste billedteknologi giver os mulighed for at vække dem til live.

Planeten Jorden for 66 millioner år siden.

Himlen er fyldt med flyvende kæmper.

I havene patruljerer kæmpemæssige reptiler i dybet.

Og på landjorden lever alle slags dinosaurer

i evig kamp for overlevelse.

Vi ved nu en masse om den verden, som blev regeret af dinosaurerne.

Her er deres historie.

De sydlige kyster ud til det store indlandshav, der deler Nordamerika i to.

Og sporene efter landjordens største rovdyr.

En Tyrannosaurus rex tager sig en svømmetur.

Hule, luftfyldte knogler og stærke bagben gør T. rex til meget effektive svømmere.

Det her er en voksen han med sine unger.

Afkommet er netop gamle nok til at følge ham på en rejse

til en af de mange øer, som ligger langs denne kyst.

Det er en ret kort tur, men den kan stadig være farlig.

En mosasaur.

En enorm havøgle, over dobbelt så stor som en tyrannosaur og vejer over 15 ton.

Det er verdens største rovdyr.

Normalt står skildpadder på en mosasaurs menu.

Men kuldet her ville være en kærkommen snack.

En voksen T. rex kan selv i vand forsvare sig meget effektivt.

Men ungerne skal holde sig tæt på.

Tyrannosaurus rex mister ofte mindst to tredjedele

af deres oprindelige kuld på cirka 15 i løbet af det første år.

Nu er der kun fire.

Øen giver dem sikkerhed og føde.

Kæmpeskildpadder på to ton er her for at bygge rede.

Men det er den her, der har lokket ham til.

Den er død, og tyrannosauren har lugtet det rådnende lig.

Hvis han kan nå ind til bugen, har han over 900 kg nemt kød.

T. rex har naturens stærkeste kæber.

Den kan bide med en kraft på over fem ton.

Ungerne er ivrige efter at smage, men han vil ikke dele.

De må lære at jage selv.

Stranden ser dog ikke særlig lovende ud.

Men som aftenen falder på, begynder tingene at ændre sig.

Skildpaddeunger udklækkes i sandet og skynder sig ned mod havet.

De unge T. rex er kommet med ud til et ideelt sted at øve sig.

Nyudklækkede skildpadder har den perfekte størrelse for en nybegynder.

Det betaler sig altid for en jæger at være nysgerrig.

Der er meget at lære.

Og her er mad nok til at mætte både forælder og unger.

Og hvis alt andet svigter, kan man altid stjæle maden fra en anden.

Over hele kloden

dækker disse lavvandede kystområder over 40 millioner kvadratkilometer.

Langt mere end selv det største kontinent.

Det, kombineret med vandets rigdom, gør dem til meget vigtige levesteder.

Hvor landjorden møder havet,

stiger næringsstoffer op fra dybet og skaber en overflod af liv.

Det er særligt rigt her i det nordlige Atlanterhav,

hvor enorme fiskestimer kommer tæt på kysten.

Én slags dyr trives især disse steder og danner kolossale kolonier.

Flyveøgler. Pterosaurer.

Her på Nordafrikas strande findes der syv forskellige arter af dem.

De kommer her for at æde, hvile sig og opfostre deres unger.

Tethydraco har tilpasset sig til at opholde sig på jorden,

hvor de ikke blot bygger deres reder, men bliver og beskytter afkommet.

Og deres unger har hårdt brug for beskyttelse.

Phosphatodracos dolkenæb.

Et 2,75 meter højt rovdyr, der spankulerer rundt i kolonierne

og leder efter en chance for at snuppe en ubeskyttet unge.

Men nogle typer flyveøgler egner sig mindre godt til livet på land.

De har en lidt anderledes redestrategi.

De placerer deres reder, hvor de får mindre opmærksomhed fra rovdyr.

Afsidesliggende klipper som disse er ideelle.

Flyveøglens æg er læderagtige og kan nemt tørre ud,

så de skal dækkes til.

Under denne bunke tang er der noget, der rører på sig.

En lille nyudklækket Alcione -unge, under ti centimeter høj

og med en vægt på under 60 gram.

Deres mødre lagde æggene her for cirka to måneder siden.

Deres pippen synkroniserer udklækningen.

Det er sikrest at være mange.

Deres første instinkt er at klatre.

Nyudklækkede unger fra hundredvis af reder samles på klippetoppen

og gør klar til deres første flyvetur.

Men deres vinger er ikke færdigdannede.

Knoglerne i den lange finger, der støtter vingemembranen,

skal først rettes ud og hæftes sammen, og det tager nogle timer.

Men de kan ikke blive her længe.

Deres knogler er ekstremt lette, op til 90 procent luft,

så det kræver ikke så mange kræfter at lette.

Alligevel er testflyvninger afgørende.

De får kun én chance for at gøre det rigtigt, når de kaster sig ud i det.

Klippesiden skaber opdrift, og det kan hjælpe.

Så det kan betale sig at samles der mod vindretningen og ind mod fastlandet.

Men ingen virker helt klar til at tage springet.

Indtil en af ungerne til sidst viser vejen for de andre.

De flyver ikke mod stranden og kolonien.

De skal over til tågeskoven, der ligger bagved.

Barbaridactylus.

Stærke rovflyveøgler, som normalt fanger fisk.

Men ungerne er for gode at gå glip af.

En måde at undslippe på er ved at folde vingerne og styrtdykke.

Men når de taber højde, bliver det sværere at nå skoven.

En nødlanding i kolonien.

Ikke et godt sted for en unge alene.

En heldig overlevende fra den første bølge af unger...

...stadig på vej i den rigtige retning.

I sikkerhed.

Af ungerne, der forlod tangbunken, når kun få så langt som hertil.

Men for dem

giver skoven al den beskyttelse og føde, en ung flyveøgle har brug for.

De næste fem år vil det her være deres hjem.

Så er de store nok til at slutte sig til de voksne

og fange fisk ude på åbent hav.

Nogle havdyr, som tilbringer hele livet med at fiske på åbent hav,

må ind imellem ind på kysten med et helt særligt formål.

I vandene omkring det druknede kontinent Zealandia

er en lang rejse slut.

Det her er tuarangisaurer,