Into the Fire: The Lost Daughter

Læg et stykke mere på bålet.

Det ligger godt lige her.

Ja.

Forsigtig.

Det ser godt ud.

Historien handler ikke om mig.

Den handler om et forsvundet barn.

Mit forsvundne barn.

Hele mit liv ledte jeg efter hende.

Men jeg vidste ikke, hvad der var sket.

Hun forsvandt bare.

Det har været en lang og svær rejse.

For min datters sag var ikke uopklaret. Den var ikke blevet efterforsket.

Og det gjorde mig rasende.

Men vrede er en motivation.

Jeg kom dertil, hvor jeg bare måtte finde hende i live.

Jeg er ligeglad med, om jeg skal hele verden rundt.

Man kan altid bruge vreden som drivkraft.

Den skal ikke næres. Den skal ikke sove.

Den dræber dig måske.

Vil du have noget gjort, så bliv vred.

Det her bliver afsluttet.

Jeg finder hende.

Du får den frække.

- Er det fint? - Ja.

Jeg er klar.

Jeg mødte Ed i 1991. På den gammeldags måde i baren.

Cathy var i sin sygeplejerskeuniform. Hun var sygeplejerske i New Orleans.

Hun forlod baren, og ingen af os troede, vi skulle ses igen.

Tre dage senere mødte vi hinanden igen, og siden da var vi sammen.

Hun sagde sit job op, lejede en trailer, pakkede alle sine ting og sin hund,

og kørte fra New Orleans op til det her hus i Massachusetts.

Undervejs stoppede vi ved kirken på University of Virginia,

og så var vi gift, ti uger efter vi mødte hinanden.

Det er 32 år siden.

Vi havde været gift i en måned,

da hun sagde, at hun havde fået et barn, som hun havde bortadopteret.

Det er hjerteskærende, at jeg har gjort det.

At jeg lod det ske for hende og for mig selv.

Hun var den smukkeste baby nogensinde.

Helt skaldet.

Smukke øjne.

Jeg var kun 16 år, da jeg fik min datter i 1974.

Og det var gået op for mig, at jeg skulle vænne hende af med bleen.

Jeg skulle lære hende at spise selv.

Jeg skulle gøre alle de ting, en voksen gør,

og som jeg var usikker på.

Jeg var meget sårbar. Og min mor trængte mig op i en krog.

Hun sagde: "Du må bortadoptere hende. Du kan ikke tage dig af hende."

"Du ved ikke, hvad du laver."

Jeg kunne ikke bevise, at jeg var mit barn værdigt.

Og jeg blev overtalt til...

Hun ville få de bedst tænkelige adoptivforældre,

hvis jeg bortadopterede hende som spæd.

Jeg kunne i det mindste gøre det her for hende.

Hun fortjente det.

Så jeg veg tilbage.

Jeg afleverede min datter til adoptionssystemet i Norfolk, Virginia,

så hun kunne få et bedre liv.

Hun var kun ni måneder gammel.

Gennem hele mit liv har jeg tænkt på hende.

Men det var en anonym adoption.

Så jeg ved ikke, hvad der skete med hende. Hun ledte aldrig efter mig.

Femogtredive år senere, i 2010, får jeg et brev fra adoptionsbureauet.

Jeg troede, der ville stå, at min datter ledte efter mig.

Og jeg tænkte bare, at nu sker det.

NORFOLK SOCIALFORVALTNINGEN

I stedet fandt jeg ud af, at min datter forsvandt for 21 år siden,

i 1989, da hun var 14 år gammel.

Jeg fik at vide, at et uidentificeret lig, der blev fundet ved en majsmark,

måske var min datter.

Alt blev bare tomt.

Adoptionsbureauet meddelte mig straks,

at der havde været en kriminalbetjent hos dem angående denne Jane Doe,

og at politiet havde brug for mit DNA til at identificere hende.

Så jeg gav dem mit DNA.

De fortalte mig, at jeg måtte vente et stykke tid.

Jeg var i vildrede.

Hun havde været forsvundet i 21 år, da de fandt mig.

Jeg kunne ikke bare sidde og vente på, at mit DNA skulle bekræfte,

at det var hendes lig.

Så jeg kontaktede politiet og adoptionsbureauet.

Men de ville ikke sige, hvad min datter hed,

eller hvor hun forsvandt fra.

Jeg havde ingen rettigheder.

Jeg kunne ikke sige: "Det er min datter." Det havde jeg ikke ret til.

Så jeg tænkte: "Jeg finder selv ud af, hvad der er sket."

Jeg havde kun min datters fødselsdag.

Så jeg sagde til Eddie:

"Søg på computeren efter et forsvundet barn med hendes fødselsdag."

Jeg brugte under ti minutter på den her hjemmeside,

da jeg fandt en forsvunden person med den samme fødselsdato.

Den 23. juni 1974.

Hun var den første på listen over savnede

fra Michigan State Politi.

Jeg gav hende navnet Alexis Miranda Badger.

Hendes navn var blevet ændret til Aundria Michelle Bowman.

Jeg fandt ud af, at hun havde boet i Hamilton, Michigan.

FORSVUNDET I MARTS 1989

Jeg så på hende og tænkte:

"Jeg kender ikke det menneske."

Jeg husker et spædbarn.

Men da jeg så hendes øjne og...

Hun ligner mig. Hun er min. Min lille pige.

Jeg ledte på internettet efter hende.

Jeg kunne ikke finde hende, eller adoptivforældrene, nogen steder.

Intet.

Jeg besluttede at åbne en Facebook-side, "Find Aundria M Bowman".

For jeg vidste, at folk leder efter deres gamle high school-kammerater.

Så skal der arbejdes.

Hvorfor indlæser den ikke?

Jeg vidste intet om computere, da det hele begyndte.

"Velkommen, medlemmer."

"Hvis nogen af jer var Aundrias nære venner, vil vi gerne høre fra dig."

"Send os en privat besked

til denne Find Aundria M Bowman Facebook-side. Tak."

Pludselig begyndte det hele at ske.

JEG KAN GODT HUSKE DIN DATTER.

HEJ, JEG HEDDER JOHN.

JEG KENDTE DIN DATTER.

AUNDRIA GIK TIL MUSIK MED MIG.

VI TOG DEN SAMME SKOLEBUS.

JEG TÆNKER TIT PÅ, HVOR HUN ER.

Jeg kontaktede Cathy med det samme for at give hende flere oplysninger.

Aundria blev adopteret af Brenda og Dennis Bowman.

Vores familie elskede hende.

Brenda er min mands kusine.

Vi gik på den samme skole i Muskegon, Michigan.

Brenda var mere stille

og holdt sig meget for sig selv.

Brenda og Dennis mødte hinanden, da hun gik i gymnasiet.

De faldt for hinanden.

Det var nok Brendas første kæreste.

Ja. Da hun dimitterede fra gymnasiet, var Dennis i flåden.

Før jeg tog afsted på militærtjeneste, sagde jeg til Brenda...

Jeg havde mødt hende et år tidligere.

Jeg sagde: "Når jeg kommer hjem fra rekrutlejren på orlov,

vil du så forlove dig med mig?"

Jeg vidste, hun var den eneste ene, lige da jeg mødte hende.

Vi blev gift i 1971.

Han blev udstationeret i San Diego.

Vi boede der i et halvt år.

Jeg kunne vælge mit næste tjenestested.

Vi kom til Norfolk, Virginia.

De prøvede at stifte familie.

På det tidspunkt fortalte de mig, at jeg havde en dobbelt livmoder.

"Chancen for, at du bliver gravid, er nok meget lille."

Så vi søgte om adoption.

Det tog os...

Jeg ved ikke hvor mange år.

Socialrådgiveren ringede en morgen og sagde: "Vi har en baby. Fem måneder."

Hun ringede dagen efter og sagde: "Jeg begik en fejl."

"Kan vi ikke få hende?"

"Hun er ti måneder gammel." Det var okay.

Vi adopterede Aundria.

Vi håbede ikke på noget, men så kom miraklet gennem adoption.

Hun var altid fars pige.

Hun var det sødeste barn nogensinde.

Ja, Aundria var en sød lille pige.

En gave fra Gud til denne familie, som ikke kunne få børn.

Brenda og Dennis flyttede fra Virginia tilbage til det vestlige Michigan.

Hamilton er et lille lokalsamfund.

Hamilton er en stille, søvnig by,

der ligger tæt på Holland.

Der sker intet slemt i Hamilton.

Tankstation, masser af kirker, skolen og en købmand.

Det var kort sagt, hvad der var i Hamilton.

En lille by.

Alle kendte hinanden.

Man skulle gå i kirke.

Hvis man trådte uden for den norm, blev man betragtet som anderledes.

Brenda og Denny gik i kirke hver søndag.

De var begge søndagsskolelærere.

De ville gerne have flere børn.

Nogle år senere var jeg hele tiden syg.

Denny kom hjem fra arbejde og lagde en graviditetstest.

Jeg sagde: "Mon dog. Vi har en 13-årig adoptivdatter."

Jeg stod op om natten og tænkte: "Jeg kan lige så godt tage den."

Så var jeg bare...

Det var fars dags-weekend,

så jeg gik tilbage og sagde: "Vågn op, far."

Aundria var henrykt, da Vanessa blev født.

Hvor vidunderligt. Nu har de en familie.

Så kom 1989. Aundria gik i high school.

Vores high school var lille.

Den var fast sammentømret. Ligesom byen.

Der var sportsinteresserede, og der var en kristen gruppe,

og så var der stenerne,

og så var der dem, der var udenfor.

Jeg var en af dem, der var udenfor.

Der var meget grimt hår i 80'erne.

Jeg husker, man vaskede hår aftenen før,

så skulle der hårspray i, børstes i modsat retning, krølles,

sprayes, og så om igen næste morgen.

Vores hår var enormt. Det var frygteligt.

Aundria var sjov.

Jeg var hjemme hos hende. Vi lyttede til Cyndi Lauper og Madonna på hendes værelse.

Vi var på værelset og skruede op for radioen.

Vi begyndte at danse rundt og sang "Girls Just Want to Have Fun."

Aundria var udadvendt.