The Unbearable Lightness of Being

Tilværelsens ulidelige lethed

I Prag, i 1968, boede der en ung læge, der hed Tomas...

-Tag dit tøj af. -Hvad?

Jeg sagde, tag dit tøj af.

Men du så det hele i aftes.

Men der er noget, jeg må undersøge.

Det tager kun tre sekunder.

-Den sjover. -Hvordan gør han det?

Et, to...

tre.

Men den kvinde, der forstod ham bedst, var Sabina...

Jeg må af sted.

Bliver du aldrig natten over i en kvindes hus?

Aldrig.

Hvad så, når der er en kvinde i dit hus?

Jeg siger til hende, at jeg lider af søvnløshed.

Hvad som helst.

Desuden er min seng meget smal.

Er De bange for kvinder, doktor?

Naturligvis.

Jeg synes virkelig om dig, Tomas. Du er lige det modsatte af forlorenhed.

I forlorenhedens rige...

ville du være et monster.

-Nej, vent. -Sabina, jeg må af sted.

Nej, vent. Vent.

Nå, hvad er jeg så?

Et monster.

Tomas blev sendt til en kurby for at udføre en operation...

Værelse nummer 6.

Så går det løs.

Cognac?

-Vil De sætte det på hotelregningen? -Ja, naturligvis.

Det var da pudsigt.

-De bor på værelse 6. -Og?

Og mit skift slutter klokken 18.00.

Og klokken 18.00 skal jeg være tilbage i Prag.

Tja...

omkring klokken 18.00.

Jeg kommer tilbage. Vent.

Vent.

-Det her er altså min bænk. -Deres bænk?

Ja, jeg kommer her hver dag for at læse, til lige præcis denne bænk.

Er det ikke pudsigt?

Jo.

-Hvad læser De? -Anna Karenina, af Tolstoj.

Ja, dén Anna Karenina.

Ja.

Jeg ville være kommet tidligere, men min mor...

Bor De hos Deres mor?

-Jeg har tjekket ud af mit værelse. -Tager De af sted?

Ja, det bliver sent.

Jeg kom bare for at udføre en operation.

En af mine kolleger skulle være kommet...

men han kom til skade. Så...

Nå...

måske kommer jeg tilbage en gang.

Hvorfor ville De komme tilbage hertil? Her er så kedeligt.

Ingen her læser. Ingen her diskuterer noget som helst.

Ved De, hvad jeg mener?

Ja.

Ja, det gør jeg.

Nå...

Det var dejligt at møde Dem. Farvel.

Tomas.

Tomas!

Søger du kun efter nydelse?

Eller er hver kvinde et nyt land...

hvis hemmeligheder, du ønsker at opdage?

Du vil vide, hvad hun vil sige under elskovsakten.

Eller hvordan hun vil smile.

Hvordan hun vil hviske...

stønne, skrige...

Måske de allermindste...

detaljer, man slet ikke kan forestille sig.

Bittesmå ting, der gør én kvinde...

aldeles ulig en hvilken som helst anden.

Hvad er min detalje, doktor?

Din hat, Sabina.

Hatten...

kommer fra min bedstefars bedstefar.

Han levede for længe, længe siden.

For længe siden.

Tomas.

Hvad kigger du på?

Dine øjne.

-Goddag. -Goddag.

Nå, De er i Prag.

Jeg er lige ankommet.

Jeg skal besøge nogle venner. Jeg er her i forretningsøjemed.

Jeg leder efter et andet job.

-Hvorfor kommer De ikke ind? -Er De alene?

Ja.

Tag dit tøj af.

Undskyld mig.

Jeg må være blevet forkølet på togrejsen.

Måske skulle jeg undersøge dig. Kom her.

Er mine hænder kolde?

-Jeg er meget kilden. -Gør det ondt der?

Kig op. Ned.

Venstre.

Højre.

Bare rolig.

Jeg er læge.

Lidt højere op.

Sådan.

Ånd ind.

Igen.

Host.

Det er fint.

Op med sig.

Det ser fint ud det hele.

Fint.

Åbn din mund.

Hej.

Tomas?

De har ringet fra Geneve. De tilbyder dig stadig det job.

Hvorfor skulle jeg tage til Geneve? Alt er fint her.

Det håber jeg.

Tror du, at russerne ikke vil blande sig? Tænk på, hvad der skete i Ungarn.

Det kunne de slet ikke. Verden ville ikke tillade det.

Desuden har vi socialisme med et menneskeligt ansigt.

Hvem kunne være imod det?

-Min patient er her. -Hvem? Man må ikke have grise her.

-Jeg sagde, at han skulle vente i lastbilen. -Men vi gør en undtagelse.

Goddag, doktor. Du er vel ikke vred på mig fordi jeg tog Mefisto med?

-Se, en gave til dig. -Vidunderligt. Tak!

Så, Pavel.

-Vi opererede for en måned siden? -Ja.

-Nogen smerter? -Nej.

-Svimmelhed? Hovedpine? -Nej.

Godt. Du må gerne tage tilbage til din gård.

Vi skal bare lige foretage en lille procedure for at erstatte kraniestykket.

Hvornår skal jeg regne med, at du kommer i aften?

Beklager, jeg kan ikke komme i aften.

Det var ærgerligt.

Hvad med i morgen eftermiddag?

I morgen aften.

Så passede det, hvad jeg hørte. Der er flyttet nogen ind hos dig.

-Nej. -Jeg har mine spioner.

Farvel, doktor.

Den er her ikke.

Du må være kommet uden din sok.

Hvordan kunne jeg komme uden den? Jeg ville ikke kun have én sok på, vel?

Du har været meget åndsfraværende på det sidste. Du har altid så travlt.

Du kigger altid på dit ur.

Jeg vil låne dig en af mine strømper.

-Skal jeg tage den på? -Det er koldt udenfor, doktor.

Du synes, at jeg gør noget fjollet.

Måske. Hvordan kan jeg vide det?

Hvad taler du om?

Tereza.

Hvis jeg havde to liv...

kunne jeg invitere hende til at bo hos mig i et liv.

I det andet liv, kunne jeg smide hende ud.

Så kunne jeg sammenligne dem og se, hvad der havde været det bedste at gøre.

Men vi lever kun én gang.

Livet er så let.

Som et omrids, vi aldrig kan...

udfylde eller rette.

Gøre bedre.

Det er skræmmende.

Hør her, Sabina, hun leder efter noget at lave her i Prag, og jeg...

Vil du have mig til at hjælpe hende?

Hun har ingen uddannelse, men tager smukke billeder.

Jeg tænkte, om du måske...

Du mener...

at du vil have mig til at hjælpe dig.

Kom indenfor, Tereza.

-Lad os få noget te. -Ja. Kan du ikke lave noget?

Jo, selvfølgelig.

Der er meget rodet her.

Jeg prøver altid på, ikke at knytte mig for meget til et sted...

til genstande...

eller til mennesker.

Tereza, kom herover.

Jeg vil vise dig nogle billeder.

-Kender du Man Ray? -Nej.

Jeg kan godt lide...

jeg kan rigtig godt lide dette her.

Det her er Lee Miller.

Hun er så...

Hun er så smuk.

Tomas siger, at du er fotograf.

Der foregår så meget ude i gaderne, som man kan tage billeder af.

Jeg kan hjælpe dig med at få dem offentliggjort.

Jeg elsker de her billeder.

De forsøgte at lave noget anderledes.

De søgte efter en ny skønhed.

Ja.

Noget højere.

Her er den te, jeg lavede.

Hvad er der? Tereza? Hvad er der?

Jeg havde en drøm.

Jeg var hjemme hos hende.

Sabina. I hendes atelier.

Og du elskede med hende.

I hendes store seng.

Du tvang mig til at stå ovre ved en væg...

og slet ikke bevæge mig.

Du tvang mig til at se på.