The Last of the Sea Women

CHEJU-DO SYDKOREA

Jeg er haenyeo.

Haenyeo'er dykker i havet og høster havdyr

kun ved at holde vejret.

Havet giver haenyeo'er føde,

og det føles som vores mødres arme.

Men det er mere end det.

Det er et kald at være haenyeo.

Haenyeo'er er havets vogtere,

og vi har vogtet havet i mange hundrede år.

Cheju-do er haenyeo'ernes hjem.

Cheju-do er berømt for tre ting.

Klipper.

Vind.

Og kvinder.

Den anden vej.

En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte.

Ryst hofterne.

Syv og otte!

Ikke spille smukke. Gør som mig!

Hvis er den her? Tag den.

Alle ombord!

Der er en masse gråbynke her. Giv mig noget.

Det er et job, man lægger hele hjertet i.

Det går i arv fra vores mødre og bedstemødre.

Selvom det er koldt, og vi ikke har lyst, dykker vi alligevel.

Det er i vores knogler.

Vi er jo trods alt kvinder.

Tror du, at du kan komme op?

- Jeg bærer den. - Vi gør det sammen.

Læg den derovre.

Men havet har ændret sig, og haenyeo'erne forsvinder.

Jeg føler, at haenyeo-kulturen er ved at smelte.

Spørg ikke

Spørg ikke om min alder

Jeg har intet opnået I min flygtige ungdom

Førhen brugte vi robåde

i stedet for motorbåde for at dykke omkring den ø.

Og vi sang, mens vi roede.

Hvad skal jeg gøre Når min ungdom blegner?

Sådan er livet i den her verden

Godt gået!

Hey, chef! Hvad er klokken nu?

Halv otte!

Så arbejder jeg i fire timer og kommer op.

Jeg håber, at du fanger en masse!

Det skal jeg nok!

I starten kunne jeg ikke svømme.

Jeg kunne ikke engang svømme, men jeg elskede havet.

Jeg prøvede at undgå at lave mine pligter. Min mor hundsede rundt med mig derhjemme.

Men når jeg var i havet, var jeg fri og kunne lege.

Så jeg lærte at være haenyeo som 16-årig.

Min mor pressede mig til at blive gift som helt ung.

Jeg var så lydig, at jeg gjorde, som hun sagde,

og giftede mig og stoppede med at dykke. Jeg var naiv. Alt for naiv.

Min mand kunne godt lide at feste.

Måske gad han ikke arbejde hårdt, fordi han vidste, at han ville dø ung.

Så jeg blev haenyeo igen for at overleve.

Jeg har arbejdet i 52 år.

Nu hvor jeg endelig har et godt liv, begynder min krop at sige stop.

Min tegnebog er tyk, men min hud er tynd. Det er livets ironi.

Se lige!

Obunjagi. Beslægtet med søører!

Kaptajn, vi tager båden klokken otte i morgen.

LANDSBYEN GOSAN-RI

Det er hårdt for en på min alder at losse tingene.

Og det er søpindsvin, jeg hader mest.

- Hvor meget for 100 gram? - 13.000 won for 100 gram.

Det er engrosprisen. Engrosprisen.

Andre kan måske lide det, fordi man tjener gode penge.

Efter fire timer i vandet bruger jeg fire timer på at rense dem.

Er man hurtig, kan man gøre det på tre.

Så jeg er altid en byrde for mine kolleger.

Når jeg fanger en masse, føler jeg mig ikke træt.

Så føler jeg mig slet ikke træt.

Men når jeg kun får indsamlet en smule, bliver jeg udmattet og irriteret.

- Og tjener ingen penge. - Så tjener jeg ingen penge.

Men jeg er stadig glad, når jeg er i havet, uanset hvor meget jeg tjener.

Jeg bliver begejstret. Begejstret.

Før i tiden, da vi var unge, så folk ned på haenyeo'erne.

Hvis ens mand havde indflydelse i landsbyen,

sagde han: "Skal du arbejde som haenyeo og bringe skam over mig?"

Jeg var uuddannet,

så jeg ville ikke afsløre, at jeg er haenyeo.

Da vi tog til vores mænds sammenkomster, var vi de eneste haenyeo'er.

Andre mænds koner var ikke haenyeo'er og så blankpolerede ud,

men vores ansigter var mørke, fordi vi arbejdede i solen.

Vi var for intimiderede til at sige vores mening dengang.

Vores ansigter var så mørke, at makeup ikke engang kunne dække det.

Alle kunne se det.

- Det er rigtigt. - Det var meget pinligt.

Det er længe siden.

Men nu... Nu...

UNESCO anerkender os, så nu kan haenyeo'er knejse med nakken.

Jeg er meget mere stolt af at være haenyeo, end jeg var førhen.

Jeg vil gerne blive ved med at arbejde, fordi det er sjovt.

Men jeg forsøger at skære ned på arbejdsmængden,

så jeg kan bruge resten af mit liv på at være frivillig.

Goddag. Jeg er jeres guide Jang Soon Deok.

Jeg dykker i dette farvand.

Gå langsomt og forsigtigt. Her kan godt være slanger.

Bare følg stille og roligt efter mig.

Det her er nogle af vores dykkersteder.

Der er mere affald end forventet.

Affaldet hober sig op hen over vinteren.

Meget af forureningen kommer fra Kina og Japan.

Og fra fastlandet.

Da jeg var ung, så jeg aldrig affald som flamingo i havet.

Nu ligger der utallige lastbillæs af det.

Bunker af affald, der har rådnet så længe,

at der flyder beskidt væske ud af det.

Det rene hav er blevet forurenet på grund af sådan noget.

Haenyeo'er har udholdt megen modgang

for at beskytte vores hav.

Hvorfor? Fordi haenyeo'er har det bedst, når vi er i havet.

Jeg begyndte, da jeg var 20.

Jeg skulle fange mange konkylier for at forsørge min familie.

Det var hårde tider dengang, og folk var fattige.

Jeg må også have været dygtig til det dengang!

Når mit net var helt fyldt, tømte jeg det bare ved kysten

og tog ud igen.

Jeg er den bedste til at samle søpindsvin.

Det giver en god indkomst, og jeg kan være økonomisk uafhængig,

fordi jeg er ved godt helbred.

LANDSBYEN GWIDEOK-RI

Hej!

Hvor er alle henne? Klokken er seks!

Vi skal være der nu, og de er stadig på vej!

- De bad os være her klokken syv. - Sagde de syv?

- Åh nej! - Det sagde kaptajnen.

Er der risiko for, at I ikke kan arbejde i dag?

Ja, det kan godt ske. Hvis de ældre siger nej, kan vi ikke.

Man kan godt samle konkylier under de her forhold,

men søpindsvinenes pigge kan stikke en i hovedet.

De skændes. De skændes.

Hvem sagde, at vi starter klokken 07.30?

Joo Hwa! Hvorfor kommer du først klokken 06.30?

Kaptajnen sagde, at vi skulle ud klokken 06.00!

I behøver ikke at råbe.

Ikke råbe? Jeg er så sur, at jeg ikke kan lade være!

Haeng Ja, stop så. Jeg begik en fejl. Jeg begik en fejl.

Jeg begik en fejl. Jeg begik en fejl. I må meget undskylde.

Okay, kan vi komme i våddragterne nu?

- Kan vi gå derover? - Nej! Hop ind i lastbilen.

Hop ind, alle sammen.

Kom så!

Det er ikke så længe, siden vi begyndte at bruge våddragter.

Det er måske 40 år siden.

Vi måtte ikke engang have svømmefødder på dengang,

fordi vi så kunne fange for meget.

Når vi er væk, begynder den yngre generation måske at bruge dykkerflasker.

Men for nu foretrækker vi at gøre tingene på den gammeldags måde.

Hvis vi kunne arbejde i timevis, ville vi alligevel høste for meget.

Hvis man forsøger at indsamle for meget i et dyk,

tager det vejret fra en. Så dør man. Så dør man.

Og hvis man tager for langt ud på havet, bliver bølgerne meget kraftigere.

Når vi dykker, kan vi blive ført langt ud af strømmen.

Døden er altid lige rundt om hjørnet.

SOON-E KIM HISTORIKER

KOMITEEN FOR HAENYEO-TRADITIONENS BEVARELSE

Det er ekstremt vanskeligt at være haenyeo.

Især fordi det er så farligt. Det er derfor, der er så få nu.

De unge haenyeo'er har spurgt: "Hvorfor må vi ikke bruge iltmasker?"

Men sådan gør haenyeo'er ikke.

For at indsamle skal- og bløddyr

skal de holde vejret under vandet i op mod to minutter.

Trykket begynder at tage til fem meter under havoverfladen,

og det tryk er som et enormt blåt glas, der presser en ned.

Jo dybere man dykker, jo tykkere bliver glasset.

Nå man så skal op,

skal man bruge alle sine kræfter på at bryde igennem det "blå glas".

Haenyeo'er gentager den proces 100-300 gange, når de dykker.

Prøv at slå hovedet 300 gange om dagen.

Dit hoved dunker, og det gør virkelig ondt.

Når de finder døde haenyeo'er til havs,

er deresnet altid fyldt med søører og andre skal- og bløddyr.

Som om døden lokkede dem med heldets agn.

Den dag, de døde, må de havde fundet guldåren!

Jeg er træt.

Jeg er dødtræt.

Det sværeste er ikke at fange søpindsvin.

Det sværeste er at rense dem. Du har folk, der hjælper!

Men hvem hjælper mig? Skal jeg gå ud og få mig en mand?

Hvorfor ringer nogen til mig nu?

Det kunne jo være en mand!

Er det min afdøde mand, der ringer?

- Måske! - Glem det.

- Hvor? Hvor er den? - Jeg sagde: "Glem det."

- Det er sikkert ingenting. - Hvor ved du det fra?

Gå ud og find mig en mand, der kan hjælpe med at rense søpindsvin!

- Sæt et skilt på ryggen! - Hm?

"Jeg leder efter en mand, der vil rense søpindsvin!"

Gad vide, hvordan det bliver i morgen.

Vi finder nok ikke nogen søpindsvin.

Når det regner, løber spildevandet fra markerne,

gødning og pesticider, direkte ud i havet.

Vandet bliver så beskidt, at søgræsset rådner.

Det er et alvorligt problem. Der er intet tilbage at fange.

Vi bliver ældre, og det bliver sværere at tjene penge.

Hvordan skal vi klare os?