Kwaidan (怪談)

KWAIDAN

DET SORTE HÅR

Engang boede der en ung samurai i Kyoto.

Han var blevet fattig, da hans herre blev ruineret.

Han fik tjeneste hos en kommende guvernør-

i en afsides provins.

Pas på dig.

Jeg har stadig en fremtid.

En mand må tilstræbe en bedre position i livet.

Jeg kan ikke være uden en herre og rådne op her for din skyld.

Er du nødt til at forlade Kyoto?

Jeg arbejder hårdere og væver dag og nat.

Jeg vil arbejde som en slave. Jeg beder dig, bliv nu her.

Dette er min sidste chance.

Du får ikke lov til at holde mig tilbage.

Du må gifte dig med en mand fra en god familie.

Der er ikke mere at sige. Jeg er træt af at være fattig.

Fordi I rejser i morgen tidlig, bør vi nu sige godnat.

Før bruden til soveværelset.

Min datter er endelig blevet gift.

Jeg føler mig meget lettet.

- De er velkommen i familien. - Jeg takker ærbødigst.

Han er godt klar over sine pligter.

Pas godt på vores datter.

Ja.

Samuraien forstod ikke kærlighedens værdi.

Han forlod en god hustru, og giftede sig til en bedre stilling-

og bragte sin nye kone med sig.

Han gjorde det af fattigdom og ungdommelig ubesindighed.

Hans andet ægteskab blev ikke lykkeligt.

Hans nye kone var egoistisk og hjerteløs.

Når han tænkte på Kyoto, blev savnet helt uudholdeligt.

Han indså, at han stadig elskede sin første kone højere-

- end han nogensinde kunne elske sin nuværende.

Han indså, hvor uretfærdig og utaknemmelig han havde været.

Mindet om den kvinde han havde behandlet så grimt...

hendes blide stemme...

det smukke smil, de bløde og fine bevægelser...

og hendes uendelige tålmodighed...

hjemsøgte ham dag og nat.

Jeg gider ikke.

Altid det samme kedelige spil.

Jeg er så træt af det!

I kan trække jer tilbage.

De bør måske gå i seng først.

Det lader til, at Deres mand stadig læser.

Sikke en utaknemmelighed!

Det er takket være min familie, at du kan leve, som du gør.

Du har udnyttet os.

Inderst inde drømmer du om dit gamle liv.

Du ydmyger mig.

Duggen vil gøre Dem syg.

De bør gå tilbage til soveværelset-

og muntre Deres kone op.

Det er vel din opgave at tage dig af hende.

Jo, det er det måske.

Hun kan rejse hjem til sine forældre i morgen.

Jeg kan ikke udholde hendes utilfredse mine.

Sig det til hende.

Jeg var trods alt ung og dum.

Jeg vil finde hende, som jeg efterlod.

Jeg har besluttet mig for at råde bod på mine synder.

Men årene var gået.

Hans tjenesteperiode udløb.

Den 10. september kom han til Kyoto, hvor han havde boet med sin kone.

Det var midnat, og byen var tavs som graven.

Hvornår kom du tilbage til Kyoto?

Nu.

Lige nu.

Hvordan fandt du vej i mørket?

- Du må være træt. - Bliv. Du behøver ikke opvarte.

- Jeg sætter vand over. - Jeg vil intet have.

Du har slet ikke ændret dig.

Du ligner fuldstændig dig selv.

Jeg har ikke kunnet glemme dit ansigt et eneste øjeblik.

Eller din stemme, der var mig så kær.

Tilgiv mig.

Jeg var hjerteløs. En dåre.

Jeg fortjener kun din foragt.

Helt op til i dag, hvor min tjenesteperiode udløb-

har jeg længtes tilbage til dig.

Hvor har jeg fortrudt min selviskhed.

Jeg har været så ulykkelig uden dig.

Tanken om at ikke råde bod på det har pint og plaget mig konstant.

Jeg har tænkt længe over, hvordan jeg kan udbedre det.

Derfor ville jeg hurtigst muligt til Kyoto for at finde dig.

Jeg hastede igennem natten.

Jeg sætter pris på, at du kan holde så meget af en som mig.

Tilgiv mig.

Vil du ikke nok tilgive mig? Jeg var en idiot.

Vær ikke hård ved dig selv.

Jeg beder dig. Du skal ikke lide for min skyld.

Jeg har aldrig ment, at jeg var værdig til at blive din hustru.

Sig ikke det...

Jeg vidste, at det var sådan, men alligevel blev jeg en byrde.

Det var alligevel ondt at forlade dig.

Det var på grund af fattigdommen.

I øvrigt behandlede du mig godt.

Jeg bærer ingen nag.

Jeg ønskede dig kun lykke.

I min ensomhed bad jeg for det dag og nat.

- Jeg vil råde bod. - Nej...

Du er rejst helt hertil.

Blot at se dig gør mig lykkelig...

selvom det bare er for en kort stund.

Bare en kort stund?

Jeg vil sørge for, at det varer i al evighed.

Medmindre du misbilliger, så vil jeg være hos dig for evigt.

Jeg forlader dig aldrig, uanset hvad der sker.

Jeg genkender duften af dit hår.

Det samme glinsende hår.

Dine øjne.

Din fortryllende næse.

Dine bløde kinder.

Og...

Jeg har allerede glemt min sorg.

Siden du rejste herfra, er der sket meget i Kyoto.

Det kan jeg tro.

For meget til at fortælle på en nat.

Det er snart daggry.

Dette rum vækker kære minder.

Her tilbragte vi vores bryllupsnat.

Jeg husker vores nætter her. Det ville være synd at sove nu.

Jeg vil blive ved med at tale, om fortiden, nutiden og fremtiden-

- og nyde den lykke, som jeg føler lige nu.

For mig er det også som en drøm.

Jeg vil heller ikke sove og miste dig. Du er endelig hjemme.

KVINDEN I SNEEN

I en by i Musashiprovinsen-

- boede to skovhuggere ved navn Mosaku og Minokichi.

Mosaku var en gammel mand.

Hans lærling, Minokichi, var en ung mand på 18 år.

Hver dag gik de ud i skoven, som lå flere kilometer fra byen.

En bidende kold dag havnede de midt i en snestorm på hjemturen.

Færgemandens båd var efterladt på modsatte flodbred.

Det var ikke en god dag at svømme.

Jeg ville gøre det samme ved dig-

som jeg gjorde ved den anden mand.

Men jeg får medlidenhed med dig.

Du er jo så ung.

Du er en smuk yngling.

Jeg vil ikke gøre dig ondt.

Men...

hvis du fortæller nogen om det, som du har set her i nat-

- om det så er din egen mor, så finder jeg ud af det.

Og så slår jeg dig ihjel.

Husk mine ord.

Er det forstået?

Jeg går nu.

Jeg vil prøve at sælge lidt brænde og tjene penge.

Du vil ikke kunne arbejde i et godt stykke tid.

Ikke før det bliver varmere.

Du lader til at være ilde tilredt.

Spis nu din risgrød, før den bliver kold.

Du må være forsigtig i fremtiden.

Jeg så gamle Mosaku.

Det var, som om han var tømt for blod.

Man kan fryse ihjel i kulden.

En anden gang ville du ikke slippe så heldigt fra det.

Hører du efter?

Du fortæller mig intet om den nat.

Der gik et år.

Da han blev rask, genoptog han sit arbejde.

Hver morgen tog han alene ud i skoven-

- og kom tilbage med brænde ved skumringstid.

- Hvor skal du hen på denne tid? - Til Edo.

Nu?

Ja.

Mine forældre er gået bort.

Min familie kan måske hjælpe mig med at finde et arbejde.

Har du søskende?

Slet ikke?

Jeg håber alligevel, at du kan finde et godt arbejde der.

Man skal have kontakter for at få en god stilling-

selv som servitrice.

Det er måske bedre at blive gift.

Hvad med dig?

Kom.

- Jeg bor der. - Nå...

- Vil du hvile? Det er intet besvær. - Men...

Jeg bor alene med min mor.

Kom nu.

Hedder du Oyuki, ligesom "sne"? Der kan man bare se.

Det lyder besynderligt at rejse til Edo på den måde.

Er du ikke bange for at rejse på egen hånd?

Folk er ikke altid så søde.

Unge kvinder skal være forsigtige.

Så pas hellere på, at du ikke ramler ind i nogle grimme typer.

Kom nu herhen, mens det er varmt.

Oyuki fødte et smukt, lyshudet barn-

og var kendt som en god hustru.

Sneen falder, regnen falder

sneen lægger sig på tebusken ved templet...

Bed nu ved jeres farmors grav og fortæl, hvor store I er blevet.

Giv hende dine blomster.

- Hun ser lige så ung ud som altid. - Ja, virkelig.

Hun har ikke ændret sig, siden hun først kom til byen.

Det er en gåde.

- Har du været ved graven? - Ja. Det er min svigermors dødsdag.

Der kan man se.