Wild Men (Vildmænd)

Hej.

Hej. Ved du hvad?

Det er sådan, at jeg har glemt min pung.

Forstår du, hvad jeg siger? Jeg har glemt min pung.

- Kan vi finde ud af et eller andet? - Er du okay?

- Jeg har det fint. - Vil du låne telefonen?

Jeg skal bare have de her varer, og så skal jeg have cigaretter.

- Ja, men så skal du jo bruge penge. - Jamen jeg har penge.

- Jeg kommer tilbage og betaler. - Vi laver ikke den slags aftaler.

- Vi må finde ud af noget, ikke? - Vi sælger ikke øl efter kl. 20.

- Nå, okay. - Og cigaretter kræver ID.

- Hvor gammel skal man være? - 18.

- Ligner jeg en på 17? - Nej.

Ligner jeg en voksen mand, der har haft en helt almindelig dag?

Jeg er kravlet ned ad et bjerg for at komme herhen.

- Kan vi finde ud af noget? - Vi skal stadig have betaling.

Selvfølgelig. Derfor foreslår jeg, at vi laver en byttehandel.

Jeg får mine varer, jeg får tre pakker smøger. Så får du en økse.

Vi kan gøre noget endnu bedre.

Jeg får mine varer, tre pakker smøger og en flaske sprut.

Så får du et hjorteskind og en økse.

- Vi sælger heller ikke sprut her. - Han skal betale!

- Jeg sagde, at du skal betale. - Jeg skal nok betale.

- Jeg kan bare ikke finde min pung. - Vi tager Visa og MasterCard.

- Vi tager norske sedler og mønter. - Jeg har været i en butik før.

- Læg den økse fra dig. - Prøv at slappe af.

- Hvad fanden laver du? - Vi accepterer ikke skind her, okay?

Kan I hygge jer.

- Hvornår er vi der? - Tre kvarter.

- Hvad så? - Kan du finde ud af at stave?

Jeg har været der en million gange. Jeg ved, hvor det er. Guddalen.

- Spiller du dum nu? - Han er bange for at sejle.

- Jeg er ikke bange for at sejle. - Hvad er problemet så?

Det er bare mærkeligt.

Tre bumser på en færge er mistænkeligt. Folk vil kigge.

Lad mig lige ryge.

Simon... Simon!

Bashir?

Bashir! Bashir! Bashir!

Bashir!

Ah!

Undskyld. Undskyld, jeg prikkede til dig med buen.

Kan du høre mig?

- Du har ikke slået hovedet? - Nej.

Hey, hey, hey! Lad være med at røre mig. Bare...

- Er du dansker? - Ja.

- Det er du også? - Ja, ja.

Jeg tænkte også, det lød mærkeligt.

- Martin. - Musa.

Jeg har en mobiltelefon hjemme hos mig. Vi må ringe til en læge.

- Nej nej, det er fint. - Er du sikker?

- Skal jeg sy dig? - Kan du det?

Jeg har en førstehjælpskasse i min lejr. Så vi kan kigge på det.

- Er tasken det eneste, du har med? - Ja.

- Skal jeg ikke tage den? - Nej. Jeg har den selv.

- Går det? - Ja.

Så smider du bare bukserne. Så er det sgu hurtigt overstået.

- Kan du godt fikse det? - Ja, det kan jeg godt.

Men det kræver, at du ligger fuldstændig stille. Okay?

Det er sgu lidt... lidt voldsommere, end jeg havde regnet med.

Men ved du hvad, nu går vi bare i gang, ikke?

- Så skal du ligge stille. - Okay.

Ja.

Prøv lige at kigge på mig.

Ikke? Du skal ligge fuldstændig stille, ellers så får du et grimt ar.

Vent...

- Så er den første igennem. - Du skal gøre det ordentligt.

- Vi laver plastertricket. - Hvad er det?

Kan du huske, da du var lille og havde plaster på?

Skulle det tages af hurtigt eller langsomt?

- Hurtigt. - Vi syr det rigtig hurtigt.

- Og så er det snart overstået. Ikke? - Det ser klamt ud.

Lad være med at kigge i det. Bare kig op i himlen, ikke?

Ja, det er så fint. Prøv at fokusere på noget helt andet.

- Hvad har du fået til morgenmad? - Jeg har ikke fået morgenmad.

- Hvad kan du lide til morgenmad? - Ful og tameya.

Ah! Ful og tameya. Det er sådan nogle bønner.

Det kender jeg ikke. Bliver de bønner kogt eller stegt?

Ah! De bliver kogt med spidskommen og olivenolie.

- Hvad med falafel? - Tameya, det er falafel jo.

Skal du have tzatziki til det eller det her auberginemos? Ikke?

- Ja, baba ganoush. - Baba ganoush, ja.

Og så masser af chili til? Ja. Er du glad for chili?

Den er slem. Tænk på noget andet.

Prøv at tænke på chili. Prøv at tænke på masser af chili nu.

Okay.

Så. Nu må vi bare håbe, der ikke går betændelse i det.

Prøv at kigge på dine fingre. De er fucking klamme.

Vi giver den lige lidt gazebind, tror jeg. Ja.

Det skal nok vokse helt fint sammen. Ikke?

- Ja. - Så. Det er fint.

- Vandrer du meget? - Hvad mener du?

- Er det din første store vandretur? - Nå ja... Ja, første vandretur.

Jeg kan også godt lide at gå. Det får sådan tankerne på gled.

- Har du boet her i lang tid? - Ja, hvad har jeg boet her?

- Det kan jeg ikke huske. - Et års tid?

- Nej, jeg har boet her i ti dage. - Nå, okay.

- Men hvorfor? - Jeg var blevet træt af det hele.

Jeg var kørt sur i det hele. Ikke?

Så tænkte jeg: 'Du tager på eventyr.' Så tog jeg hertil. Komme lidt væk.

- Hvorfor har du det smadrede tøj på? - Jamen det er en del af eventyret.

Det er ikke meget anderledes end det, du gør, når du tager ud at vandre.

Det handler om at få tømt hovedet. Man hiver op i sig selv og siger:

'Hey, du. Hvor starter du? Hvor slutter skoven?' Ikke?

'Hvad er det for en vanvittig verden, vi lever i?'

Jeg har prøvet alt muligt. Landevejscykling og løbeklub.

Halvmaraton og en halv ironman, men jeg har ikke kunnet mærke noget.

Her kan jeg mærke noget. Jeg har været skideked af det.

Men jeg gør sgu noget. Jeg er taget herud.

Ikke?

- Øyvind. - Petter.

Jeg vil gerne have en fransk hotdog.

- Vi har faktisk to for ens pris. - Fint, så tager jeg to. Værsgo.

Ja, fortæl. Du blev angrebet af en viking? Var det sådan?

Han var dansker. Klædt ud i pels. Omtrent på min højde.

- Hvilken slags pølse vil du have? - Hvilken slags har du?

- Almindelig og chili-oste-pølse. - Hvad er det?

Det er en almindelig pølse fyldt med ost og chili.

Kan de det nu? Jeg tager to af dem. Fortsæt.

Ja, han var dansk. Brunt hår, skæg.

- Han lignede sådan en vildmand. - En vildmand?

En hjemløs vildmand. 40-45 år. Han var meget snavset.

- Vil du have dressing? - Nej tak. Dansk?

Hvad laver en dansk viking eller vildmand her? Kig på de her.

Genkender du en af dem som din viking?

Nej. Ingen af dem. Ingen af dem er viking.

Jaså. Det kunne du se. Ja. Tak skal du have.

- Den er simpelthen fuld af ost. - Simpelthen.

Det eksploderer i munden på mig. Helt fantastisk.

For fanden da.

Måske skal vi ringe efter en lugtehund.

- En sporhund? - Jeg ved ikke, om den er på arbejde.

- Hvad skulle den ellers lave? - Det ved jeg ikke. Det er en hund.

- Måske hundeting. - Flyt dig.

For helvede.

Se her. Hvad kan det være?

- Det er blod. - Det er blod. Det kan jeg også se.

- I må på skovtur. - Nej, det kan jeg ikke.

- Hvad mener du? - Jeg skal hente ungerne.

Og Berit laver får-i-kål, så det er umuligt.

- Kan vi ikke vente til i morgen? - Nej, selvfølgelig ikke.

På med gummistøvlerne. Ind og led efter dem.

- Hvad tænker du om våben? - Selvfølgelig. Find våbnene frem.

Og det skal være nu. Nu, altså.

- Nu, Eigil. - Ja.

- Hvor lang tid vil du blive herude? - Jeg skal ikke hjem igen.

- Aldrig? - Hvorfor skulle jeg det?

- Er der ikke nogen, du savner? - Jeg får det bedre for hver dag.

- Hvad så, når det bliver koldt? - Hvad så?

Så kan jeg glæde mig over, at jeg ikke skal arbejde mere.

At jeg aldrig skal åbne en postkasse eller en computer.

- Hvad er der galt med postkasser? - Hvad?

Det er jo ikke postkassen som sådan, der er problemet.

Det er det, postkassen repræsenterer.

At en postmand skal vide, hvor du bor. Ingen skal vide, hvor jeg bor.

- Prøv hende her. - Den er meget flot.

- Det er det helt rigtige trævalg. - Ej!

Jeg overvejede birk, men den har det med at bøje.

Der er det meget bedre med elm. Jeg mener, det er elm.

Der er faktisk ret mange, der er begyndt på det der.

Det der med at bo uden strøm og toilet og postkasse og så videre.

Der, hvor jeg er på vej hen, er en hel by, der gør sådan.

- Guddalen. Kender du det ikke? - Guddalen? Nej.

Det er en hel by, der lever vildmandsagtigt.

Altså med pelstøj, ud at skyde med bue og pil ude i skoven.

Det der ægte, ægte, ægte liv.

Jeg mener det seriøst. Det er en hel by, hvor de lever sådan.

Hold da kæft.

Ja, hallo? Hej, skat. Jeg sidder lige i møde lige nu.

- Vi skal lige snakke. - Ja. Lige to sekunder.

Det ved jeg da ikke. Det må være dækningen heroppe, der er elendig.

Har du ikke fået alle de beskeder, jeg har skrevet?

- Jeg har sgu skrevet alle mulige. - Jeg har ikke fået en skid.

Det er jeg ikke herre over. Det er dækningen, der er elendig.

- Jamen Anne... Hvad? - Er du sikker?

Er du okay? Du ville sige, hvis der er noget galt, ikke?

- Hvornår kommer du hjem? - Det ved jeg ikke.

Det er ikke noget, jeg beslutter. Det er jo sådan, det er.

- Er du sur? - Nej, jeg er ikke sur.

Lad være! Hop af mit ben!

Men ved du hvad? Jeg bliver sgu nødt til at løbe nu. Hej!

- Mit ben. Hop af mit ben! - Rolig!

- Giv slip. Fuck lige af. - Lig stille, så går det fint.

- Nej! Lad være! - Stop! Slip ham!

- Slip ham! - Sænk buen.

Hold kæft. Op at stå. Op med jer.

- Læg buen. - Lad være med at afbryde mig.

Han har ikke noget med det her at gøre.

Op med dig, Musa. Giv dem håndjern på.

- Lad være med at sige mit navn. - Ja. Kom.

Har du dem? Okay, okay. Prøv lige at høre her.

I skal forstå det, jeg siger til jer. Jeg var pissesulten.

Og så blev jeg kraftedeme overfaldet.

Han overfaldt mig. Han slog mig!

Musa, jeg tager med dig. Derhen til den by, du snakkede om.

- Jeg vil skidegerne se den. - Sid stille!

Så er vi dem, der er skredet. Ikke?

- Ja, ja, ja. - Så smutter vi.

- Farvel. - Bliv siddende.

Lad nu være med at pege mere på dem med den pistol der. Kom.