Obama: In Pursuit of a More Perfect Union

"Vi, folket, vil for at skabe en mere perfekt union ..."

For 221 år siden i en sal over for os samledes en gruppe mænd -

- og igangsatte med de simple ord USA's demokratiske eksperiment.

Dokumentet, de udfærdigede, blev signeret, men forblev ufærdigt.

Det var skæmmet af denne nations arvesynd, slaveriet.

Jeg valgte at stille op som præsident på dette tidspunkt i historien -

- fordi jeg oprigtigt mener, vi ikke løser vor tids udfordringer -

medmindre vi gør det sammen -

- medmindre vi fuldender vores Union ved at forstå -

- at vi har hver sin historie, men alle har samme håb.

Vi ser måske ikke ens ud og kommer måske ikke fra samme sted -

- men vi vil alle i samme retning mod en bedre fremtid -

for vores børn og vores børnebørn.

Den mening skyldes min urokkelige tro -

- på anstændigheden og gavmildheden hos det amerikanske folk.

Men den skyldes også min egen historie.

Jeg er søn af en sort mand fra Kenya og en hvid kvinde fra Kansas.

Jeg voksede op med en hvid morfar, der overlevede Den Store Depression -

- for at tjene i Pattons hær under 2. Verdenskrig -

- og en hvid mormor, der samlede bombefly i Fort Leavenworth -

mens han var udsendt.

Jeg har gået på de bedste skoler i USA -

- og boet i et af verdens fattigste lande.

Jeg er gift med en sort amerikaner, som nedstammer fra slaver -

- og slaveejere. En arv, vi videregiver til vores to døtre.

Jeg har brødre, søstre, niecer, nevøer, onkler, fætre af alle racer -

- og alle nuancer spredt ud over tre kontinenter.

Så længe jeg lever, vil jeg aldrig glemme -

- at i intet andet land på jord er min historie overhovedet mulig.

Det er en historie, der ikke gør mig til en konventionel kandidat.

Men den har i min genetiske sammensætning fastslået tanken om -

- at denne nation er mere end summen af sine dele. At vi i sandhed er ét.

Modsat påstande fremsat af mine kritikere, sorte og hvide -

- har jeg aldrig naivt troet, at vi kan overkomme raceskellet -

- i en enkelt valgperiode eller med en enkelt kandidat.

Men jeg har en klar overbevisning, som har rødder i min tro på Gud -

- og på det amerikanske folk, om, at vi ved at arbejde sammen -

- kan overkomme nogle af vore gamle racemæssige sår -

og at vi faktisk ikke har et valg.

Ikke hvis vi fortsat vil stræbe efter en mere perfekt union.

Mød Barack Obama, en Harvard-uddannet borgerretsadvokat.

Obama har opnået og set meget på sine 34 år.

Han voksede op i Hawaii og Indonesien og er en af få afroamerikanere -

- som kan prale af konkrete, levende beviser på afrikanske rødder.

Min forældre lærte mig at værdsætte forskellige kulturer.

Men tanken om, at en kultur eller race var en anden overlegen -

- lå ikke i min programmering så at sige.

Mine forældre mødte hinanden på Hawaii.

Min far var en af de første unge afrikanere -

- der uddannede sig udenlands. De endte med at blive gift og få mig.

Min far ville tage en ph.d. og fik stipendium til Harvard.

Han flyttede dertil, men afstanden besværliggjorde deres forhold.

Derudover var de et blandet par i tiden før Borgerrettighedsbevægelsen.

Min mor var fra Kansas, og hendes forældre var ret typiske -

- midtvestlige, hvide amerikanere på mange måder.

De skilte sig ud ved at vise sig at være mere åbensindede -

- og tolerante over for forskelle og mangfoldighed -

- end hvad der var alment for deres generation og den tid.

Så jeg følte mig ikke anderledes racemæssigt under min opvækst.

Hawaii var en unik form for smeltedigel.

Da jeg var seks, giftede min mor sig med en indoneser.

Vi flyttede til Indonesien, hvor jeg da følte mig anderledes -

- men mere fordi jeg var en amerikaner -

- der boede i et tredjeverdensland, end fordi jeg var afroamerikaner.

Det var nok ikke, før jeg kom tilbage fra Indonesien -

- og jeg var omkring ti år, at det blev et problem.

Jeg fik stipendium til en privatskole på Hawaii.

Da så jeg mig omkring og tænkte: "Her er ikke mange, der ligner mig."

Da Barry begyndte på skolen, blev jeg glad.

Jeg var en lille pige, der havde gået der fra 1. til 5. klasse -

- og været alene, fordi jeg var den eneste lille sorte pige.

At blive drillet konstant var meget svært for mig.

Jeg kunne ikke lide min egen hud.

Da jeg så ham, tænkte jeg: "Han er præcis som mig, men han er en dreng."

"Hans hud har samme farve, så måske vil de ikke drille mig så meget."

Min mor havde indprentet mig -

- at det at være afroamerikaner var en vidunderlig ting.

At det på en måde var noget særligt.

Som barn kendte jeg ikke min far. Han forlod min mor, da jeg var to -

- og jeg mødte ham ikke rigtig igen, før jeg var ti.

Jeg lærte ham at kende ud fra historier -

- min mor og mine bedsteforældre fortalte mig.

De var enige om, at han var den klogeste, de have mødt.

Så min forestilling om sorte amerikanere -

var nærmest udelukkende positiv.

Det er ironisk, at jeg fik en skøn indføring i sortes historie -

at en hvid kvinde fra Kansas.

Min mor nærede så megen sympati for Borgerrettighedsbevægelsen -

at det nærmest var vores religion.

Hun talte konstant om King og Malcolm -

og de kampe, der foregik i USA.

Grundet fordomme og snæversyn -

- er negere blevet holdt uden for den politiske arena -

- men jeg tror, at det vil ske i en ikke så fjern fremtid -

- at negernes stemmer vil få indflydelse nok -

- til at kunne indgå valgforbund med liberale hvide -

- og dermed få valgt en sort amerikansk præsident.

Jeg mødte først Barry Obama, da en fælles ven introducerede os.

Der var kun fire sorte elever ud af 1600 highschool-elever det år.

Barry var førsteårselev og var lige begyndt.

Vi snakkede om skolen, om piger -

- og om skolens ikkesorte piger, altså dem alle, ville gå ud med os.

Vi var vant til at være de eneste sorte, der var til stede -

og at bygge bro mellem to kulturer.

Det var bare en del af vores opvækst.

Vi havde et stående møde en gang om ugen -

- som hed "det etniske hjørne", hvilket var lidt kækt.

Vi drøftede samfundsproblemer, fordi de var vigtige for os.

Et af spørgsmålene var -

- om vi ville få en sort præsident i vores levetid.

Vi var enige om, at det ville ske, men ikke i vores levetid.

Da jeg blev teenager og kæmpede med raceidentitet -

og at have en fraværende far -

- reagerede jeg ved at udvise en adfærd -

- der ikke er ualmindelig for sorte mænd overalt i landet.

Jeg spillede en masse basketball og tog ikke skolen så alvorligt.

Jeg kom op at slås, drak og tog stoffer, der ikke altid var lovlige.

Da begyndte de at vise "Rødder" i tv -

- og der var mange forbilleder på sort identitet.

"Shaft" og "Super Fly" tvang mig til at regne ud i løbet af highschool -

- hvad det betød at være en sort mand i USA.

Jeg måtte også vedkende mig min blandede herkomst.

Vi begyndte på Occidental College i 1979 og boede på samme kollegium.

Barack var altid meget selvsikker, sjov at være sammen med -

afslappet og god at tale med.

Det viste sig, at jeg holdt af at læse og diskutere politik -

- med mine undervisere, og som en svamp absorberede jeg -

- en masse information, og jeg brugte de første to år -

- på at genopdage, hvad der var vigtigt for mig.

Jeg var meget aktiv inden for skoleaktivisme.

Afhænd! Afhænd! Afhænd!

Visse studerende prøvede at få colleget til at undlade -

at investere i Sydafrika.

Der var demonstration foran stedet, hvor fondsbestyrelsen holdt møde -

og Barack var den første taler.

Hejsa. Vi er her i dag -

- for at drøfte Occidentals investeringer i Sydafrika -

- og skolens manglende investeringer i multikulturel uddannelse.

- Der er ingen ... - Barry!

Barack arrangerede at blive hevet af scenen af afrikaanere -

- for at symbolisere situationen i Sydafrika.

Det var blot en af de mange ting, inklusive valget i 1980 -

- og genindførslen af værnepligt, som vi drøftede på campus.

Har vi ikke et ansvar for at ændre tingene?

Det var første gang, jeg var i længere tid på USA's fastland.

Jeg fik et nært forhold til en række afroamerikanske undervisere -

- latinoaktivister og udenlandske studerende, og jeg voksede meget.

Men efter to år på Occidental havde jeg brug for forandring.

Det var et lille humanioracollege.

Jeg tog på Columbia University i New York.

Jeg blev meget interesseret i samfundsforandringer og politik -

- lovgivning og statsstyre og begyndte for alvor at overveje -

- hvem jeg var, og hvad jeg ville være.

Jeg skrev min kandidat i småbørnspædagogik i New York -

og boede hjemme hos mine forældre.

Jeg blev inviteret til julefrokost, og jeg er ikke så meget for fester.

Jeg var på vej hjem, da Barack standsede mig -

og præsenterede sig.

Han må have sagt noget interessant -

- for i stedet for at gå, endte vi med at sætte os på en sækkestol -

- ved hoveddøren og snakke i lang tid.

Som børn havde vi begge flyttet rundt og boet i andre lande -

- så vi havde straks en masse tilfælles.

Det var bizart, da vi fandt ud af, vi havde boet i Indonesien samtidig.

Det føltes utroligt. Vi havde meget ens historier, lod det til.

Hans mor var antropolog, og jeg læste antropologi.

Det var en medrivende samtale om, hvem vi var -

- og hvor vi kom fra, som for en, der har flyttet meget rundt -

- og har følt sig udenfor, ikke er en særlig almen oplevelse.

Mange børn, der flytter meget, føler ikke, de er en del af tingene.

Man står nærmest udenfor og kigger ind.

Den største betydning, det nok fik for mig, var -

- at det for mig bekræftede en generel tro på, at under huden -

- var folk ens, og uanset hvilke kredse jeg bevægende mig i -

- kunne jeg finde fælles forståelse eller fodslag.

Ugen efter udviklede det sig til en form for parforhold.

Vores historier var så ens, og vi havde samme tanker om -

- hvorfor vi var i New York, og hvordan vi agerede i en verden -

- hvor det var enormt vigtigt, hvad vi valgte at gøre.

Vi lod bare til at være meget enige -

- når det gjaldt det at være unge og enormt idealistiske.

Jeg arbejdede i et år som journalist for at afbetale min studiegæld -

- og så søgte jeg arbejde inden for lokal eller politisk aktivisme.

Det var sværere at finde arbejde, der gavnede folk, end forventet.

Indiana-Illinois-regionen var landets største stålproducent -

og stålværkerne lukkede på stribe.

Jeg kontaktede kirker for at se, om vi kunne hjælpe stålarbejderne.

En stor del af området var det sydlige Chicago -

- og jeg var en hvid organisator i et afroamerikansk lokalmiljø.

Lokal aktivisme var for os så nyt.

Der var faktisk ingen i området, vi kunne vælge som leder.

Vi havde brug for en, der lignede os, tænkte som os -

og som forstod vores problemer.

Jeg slog stillingen op i aviserne. Barack så det på biblioteket.

Vi havde en lang telefonsamtale -

- og jeg prøvede delvist at lure, om han var sort eller ej.

Han havde hudfarven, men ikke den kulturelle baggrund.

Dét bekymrede ham. "Hvordan indgår jeg i et fællesskab -

- ikke bare som udenforstående, men som en, der bør høre til -

i et sort lokalområde?"