Richard III

Borgerkrig splitter nationen.

Kongen er under angreb fra huset York, -

- som vil have deres ældste søn, Edward, på tronen.

Edwards hær vinder frem, anført af hans yngste bror.

Richard af Gloucester.

Richard af Gloucester er nær

han vinder frem og er på vej mod Tewkesbury

Kongens hærs hovedkvarter i Tewkesbury

Eders Højhed.

- Godnat, Eders Højhed. - Godnat, min søn.

Far.

Eders Højhed.

Fru moder.

Edward er konge. Huset York fejrer deres sejr.

Nu, håber de, begynder deres evige lykke.

Nu er vort mismods vinter jo forvandlet til en prægtig sommer -

af denne York-sol.

Og hver en sky, der truede vort hus, -

begravet dybt i oceanets skød.

Om vore pander snor sig sejrens kranse.

Forhugne våben er hængt op til minde.

Vort vilde kampråb blev til glædesfester.

Vor dystre march til muntre dansetakter.

Den barske krig har glattet pandens rynker.

I stedet for at tumle pansret stridshingst -

- til skræk for de forsagte fjenders sjæle -

gør den i fruerstuen lette hop -

- til vellystfulde toner fra en lut.

Men jeg, der ikke er skabt til elskovskunster -

- eller at kurre for et kælent spejl ...

Jeg, der er plump.

En ufuldbåren krøbling.

Sendt før tiden til lyset og til luften, knap halv færdig.

Så lam og så uformelig, at hunde må gø, -

når blot jeg halter forbi dem.

Jeg har blandt denne fredstids kælne fløjter knap anden glæde -

- end den at se i solskin på min skygge og sige vittigheder -

om min krumhed.

Jeg kan smile -

og så myrde, mens jeg smiler.

Væde kinderne med kunstig gråd og vælge ansigt efter lejligheden.

Og derfor, da jeg ikke kan behage som bejler, -

- har jeg sat mig for at spille skurk -

og hade tidens ørkesløse glæder.

Nu har jeg udtænkt planer, -

- der får hadet mellem kongen og min bror Clarence til at flamme lystigt.

Clarence! Min bror! Hvad betyder det, at væbnet vagt ledsager jer?

Af omhu for min sikkerhed befalede Hans Majestæt at føre mig til Tower.

Af hvilken grund? Må jeg vide det?

Ja, når jeg ved det selv. For jeg forsikrer, at endnu ved jeg intet.

Det sker, når kvinder styrer mænd.

Det er ikke kongen, som sender jer til Tower.

Elizabeth, hans dronning, det er hende. Vi går i fare, min bror.

Vi går i fare.

Tilgiv mig, høje prinser. Hans Majestæt har givet ordrer, -

- at ingen mand, uanset rang, har lov at tale med jeres bror.

Vi fører ingen oprørstale. Vi siger, vor konge er vis og dydig.

Og hans dronning er ... i sin modne alder.

- Jeg beder jer tilgive mig. - Vi kender dine ordrer, og vi lyder.

Vi er dronningens livegne folk, så vi må lystre.

Bror, så farvel da. Jeg vil til kongen.

Men hans hårdhed mod sin bror har rørt mig mere, end I kan ane.

- Den behager ingen af os. - Jeres fangenskab varer ikke længe.

Jeg vil befri jer eller stå som løgner.

- Hav I nu tålmodighed så længe. - Ak ja, det bliver jeg nødt til.

Farvel.

Enfoldige Clarence.

Jeg holder sådan af dig, at jeg vil sende din sjæl til himmels.

Hvis himlen da vil have den gave af mig.

Og nu vil jeg tage hende til ægte.

Endskønt jeg dræbte hendes mand. Og hans far.

Fordømt den hånd, der åbnede disse sår.

Fordømt det hjerte, som var hjerteløst.

Fordømt det blod, der udgød dette blod.

Får han et barn, så lad det være et misfoster.

Får han en hustru, så lad hende blive mere usalig ved hans liv, -

- end jeg er ved min unge husbonds død.

Hvilken troldmand har manet djævlen til hindring for en from gerning?

Du søde helgen, vær lidt mindre voldsom.

Du lede djævel, bort!

Forstyr mig ikke. Du har gjort den skønne verden til mit helvede.

Fryder det dig at se dit onde værk, så se en prøve på din slagterfærd.

Højtærede frue, I kender ikke kærlighedens lov.

Du kender hverken Guds lov eller verdens.

Tillad dog, guddomsmønster af en kvinde, -

- at jeg for disse foregivne synder udførligt må retfærdiggøre mig.

Myrdede du ikke min husbond?

- Jeg tilstår ... - Du tilstår, krumryg?

Gud, tilstå mig da, at du for denne udåd bliver fordømt.

- Ædle Lady Anne ... - Han var ædel, mild og from.

Så passer han bedst for Himlens Konge, som nu har ham.

Du passer intet andet sted end Helvede.

- Et sted til. - Et fangehul.

Jeres sovekammer. Lad os afstå fra disse orddueller.

Jeres skønhed, som forfulgte mig i søvne, -

- kunne få mig til at dræbe hele verden.

Blot for at hvile en time ved dit bryst.

Ifald jeg troede det ... du morder, sled jeg den skønhed fra min kind.

Disse øjne holdt ikke ud at se den skæmmet.

Alverden frydes ikke mere ved solen, end jeg ved den. Den er min dag.

Mit liv.

Den, der berøvede dig din husbond, gjorde det for at give dig en bedre.

Der lever ingen bedre mand på jorden.

- Der lever en, som elsker dig mere. - Hvor er han?

Her.

Hvorfor dog spytte på mig?

Gid det var gift, der kunne dræbe dig.

Aldrig kom gift fra et så kært sted.

Aldrig klæbede gift på værre tudse. Bort fra mit blik!

Du smitter mine øjne!

Jeres øjne har presset salte tårer frem af mine.

Da jeg hørte om min faders død, -

- mens alle hørte på med våde kinder som træer efter styrtregn, -

- da blev mit mandige, faste blik ikke vådt af tårer.

Hvad sorgen aldrig kunne presse ud, det har jeres skønhed gjort.

Den har blindet dem med gråd.

Lær ikke læben hån. Den blev jo skabt til kys og ikke foragt.

Men hvis din hævntørst udelukker skånsel, -

tigger jeg ydmygt om døden -

på mit knæ.

Tøv ikke. Jeg dræbte jeres husbond. Men jeres skønhed lokkede mig.

Nej, tag klingen op.

Eller tag mig.

Jeg vil ikke være din bøddel.

Befal, at jeg skal dræbe mig selv, og jeg gør det.

- Det har jeg gjort. - Men det var i vrede. Sig det igen.

Åh, kendte jeg dit hjerte. Jeg frygter, at det lyver.

Så er ingen ærlig.

Læg klingen.

Tør jeg leve i håbet?

Det gør alle, håber jeg.

I skal bære denne ring.

Jeg tager, men giver dig intet.

Må jeg komme til jer i ærbødighed?

Det glæder mig at se, at du er blevet så bodfærdig.

- Sig mig farvel. - Det er mere, end du fortjener.

Men da du lærer mig at smigre dig, -

- så tænk dig, mit farvel er blevet sagt.

Hvem bejlede sådan til en kvinde før?

Og hvem erobrede nogen kvinde sådan? Jeg vil eje hende. Men kun kort.

Jeg dræbte hendes mand og hans far.

Og midt i hendes hjertes bitre had, forbandelser på læben, gråd i øjet, -

så vandt jeg hende dog.

Alt imod intet.

Hun ser jo, hvad jeg ikke selv kan se, at jeg er en dejlig mand.

Nu må jeg holde skræddere i snesevis, -

- der pynter kroppen efter sidste mode, -

- og så med gråd gå til min hjertenskær.

Skin, skønne sol, indtil et spejl jeg får, -

- så jeg kan se min skygge, hvor jeg går.

BENÅDNING

Catesby!

End lever Clarence.

Edward kronen ejer.

Når de er borte ...

... kendes først min sejr.

Kongen er syg og svag og dybt tungsindig.

Vær tålmodig, søster. Snart vil kongen utvivlsomt blive rask igen.

Hans læger frygter for hans liv. Hvis han dør, hvad sker der med mig?

Himlen har skænket dig to prægtige sønner, som nok kan trøste jer.

Men de er så unge og står under værgemål af Richard af Gloucester.

En mand, som aldrig var min ven og ej heller din.

Er det vist, han bliver rigsforstander?

Hvis kongen dør.

Min elskede, intet kan ske dig, så længe Edward er din tro ven.

Og kongen, som Richard må adlyde.

Skal adlyde. Og også elske dig.

Ratcliffe.

- Hvad er hans navn? - Hans navn er Tyrell, min herre.

Jeg kender noget til ham.

- Dit navn er altså Tyrell? - James Tyrell.

Jeres tro, hengivne tjener.

Det er du sikker på?

Prøv mig, ærværdige herre.

Jeg har haft så frygtelig en nat.

Jeg drømte, at jeg var brudt ud af Tower -

- og var om bord på vej til Burgund.

Richard, min bror, var sammen med mig.

Han fik lokket mig fra min kahyt og op på dækket.

Som nu vi vandrede der, var det, som om han snublede -

og i faldet slog mig over bord -

i havets bølgetummel.

Gud, hvor var det pinefuldt at drukne.

Hvor voldsomt vandet bruste for mit øre.

Hvor hæsligt døden stod for mine øjne.

Jeg så vel tusind rædselsfulde vrag.

Og tusind mænd, som fiskene gnavede på.

Guldklumper, store ankre, perledynger.

Uvurderlige ædelsten og juveler.

Alt spredt på havets bund.

Nogle lå i dødningehoveder. Og i de huler, hvor øjne boede før, -

- gemte der sig, som til spot for øjne, funklende ædelsten, -

- der blinkede til den slambedækkede havbund -

- og hånede de spredte dødningeknogler.

Min drøm blev fortsat efter døden.

Men da begyndte stormen for min sjæl.

Det var, som om en legion af djævle omringede mig -

- og hylede mig i øret så skrækkelige skrig, -

- at jeg ved lyden vågnede skælvende.

Og lang tid efter kunne jeg ikke andet end at tro, -