Jerry Before Seinfeld

DER ER MERE PÅ VEJ

Min...

6. MAJ 1981

næste gæst er en komiker, som debutterer i The Tonight Show.

Han er fra New York.

Han har optrådt på mange klubber i New York og LA.

Byd Jerry Seinfeld velkommen.

I midten af 70erne i New York

var der kun to steder, hvor man kunne se nye komikere.

En stand-up komiker var bare noget nyt.

De optrådte før en sanger eller et rockband,

og blot det var mit livs største drøm.

Mit største ønske.

Sjovt nok sad jeg på en gesims, da jeg bestemte mig for at tage springet,

lige her. Det var præcis her.

EN ORIGINAL COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

DØ

RED NEW YORK FRA FORSØMMELSE

THE COMIC STRIP GRUNDLAGT I 1976

I er en god gruppe. Er I klar til showet?

Ja? Godt for jer. Fantastisk.

Han begyndte som en af de fast tilknyttede til The Comic Strip

i sommeren 1976.

Vi byder ham velkommen hjem.

Jerry Seinfeld!

Det er løgn!

Tak.

Tusind tak.

Tak. Det er dejligt at være her.

Tænk, at jeg er vendt tilbage.

Det er fantastisk. Tak.

Tak.

Mange tak. Kan I lide habitjakken?

Den er min favorit.

Det er en speciel aften, og jeg har min specielle habit på,

for jeg er vendt tilbage til The Comic Strip,

hvor hele min karriere startede,

lige her, på denne scene.

Jeg vil fortælle jer hele historien, hvad der skete.

Jeg boede i Massapequa.

Jeg er født i Brooklyn. Det er mit distrikt.

Så flyttede mine forældre til Massapequa, det er et indianer-navn.

Det betyder "ved storcentret".

Selv indianerne kunne fornemme,

at når først jøderne og italienerne nåede derud...

ville butiksarealerne ekspandere.

"Vi dropper tipierne. De har brug for parkeringspladser."

Så vi flyttede ud fra byen og ud på Long Island.

Man bor ikke i Long Island, man bor på Long Island.

Når man bor i byen, spørger folk en: "Hvor bor I?"

"Vi bor i byen."

Man bor ikke på byen.

Men flytter man ud af byen, man er i den nu...

Hvis man flytter ud, vil man befinde sig på øen.

Long Island er ikke et sted... Man kan ikke komme ind der. Der er ikke noget...

noget at komme ind i. Man bliver bare på den.

Mine forældre sagde: "Vi tager ind til byen i dag, gør dig klar.

Vi tager derind."

"Vi stiger på toget." Vi stiger ikke ind i toget.

Man stiger på toget, selvom man aldrig ser folk på toge.

Man ser aldrig nogen ovenpå et tog.

Men sådan siger man. Hvis man vil bo her, siger man sådan.

Vi stiger på toget. Hvorfor stiger man på toget?

Hvorfor?

Så man kan stige af det!

"Stig af toget! Vi skal af her!"

"Vi skal stige ind i taxaen."

Man stiger ikke på en taxa.

Man var på toget, men man stiger ikke på taxaen.

Den stiger man ind i.

Hvorfor stiger man ind i taxaen?

Så man kan stige ud! Man skal stige ud af...

"Vi er fremme. Stig ud af taxaen, vi er nået frem."

"Hvorfor sidder du stadig i taxaen? Stig ud."

"Okay, Jerry, hvad med Uber? Hvad gør man med Uber, det nye?"

Stiger man ind? Nej. På? Nej.

Af? Nej.

Hvad gør man med Uber?

- Man snupper den. - Finder den.

Nej, nej.

Tager en.

Man tager det! Man tager en Uber!

For der er ingen penge!

Det er gratis. Jeg ved ikke, hvordan det virker.

Betaler vi for det?

Det er vist gratis, inkluderet i mobilen.

Man kan bare... Små tegneseriebiler overalt.

"Hvordan kom I herhen?" "Vi tog en Uber. Vi..."

Som M&Ms i en skål, man tager dem bare.

Man tager det, man vil.

Jeg kom hertil og var til audition på denne scene,

og den lille liste hænger udenfor,

hvor jeg skrev mit lille "Jerry Seinfeld".

Jeg skrev mine forældres adresse og under "type optræden" skrev jeg "komiker."

"Særlige krav?" "Nej."

Jeg havde kun én god joke...

og den vil jeg fortælle jer nu.

Og...

Hvis I overvejer at lave comedy en dag,

så skal I ikke gøre sådan her.

I må aldrig sige: "Nu fortæller jeg jer en joke."

Jeg er venstrehåndet. Venstrehåndede bryder sig ikke om,

at ordet "venstre" ofte associeres med negative ting.

To venstre fødder, til venstre hånd.

"Hvad er der til aftensmad?" "Levninger."

Til en fest uden folk. "Hvor er alle henne?" "Til højre og venstre."

Det var det. Det var min første joke.

Det var en ret god joke, de kunne lide min audition,

og jeg begyndte at komme her hver eneste aften.

Jeg voksede op i 60erne,

og jeg kan se mange smukke, unge mennesker her i aften,

som nyder et liv med... uendeligt potentiale og muligheder.

I er unge og har hele livet foran jer, og der venter jer en masse.

Lad mig sige jer noget, små skvat!

I havde ikke engang en barndom, I havde intet!

I havde noget møg, sammenlignet med det vi havde i 60erne.

Og ved I hvorfor? Jeres forældre gav jer opmærksomhed, ikke?

De var interesserede I jer.

Mine forældre, vores forældre, kunne ikke engang vores navne.

De var uvidende, forsømmelige og luddovne.

Vi voksede op som vilde hunde i 60erne.

Ernæring eksisterede ikke.

Ingen kendskab til ernæring, uddannelse, sikkerhed.

Kan I overhovedet forestille jer den verden, jeg beskriver?

Ingen hjelme, ingen sikkerhedsseler, ingen begrænsninger.

Hvis noget standsede brat op, fløj vi bare gennem luften.

Enten spiste jeg 100% sukker eller var luftbåren.

Sådan var min barndom.

Mine forældre anede ikke, hvor min skole lå,

hvilke karakterer jeg fik, eller hvor jeg befandt mig henne.

Jeg var som en vaskebjørn for dem. Man ved, at der er en et sted,

men ingen opsporer dens opholdssted.

Jeg faldt ud af sengen og lavede et svanedyk

ned i Cocoa Puffs, Frosted Flakes, Lucky Charms, Fruit Loops, Sugar Pops.

Jeg bliver faktisk lidt svimmel nu bare af at tænke på det.

Det var virkelig fantastisk, herligt. Vi kunne slippe godt fra hvad som helst!

Life Cereal, sikke noget sludder, ikke? Det navn er så fjollet.

"Life"!

"Hvad skal vi kalde det? Oaties? Squaries?"

"Næ, nej. Det her er meget større."

"Det er Life, folkens!"

"Det er Life!"

Og andre navne? Hvad med Almægtige Gud? Hvorfor kalder vi det ikke det?

Hvem vil ikke gerne vågne om morgenen til en skål Almægtige Gud?

Eller Nye Almægtige Gud med rosiner.

Kan du ikke lide det, så gå ad helvede til.

Det herlige ved den periode, okay?

Sært nok vidste forældre ikke, eller de var ligeglade med,

at der ikke var mad i noget af det.

Og det var herligt, indtil Cookie Crisp kom

og ødelagde det hele.

Der er altid nogen, der går lidt for vidt med de gode ting.

Cookie Crisp.

Hvis I ikke ved, hvad det er, så er det et morgenmadsprodukt, men ikke som småkager.

Det er småkager.

Det var morgenmaden.

En skål småkager med chokolade!

Det burde have heddet "Det hele kan rende mig"!

Is til frokost, kage til aftensmad og bacon og cigaretter imellem.

Det er Cookie Crisps komplette sundhedsplan.

Og Good Humor Man. Ham ventede jeg på.

Det var også så stort i livet. Manden som var den...

Man hører den lille klokke, og den hvide isvogn,

den lille, hvide dragt, og så stod vi i kø bag vognen,

og alle de forskellige slags is var anbragt bag i vognen,

lige over udstødningsrøret.

Hvis man en valgte en Dixie Cup, svarede det til at ryge en pakke Camel.

Alle var ligeglade!

Det var gode tider!

Der var ikke noget drama i mit liv, eller i min familie, eller i min verden.

Havde jeg været sjovere med en opvækst i Peoria

i et bordel, opfostret af prostituerede? Uden tvivl.

Men det her var, hvad jeg havde.

Mine forældre var søde, Betty og Kal.

Jeg havde en skøn storesøster, Carolyn. Det var en dejlig familie.

Men jeg ville altid være i fred.

Mine første ord var: "Lad mig være i fred."

Når jeg væltede noget derhjemme, sagde de: "Lad det være."

En dag råbte jeg tilbage; "Lad mig være i fred."

Jeg ville ikke have det normale. Jeg ville ikke have noget normalt.

Jeg tænkte: "Den verden, de lever i, er så kedelig,

og jeg vil leve et sjovere sted."

Jeg fik briller som 10-årig og bøjle som 12-årig. Jeg sagde til mine forældre:

"Vi bør ikke stoppe. Hvad med et høreapparat og ortopædiske sko?"

Jeg overvejer at tale til en pige for den allerførste gang i mit liv.

Jeg vil bære så mange rettende indretninger på hovedet som muligt.

Det må tiltale kvinder."

Jeg havde en yoyo. Den var fin. Min yoyo var ret sej.

Den var et godt legetøj. Jeg var ret god til den yoyo.

Jeg læste om dem

og opdagede, at yoyoer først blev opfundet som et våben i Filippinerne.

Det er interessant og dyster information.

Det er svært at forestille sig filippinske stammefolk, der slås med yoyoer.

Der svæver fly lavt hen over fjendens landsbyer, de læner sig ud og...

"Jeg ramte vist høvdingen."

Men jeg havde ikke...

Der fandtes ikke Chuck E. Cheese og Toys "R" Us.

Intet.

Så man gjorde som sine forældre.

Jeg fulgte med dem overalt.