Conversations with a Killer: The John Wayne Gacy Tapes

Det her er min dagbog.

Jeg vil læse et uddrag for jer fra den 12. December 1978.

"I dag var en helt elendig dag.

Rob kom ikke hjem i går aftes.

Han kom heller aldrig tilbage til butikken."

NISSONS APOTEK

Da jeg var omkring 15 år,

fik jeg et job på Nissons Apotek.

Jeg var ekspedient. Jeg sad foran kasseapparatet.

Jeg mødte Rob Piest, da han blev ansat på apoteket.

Han var den nye lagerdreng.

Han dyrkede sport.

Han var gymnast.

Han elskede friluftslivet og vandreture,

og han var fotograf.

Han arbejdede der for at spare op til et kamera og en bil.

Han var utrolig tæt på sin familie, og han talte meget om dem.

Jeg husker, da jeg kom på arbejde den 11.

I december i Chicago er der iskoldt.

Kasseapparatet stod lige foran døren,

og folk gik ind og ud, så jeg frøs.

Rob havde den her virkelig dejlige, blå dynejakke,

så jeg spurgte, om jeg måtte låne den,

mens jeg sad ved kassen.

Der var en midaldrende mand i en skovmandsskjorte,

som gik rundt i butikken.

Apotekeren fortalte mig, at han var entreprenør,

der skulle give sit skøn, fordi de ville ombygge butikken.

Senere hen på aftenen

kom Rob hen til skranken og spurgte: "Kan jeg få min jakke tilbage?

Jeg går ud og taler med entreprenøren om et job."

Så tog han sin jakke på og gik ud.

Der var ret travlt i butikken,

så jeg glemte lidt tiden.

Vi gjorde os så småt klar til at lukke,

og så kom Robs mor ind og spurgte, hvor han var.

Jeg sagde til hende: "Han taler med en entreprenør udenfor om et job."

Men hun sagde, hun ikke havde set ham.

Så sagde hun: "Sig, at han skal ringe til mig,

så kommer jeg og henter ham."

Og da vi lukkede butikken klokken ti,

ringede hans mor og spurgte igen.

Jeg sagde: "Nej, han er her ikke."

Det var hans mors fødselsdag den dag.

Hun ventede på ham,

fordi de havde planlagt en fødselsdagsfest.

Det ville Rob aldrig gå glip af.

Han var forsvundet.

EN DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Hold op med at sige "mr... Gacy."

Okay, John. Det var en teknikalitet.

Jeg ved ikke, hvem du taler til. Sig bare John.

Okay, John. Værsgo.

Du kan kalde mig John eller JW eller hvad som helst, hvis du bliver gal.

MENS HAN AFVENTEDE SIN RETSSAG, BLEV JOHN WAYNE GACY AFHØRT

FRA NOVEMBER 1979 TIL APRIL 1980

AF EN AF SINE FORSVARERE, SOM HAR ANMODET OM AT FORBLIVE ANONYM.

DER BLEV OPTAGET OVER 60 TIMERS SAMTALE.

DISSE BÅND ER ALDRIG BLEVET OFFENTLIGGJORT... INDTIL NU.

Ingen vil godtage det, jeg siger.

Men jeg fortæller dig kun det, som jeg ved er rigtigt.

Jeg har intet at vinde og intet at miste

ved at fortælle dig noget usandt.

Men jeg har nået et punkt, hvor jeg gentager mig selv igen og igen.

Jeg er ved bristepunktet.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan tage mere.

- Hvad tror du, der er sket med... - Det ved jeg ikke. Jeg...

I 1978 var jeg lige stoppet som offentlig forsvarer

for at starte mit eget firma.

Jeg sidder på mit nye kontor, og så får jeg et opkald.

Jeg sagde: "Goddag."

"Hej, det er John Gacy."

"Hej, John."

"Kan du gøre mig en tjeneste?"

Jeg sagde: "Ja, hvad er der?"

"Find ud af, hvorfor politiet er efter mig."

Jeg sagde: "Okay."

Jeg var offentlig forsvarer i Des Plaines, mens det her stod på.

Så jeg kendte alle der fra politichefen til borgmesteren.

Jeg lovede at forhøre mig på hans vegne,

så min første klient som selvstændig var John Gacy.

Alle fra det område,

Chicagos nordvestlige forstæder, kendte John Gacy.

Han havde byggefirmaet Painting, Decorating and Maintenance.

P.D.M. ENTREPRENØRFIRMA

Han var også demokratisk distriktskaptajn

i Cook Countys Demokratiske Organisation.

En distriktskaptajn tager sig af folk i nabolaget.

Hvis nogen manglede en skraldespand eller en lyspære

eller havde brug for at få ryddet deres indkørsel,

så ville distriktskaptajnen hjælpe.

Gacy var den bedste distriktskaptajn

i Norwood Parks Demokratiske Organisation.

Alle kendte ham.

Jeg blev aktiv i Det Demokratiske Parti, fordi jeg ville ind i politik,

så jeg mødte ham gennem det.

Han ville bruge min indflydelse.

Det var ikke, fordi han mente, jeg var en god advokat.

Jeg startede med at gå til politiet.

"John Gacy er en god fyr. Hvad laver I?"

De nævnte noget om en savnet dreng.

Jeg sagde til dem: "I er gale. I går efter den forkerte."

DES PLAINES BORGERSERVICECENTER

POLITIET

PIEST-EFTERFORSKNING DAG ET

12. DECEMBER 1978

Jeg blev tildelt sagen dagen efter hans forsvinden.

Rob Piest havde et deltidsjob på et apotek

på Touhy Avenue i Des Plaines.

Han var blevet meldt savnet af familien.

De var i chok,

for det lignede ham slet ikke bare at forsvinde.

Da mr... og mrs. Piest kom ind på kontoret,

var de fuldstændig fortvivlede.

De havde været ude hele natten og ledt efter Rob.

Vi talte sammen, og de overbeviste mig hurtigt om,

at det ikke bare var en teenager, der var stukket af hjemmefra.

Det var det, der fik vores kontor, det vil sige anklagemyndigheden,

til at gå ind i sagen.

Rob Piest var en sød og helt almindelig dreng på 15 år.

Han kom fra en stabil familie, der var vellidt.

Han havde ingen kæresteproblemer.

Han havde en bror og en søster.

Han var den yngste, og alle kunne lide hans familie.

Den betjent, der havde udsendt efterlysningen,

tog hen på apoteket og spurgte, hvem der havde været der,

og så lavede han en liste med navne.

Blandt dem var John Wayne Gacy.

Han var der for at foretage et skøn i forbindelse med et job,

han skulle udføre for apoteket.

Vi starter altid med at se, hvem vi har med at gøre,

så vi tjekkede navnene for tidligere forbrydelser.

Gacy var den næstsidste, jeg tjekkede.

Vi opdagede med det samme, han havde siddet inde i Iowa for sodomi.

Så hans navn kom selvfølgelig først på listen

over potentielle personer af interesse.

NISSONS APOTEK

John Gacy boede i Norwood Park-området.

Det er en forstad til Chicago, men det hører til Cook County.

GACYS BOPÆL

Joseph Kozenczak var efterforskningschef for Des Plaines politi.

Han opsøgte John Gacy.

Det var Kozenczak, røvhullet fra Des Plaines politi,

der spurgte mig om Piests forsvinden.

Jeg skulle komme og give et udsagn.

Men jeg sagde, jeg havde et dødsfald i familien.

At jeg ventede på et opkald fra min mor i Arkansas.

Han forklarede, han havde familieproblemer,

men Kozenczak sagde, det ikke ville tage så lang tid.

Det blev han gal over og sagde: "Kozenczak har ingen respekt for de døde."

Jeg sagde: "Respekter de døde."

Jeg sagde bare til ham...

"Jeg kommer senere, når jeg har tid.

Jeg ved ikke hvornår. Jeg kommer, når jeg kommer.

En betjent skulle overvåge hans hus.

De havde set Gacy ankomme i sin varevogn.

Da den kørte igen, fulgte de efter den,

troende det var Gacy.

Men det var en af hans ansatte, der havde taget den.

Da de endelig indhentede den, indså de, det ikke var Gacy,

og så var han væk.

Da Gacy ankom på politistationen,

var klokken tre om natten, og der var ingen.

Hans bukser og sko var dækket af mudder.

Den bagerste kofanger var mudret til.

Der var mudder op til akslerne og på bundpladen.

Men ingen kunne tale med ham, så han gik.

Jeg kørte over til politistationen, fordi de ville tale med mig.

Hvem så du der?

Jeg bad om at se Kozenczak, men han var taget hjem.

Jeg sagde: "Okay, jeg kommer tilbage i morgen."

Men hvad skete der?

Hvorfor var han og hans bil dækket med mudder?

PIEST-EFTERFORSKNING, DAG TO 13. DECEMBER 1978

Jeg tog hen til politistationen omkring klokken 11 om formiddagen.

"Mr. Kozenczak vil tale med dig."

Jeg sagde: "Okay, jeg venter lidt."

Da klokken blev 12, sagde jeg: "Jeg er nødt til at gå,

for jeg skal noget."

Jeg ved ikke, hvad de ventede på.

De bad mig underholde ham lidt.

Han var ikke anholdt for noget.

Så jeg måtte bruge min fantasi for at få ham til at blive.

Jeg er god til at bedømme folk,

og jeg opdagede hurtigt, at han havde et stort ego,

så det legede jeg lidt med.

Han var tit fuld af lort.

Han overdrev sin betydning, men jeg var ligeglad.

Han skulle kun blive der, uden at jeg skulle bruge magt.

FORHØRSLOKALE C

Så jeg går ind i det lille rum og præsenterer mig selv.

Jeg spurgte ham: "Vil du give os din tilladelse

til at undersøge din bopæl?

Du siger, du ikke har noget at skjule."

Han sagde: "Nej, det vil jeg ikke."

Jeg mistænkte ham.

Men spørgsmålet var nu: Hvad skjuler han?

Vi skulle have en ransagningskendelse hurtigt,

så han ikke kunne tilintetgøre noget.

Da klokken blev halv fire eller halv fem, jeg kan ikke huske tidspunktet,