Gad Elmaleh: American Dream

EN ORIGINAL NETFLIX COMEDY SPECIAL

Mine damer og herrer, byd velkommen til Gad Elmaleh!

New York City!

Tak.

Tak, fordi I kom.

Det er en speciel aften for mig.

Jeg har drømt om det her.

Mange tak.

Mange tak.

Wow. Jeg har lavet stand-up i Frankrig i 23 år,

og nu er jeg flyttet hertil og begynder forfra.

I har nok hørt historien mange gange

om manden, der flyttede til USA med en dollar i lommen.

Og han knoklede og tjente en formue.

Jeg kom hertil med formuen.

Samme historie.

Jeg gjorde det bare omvendt.

Det er hårdere.

For hvis jeg vil have den samme livsstil som i Paris

og ikke slår igennem i Amerika,

så tager jeg til Paris med en dollar i lommen.

Når jeg fortæller amerikanere, at jeg er fransk,

har de sære og underlige kommentarer.

Jeg ved ikke hvorfor.

"Er du fra Frankrig?

Sidste år tog min kusine til Italien."

Sikke et sammentræf.

Men de elsker Paris, ikke?

Amerikanere elsker Paris.

Når jeg hører amerikanere tale om Paris,

er det, som om jeg aldrig har været der.

Jeg tænker: "Der vil jeg hen.

Jeg vil til det Paris. Jeg har aldrig været dér før."

Specielt kvinder. Amerikanske kvinder...

Når de taler om Paris... Romantikken, fantasien...

"Jeg vil til Paris.

Det bliver godt. Tag mig med til Paris.

Det er romantisk.

Jeg vil gå på brostensgaderne i måneskin."

Det er farligt.

"Jeg vil se en gammel mand sidde og spille harmonika på en bænk."

Han er rumæner.

Jeg elsker Frankrig. Jeg flyttede fra Frankrig, men blev født i Marokko.

Der er marokkanere her i aften.

Amerikanere tænker: "Hvem er de?"

Og franskmændene tænker: "Pokkers, showet er på engelsk."

Jeg har stadig mit marokkanske pas.

Nej, jeg bruger det ikke.

Der er åbenlyse grund til det nu.

Det er ikke et godt tidspunkt at møde op i tolden i USA

med et stort, grønt dokument med gyldne, arabiske bogstaver på

og sige, at jeg er komiker.

Så fyren i tolden sagde til mig:

"Født i Marokko?"

Jeg sagde: " Ja." Han sagde: "Hvorfor?"

Så sagde han: "Hvad er formålet med din rejse til USA?"

Jeg sagde: "Jeg vil leve den amerikanske drøm."

Han sagde: "Det gør vi ikke længere."

Åh nej!

Det her er den amerikanske drøm. Kom nu!

Det er min amerikanske drøm.

Da jeg var barn i Marokko,

tog min far mig med ud til havet.

Han stod ved vandet og pegede ud over havet og sagde :

"Min søn, hvis du tager en båd og sejler ligeud,

kommer du til Amerika."

Jeg har altid spekuleret på, om der på den anden side af havet

var en amerikansk far med sin lille søn...

...der fortalte ham om den marokkanske drøm.

"Far, hvad er der dér?" "Aner det ikke."

Jeg er her og optræder på engelsk.

For amerikanere taler jo ikke andre sprog.

Når man spørger dem, om de kan tale fransk, siger de:

"Jeg havde to år med fransk i high school.

Men jeg glemte det hele."

Det er okay. Jeg taler egentlig ikke engelsk.

Jeg lærer bare hele stand-up showet udenad.

Jeg ved ikke, hvad jeg siger lige nu.

Jeg affyrer bare vitser, I griner, jeg venter, og så fortsætter jeg.

Sådan.

Det fungerer fint.

Det eneste, jeg ikke kan, er at tale med publikum.

Ligesom mange af mine venner, amerikanske komikere, taler med publikum.

De går uden for manuskriptet. De improviserer. Det kan jeg ikke.

Jeg prøvede.

Jeg var i en klub forleden her i New York,

og jeg sagde til en fyr på første række: "Hvor er du fra?"

Han sagde: "Denver."

Jeg sagde: "Okay."

Så sagde jeg: "Vent lige lidt. Denver?

Sidste år tog min kusine til Canada."

At tale på et andet sprog er meget trættende.

Ved I, hvad jeg mener, immigranter?

Det er trættende uanset sproget.

Det er ikke dit modersprog. Det er hårdt og udmattende.

Det her skete nok mange gange for jer i New York.

Man tager til et møde med en engelsktalende person,

og de første ti minutter går godt.

"Hej, hvordan går det?"

"Jeg er den samme. Det er okay."

Efter ti minutter er man...

Man bliver en god lytter. "Åh, ja."

Det er svært, og grammatikken er kompliceret.

Grammatikken er forvirrende for os.

Tænk på det. Fortid. Havde, har, er gået, havde, havde.

Havde du... Havde du har... Havde allerede haft... Skulle...

Skulle vi have haft allerede spise... spist... endnu?

Og når man spørger amerikanere, om man siger "har haft" eller "haft har",

siger de: "Både og."

For de ved det ikke.

Så spørger jeg, hvordan ting udtales.

De siger: "Det gør ingen forskel."

Det mest komplicerede i engelsk for fransktalende

er at vide, hvor der skal lægges tryk på ordene.

Vi kender ordene. Vi har lært dem, intet problem.

Vi ved, der er en stavelse, vi skal ramme, men...

Men vi ved ikke, hvilken en. Vi er...

Vi ser ordene og tænker: "Den første? Den anden? Aner det ikke."

Min engelsklærer siger altid:

"Du skal vide, hvor der er stress i ordene."

Jeg tænker: "Der er stress overalt."

Jeg ved ikke, om man siger tryk eller tryk eller...

...tryk.

Det skøre er, at hvis du ikke lægger det rette tryk på den rette stavelse,

så forstår amerikanere dig ikke. De ved ikke, hvad du taler om.

Jeg sagde til en fyr en dag:

"Jeg var på ferie." Han sagde: "Hvad er det?"

Jeg sagde: "Hvad mener du? En ferie."

Han sagde: "Nå, du mener ferie."

Ja, ferie.

For at tirre ham sagde jeg: "Nej, ferie."

Ferie.

Kom nu. De hjælper dig ikke.

Nogle gange, hvis man bare ændrer et bogstav.

Jeg føler, at hvis jeg siger et bogstav forkert,

så får jeg ikke en chance mere.

Jeg hoppede ind i en taxi forleden her i New York,

og jeg sagde til chaufføren: "Kør mig til G...

...FK Airport."

Jeg ved det godt.

G i stedet for J. Det er ikke en slem fejl.

Han kunne have mødt mig på halvvejen.

Men han anede ikke, hvad jeg talte om.

Jeg sagde: "Hvor mange steder kender du i New York,

der har et F, et K og Airport?

Hvis jeg var taxichauffør, og du ville køres til KFC Airport,

så kører jeg dig til JFK Airport.

Taxichaufføren blev ved med at korrigere min accent.

Og han var inder.

Så sagde jeg til ham: "Du har ret med hensyn til det J i JFK,

men du sagde Airput."

Jeg respekterer dem. De knokler. Indiske taxichauffører i New York.

Men jeg ved ikke, hvilken mobilaftale de har.

De kan tale i mobil i timevis.

De taler med en anden fyr, der tilsyneladende aldrig siger noget.

Det må være en speciel mobilaftale, hvor det er gratis,

hvis det er en monolog. Jeg ved det ikke.

Man sidder bagi, og man hører bare den lille stemme.

Jeg ved, at han gør grin med mig. Jeg ved det.

Jeg taler ikke sproget, men jeg hører...

..."GFK... GFK"...

Som en mand fra Paris er jeg forbløffet. Hvis du vil have en taxi i New York,

løfter du bare hånden, og så stopper taxien.

Wow. To hænder, to taxier.

I Paris...

...kan du løfte alt, hvad du vil løfte.

Du kan hoppe op og ned, du kan danse ballet...

Han er ledig. Han så dig, men stopper ikke. Jeg ved ikke hvorfor.

I Marokko er det endnu mere skørt.

Han er ikke ledig, men han stopper.

Der er allerede otte personer i den bil.

Det ser ud til, at uberPOOL blev opfundet i Marokko.

Du får bilen, du klemmer dig ind, og han fortæller dig, hvor du skal hen.

Du fortæller ikke ham, hvor du skal hen.

Da jeg først flyttede til New York,

nød jeg virkelig at være anonym.

Det er meget interessant at være berømt...

...i en del af verden

og totalt anonym i New York.

I de første dage var det en fornøjelse

bare at gå ned ad gaden. "Det er godt.

Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Ingen generer mig."

Tre dage senere tænkte jeg: "Hvad pokker sker der?"

Jeg googlede mig selv om aftenen.

De fatter ikke engang mit navn her.

De forstår det ikke. Af og til prøver de ikke engang.

Jeg var i lufthavnen forleden.

Kvinden fra flyselskabet hilste på alle med deres navne.

Det er det, de gør.

"God rejse, hr. Smith." "Godmorgen, fru Robinson."

Så tog hun mit boardingpas og sagde:

"Du er klar."

Jeg er ingen her. Ingen.

Jeg prøvede at leje et sted.

De bad mig om syv breve med anbefalinger.

Syv. Jeg pjatter ikke. Syv.

Jeg kender ikke syv personer i Amerika.

Så jeg sagde til ejendomsmægleren: "Kan du være en af dem?"

Så kom jeg i tanke om min fætter i Brooklyn. Jeg har aldrig mødt ham,

men jeg ringede til min mor i Paris.