The Huntress: Rune of the Dead

Sven? Sven! Kom og hjælp mig!

- Runa. - Shh. Jeg er her.

- Prøv at sove. - Jeg kan ikke.

- Jeg tænker på ham hele tiden. - Jeg ved det.

- Mor! - Ja.

- Jeg har ikke sovet godt på det sidste. - Er du syg eller bekymret?

Jeg har mareridt næsten hver nat.

Er du bange for at sove igen?

Nej. Jeg ligger vågen og tænker på, hvad de betyder.

Du lyder præcis som din far og farfar. De havde også mange drømme.

Det førte intet godt med sig. Det her vil også gå over.

Tag det helt roligt. Tænk på dit åndedræt, Runa.

Fornem skovens ro.

Det gør jeg.

- Jeg ramte. - Jeg hørte det.

Far var meget bedre i min alder.

- Har han sagt det? - Ja.

Da Joar var på din alder, elskede han sin bue mest af alt.

Han havde den med sig i sengen. Men gjorde det ham bedre?

Nej... lad buen hvile, Runa.

Gør noget andet en stund. Noget du virkelig godt kan lide.

Jeg kan lide at blive bedre.

Du lyder præcis som ham.

Jeg kan høre dig.

Har jeg fortalt om dengang, far skræmte en vred elg væk?

Det husker jeg ikke.

Far og jeg ledte efter honningbier, da en stor elg dukkede op foran os.

Jeg tror, elgen også blev bange, da han så os.

Men han blev vred og ville angribe os.

- Ved du, hvad der så skete? - Nej, hvad skete der?

Far strakte armene ud og råbte, så mine ører næsten faldt af.

Og så gik han hen mod den, og klappede i hænderne.

Han skræmte ham væk.

Farfar, tror du, far er død?

- Nej, det tror jeg ikke. - Mange dør jo på togterne.

Og mange kommer tilbage. Joar er bare forsinket.

Når han er tilbage, skal du huske på, at han gjorde det for vores skyld.

Der er gået to år. Måske kan vi ikke genkende ham.

Når jeg tænker på ham, er det som om jeg ser ham gennem vand eller tåge.

Jeg tog på to togter, da jeg var ung.

Jeg ville bare vende tilbage med et godt navn og rigdom.

Det gjorde jeg, men det var en dyrekøbt skat, jeg fik med mig.

Den varede ikke længe. Jeg havde gode øjne dengang, -

og mit sigte var klart.

Og da jeg viste mig for Ylvas mor, lod hun din farmor gifte sig med mig.

Det kan jeg takke mine gode øjne for.

Så fik vi Joar og hans søstre, -

og mine øjne begyndte at svigte mig.

Nornerne styrede min skæbne.

Det var den virkelige pris for min lykke.

Og jeg havde gladeligt gjort det igen, hvis jeg skulle vælge.

- Vi går ind. - Ja.

Runa, forkæl ikke hesten for meget. Vi må sælge ham.

- Du kan ikke sælge Nattfari. - Gå ned og fisk.

Kan vi ikke alle fiske?

- Kom Bothild. - Hun bliver hos mig.

- Hvad skete der? - Jeg faldt.

- Ned i søen? Hvordan? - Jeg faldt bare.

Jeg tænker på, hvad far har set på sin rejse.

Han lovede at tage noget med til mig.

Hvis det er muligt, vil han have noget med til dig, kære.

- Jeg savner ham. - Jeg ved det.

Det gør vi alle.

Han savner tydeligvis ikke os, ellers havde han været her nu.

Runa ...

Måske ligger han kold i jorden, og ingen vil tale om det.

Hvor er mor?

Mor ...

Du gør det igen.

- Hvad? - Du står bare der og gør ingenting.

Jeg kan ikke gøre noget i mit eget hjem, uden at du beklager dig.

Fornægt det ikke.

- Stop nu. - Hvad sker der, mor?

Du er ikke alene med det her. Vi lider lige så meget.

- Du kan ikke læse mit indre, barn. - Du er jo tavs som en skide østers!

Brug ikke den tone over for mig!

- Du tænker på far, ikke? - Har du ikke noget, du skal lave?

Det er gjort. Hvad med dig?

Gå ud. Find din søster.

- Nej. - Gå ud!

- Jeg vil tale om far. - Find din søster.

- Du gør det jo ikke længere! - Hvad vil du have, jeg skal sige?

At jeg savner ham? At jeg stadig elsker ham?

Skal jeg sige, at jeg tror, han vil komme ridende på en sort hingst.

Det gør han ikke. Han har forladt os.

Han har forladt os, så vi kan rådne op som udstødte.

Ser du ikke, at det er dig, som har forladt os?

- Far prøvede i det mindste, men ... - Du vil måske også tage afsted?

Så tag afsted. Tag din bue og gå.

Og lad mig blive her.

- Hvor skal du hen? - På jagt.

Sommetider tror jeg, jeg kan se igen.

Så forstår jeg, at det er noget, jeg bilder mig ind.

Lyden af skoven.

Duften af bladene og blomsterne.

Væksten og forrådnelsen.

Fødsel og forfald.

Alt står så klart for mig ... så nært og så stærkt.

Jeg har levet længe.

Snart skal jeg forrådne og blive til jord.

Jeg håber, det bliver grøn mos, som vokser på mig.

Skøn, grøn mos.

Måske du tager lidt flæsk med til min grav og synger for mine knogler.

Kan du se din egen død?

Nej, jeg ser ikke noget som helst.

Men jeg nægter at dø, før jeg har talt med min søn en sidste gang.

- Du er bekymret. - Jeg så noget i dag.

Hvad så du?

Da jeg faldt ned i vandet, føltes det, som om jeg drømte ...

... men jeg ved, at jeg var vågen.

Tror du, at du så et varsel?

Ja.

Fortæl.

Jeg så mor, dig og Bothild.

Det var sikkert ikke noget.

Det bliver sværere og sværere at huske.

Er du sikker på, det ikke var noget?

Der var noget andet. Bagefter... på den anden bred.

Jeg så en flok døde fugle på jorden.

Jeg forstår ikke hvorfor.

Dårlige varsler og døde fugle. Det lyder som om, du slog hovedet, Runa.

Led ikke efter tegn i alt du ser.

Det fører kun til tristhed og uro.

Hvem der?

Jeg har intet ondt i sinde.

- Hvad er der sket? Hvem er manden? - Hent mor. Skynd dig.

Bothild, bliv der!

- En kriger. Hvor fandt du ham? - I skoven nær Närlunda.

- Vi må redde ham. - Nej.

Han kan næsten ikke bevæge sig. Vi må hjælpe ham.

Du burde have efterladt ham i skoven. Få ham tilbage, inden han vågner.

Far ville være pinligt berørt, hvis han hørte dig nu.

Han har meget høj feber. Han kan dø i nat eller inden for et par dage.

Der er ikke meget, vi kan gøre.

Er der chancer for, at han overlever?

Jeg ved ikke.

Hyldeblomst kan hjælpe.

Tak.

Gem hans våben. Vi lægger ham i gedeskjulet.

Det er alligevel tomt. Jeg vil ikke have ham i huset.

Hvem er han?

Vi ved det ikke.

Hvad siger han?

Han sagde noget om guld på vejen hertil.

Jeg håber, han overlever, men feberen er en fare. Han må sove udenfor.

Han ligner en rejsende. Måske ved han noget om far.

Eller han skærer halsen over på os, mens vi sover.

- Vil du hente lidt vand, Bothild? - Nej, kom ikke nær ham igen.

Freja og Odin og med dem Thor red på gangeren ved navn Sleipner.

Hesten faldt og brækkede benene.

Guderne sad ved hans side.

Blod til blod, sang de.

Sleipner rejste sig.

- Hvad er der? - Manden ...

Han har ondt.

Vær ikke bange. Jeg tror, vi må tage ham ind.

- Sørg for, han drikker vand. - Det gør jeg.

- Hvor skal du hen? - Til markedet.

Uden os?

Bliv hos din søster. Hun må ikke vide det.

Dygtig dreng ... min Nattfari.

- Må du leve godt, Magnhild. - I lige måde, Ketill.

Så ... her har vi ham.

Jeg vidste ikke, om du ville komme. Længe siden du har været på markedet.

Folk savner dine pelse og skind.

Jeg var lige ved at tro, at skoven havde slugt jeres boplads.

- Vi har haft travlt. - Jeg forstår.

Må være hårdt uden din mand. Lever Ragnvald stadig?

- Det gør han. - Stædig gammel ged.

Han vil overleve os alle, tror du ikke?

- Jeg troede, dine døtre kom med. - Nej, ikke denne gang.

- Det var din mands hest, ikke? - Ja.

Jeg ved, du er ked af det.

Men jeg solgte skindene, og jeg tog den her med til dig.

- Må jeg prøve den? - Ja.

Den er smuk. Tak, mor.

Huskede du mit flæsk, Magnhild?

Jeg gør alt for dig, Ragnvald.

- Søde mand. - Tak.

Er du blind?

Det er jeg.

- Er du tørstig? - Ja.

Tak.

Tak.

Jeg er Torulf Ulfsson fra Gallstadir.

Rangvald Ingvarsson fra det her lortehul.

Ragnvald.

Jeg har rejst med din søn.

- Var du med på togtet? - Ja.

- Lever han? - Sidst jeg så ham, var han i live.

Det er kun en uge siden ... tror jeg.

Vi er færdige med vandet nu, ikke?

Jeg vil også gerne have lidt ale.

Du må være Runa.

Det var Runa, som tog dig med hertil, og plejede dine sår.

Jeg står i gæld til dig.

- Hvem gjorde det der mod dig? - Mine tidligere skibskammerater.

Men jeg rystede dem af.

Dine skibskammerater?

Vi var 24, da vi forlod Akru for to år siden.