The Old Man

Pis.

Jeg kan se dig.

Da jeg var en lille pige,

var du vel ikke bange for noget?

Du var uforgængelig

Ingen og intet kunne gøre dig fortræd.

Du ville aldrig lade nogen eller noget såre mig.

Da jeg var en lille pige, var du en konge.

Og jeg kendte kun dit kongerige.

DU HEDDER ABBEY CHASE

Det, jeg spørger om, er…

… "hvor blev han af?"

Jeg er ked af at sige det…

…men du var ikke særlig klog som barn, Emily.

Jeg kunne have sagt hvad som helst, og du var hoppet på det.

Vi ved begge, at det ikke er sandt.

Hvorfor tror du, at jeg ikke var bange for noget,

da du var lille?

Jeg var bange for alt, der ikke var naglet fast,

da du var en lille pige.

Jeg var bare god til at lyve om det.

Ja, det var du.

Indtil for nylig, har jeg bemærket.

Du lyder ikke som dig selv.

Du er optaget, når vi taler sammen.

Du sover ikke.

Hvad er forskellen nu?

Jeg ved det ikke. Noget virker bare forkert.

Hvis det handler om, hvad jeg tror,

så forstår jeg, hvorfor det skræmmer dig, men jeg tror, du har det fint.

Medmindre der er noget, du fortier.

- Er der noget, du fortier? - Undskyld. Nej, naturligvis ikke.

Jeg må løbe, skat. Jeg ringer, når jeg kan.

- Godt. - Godt.

- Farvel. Jeg elsker dig. - Farvel, jeg elsker dig.

Hun er ret sikker på, at alt er okay.

Kom så.

Hr. Chase?

- Ja. - Hvordan har du det?

Dave og Carol.

Som er… Okay, forstået. Dave og Carol er dine hunde.

Jeg blev lidt forvirret.

Fordi de har navne?

Fordi de har folks navne.

Det er folks navne.

Ikke i dette tilfælde.

Ja. Skal vi så ikke starte forfra?

God eftermiddag, hr. Chase. De har Deres hunde med…

Dr. Howard var ligeglad. Jeg tager dem med overalt.

Jeg er dr. Howard.

- Det tror jeg ikke. - Godt.

Du ventede nok min mor.

Jeg ventede den dr. Howard, som jeg er gået hos i 17 år.

Hvor kan hun være?

Hun har kun patienter om torsdagen nu.

- Torsdage? - Ja.

I hendes alder havde hun svært ved at følge med,

men det ved du sikkert godt, ikke?

Godt.

Vi har indkaldt dig for at tale om nogle prøvesvar.

Ja.

Du har vist lige gennemgået en forebyggende screening.

Vi har en fysisk, kognitiv og fuld laboratorieprøve.

Vi plejer ikke at foretage den kognitive uden en anmodning.

- Jeg bad om den. - Okay.

Har du nogen symptomer?

Er det ikke sådan, kognitive svækkelser er,

- at man er bevidst om dem? - Ikke altid.

Heller ikke aldrig.

Nej, jeg har ikke haft symptomer.

Jeg har været mere nervøs,

ophidset,

glemmer måske et par ting.

Min kone…

…gennemgik det her.

Havde jeg ikke set det, havde hun heller ikke.

- Jeg ville bare være sikker. - Jaså.

Er vi sikre?

- Undskyld mig? - De kognitive tests.

Ja. Ja, de ser fine ud.

Intet usædvanligt?

Nej.

Hvorfor? Vil du gerne have det?

Mind mig om, at vi skal til lægen om torsdagen fra nu af.

SPISEKAMMERET KAFFE OG BAGVÆRK

ESPRESSO, WIENERBRØD, CUPCAKES OG SPECIALFREMSTILLEDE KAGER

Skal jeg ikke være bekymret?

Sidste gang var svaret på alle mine spørgsmål:

"Jeg har det fint, Emily.

"Ligesom da det gik galt med mor."

Jeg forstår, hvorfor du ville beskytte mig mod det.

Men jeg er ikke et barn.

Og vores situation er svær nok

uden at føle, at du prøver at holde mig udenfor,

at jeg burde være hos dig.

Skal jeg ikke være bekymret…

…for det er jeg.

Godt.

Ring til mig.

Abby.

Søde.

Undskyld, jeg ved ikke, hvordan jeg havnede her.

Jeg var bange for, at hvis jeg gik i seng igen, ville du se…

Kom nu.

Kom nu i seng.

Lad mig få dig ud af den.

Kom nu.

Du burde anbringe mig et sted.

- Jeg lægger dig i seng. - Nej.

Du burde sende mig på et hjem. Det er ikke fair over for dig. Nej.

Jeg er ikke den, du giftede dig med.

Det må du ikke sige.

Kom i seng.

- Jeg kan være farlig for dig. - Det gør det interessant.

Hvem er jeg?

Du er kvinden, der lovede at tage sig af mig,

og kvinden, jeg lovede at tage mig af.

Kom så. Kom nu.

Hvem er jeg?

Jeg ved, hvem du er.

Jeg ved, hvad du er.

Jeg kan se dig.

Slip!

Slip ham.

Hvad hedder du?

Godt gået. Tak.

- Alarmcentralen. Hvad er der sket? - Ja.

Mit navn er Dan Chase.

Jeg bor på Neville Street 92 i Norwich.

En mand er brudt ind i mit hus med en pistol.

Han skød efter mig. Jeg skød igen.

Jeg skød ham.

Jeg tror, han er død.

Bliv venligst på linjen.

- Gentag dit navn. - Jeg hedder Dan Chase.

Du hørte hundene gø nedenunder.

Du tog dit våben og gik ned ad trappen.

Så affyrede den ubudne gæst et skud.

- Du skød igen og ramte ham i brystet? - Korrekt.

Er hundene nedenunder om natten?

Nej, de sover på mit værelse.

De må have hørt noget nedenunder, og deres gøen vækkede mig.

Hvad var det? Var det et røveri…

Det er svært at sige.

Han virker velklædt for en vagabond, så det gætter jeg på.

Har du sikkerhedsproblemer, Dan?

- Sikkerhed? - Ja.

- Rivaler, personlige problemer… - Åh nej.

Har du modtaget trusler for nylig?

Nej, jeg er pensioneret.

Hvad lavede du, før du gik på pension?

Ejendomsmægler, mest på Manhattan.

Men familien boede heroppe. Jeg har aldrig haft problemer.

Vi var langt nok væk fra byen til at være fri for alt det.

Det er ikke overraskende. Det sker overalt nu om dage.

Lyddæmperen. Det er underligt.

Det ser man sjældent.

Men der var ham fyren i sidste uge, der røvede et supermarked i Linden

- med en AK-47. - AK-47.

Så jeg burde ikke være så overrasket mere.

Vi sender mændene ind i morgen

for at lave en mere detaljeret undersøgelse, hvis det er okay.

Du har nok haft en lang nat.

Jeg har faktisk familie i Milton.

Hvis jeg giver jer nøglen, kan jeg så tage hen til dem?

Vi lægger den under måtten.

RINGER…

- Hallo? - Hej, det er mig.

Undskyld, jeg ringer så sent.

De fandt mig.

- Hvad? - Ja.

- Er du okay? - Jeg har det fint. Hundene har det fint.

Men hvis de fandt mig i huset, kan jeg ikke tage tilbage.

- Er du sikker på, det var dem? - Ja, helt sikker.

Efter al den tid virker det usandsynligt…

Emily, jeg er sikker.

Jeg har kunnet mærke det i et par uger nu.

Jeg troede, det var indbildning,

der opdigtede spøgelser for at minde mig om, at jeg er doven.

Jeg har stadig ting at bekymre mig om.

Men nej, det er ikke en øvelse, det sker.

Jeg må være på forkant.

Godt.

Hvad kan jeg gøre?

Jeg er…

Jeg tænker…

Vi må holde os fra telefonerne.

Jeg holder lav profil for en sikkerheds skyld.

Godt.

- Hvor længe? - Jeg ved det ikke.

En uge, måske.

Et par uger.

En måned, måske.

- Undskyld. - Nej, sig ikke det.

- Du har intet at undskylde for. - Okay.

- Jeg ringer, så snart jeg kan. - Ja.

Ja. Godt.

- Jeg elsker dig, far. - I lige måde. Farvel, min pige.

Hvad?

Jeg løj ikke for hende.