Lost Illusions (Illusions perdues)

For Lucien var det hele begyndt med blæk og papir -

og smagen for skønhed.

TABTE ILLUSIONER

Som forældreløs havde han måttet lære et fag for at overleve.

Søsteren var gift med en trykker i Angoulême.

Han arbejdede i hans trykkeri, mens han drømte om et andet liv.

MARGUERITTERNE DIGTE

I dag er der stadig folk i Paris, der undrer sig over hans historie.

Hvad var det, der drev ham?

Her.

Jeg kommer for sent. - Nej.

De gør dig ikke noget.

Sådan.

At gå i den lange allé var som at gå ind i en anden verden.

Næsten som at skifte land... Og dér lå madame de Bargetons slot.

De begynder at komme nu, fru baronesse. - Tak.

Da hendes ægtemand var en gammel støder -

- blev hun en kunstnernes beskytter og mæcen.

Efter messen havde præsten anbefalet en ung digter, som var på trykkeri -

- og signerede sine digte med navnet Lucien de Rubempré.

Det, der krævede mest arbejde, var at skabe liv i bladene. Kan De se?

I æblerosernes blade.

Det krævede også stor omhu at male overfladen på frugterne...

Lad os være alene.

MARGUERITTERNE DIGTE

Til hende.

Tak, Lucien. Det er en stor ære.

Jeg var bange for, De ikke kom. - Vil Deres mand være til stede?

Nej. Han læser kun bøger om jagt og er optaget af sine hunde dagen lang.

De er meget smuk, madame.

Mine kære venner... Tak, fordi De så trofast er mødt op.

Den dag, hvor en af vore protegéer er anerkendt og fejret -

- kan vi sige: 'Jeg var med til hans debut og blev rørt.'

Dagens digter læste en smuk bibelsk ode for os i forrige måned.

I vort litterære blad blev han hyldet sådan her:

'Når en ung mand viser et så slående talent, indgyder det nyt håb.'

'Et nyt livets forår. 20 år og allerede trang til at skabe.'

For ham er digtningen en hellig ting.

En slags indre religion.

Vi kan kun vise respekt for de sjæle, som Gud bestråler.

Kom, monsieur. Vi venter.

Tasken... Den er ikke så pæn. - Nå ja.

Til hende.

At elske, bede og synge er hele mit liv.

Vi dødelige tragter efter alle jordens goder.

Men i min sidste time er der intet, jeg savner.

Kun den altfortærende nydelse, der mod Himlen sig løfter.

Lyrens ekstase og kærlighedens stilhed...

når to hjerter mødes.

At høre lyren skælve ved skønhedens fod.

At se akkord for akkord glædesrusen stige...

og røre hendes hjerte.

At vække tårer i de øjne, man tilbeder.

Ligesom når vinden...

får morgengryets tårer til at flyde fra et fyldt blomsterbæger.

Det beklager jeg. - De er forstokkede og forstår det ikke.

Det var meget smukt.

Undskyld. Jeg ledte efter Dem. Markise de Contades vil takke Dem.

Hvordan skal de kunne forstå det?

Og Dem? Hvad syntes De om det?

Man tænker ikke på de ting. Man føler dem, ikke?

'Louise, den kærlighed, De har vakt i mig -

- troede jeg var illusorisk og forbudt.'

'Forbudt som alt det, der endelig skal sejre.'

'Hvert skrevet ord bringer mig tæt på Deres læber.'

'Alle mine bøger handler om Dem.'

'Siden den dag har jeg kun tænkt på Dem.'

'Alene blandt murenes skygger. Uden liv, uden poesi, uden kærlighed.'

'Det er kun kærligheden, der tæller.'

'Og kærligheden, Louise, er som vinden. Den fører os med sig.'

'Jeg er Deres, Louise. Lucien.'

Hun løb en stor risiko ved at stikke af om eftermiddagen for at møde ham.

Hun vejledte ham. Han var allerede mindre kejtet.

Hvor længe skal den komedie med min hustru vare ved, monsieur Chardon?

Jeg hedder Lucien de Rubempré, monsieur. - Jeg kendte Deres forældre, unge mand.

De er søn af Chardon, den lille apoteker på kirkepladsen.

De har ikke ret til at bruge Deres mors navn. Ikke engang til at signere digte -

der er lige så krukkede som Dem selv.

De forstår Dem ikke på den slags. Pas Deres hunde og geværer.

De fortjener ikke en kvinde som hende. De lader hende visne.

Monsieur! - Chardon!

Chardon...

Jorden her tilhører mig.

Jeg kan forvise Deres familie når som helst!

Jeg vil ikke se Dem lide, Louise.

Tag med mig til Paris, indtil der falder ro på.

De fortjener at more Dem. Giv mig den chance.

Jeg vil ikke have, De misforstår det. Vort venskab skal forblive et venskab.

Jeg kan godt vente.

Som fri og med penge på lommen er det ikke så slemt at forlade sin familie.

Den unge digter så byen som en hedensk gudinde -

- der tog imod talenter med åbne arme. Men hvad vidste han om Paris?

Jeg tog dem med til rejsen. Skal jeg læse højt for Dem?

De kommer ikke til at betale for mig. Aldrig.

Det er for sent at være bange.

Lucien lagde ikke noget i det skæve smil, hans beskytter sendte ham.

Men skulle hun og han samme sted hen på samme tidspunkt i deres liv?

Paris...

Rejste De med ham alene i Deres vogn? - Ingen så os.

Hvordan turde De løbe den risiko? - De skulle hjælpe mig, ikke dømme mig.

Men der er regler her. Det kan skade Dem.

De har en titel. De er en fornem dame. Og hvad er han?

Hvis det rygtes i Paris, kan visse nægte at modtage Dem.

Jeg kunne da ikke svigte ham. Han bliver en stor digter. Han har talent.

Han kan ikke blive hos Dem, Louise. Forstå det nu.

For at undgå skandalen fandt den forsmåede bejler et logi til ham -

et par gader væk fra Louise.

Men et par gader væk er langt, når man kommer fra Charentes.

De skal nok få tak. - I morgen går De med os i operaen.

Jeg præsenterer Dem som min protegé. Lad os sige min gudsøn.

Deres forhold til Louise må ikke vække mistanke.

Jeg kompromitterer hende ikke. - De kommer til at møde Louises kusine.

Markise d'Espard, en højt respekteret kvinde i kvarteret.

Saint-Germain-kvarteret. - Ja, det er jeg med på.

Der er betalt husleje for en uge. Har De, så De kan klare Dem lidt?

Indtil jeg finder en forlægger. Jeg har allerede flere kontakter.

Det kan jeg tænke mig.

De får adressen på et sted, hvor De kan leje et sæt tøj. Vi må gøre Louise ære.

Det var også min tanke. Farvel, monsieur.

'Til min broder, som tror på skønhedseventyret.'

I Paris handlede skønhedseventyret også om skønhedsprodukter -

- som der blev reklameret for i et nyt sprog på alle byens mure.

Det var en ny verden, og Lucien vidste ikke noget om den verden.

Man ville glemme revolutionens blodsudgydelser og kejserrigets krige.

Frankrig havde genetableret kongemagten og adelsstyret.

Det handlede om personlig succes og berigelse.

Derfor søgte unge fra provinsen til Paris -

- for at være deres egen lykkes smed, men nu langt fra slagmarkerne.

Hvis man skulle spilde sit liv, kunne det lige så godt ske i Paris.

På én eftermiddag havde Lucien spenderet 1570 franc.

Det kunne man leve for i flere uger i Angoulême.

Men den aften skulle Louise for enhver pris se ham og elske ham.

Et helt liv kunne afhænge af det første indtryk, overklassen fik af én.

Og det første indtryk er ofte det rigtige. Især når det er dårligt.

Monsieur?

Jeg har ikke billet, men jeg er ventet. - Ventet?

Ja. Af markise d'Espard og baron du Châtelet.

Men De har ingen billet? - Nej.

Vent her ved siden af. - Men de venter på mig.

De kan ikke komme ind uden billet. Lad folk komme forbi.

Åh, Lucien... Vi ledte efter Dem.

Paris klæder Dem, madame.

Hvad har De gjort ved Deres hår? - Jeg ville gøre Dem ære.

Det er en sand bedrift. Kom...

Nu så han markise d'Espard, som skulle få en vigtig rolle i hans livs drama.

Vent et øjeblik, Lucien.

Min kære kusine. - Godaften.

De ser henrivende ud. Der er en, jeg gerne vil præsentere.

En gudsøn, som kommer fra Angoulême.

Må jeg præsentere markise d'Espard? - Lucien de Rubempré. Til tjeneste.

En gudsøn...

På vej tilbage til logerne fortalte markisen sin kusine -

- at man ikke skulle holde sit lommetørklæde i hånden på den måde.

God og dårlig smag, altså elegance, rummer tusind nuancer.

Det har nogle kvinder sans for, mens andre aldrig får det.

Det er første gang, De er i operaen, hører jeg.

Er det meget tydeligt, madame? - Sæt Dem dér, så har De et godt udsyn.

Har hun taget sin frisør med?

De morer sig over moden i Angoulême. - Nej, min kære. Det er ikke Dem.

Se, Louise... Baronen sidder derovre.

Se, Louise. På anden række.

I denne forlorne verden blev små ting store.

En uheldig bevægelse, et ord eller et blik fælder debutanten.

Et fejltrin er som at jage en kniv i et maleri. En falsk tone i en opera.

Det var kun Lucien, der blev grebet af danserindernes ballet.

Som i øvrigt var meget konventionel.

Det mondæne publikum ventede kun på pausen -

- så den ægte komedie kunne fortsætte.

Min kære Nathan, vi ledte efter Dem. - Jaså?

Hvad synes De om balletten? - Alle har kun øje for Dem i aften.

Deres skønhed er blændende. - Hvor venligt.

Jeg har stadig ikke fået Deres nye bog. - De får den sidst i næste uge.

Og med hvide roser, så De tilgiver mig.

De skal møde min kusine Louise de Bargeton.

Hun læser meget og er kommet fra Charentes. Fint, ikke?

Lucien de Rubempré, en ung digter, som er ny i Paris.

Monsieur Nathan er vort største litterære håb. Han kan nok rådgive Dem.

Selvfølgelig. Jeg vil med glæde hjælpe den herre.

Louise? Undskyld mig...

Har De mødt nogen forlæggere? - Jeg har nogle adresser, ja.

Der er Dauriat, Delaunay...

Vi kan tale om det. Hvis De er interesseret, skal De møde dem.

Det er pænt af Dem. - Man kan ikke nægte markisen noget.

Undskyld, monsieur.

Nyder De aftenen, madame? Jeg har aldrig set noget lignende.

Man føler sig lille. - Hvem er den unge mand?

En berømt forfatter... Jeg ved det ikke.

Der er meget, De ikke ved, Lucien.

Baron du Châtelet havde diskret ladet rygtet løbe -

- at Lucien løj om sit adelsprædikat.

En ikke-adelig sad i logen hos markise d'Espard, en af de allerfineste.

Der var lagt op til skandale.

Går De allerede, mesdames?

Louise?

Jeg ville hjælpe den unge digter. - Og som tak lyver han om sit navn.

Rubempré er hans mors navn. - Så har han ikke ret til at bære det.

Jeg ville ikke kompromittere Dem. - Mig? Ingen kan kompromittere mig.

Bekymr Dem hellere om, hvad folk vil sige om Deres forhold til den unge mand.

Jeg har set kvinder blive forvist fra salonerne for mindre end det.

Jeg har forstået.