The Twin

Nate, se. Kig til venstre. Til venstre.

-Den anden venstre. -Ja.

De majsmarker strækker sig mange kilometer.

Hvad er det for en stemme?

Til kærligt minde om Nathan Doyle

Jeg kondolerer.

Jeg har også to børn.

Ikke tvillinger, men...

Tak.

Jeg ved, det ikke angår mig, men det her er en dårlig handel.

I kunne få meget mere for huset.

Undskyld...

Kan vi ikke bare klare det nu?

Eller skal vi gå et andet sted hen?

Okay.

Skriv under her.

Hvor er det, I flytter hen?

FINLANDS NORDØSTLIGE GRÆNSE

Skat.

Vi kan stadig vende om.

Nej.

Halløj. Vågn op, lille ven.

Så er vi her.

Wow.

Se dig omkring, men gå ikke for langt væk.

Bliv, hvor vi kan se dig.

Du kunne også se efter ham ind imellem.

Tænk, at jeg er tilbage her.

Jeg har en god fornemmelse.

Det bliver et godt år.

Jeg er glad, hvis du er.

Sig ikke det.

Jeg vil gøre dig lykkelig.

Det er nemt.

Hvis Elliot er glad, så er jeg glad.

Elliot?

Elliot?

Elliot?

Du må ikke løbe væk sådan. Er du med?

-Her er farligt. -Det gør ondt.

-Undskyld. -Det er jeg ked af, mor.

Det lover jeg.

Jeg nåede at blive bange.

Hvad laver du her?

Jeg forstår.

Vi prøver at reparere den.

Undskyld, mor.

Nej!

-Lad mig. -Nej, mor!

Jeg vil se mit værelse.

Okay. Jeg er straks tilbage.

Bær dem ud i køkkenet. Det står på kasserne.

Derop.

Nej, bær dem op.

Jeg kan vise det.

Rachel?

Hvad er der?

Huset er en gammel præstebolig, så...

Elliot!

Jeg er her!

Hvor?

Mor!

Elliot?

Elliot?

Elliot.

Elliot.

Du skræmte mig!

Vil du skræmme livet af mig?

Det her skal være mit værelse.

-Synes du det? -Må jeg få det?

Lad os først spørge din far.

-Okay. -Godt.

Vi har vist besøg.

-Er de allerede gået? -Ja, undskyld.

De har en lang vej hjem.

Men du møder dem til velkomstfesten.

Okay.

Du behøver ikke sove her, hvis du ikke vil.

Far og mor er nedenunder.

-Hvis du vil sove ved siden af os. -Okay.

Kys.

Også et til Nathan.

Jeg elsker dig, lille mand.

Sov godt.

Mor?

Du og far...

Elsker I mig lige så højt som Nathan?

Selvfølgelig gør vi det.

Du ved...

Vi savner bare Nate så meget.

Ligesom du gør.

Men tænk ikke på det.

Hør...

Du ved godt, du kan fortælle mig alt, ikke?

Okay.

Hvorfor efterlod vi Nate der?

-Under jorden? -Åh, skat...

Vi forlod ham ikke.

Han er altid hos os. Altid.

Men hvem begravede vi så?

Elliot...

Hvor har du den fra? Hvor fandt du den?

Må jeg beholde den? Må jeg ikke nok?

Nathan ville have ønsket det.

Bare du passer godt på den.

Nu vil han også have en seng til Nathan.

Jeg lovede ham det måske.

Var det ikke det, vi skulle undgå?

Hvad gør vi her, hvis du bare overgiver dig?

Undskyld. Hvad skulle jeg gøre?

Sige "sørg ikke over din døde bror"?

Du ved godt, jeg ikke mente det.

-Men det er det, du vil. -Nej.

Jeg vil have, at vi får det bedre.

Godnat.

Hey...

Kom her.

Det skal nok gå.

Det hele skal nok gå.

Havde du den samme drøm igen?

Vil du tale om den?

Der er intet nyt at fortælle.

Kun jeg kan høre ham skrige.

Alle tror, jeg er blevet skør.

De prøver at holde mig tilbage.

Men jeg må selv se ham.

Når jeg endelig får låget på kisten op...

...og ser ham...

Nathan?

Elliot.

Han er så bleg.

Så smuk.

Det ville være for meget at også miste ham.

Vent. Også den her.

-Kom nu! -Okay.

-Skynd jer. Kom nu! -Jeg kommer.

Min far tog mig med hertil, da jeg var barn.

Han sagde, at de røde håndaftryk-

er tusindvis af år gamle.

Hulemænd har måske lavet dem.

Man siger, at hvis man lægger hånden på dem-

og ønsker noget-

går ønsket i opfyldelse.

Du ville jo have den grønne.

Den blå er min.

Okay, færdig.

Tre, to, en...

Jeg kan også lide dig. Du er min bedste ven.

Hej.

Du får nogle af bilerne.

Hvem taler du med?

Hallo. Elliot.

-Halløj. -Vent lidt.

VELKOMMEN, ANTHONY OG RACHEL

Rach...

Den mand har taget sig mere af mig end af min mor.

Rart at møde dig.

-Jeg er straks tilbage. -Okay.

Du ser ikke ud til at more dig.

-Undskyld? -Festen.

Heller ikke jeg. Jeg kom for at forarge.

Jeg hedder Helen.

Rachel!

-Du taler engelsk. -Det gør de fleste her.

De vil bare ikke.

Men jeg er ikke herfra.

Din mand... Hold da op.

Sikken mand.

Landsbyens stolthed med sin "Spydspids".

-Har mange af jer læst bogen? -Læst den?

Landsbyboerne lever den.

De vil ikke have, at jeg taler med dig.

Har du været derude?

Det er smukt.

-Nej. -Kom.

Jeg bider ikke.

Jeg må kondolere.

Sikken frygtelig ulykke.

Ja.

Jeg ville ikke bo i det hus mere.

Alt mindede mig om ham.

Anthony har altid villet komme tilbage-

og fortsætte med at skrive.

Så det var ikke din idé at flytte hertil?

Det var en fælles beslutning.

Du er fotograf, ikke?

Altså... Det var jeg.

Du kan måske tage billeder af mig.

Jeg fotograferer ikke mennesker.

Kun arkitektur.

Bygninger, former og den slags.

Skal vi sætte os?

Jeg må hellere gå tilbage til min søn.

-Men tak. -Hør...

Jeg er ikke skør.

Det er alle de andre.

Vær nu sød.

Okay.

Det er lige meget.

Har du set Rachel?