On Wings of Eagles

BASERET PÅ EN SAND HISTORIE

Seneste nyt fra hele verden:

De Olympiske Lege 1924 i Paris er nu slut.

Eric Liddell, briten som vandt guld i 400 meter,

blev lovet den amerikanske drøm.

Men den berømte atlet, som blev tilbudt flere sponsorkontrakter,

har sagt nej til dem alle. Han er gået med i London Missionary Society

og flyttet til Kina og har giftet sig med Florence Mackenzie.

Der vil de stifte familie. Han vil undervise og leve et givende liv.

At tilbyde en hjælpende hånd og lidt håb

er den eneste rigdom, mr Liddell har brug for.

Med lidt held finder man en i livet,

som kan hjælpe en med at blive et værdigt menneske.

Det held fik jeg for mange år siden, da jeg mødte den flyvende skotte.

Hans navn var Eric Liddell.

NI ÅR TIDLIGERE

Han blev kendt, da han nægtede at løbe et 400-meterløb på en søndag,

som han plejede at hellige sig familien

og vis taknemmelighed for alle de velsignelser, de havde fået.

I sejrens glans blev han kendt som manden, som stod for sine principper.

Men for ham var det ikke en storslået gestus.

Efter uddannelsen vendte han tilbage til Kina,

hvor han underviste i kemi, engelsk og idræt.

TIANJIN, JULI 1937

De mangeårige kampe mellem Japan og Kina

havde udhulet vores lykke og påført vores folk stor lidelse.

Hent soldaterne!

Kør tilbage.

Tilbage. Japanerne kommer.

Det her er professor Liddell.

Mange tak.

Født fattig har man sine kneb.

Jeg fik tingene til at lykkes, når det var nødvendigt.

Professor Liddell kaldte mig Xi Niu.

Jeg fik penge for at køre ham til skolen hvor han underviste fattige børn.

Ind med jer!

Sæt jeg ned og vær stille. Sæt jer.

P for Peter. C for Cat.

Lærer Liddell, Song Tianjia er ikke kommet endnu.

Han sagde, at pærerne er modne nu. Han ville tage nogle med til Dem.

Lærer Liddell!

Jeg kommer!

Lærer Liddell!

Nej, Song!

Song!

- Song! - Det er slut.

Da jeg var yngre, løb jeg kun væk fra hvepseboer

eller nogen, der ville fængsle mig.

Men jeg løb med mr Li.

Løb hjalp ham til at finde fred.

Men den dag blev jeg slået af hans mod

da han løb for at finde fred i den eskalerende krig.

DET BRITISKE KONSULAT

Florence vil nok slå dig ihjel på grund af det her. Og mig med, sikkert.

Hun ville gøre det samme i mit sted.

Vi kom hertil for at hjælpe mennesker. Vi kan ikke rejse hjem pga. modgang.

Dine børn er også mennesker, Eric.

De er unge. Florence vil være der for dem.

Lad mig afslutte det, jeg er begyndt på.

Vær rar at give det her til nogen i nød.

- Far, jeg er bange! - Der sker ikke noget.

Hvordan lyder den sang, som mor holder så meget af?

Kan I hjælpe mig?

Stille min sjæl

Gud står ved min side

- Spil du. - Bær med tålmodighed

dit kors af smerte og sorg

Florence.

Tak gode Gud, at de sover godt.

Jeg lovede at hjælpe hospitalet i Xiaozhang. De mangler udstyr.

- Nu er Roberts søn... - Syg. Det ved jeg.

Han måtte rejse hjem til England for at tage sig af ham.

Men du er ikke læge som din bror.

Vi har stiftet familie.

Ikke kun Guds familie,

men vores egen.

Jeg elsker dig, Florence, af hele mit hjerte.

Jeg ved, hvilken slags mand jeg giftede mig med.

Hjælp mig med at pakke.

Kom, Heather. Er Xu ikke flot?

Sådan, ja.

Xu...

Tag dig godt af ham, mens vi er væk.

De kan stole på mig, mrs Li. Jeg lover at passe på Eric.

Før besættelsen havde mr Li søgt om orlov

fra London Missionary Society for at rejse til Canada med familien.

Men tilladelsen var endnu ikke kommet.

Han følte sig forpligtet til at hjælpe folk i nød,

i både gode og dårlige tider.

Jeg kommer, så snart jeg kan. Fortæl mormor, at vi alle har det godt.

Vis hende jeres smukke håndskrift,

så skal jeg vise børnene her, hvordan man skriver lige så pænt.

- Tro ikke, at det er en guldmedalje. - Åh, Florence...

- Et sidste kram, piger. - Vi skal snart være sammen igen.

Alle, der ikke er passagerer, skal forlade skibet!

Jeg er snart hjemme igen.

Farvel.

Jeg elsker jer.

- Jeg vil savne dig. - I lige måde. Jeg er snart hjemme.

Pas på den nyfødte. Lov mig det.

Det lover jeg.

Selv om den japanske hær havde plyndret og taget hans hjem,

troede mr Li på at bede for sine fjender.

Jeg havde andre tanker, men jeg holdt dem for mig selv,

fordi jeg ville lære at respektere mr Li.

Der skulle gå lang tid, før jeg forstod værdien i hans måde at tænke.

Mr Li måtte flygte fra sit hjem

og søge ly med andre fra skolen, hvor han underviste.

Er de til mig?

Tak.

Vi løber en tur. Kom!

Nu løber vi. Vi får varmen, hvis vi løber.

Han løb hver dag uden undtagelse.

Det tog mig nogen tid at indse,

at han ikke kun løb for sig selv, men også for os.

Hvor er din mor og far?

Vil du med?

Kom.

Tak.

Kom herop.

Jernsulfid.

Syre.

Kan I mærke lugten?

Det smager godt.

Lad mig prøve.

Gør det ikke. Han dyppede pegefingeren, men puttede lillefingeren i munden.

Farbror Li, der kom et brev til Dem!

Hvad har du der?

Maureen.

Er det Deres datter?

Hvornår skal De se hende?

Snart.

Meget snart, tror jeg.

Jeg savner også min familie.

Kom her.

- Farbror Liddell, er det her Dem? - Ja, det er det.

Før min hårgrænse kravlede bagud.

- Hvor søren fandt du den? - Jeg har mine metoder.

Jeg fandt den for længe siden. Den er til dig.

Kan du hjælpe mig med at finde et børnehjem til ham?

Xiao Shitou. Kan du arbejde?

Godt. Fra nu af kan du bo her.

Du kan hjælpe mig med at ordne bilen og den slags.

Vi er ikke i familie. Jeg vil bo hos farbror Liddell.

Han er ikke kineser. Vi er kinesere.

Han siger, at han også er kineser.

Sludder! Farbror Liddell er udlænding. I ligner ikke engang hinanden.

Jeg er født her, så jeg burde være kineser.

Ikke sandt?

Fremover kan du sidde her hos os. Vi er en familie.

Nu spiser vi.

Uden mr Liddell ville vi ikke sidde her og spise.

Uanset oprindelse så er vi stadig en familie.

Jeg har boet her det halve af mit liv,

så jeg hæver min kop for jer, mine venner,

med en drik, som kommer fra mit første hjem.

- Lad os drikke te sammen. - For Kina.

Skål!

Den er varm.

Min bror Robert, du ved. Han arbejdede på hospitalet i Xiaozhang.

Inden han rejser, bad han mig skaffe udstyr til lægerne der.

Nej, du fik det af din far.

Desværre har jeg ikke andet. Det ville glæde ham, hvis det kunne være til gavn.

- Ikke det her. - Jeg beder dig.

Jeg håber, det er tilstrækkeligt værd. Listen er temmelig lang.

Vis passérsedlen.

Stig ud nu!

Lad mig klare det her.

Vis os den!

Stop ham! Stop ham!

Det er jeg meget ked af.

Eric Liddell.

Den olympiske sprinter.

- Hvad laver du i Kina? - Underviser.

Du kan gå.

Tak.

Kør.

Kør.

Vi har taget os af den undvegne.

Månederne gik, og det var ofte tæt på med de japanske soldater.

Livet rummede mange farer, og vi havende ofte i de stridendes krydsild.

Med Erics iver efter at hjælpe dem i nød og mine kontakter i underverdenen

lykkedes det os at gennemføre vores opgaver.

Lægeudstyret er her.

Det var ikke så slemt.

Eric, vil du bede for en døende patient?

Naturligvis.

- Olympiske sprinter! Skal vi dyste? - Hvad? I min alder?

Løb! Kom så!

Kom nu!

Har du ikke to hænder?

7. DECEMBER, 1941

KRIG! PEARL HARBOR ANGREBET

Gentag efter mig: Jeg, Hugh...

Jeg, Hugh...

- ...tager dig, Catherine, til min mand... - ...tager dig, Catherine, til min mand...

og lover at være dig tro...

og lover at være dig tro...

i med-og modgang, i sygdom og helse...

- Dette er Guds hus. Læg jeres våben. - Ti stille.