Nick Kroll: Little Big Boy

EN COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

Hvad så, Washington D.C.?

Tak, fordi I er kommet.

Det er en vanvittig tid lige nu.

Alle gør deres bedste, og I skal vide,

at i de næste fire til fem en halv time

skal det hele nok gå. Okay?

Tak.

Sådan har det ikke altid været.

Jeg husker engang i syvende klasse.

Det var vores første fest med både drenge og piger.

Det var altid spændende.

Det var dengang, hvor alle stadig var heteroseksuelle.

Jeg var tændt.

Jeg bar min lilla skjorte med knapper i kraven

og mine khakibukser fra GapKids

med elastik i livet

til børn, der pludselig råber: "Jeg skal lave pølser nu!"

Jeg glædede mig ekstra meget,

fordi der var en pige, Lizzy,

som jeg havde været vild med hele min barndom.

Hun sad alene og så TV.

Jeg kom ind.

Jeg havde åbningsreplikken klar:

"Har du hørt, at fr. Goldmans datter måske har kræft?"

Den sygeste scorereplik.

Og netop som hun kiggede på mig,

kom Jenny, som vi holdt festen hos, op bag mig

og trak mine bukser ned.

Khakibukserne med elastik fra GapKids gled ned så let som ingenting.

Indenunder havde jeg silkeboksershorts på.

Som en forretningsmand på ferie i Hongkong.

De gled også hele vejen ned...

Lizzy kiggede over på mig, og hun sad nu ansigt til ansigt

med min lille, skaldede cashewnød.

Hun var rædselsslagen.

Jenny, som havde trukket mine bukser ned,

var lamslået.

Og jeg var med ét slag blevet komiker.

Tak.

Tak.

Jeg var sent udviklet.

Derfor var det så slemt, at det skete dengang.

Jeg var også kræsen.

Som lille ville jeg kun spise makaroni og ost.

Jeg kan huske,

at min mor prøvede at give mig noget andet.

Sommetider peppede hun det op

og lavede fettuccine Alfredo.

Det var det samme, bare med mere fløde.

Fettuccine Alfredo, den vådeste af alle pastaretter.

En aften slubrede jeg en stor skål fettuccine Alfredo i mig.

Det perfekte måltid lige før karatetræning.

Især for en seksårig, der endnu ikke er diagnosticeret laktoseintolerant.

Jeg spiste min fettuccine Alfredo og gik ud i bilen. Jeg vil nødig prale,

men vi havde en Plymouth Voyager. Det var ikke noget særligt.

Jeg satte mig helt om bagi. Jeg sad dybt nede til højre.

Min mor gav mig en fersken som dessert.

Jeg sagde: "Ad, den fersken er saftig!"

"Så må du levne." Jeg tog den og maste den ned i kopholderen.

Lagde en serviet over den og sagde: "Dumme frygt".

Jeg havde nemlig en talfejl.

Vi kom hen til karatetræningen.

Jeg gik til karate. En lille, jødisk dreng,

der gik til karate med ti irsk-katolske brandmænd fra byen.

På den lokale katolske skole, som hed "Opstandelsen".

Jeg var ikke velkommen på skolen i dagtimerne.

Jeg havde lyst til at sige:

"Uden mig... Har I set, hvad skolen hedder?"

Angiveligt, D.C.

Jeg gik ind til karate

og hilste på de øvrige kampsportsudøvere.

Med behørig respekt.

Måske har I været så heldige at overvære en karatetræning

eller måske endda en karateopvisning,

som er den lejlighedsvise ceremoni, hvor man viser,

at man kan udføre en forenklet version af en TikTok-dans.

Sådan her. Og så...

Jeg ved det ikke. Beklager. Jeg lader være.

Man avancerede langsomt fra hvidt til gult bælte

og til sidst sort bælte.

Jeg var altså til karate

og udførte alle sparkene og slagene.

Jeg tænkte: "Det går fint. Jeg er god til karate."

Pludselig hørte jeg:

Og jeg tænkte: "Åh, fettuccine Alfredo."

Så jeg bad dem om at have mig undskyldt.

Hilste på kampsportsudøverne.

Og så

gik jeg ud på gangen, hvor jeg nærmest gik kapgang

sådan her.

På gangene på andre skoler kan man altid se plakater med motiverende budskaber.

For eksempel med Jesus, som siger: "Hæng i."

Jeg nåede toilettet, og det var lige op over.

Men jeg havde bundet knude på min gi.

Jeg ved ikke, hvor meget I ved om kampsport,

men en gi er den dragt, man bærer i karate.

"Ghee" er også et ord, man bruger om klaret smør.

I kender måske keto-kuren

eller bulletproof kaffe.

For tiden drikker jeg bulletproof kaffe, hvor man hælder

en masse klaret smør i sin kaffe.

Om fem år vil man sige: "Husker I dengang, hvor alles blodårer eksploderede?"

Eller Atkins-kuren.

Kan I huske, at ham der opfandt Atkins-kuren,

døde af et hjerteanfald?

Eller ham, der opfandt Segwayen?

Ved I, hvordan fyren, der opfandt Segwayen, døde?

Han kørte ud over en klippe på sin Segway.

Hvilket er en fin rullende overgang til...

...min gi.

Jeg havde bundet omkring hundred knuder på den,

fordi børn ikke forstår fremtiden

eller konsekvenser.

Jeg prøvede at binde min gi op.

Men så spraymalede jeg bare min gi...

...med fettuccine Alfredo-skum.

Nu skulle jeg så tilbage hen ad gangen.

Jeg slentrede nærmest afsted.

Som en lille John Wayne. Jeg kom ind til karate igen.

"Halløj, Kemosabe."

Brandmændene sagde ikke et ord.

Men jeg ved bare, at de gik hjem og sagde: "Kroll-knægten sked sgu i sin gi."

Det, jeg siger, er:

Jeg kom til karate den dag med hvidt bælte,

men tog hjem med brunt bælte.

Tak.

Jeg er sent udviklet. Jeg var lang tid om mange ting.

Som at sige "jeg elsker dig".

Kan nogen af jer huske første gang, I sagde "jeg elsker dig" til nogen?

Det må ikke være et familiemedlem eller en god gang kylling med parmesan.

Råb, hvor gammel du var,

da du sagde "jeg elsker dig" for første gang.

Tretten. Atten.

Jeg var 32.

Husker I første gang, I fik jeres hjerte knust?

Tretten. Seksten.

Jeg var 33.

Det betyder, at den første kvinde, jeg sagde "jeg elsker dig" til,

også var den første, der knuste mit hjerte.

Og det trak eddermame tænder ud.

Det er vel ti år siden. Hun hed Kate.

Hun var den slags kvinde, som jeg altid havde troet,

at jeg aldrig kunne få. Hun var smuk og sjov.

Og klog.

Hun var den type pige, som jeg altid var vild med i gymnasiet.

Men vi var bare venner.

Måske er den dynamik fremmed for folk, der tager til comedyshows...

I kender det godt. To venner. Den ene er forelsket.

Det er meget anspændt, indtil én siger:

"Jocelyn, kan vi to godt tale sammen?"

"Det skal nok blive godt..."

Jeg tog til fest og drak mig fuld:

"Jocelyn, som jeg nævnte tidligere,

vil jeg gerne benytte chancen for at tale med dig

og fortælle dig, at jeg virkelig værdsætter vores venskab.

Men du skal også vide, hvor ofte jeg onanerer til tanken om dig."

Så sagde hun: "Hvor er det sødt, Nicky. Men jeg tror, vi er bedre som venner."

Og så svarede jeg: "Ja, det var også dét, jeg havde håbet på."

Og så gik hun udenfor

og gav et handjob til en lacrossespiller

med utallige hjernerystelser

ved en fest hjemme hos mig.

Okay?

Men som 32-årig mødte jeg så Kate,

og vi var forelskede og talte om at flytte sammen.

Vi talte, som man gør, når man tror, man har mødt den rette.

I ved nok...

"Hvis vi overhovedet skal have et barn...

Hvad skal det så hedde?"

Jeg sagde straks: "Kilometer.

Kilometer Kroll. Det er et stærkt navn."

Jeg er nemlig stor fan af Miles Davis.

Men endnu større fan af metersystemet.

Vi så os ikke tilbage.

Hun fik en opgave i New York,

hvor vi også skulle til bryllup, så jeg fløj dertil

for at tilbringe en romantisk weekend med hende.

Vi tog til brylluppet.

Har I været til bryllup med en kæreste?

I sidder og ser brylluppet og siger: "Er det sådan, vi ville...?

Pigen, der bærer ringene, er da sød,

men vi skulle vel have en gravhund i smoking til at bære dem?"

Da de afsagde bryllupsløfterne, stortudede jeg.

Jeg så på hende, og hun græd en hel del mindre.

Da vi kom hjem igen, sagde hun:

"Vi er nødt til at tale sammen, Nick." Jeg sagde:

"Om hvad? Fremtiden?"

Og hun sagde: "Det kan man godt sige."

"Hvad foregår der?" "Jeg synes, vi skal slå op."

Jeg sagde: "Hvad mener du? Det kører jo."

"Nej, Nick. Vi har jo talt om det her."

Jeg sagde: "Vel har vi ej talt om det!"

"Jo, jeg har talt om det med mine veninder."

Når man bliver droppet,

indser man, at man er den sidste til at høre,

at man bliver droppet.

Hun har allerede haft det ude i fokusgrupper.

De har afholdt workshops om materialet,

og nu præsenterer de dig for deres konklusion.