Elvira Madigan

L 1889 skød den svenske løjtnant, grev Sixten Sparre, -

- og linedanseren Elvira Madigan alias Hedvig Jensen sig-

- i en skov i Danmark. Filmen bygger på denne hændelse.

- Hvad er der, Sixten? - En bi. Lige i skanken på mig.

Jeg kommer aldrig til at sidde ned igen.

Kom. Kom, så skal jeg puste på det.

Åh nej!

Nå._!

- 1. trop melder alt klar. - Ritmester, 2. trop melder alt klar.

Hvor er løjtnant Sparre?

Er du lykkelig?

Er du lykkelig?

Jeg er så lykkelig, Sixten.

Det er jeg. Det er jeg. Tænk, at jeg turde stikke af.

På linen var jeg modig, men nede på jorden var jeg frygtelig fej.

Hvor fanden er Elvira? Er hun ikke med, kræver de pengene tilbage.

Jeg kan næsten ikke kende mig selv. Nu kan de bare lede.

Sådan.

Nej. Hold nu op.

Hold nu spejlet der.

- Elvira. - Sig Hedvig.

- Det er mit rigtige navn. - Kære, lille Hedvig.

- Kan du se, det ligner en bjørn? - Nej, det er da en kanin.

- Det er en bjørn. Kan du ikke se det? - En kanin.

Kanin.

- Hvad er der? - Prøv at mærke.

Ja, det er nydeligt: "Efterlysning: Løjtnant Sixten Sparre."

"Signalement: Et halvt skæg."

"Er aldrig set siddende og kommer aldrig til at sidde igen."

Elsker du mig?

Det er jo dig, der har givet mig mit gamle navn tilbage.

Før var jeg både Hedvig og Elvira. Nu ved jeg, hvem jeg er.

Vi må straks købe civile knapper til din jakke. Hvor meget har vi?

Det ordner sig.

- Hvor meget har vi? - 18 millioner og 11 ører.

Værsgo. Du har mere brug for dem end jeg.

- Det er flot. - Jeg er nemlig i civil tjeneste nu.

Tak skal du have.

Har vi råd til det, Sixten?

Synes du om det?

Jeg kan ikke sove med den herinde. Hvad gør vi?

- Har du set, Sixten? - Hvem har lavet den?

Han var krøbling. Han tegnede mig, da jeg sad på en café i Paris.

Min egen.

De skulle vel ikke have nål og tråd i kurven?

Tak.

Laver De mad her?

De må nå meget på en dag.

Må Jeg prøve?

Det er faktisk første gang, jeg syer en knap i.

Du kan blive skrædder, hvis det kniber.

Jeg faldt engang, men var heldig.

Det var i Venedig. Der var spændt en line ud over kanalen.

Der lå en tømmerflåde ude i lagunen, hvor der sad et kapel og spillede.

Der var brændende fakler. Åh, hvor jeg elsker Italien.

Om jeg er lykkelig? Du spørger, om jeg er lykkelig.

Har man ret til at være så lykkelig? Man kan ikke leve, som vi gør, endnu.

Men engang vil man kunne vælge mere end én gang. Mere end ét liv.

Mennesket vil indse, at man forandrer sig.

Krigen Krigen. Har du set krigen, Sixten?

Du ved ingenting om dit arbejde. Krig er jo Soldatens arbejde, ikke?

L Paris blev vores cirkustelt ramt af en granat.

Jeg var to år og har fået det fortalt. Det må have været i 71.

Dyrene brændte inde. Jeg synes, jeg kan huske lugten.

Krig er ikke parader, Sixten. Det er lugten af brændt kød.

Ingenting er helligt nu om dage. ingenting.

"Sporrong. Stockholm." Hvor har du fundet den?

"Da Johan kom til Stockholm, lånte han til logi på Ladugårdslandet."

"Som det følsomme gemyt, han var, valgte han denne bydel, -

fordi majoptoget kom den vej."

"Her hentyder vi til Cirkus

Madigans smukke primadonna, frøken Elvira Madigan."

"Selskabet kom til Sundsvall og indtog Rullans Cirkus."

"Frøken Elvira blev alles yndling. Aften efter aften voksede sympatien."

"Men det blev en kort fornøjelse. En dag var hun sporløst forsvundet."

"Ingen vidste i starten hvorhen, thi i fortvivlelse over at miste hende

forsøgte forældrene at skjule hendes flugt længst muligt."

Må jeg se?

"Men ét var åbenbart for enhver ved synet af den unge pige."

"Nemlig at hun besad et ganske særligt overspændt temperament."

"Når hun stod med det silkegule hår i et brus om hoved og skuldre, -

- lignede hun snarere et åndesyn end noget af denne verden."

Og nu skal du høre: "l øjnene glimtede en flammende, sælsom ild, -

- og på læberne hvilede et smil, som oftest lyste isnende køligt-

- mod tilskuernes glødende begejstring."

Om forladelse.

Nej, det må De ikke. Hvis nogen hører om Sixten

- Har du set, hvem der er efterlyst? - Hvad mener du?

Fugleskræmslet og knapperne. Det må da være Sparre og Madigan.

- Jeg vil anmelde dem. - Hvad sker der ham så?

Han er desertør. Han ryger i fængsel.

Fløjt nu.

Jeg kan ikke fløjte, Sixten.

Hvad vil hun? De tager fejl.

Skynd dig, Sixten.

Bid! Vi har fanget en fisk, Hedvig. Mad!

Pas på, Sixten. Stille og roligt. Åh, Sixten.

Åh, Sixten.

Hvor er fisken? Har vi mistet den?

Hedvig? Hvor er fisken, Hedvig?

- Der er fisken. - Så får vi mad, Hedvig.

- Nu har vi mad, Hedvig. - Ja.

Mad. Vi har mad, vi har mad.

Find et sted, hvor vi kan tænde bål, så samlerjeg kviste.

Men jeg skal jo rense fisk

Tænk, at jeg omsider fandt dig. Det tog en uge.

Jeg har søgt efter dig i en uge.

Ingen ved, at du er her.

- Ikke engang ...? - lkke engang Henrietta.

Børnene?

Kristian har haft kighoste, og Louise har tabt en tand.

- Hvor sad den? - Hvor den sad? Her.

Hun er så stolt. Hun kan spytte med lukket mund.

Hun var så misundelig over, at Kristian kunne det.

Bang!

- Nu kan jeg kende dig igen. - Nej.

Det er ikke mig. Jeg er blevet som kvindfolkene.

- Jeg vinder garn og leger i græsset. -Jeg har også leget i græsset.

Når man har et strå tæt på øjnene, kan man ikke se andet.

Resten af verden bliver utydelig. Man er nødt til at vælge, Sixten.

Men jeg tror, at et græsstrå kan være hele verden.

Verden er ikke andet end græs.

Man er jo nødt til at begynde med noget, der er reelt for en.

Der er så mange ord, der har mistet deres betydning for mig, Kristoffer.

Til gengæld er der mange ting, der er blevet vakt til live.

Når vi laver parader for kongen.

De klaprende hove, trommerne.

Bajonetterne, der blinker i solen.