Out Stealing Horses (Ut og stjæle hester)

Hvis du nogensinde havde fået at vide, hvordan det gik mig her i livet -

- så havde du fået at vide, at det gik godt.

Jeg har været heldig.

UD OG STJÆLE HESTE

Jeg havde altid længtes efter at være alene sådan et sted.

Selv da det gik allerbedst.

Jeg har boet i Sverige i 42 år. Nu bor jeg her.

Om nogle uger går verden ind i et nyt årtusind.

Der kommer fest og fyrværkeri i bygden. Det skal jeg ikke med til.

Jeg bliver her alene. Drikker mig tilpas fuld -

- og sover så tungt, man kan, uden at være død.

Det glæder jeg mig til.

Poker?

Poker?

Poker?

Poker?

- Poker? - Hallo?

Det er dig, der bor i huset dér, ikke?

Jeg er flyttet ind.

Jeg kan ikke sove, når min hund er væk.

Der er mange ulve i skoven.

Poker?

Sit. Bliv der.

Vidste du, at border collien skulle være verdens klogeste hund?

Ja, det har jeg hørt.

Han er desværre begyndt at overtage det hele.

- Det duer ikke. - Nej.

Jeg har aflivet en hund før. Jeg svor, jeg aldrig ville gøre det igen.

Men nu ved jeg ikke...

Hvad var det for en hund, du aflivede?

En schæfer. Det var ikke min.

Det var min mor, der så den først.

Den jagtede nogle rådyrkalve i skovbrynet.

Jeg havde set den i mange dage. De stakkels kalve var rædselsslagne.

De var helt udmattede.

Til sidst ringede min mor til lensmanden, men han sagde:

"Jamen så bare skyd den."

"Det er da lige noget for dig, Lars," sagde min mor.

Jeg havde fandeme ikke lyst. Jeg rørte aldrig ved den bøsse.

Men der var ingen vej udenom. En dag kom kalvene løbende lige mod mig.

Og så kom schæferen 30 meter bag dem.

Et gigantisk bæst.

Jeg var sikker på, at jeg ramte ham med første skud, men han fortsatte.

Så skød jeg igen, da han var et par meter væk.

Han faldt med benene i vejret og gled helt op på mine støvlesnuder.

Og der lå han...

... lammet og gloede op på mig.

Jeg bøjede mig for at klappe ham. Men så knurrede han.

Snappede efter min hånd.

Så affyrede jeg to skud til.

Tværs gennem hovedet.

- Det var ligegodt satans. - Jeg var kun 19 år.

Det er jo længe siden nu, men... det glemmer jeg aldrig.

Så kan jeg godt forstå, du aldrig mere vil skyde en hund.

Nu må vi jo se.

Vi har aldrig hilst ordentligt på hinanden.

Trond Sander.

Lars Haug. Med "g".

Poker? På plads. Kom.

Tak for selskabet.

Det var satans.

Olav kan sætte en ny pære i. Jeg kan ringe efter nye reservedele.

- Du kan gå over i butikken imens. - Tak.

- Er du stadig glad for at være her? - Ja.

Jeg er glad for huset og glad for at bo her.

Det er vel ikke helt let sådan at blive alene?

Det er jo snart tre år siden, hun gik bort. Tiden går.

38 års tosomhed -

sluttede brat.

Det var mig, der kørte. Jeg føler ikke skyld.

Kun savn.

Olav holder en lille pause. Vil du have kaffe?

- Det lyder dejligt. - Bare gå ind.

- Tak. - Nå...

Hvordan går det oppe hos dig?

Jeg var selv oppe og se det to gange. Til fremvisning.

Jeg overvejede at give et bud, men...

Jeg er bedre til at skrue end til at snedkerere.

Det er måske omvendt for dig.

Nej. Jeg duer ikke til nogen af delene. Men jeg har god tid.

Min far var praktisk anlagt.

Jeg lærte meget af ham.

Fædre er en fin ting.

Nej tak.

Min far var lærer. Lærte mig at læse bøger.

Det var vel stort set det. Han var i hvert fald ikke praktisk.

Men han var en god mand.

Når jeg skal ordne noget praktisk, tænker jeg altid på min far.

En mand på 40 år med selvtillid.

Sådan så du ud, da jeg var 15 -

og du forsvandt ud af mit liv.

Hvorfor slår du ikke brændenælderne, Trond?

De gør ondt.

Du bestemmer selv, hvornår det gør ondt.

Jeg var kun 15 år gammel. En dreng fra byen.

På sommerferie med far i en hytte, han havde købt billigt.

Mere end en gang hørte jeg ham sige -

- at han ikke kunne tænke med kvinder i nærheden.

Det var derfor, jeg måtte komme med, og hverken min søster eller mor måtte.

Senere har jeg tænkt, at du måske ikke mente alle kvinder.

Hej, Jon.

- Har du stået der længe? - Jeg er lige kommet.

- Vi skal ud og stjæle heste. - Det ved jeg godt.

Hej, Jon.

- Hvad er der galt med Jon? - Det ved jeg ikke.

Jeg burde selvfølgelig have vidst, der var noget med Jon den morgen.

Noget ved hans måde at bevæge sig på.

Men jeg lagde kun mærke til, at han ikke havde bøssen med -

som han altid slæbte rundt på.

Sådan. Kom så.

Sådan.

Så, så.

Rolig...

Så, så.

Spring!

Hvor skal vi hen?

Jeg vil vise dig noget.

Se.

Tænk, at noget så småt bliver levende og flyver væk.

I morges, da du var ude sammen med Jon...

Ja...

Hvad lavede I?

Vi ville ud og stjæle heste.

Vi ville ikke stjæle dem, bare ride på dem.

Hvordan havde Jon det?

Vil du høre, hvad de snakkede om i butikken?

Han havde været på jagt som sædvanlig.

Så kom han i tanke om, at hans mor var ude på besøg -

- og hans far var i skoven, og han havde lovet at passe tvillingerne.

Odd? Lars?

Odd? Lars?

Odd? Lars?

Odd? Lars?

Lars?

Lars?

Jeg må hente din mor. Du holder øje med Lars.

Det kan du vel finde ud af?

Hej hej!

Så er vi hjemme igen.

Han havde ikke fortalt det.

Hele den lange tur gennem skoven. Kun de to.

Men han havde ikke sagt noget som helst.

Hvor er Odd?

Så nu ved du det.

Det gør mig ondt.

Sandelig, sandelig siger jeg jer.

Den, som hører mit ord, og tror på ham, som har sendt mig -

får evigt liv og bliver ikke dømt -

men er gået over fra døden til livet.

Vor fader...

... du som er i himlene...

Jeg tænkte på, hvordan det var at miste livet så tidligt.

Jeg vidste, man ikke mærkede noget. Er man død, er man bare død.

Men i det lillebitte sekund lige inden -

- kunne du så mærke det? At det var slut?

Russerne har bombet mål i Tjetjenien...

Nedtælling til muligt kaos. Beredskabsstyrelsen...

Nu er jeg pludselig sikker. Lars er Lars.

Lars, som skød sin bror.

Selv om jeg sidst så ham, da han var en lille dreng på ti år.

Det ændrer ingenting. Og jeg er sikker på, han ikke kan kende mig.

Jeg taler jo også svensk nu.

Der var gået fire dage siden begravelsen.

Jeg havde ikke set Jon siden.

Hver gang han ikke var der, skyllede lettelsen ind over mig.

Og så skammede jeg mig.

Og så forsvandt han ud af mit liv.

Jeg så ham aldrig igen.

Hun var alvorlig og lidt hævet omkring øjnene -

men ikke sønderknust.

Hun var kun nogle få år yngre end min egen mor.

Men lyset stod om hende. Det var, som om jeg så hende for første gang.

Tak, fordi I kom til begravelsen.

Var det på grund af det, der var sket?

Kunne noget sådant få hende til at blive selvlysende?

Jeg stirrede ned i jorden og gik væk.

Forbandede skygge.

Måske skal vi tage lidt ad gangen.

Lidt nu og lidt næste år?

Det er mig, der bestemmer, hvornår træerne skal fældes.

Franz!

Franz!

Jeg tager livet, som det kommer. I stiv arm!

Skal vi tage et brusebad?

Sådan. Kom så.

Skal du bare stå der?

Din far leger med ilden. Fælder træ til tømmer i højsommeren -

i stedet for at vente til vinter.

De er fulde af saft. De synker.

Vandstanden er lav, og spørgsmålet er, om tømmeret når frem til Sverige.

Men hvis det skal være nu, så skal det være nu.

Kom nu!

Han havde mistet en søn.

Men jeg husker ikke, om jeg havde ondt af ham.

For første gang mærkede jeg et stænk af bitterhed over for min far.

Og nu var det, som om intet kunne være som før.

Det var da fandens også.

Hvad sagde du?

Det var da fandens også, sagde jeg.

Det, der skete i dag...