Echo in the Canyon

EKKO

1. en parallel eller gentagelse af en ide, følelse, stil eller event.

For mange variationer. Det er en Fender-forstærker.

Den kender jeg ikke. Bassbreaker 45.

Jeg har et spørgsmål.

I 80'erne sagde vi Rickenbacher.

I sagde Rickenbacker. Det er "backer".

Det har vi drøftet.

Vi er fra Syden. Det er "backer".

- Ja. - Ikke "bachers".

Er den din, Jakob?

Nej, men den bruger vi på pladen.

Det er Andys.

- Vil du se? - Hit med den.

Specialbygget til folk-rock.

Man skulle bare flytte lillefingeren.

Du har ikke råd til resten.

MED MUSIK AF

MED

OG

De kaldte det Laurel Canyon,

for alle musikerne var samlet der.

Mange musikere boede der. De kom til LA fra overalt.

De kom fra England og hele USA.

På grund af pladeselskaberne i LA, måtte de komme til LA.

Her kunne man bo,

og det var antitesen til den verden,

man så på tv.

At kunne være så tæt på Sunset Strip

og stadig føle, at man var på landet

og få en helt anden følelse, var smukt.

Jeg var nok den første til at flytte.

Jeg boede et sted langt henne i kløften.

Der var kammeratskab i bandene.

Vi lærte Beach Boys at kende

og selvfølgelig Mamas & the Papas.

Jeg kendte John og Michelle fra New York,

og Mama Cass var en rigtig god vært.

Laurel Canyon var altid et tilholdssted

for bohemer og skuespillere.

Der var masser af charmerende små huse,

og det var en munter tid.

Jeg har altid elsket excentriciteten.

Det tiltrækkes jeg af, og det fandtes her.

De var der alle.

Alle skrev sammen.

Man tog over til nogens hus

og havde guitaren med,

og så begyndte man at spille,

og inden længe skrev man et hit.

Folk ringede ikke engang.

De bankede på døren: "Lyt til det her."

Et utroligt miljø for en musiker at være i,

for det er ekstremt sundt og fremsynet

og kreativt, og sådan havde jeg det.

Der var så meget god musik,

som man fik små stumper af, og det gennemsivede dig.

Godaften.

ORPHEUM THEATER LOS ANGELES, 2015

Los Angeles-sangskriveren Warren Zevon sagde engang...

CAPITOL RECORDS, FORMAND

Jeg savner ham hver dag.

Han sagde, at hvis Roger McGuinn kun havde spillet startnoderne

på The Byrds' debutalbum og faldt død om,

havde han stadig haft den største indflydelse

på folk-rock-bevægelsen i 25 år.

Han havde ret, for i 1965, da de sange kom i radioen,

var det første gang, at så poetiske sange

blev et hit,

og det inspirerede en hel generation til at skrive anderledes

og komme til Californien,

hvilket gav ophav til Laurel Canyon-scenen.

Det 50. jubilæum for den begivenhed var i sommer.

Jakob og jeg besluttede, for ingen andre gjorde noget,

at vi ville lave en plade med de sangskrivere.

Vi skal holde koncert, og I er alle en del af den.

Tak, fordi I kom, og nyd showet.

Vil I med til 60'erne?

Det er fantastisk, for musikken,

der kom fra Laurel Canyon i 60'erne,

inspirerede ikke kun band dengang.

Det inspirerede også

min generation af musikere og sangskrivere.

Og i aften er en mulighed, som folkemusik,

at give det videre til en ny generation

og fortsætte ekkoet af den musik.

LAUREL CANYON, CALIFORNIEN TIDLIG PRØVE

Kan vi starte forfra?

Jeg ville harmonisere...

Hvad er omkvædet? "Will you go"?

- Din måde er god. - Bare "Will you go, will you go?"

Undskyld.

Vi gør det igen. Omkvædet kommer igen.

Vi gentager bare. Hvad er det her?

Det her har jeg aldrig set.

Hvorfor startede vi alt det her? Vi så filmen Fotomodellen Lola.

Det mindede os om musik fra 60'erne,

så ville genindspille nogle af sangene fra midt i 60'erne,

og vi vil vide, hvad der førte så mange hertil.

Hvem kom her først? Var det folk fra Østkysten?

Eller startede folk her uafhængigt af hinanden?

Beach Boys var her allerede.

The Byrds kom først, og så fulgte alle andre.

Hvordan blev The Byrds til?

Det startede så uskyldigt.

THE ED SULLIVAN SHOW (1964)

Beatles kom.

Jeg hørte det her i radioen...

"De bruger folkemusiks akkordændringer

alle de akkorder."

Så jeg tog en gammel folkesang

og gav den en Beatle-rytme.

Og så spillede jeg den på Café Playhouse.

De kunne ikke lide den.

De kunne ikke lide blandingen af rock'n'roll og folkemusik.

De syntes, det var en dårlig ide.

Det fedeste ved Roger og mig...

Første dag jeg mødte ham,

kom han ind på Playhouse Café

med en 12-strenget Gibson,

og han spillede "I Wanna Hold Your Hand."

Jeg tænkte: "'I Wanna Hold Your Hand' som guitarfolkemusik?"

Det var virkelig bemærkelsesværdigt og vovet.

Og han fik at høre for det.

Mange sagde: "Hvad laver han?"

Jeg tog til LA og spillede på Troubadour

som opvarmning for Hoyt Axton.

Der kunne de heller ikke lide det.

Da fandt jeg sammen med Gene Clark og David Crosby,

og vi startede The Byrds.

Der skete en hel masse pudsigt.

Vi øvede i et gammelt indspilningsstudie

på Third Avenue.

World Pacific hed det vist. Et gammelt jazzstudie.

Når de var færdige med studiet,

gik vi ind og øvede.

Og det gavnede The Byrds,

for vi måtte jo lytte til det.

Hører man, hvor dårligt det er, arbejder man hårdere.

Så det gjorde vi.

Efter vi begyndte at blive gode, dukkede Dylan op.

Vær mere specifik. Kun for sjov.

Skulle der være mere end en?

Bob dukkede op.

Han havde hørt, vi spillede "Tambourine Man".

Han lyttede til os,

og man kunne høre det knage.

Han vidste straks, at han ville spille den.

Med The Byrds er den rigtige bedrift sammensmeltningen

af folkemusik og rock'n'roll

og alle de band, man tænker på med den californiske lyd.

Ingen af dem lyder som The Byrds.

Det 12-strengede riff er noget særligt.

Et stort øjeblik

i rockmusik.

De ting harmonerede virkelig

i en kæmpe bølge.

Og det ville hurtigt skabe en hel musikgenre.

Jeg elsker McGuinns lyd med guitaren.

Som han placerede den,

og Crosbys rytme understøttede det,

gjorde dem til et mægtigt band.

Jeg var ret vild med The Byrds

og deres filosofi,

den musikalske filosofi fra folk rock.

Og sangskrivningen.

- Det var godt. - Smukt.

1960'ER FOLKESANG AF PETE SEEGER

Folkemusik er bare en ældre form for sangskrivning.

Man lærer en sang af nogen.

Måske sin onkel, som lærte den af ham, der sliber knive,

som sleb knive og sakse i Syden

og spillede banjo og violin.

SPILLET AF THE BYRDS (1965)

Da The Byrds kom, tog nogle afstand

fra folkesange med et band.

Men det var smittende.

Det er stort skridt frem fra "Love Me Do"

til den slags.

Vi begyndte at tage rock'n'roll alvorligt,

for ingen havde taget det alvorligt inden da.

Vi fik god poesi i radioen, popradioen,

for første gang. Det var helt nyt.

Det var June, moon, spoon.

Baby, I love you, ooh, ooh

Ikke "Dance beneath the diamond sky with one hand waving free".

Det ændrede alt for alle.

Fiona, er du her?

Jeg mødte Fiona, da hun var 17.

Hun bliver nok flov, hvis jeg siger det.

For sent.

Klar?

Lad os tage en Byrds-sang.

Beatles kom til USA

og blev spurgt: "Hvad er jeres yndlingsband?"

De sagde The Byrds. Vi blev blæst bagover.

Vi klædte os som dem.

Vi købte jakkesæt med sorte fløjlskraver.

Dem havde vi på, når vi spillede på Ciro's.

Det gik en uges tid. Vi hang dem op