ReMastered: Devil at the Crossroads

EN ORIGINAL DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Robert Johnson betragtes som en af de bedste bluesartister nogensinde.

Der er noget overnaturligt ved Robert.

Den genialitet lever måske kun én gang.

Man kan ikke høre blues eller rock uden nogle af Roberts akkorder.

Man tror, man hører to-tre fyre spille, og det er kun én fyr.

Jeg tog ned til korsvejen

Faldt ned på knæ

Det var skabelonen for rock and roll.

Sangene og teksterne og ikke mindst guitarspillet,

som minder om Bach,

og stemmen er så sælsom.

Red stakkels Bob, så er du sød

Det er i sin egen klasse, og det er Johnson.

Står ved korsvejen

Fordi man vidste så lidt om Johnson, var han lidt af et mysterium.

Myten om Robert Johnson lever stadig nu...

...fordi der var så mange uløste gåder.

Musikken tiltrak os,

men det var myten, der fik folk til at tro, at der fandtes magi.

Vi har alle prøvet at løse mysteriet omkring manden.

Robert var efter sigende guitarist på begynderniveau og ikke så god.

Han tog væk og kom tilbage og spillede så godt,

at alle sagde: "Han gjorde noget."

Ifølge legenden tog han ud til korsvejen.

Han mødte Djævelen.

Han solgte sin sjæl...

...og så blev han verdens bedste guitarist.

Men hvor meget er myte, og hvor meget er virkelighed?

Vi ved meget lidt om Robert Johnson.

Der findes kun to billeder og ingen optagelser.

I de sidste 50 år...

...har jeg studeret Johnsons liv og musik.

Rober Johnson havde en kort karriere.

Vi har kun 29 kompositioner.

Han døde så ung. Han var 27.

Jeg fandt ud af, at Robert Johnson var min bedstefar,

da jeg var 15 år.

Da jeg hørte Johnson første gang, tænkte jeg:

"Det er musik."

Der er så meget, vi ikke ved, så jeg læste alt, jeg kunne få fat i.

Jeg specialiserede mig i Johnson ved at læse mest muligt

og lytte til musikken.

Som musiker prøvede jeg også at forstå, hvad han tænkte.

Da jeg hørte Robert Johnson, sagde jeg: "Det er toppen af tårnet."

Jeg må finde ud af, hvad det er.

Det var ikke en bevidst beslutning. Det ville jeg bare gerne.

Jeg kan huske bedstefar sige:

"Ham fra Deltaet, Robert Johnson, var tit på kirkegården."

Han talte om, at han var Djævelen og havde gjort dit og dat.

Det gjorde folk meget nysgerrige omkring manden.

JOHN HAMMOND MUSIKER

Der var et nummer med Robert Johnson på en country blues-plade,

som var anderledes.

Jeg ville finde ud af så meget som muligt om ham.

Jeg besøgte hans hjemby, Hazlehurst, Mississippi, flere gange

og talte med alle, der kendte ham.

Jeg kørte, til jeg så nogen sidde på verandaen foran huset.

Jeg fik så mange oplysninger

bare ved at komme uanmeldt.

Var du og Robert kærester?

Ja, i seks-syv måneder.

Før han tog væk for at indspille plader.

Han sagde, han ville indspille plader.

Det var først i 1967...

DØDSATTEST

...at Roberts dødsattest blev fundet.

Ud fra den fandt vi ud af, hvem hans mor var,

og hvem hans far var.

Vi fik de første oplysninger om Robert Johnson.

Lidt efter lidt, ved hjælp af folketællinger og gaderegistre

FOLKETÆLLING USA

dødsattester, vielsesattester...

...fik vi flere oplysninger.

Hver gang vi fik en ny oplysning...

...var det ligesom en ny nøgle, der åbnede endnu en dør.

Se nu der!

De sagde, du havde orange på.

Hej, Steve.

Nede ved korsvejen

Mørket indhenter mig her

Min bedstefar, Robert Johnson, blev født i Hazlehurst, Mississippi.

Hans mor hed Julia Dodds.

Hun var gift med Charles Dodds.

Charles Dodds var en rig tømrer og landmand.

Men nogle hvide var harme over hans succes,

og han måtte flygte til Memphis for at undgå lynchning.

Julia blev efterladt fattig

og fandt sammen med en lokal arbejder, som blev Roberts biologiske far.

Det var hjemmet...

...højst sandsynligvis,

hvor Robert Johnson blev født.

Her er det yderst beskedne sted...

...som på en eller anden måde har stået her i over et århundrede.

Det faktum, at det overlever...

...er som en metafor for Roberts liv.

Så vidt jeg har hørt, blev han skubbet fra hus til hus

fra Memphis til Deltaet til Arkansas.

Hans mor gik vist fra dem på et tidspunkt.

Han havde aldrig et stabilt hjem og miljø.

Han havde aldrig en far, som accepterede ham, som han var.

Årene gik, til Robert Johnsons mor endelig blev gift igen.

Robert flyttede ind hos sin stedfar, som var lejebonde.

Jeg hørte, at hans far mishandlede ham.

Han ville ikke arbejde i marken, så faderen slog ham.

Johnson så på stedfaderen, som var lejebonde,

og så, at det var frygteligt

at være bundet af en plov og en chef.

Han sagde: "Jeg vil være fri.

Jeg vil ikke snydes sådan."

Som race havde vi ikke mange erhverv at vælge imellem.

Det var marken

eller stort set intet.

Han ville leve af at spille blues.

Han havde lange fingre og spillede guitar. Han ville ikke ødelægge dem.

Han kom ud på marken og spillede for folk

for at tjene fem-ti cent.

Will Dockerys plantage uden for Robinsonville var vigtig.

Folk arbejdede der hele ugen.

Uden radioer.

TAJ MAHAL MUSIKER

Uden musik eller underholdning, men i weekenden kom musikerne derud.

Det var som balsam for folk, der levede i trældom.

Det gav dem en udvej.

Når de spillede, kunne de være uden for sig selv.

Man kunne få alle andre til at være uden for sig selv.

Jeg tror, jeg vil, smukke baby

Tror jeg vil ryste min kost

Hvis du spørger menigheder, hvor blues kom fra,

siger de "fra kirken", men det passer ikke.

Den kom ikke fra kirken, men fra marken.

Ude på markerne spillede de instrumenter.

Harmonika.

Oh, baby dit og oh, baby dat.

Nogen skader dig, kvinde, som du har skadet mig.

Det handlede ikke om en kvinde, men om manden, de arbejdede for.

Ingen spillede blues som dem i Misissippi.

For det var allerede i dem.

Musikerne spillede for lejebønderne,

men de havde ingen penge.

Det havde folk i byerne.

Hvis man var sort musiker dengang,

tog man guitaren på ryggen og stak tommelfingeren op

og rejste fra by til by.

Man rejste med bus, tog og gik ned ad gaden

for at komme ud at optræde de steder, man kunne:

På et gadehjørne, i en juke joint.

Overalt hvor der var et publikum.

Hvis man vil væk fra bomuldsmarkerne...

...skal man spille det, folk vi høre,

så de spillede polkaer, countrymusik og popsange.

Når de spillede på fortovene, fandt folk ud af,

at de musikere var i byen.

En barejer kontaktede dem og sagde:

"Kan I spille hos mig i aften?"

Juke jointen lå inden for bygrænsen.

Der kunne sorte more sig i byen.

De dansede, spillede musik, drak og spillede hasard.

De var sammen i fællesskabet.

Robert spillede i en by, til han kendte den.

Så var han på farten igen og tog til næste by.

Robert Johnson var på farten, da han var i tyverne. Det var så farligt.

For en sort mand var Mississippi et af de farligste steder i verden.

Hvis man boede i de nordlige sydstater: Virginia eller North eller South Carolina

så truede ens herre en:

"Opfør dig pænt, ellers ryger du til Mississippi.

Jeg sælger dig."

Folk sagde:

"Uanset hvad, så vær sød at lade være med det."

De vidste, hvor dårligt de behandlede folk.

Hvis man var sort, kunne man blive myrdet, lynchet ud af det blå.

"Jeg kan ikke lide dig."

"Hvad siger I, gutter? Lad os..." Ja.

Der var flere lynchninger i Mississippi-deltaet end noget andet sted.

Det var ikke kun faren, der gjorde det svært.

MAND LYNCHET I GÅR

Livet på landevejen var hårdere,

for de fleste i byerne var kristne,

og for dem var blues Djævelens musik.

Søndag morgen...

...har man præsten.

Han tjener intet.

De fleste mænd er på juke joints.

De spiller musik natten lang.

Det vil folk ikke høre, men det er rigtigt.

Præsten holdt gudstjeneste.

Der var kun kvinder.

På juke joints tjente de mange penge.

Men præsten tjente intet.

Man ryger i helvede for at høre djævlemusik.

Det sagde baptist-præsterne.

Hvis nogen blev stukket ned eller kom op at slås,

så var det på grund af djævlemusikken.

TIL HELVEDE, TIL ZION

Da præsterne sagde det,

begyndte kvinderne, som gik i kirke, at sige til deres mænd:

"Hvis I ikke går I kirke, ryger I i helvede for at høre djævlemusik."

Ifølge lokale legender...

...hedder det sig

...at som 18-årig...