Cristela Alonzo: Middle Classy

EN COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

Okay så. Er I klar til at starte det her?

Cristela, ved du, hvordan jeg mødte senator Robert Kennedy?

-Nej. -Altså,

vi havde registreret 140.000 vælgere

-i Californien. -Nej da.

Hvordan har I det?

Jeg fandt ud af, han ville være på Coronado Hotel i San Diego.

Så jeg tog hen til Coronado Hotel…

Jeg hedder Joaquin Castro.

Det var første gang jeg mødte Robert Kennedy.

Sådan mødte I hinanden?

Mit daglige job i Kongressen.

Og der er en anden historie om…

Dolores, jeg kommer for sent. Jeg smutter. Men jeg kommer straks tilbage.

-Du skal høre den anden historie. -Det vil jeg gerne.

Jeg ville gøre noget mere seriøst med mit liv.

Så her er jeg. Varmer op for Cristela.

Jeg elsker dine historier. Jeps. Som: "Ih. Historie. Wow."

Ligesom sí se pudo, ikke?

-Som sí se puede. -Præcis.

Som… Husk den tanke.

Jeg er straks tilbage.

-Jeg venter på dig. Okay. -Ja, selvfølgelig!

Okay!

Giv en kæmpe hånd til min seje ven

fra Rio Grande Valley i Texas,

Cristela Alonzo!

Ja!

Se os!

Vi gjorde det!

På denne tid sidste år gav Gud os alle stuearrest.

Og se os. Nu er vi her og siger:

"Se os! Vi er stadig i live!"

Det er fedt.

Jeg vidste ikke, om vi kom ud af det her i live.

Vi begyndte med covid-19,

nu er vi ved covid-24.

Jeg sværger,

covid er ligesom Star Wars.

Der kommer en ny om et par måneder.

"Åh, hvad! Omicron er ude?

Jeg er ikke engang færdig med The Mandalorian endnu."

Hvad?

Det behøvede ikke være sådan her.

Det behøvede det ikke.

Det behøvede ikke være så hårdt.

Jeg så gyserfilm i min barndom.

Jeg kan lide zombiefilm, ikke?

Der er altid den scene, hvor man siger:

"Åh gud, de er zombier!"

Og det er aldrig kun én zombie. Det er 30 zombier.

Og jeg så den scene i hver film og tænkte:

"Det er urealistisk.

Hvordan kan de lade det blive så slemt?"

Ikke sandt?

For hvis jeg nogensinde ser en zombie,

så slår jeg den zombie ihjel.

Men at det bliver 30?

Hvordan gør vi det? Og så tænkte jeg: "Ved I hvorfor?

Det er fordi vi aldrig viste den scene i filmen,

hvor røvhullerne går rundt og siger:

'Det er min ret at blive bidt af en zombie.

Det er min ret som amerikaner at blive bidt af en zombie.'"

Du skal ikke vælge, hvordan du dør, din klovn.

Hvad er det?

Der er bare sket så meget i de sidste par år.

Jeg var i lockdown i LA, og jeg hadede det.

For jeg kommer fra en tæt familie.

Det er første gang jeg skulle gøre noget uden min familie.

Forstår I? Og det var hårdt.

Min familie er fra det sydlige Texas.

Vi er fra Mexico.

Og…

Det er det sydlige Texas. Sådan cirka.

Det sydlige Texas.

Min familie havde blandet status.

Det betyder, at halvdelen af os havde et visum,

halvdelen af os havde ikke,

og vi fortæller jer ikke, hvem der har hvad.

For vi ser alle ens ud!

Vi havde ikke mange penge, da jeg var lille.

Vi måtte dele et badeværelse og en fødselsattest. Det var surt.

Min bror Cristela hadede det.

Det er okay.

Spansk er mit første sprog. Jeg lærte engelsk senere.

Jeg var et "engelsk som andet sprog"-barn.

Og jeg måtte lære engelsk…

¿Ustedes también?

Jeg måtte lære engelsk ved at se The Price Is Right på TV.

Hvide mennesker, I har ødelagt mig.

"Plinko" er ikke et ord. Rend mig.

Jeg stolede på jer.

Jeg lærte jeres ord og brugte dem i dagligdagen.

"Jeg kan ikke i dag. Jeg er plinko."

Men det var ikke et ægte ord.

Jeg elsker det ord.

Mine børn skal hedde Plinko.

For det lyder mexikansk.

Plinko, ven pa ca.

Mine børn skulle hedde Plinko, fordi jeg voksede op i midtbyen.

I midtbyen giver vi vores børn skøre navne nogle gange.

Nogle gange kalder vi vores børn det, vi vil have af livet.

"Det er min datter, Mercedes. Hva' så? Hvordan går det?"

"Det er min søn, Betalt Vandregning. Hvordan går det? Kom og sig hej."

"Hvor er Kabel TV? Har nogen set Kabel TV?"

Sådan lærte jeg engelsk.

Jeg sad foran TV'et og så udsendelserne,

og gentog bare alt, jeg hørte.

Stemmerne, accenterne.

Så i min familie er jeg den eneste, der ikke har en kraftig mexicansk accent.

Min ældste bror er født og opvokset i Mexico.

Og han har den stereotype accent. Som…

Som hvis en taco kunne tale.

Hvis Edward James Olmos mødte ham, ville han gerne lære ham "regning".

Forstår I?

"Du har brug for ganas."

Det var sært, vi voksede op sammen,

men det lød, som var vi ikke i familie med hinanden.

For min bror siger: "Hej, søster."

"Nå, pues, skal vi få noget at spise eller hvad?"

Jeg siger: "Det kunne vi vel godt."

"Eller vil du gerne se, hvad der er bag dør nummer tre?"

"Kom ned!"

Forstår I?

Når man tænker over det,

så er Price Is Right ikke et gameshow for fattige.

For vi kender ikke prisen på nogen mærkevarer.

Vi køber generisk.

Jeg voksede op med Dollar Store. Det er mig på The Price Is Right.

"Hvad koster den appelsinjuice?" "Nioghalvfems cents."

"Hvad koster mac and cheese?" "Åh, for dyrt. Læg det tilbage."

Men nu som voksen taler jeg tre sprog.

Jeg taler spansk, engelsk,

og kaukasisk.

Kaukasisk er som engelsk, men jeg må bruge smarte ord,

jeg normalt ikke bruger,

som "økologisk" og "fradragsberettiget".

Her er et eksempel.

I hverdagen, når venner laver fejl,

siger jeg: "Kælling, du fejlede."

Men på kaukasisk siger jeg: "Frue, det er uacceptabelt."

Forstår I?

Det der?

En smule…

"Du får tæsk!"

"Lad mig tale med manageren."

Jeg voksede op i en grænseby ved siden af Mexico i det sydlige Texas.

Og det er interessant, at en ting vi aldrig taler meget om,

er, hvordan så mange af os opvoksede i bobler. Ved I, hvad jeg mener?

Hvis man er en lille by, selv i en storby,

hvis ens nabolag ikke har megen mangfoldighed,

ved man ikke bedre.

For man er et barn. Det er ikke vores skyld.

Jeg siger dog altid, når man bliver voksen og går ud i verden,

møder mennesker, man ikke kendte til eller ikke var bekendt med kulturerne,

så er det ens opgave at lære om dem og udvikle sig.

Det er det, vi skal gøre, ikke?

Men det er svært.

Det er svært i starten.

I min grænseby var der ingen mangfoldighed.

Vi var alle mexicanere.

Alle i mit nabolag var mexicanere.

Vi sagde det til hinanden: "Hva' så, mexicaner?"

"Hvordan går det, mexicaner?" "Mexicaner!" Forstår I?

Så gik jeg på college i St. Louis, Missouri.

Jeg blev ikke advaret.

Jeg var ikke klar til det, jeg skulle møde.

Som forskellige slags mennesker.

Igen, vi var alle mexicanere, ikke?

Selv da jeg så folk på TV, virkede det ikke ægte,

fordi TV føltes så langt væk fra, hvor jeg voksede op, ikke?

Så jeg var i St. Louis, første dag i college

kommer den fyr hen til mig, han bliver min bedste ven.

Han siger: "Hva' så? Jeg hedder Byron."

Og straks tænker jeg: "Mexicaner!"

"Du er den mørkeste mexicaner, jeg har mødt!"

Og han sagde: "Jeg er sort."

Og jeg sagde: "Nå."

Jeg kendte det ikke. Ligesom hvide mennesker.

Jeg vidste ikke, hvide mennesker kom i så forskellige nuancer.

Der er hvidt og der er hvidt!

Der er hvidt, hvor jeg tænker: "Hjemsøger du mig?"

"Går du her, eller har du en besked fra min døde mor?"

Jeg vidste ikke, jeg ville møde andre, der var opvokset i bobler. Det var sært.

I mit første år var min roommate fra Tennessee.

Hun havde aldrig mødt en latina.

Det havde ingen i hendes familie.

Hendes mor var med for at aflevere hende, ikke?

Hendes mor var ikke sikker på, om jeg talte engelsk.

Vi snakkede hele dagen.

Jeg ved ikke, om hun troede, jeg måske ville glemme det,

løbe tør for engelsk, halvvejs gennem dagen.

"Hej, hvordan går det?" "Det går okay." "Er du sikker?" "Nej, ja, nej."

"Nej."

"Prøvetid udløbet."

"Opgradering? Nej. Ude af drift."

"Nej."

Så min roommates mor inviterer mig ud til middag med dem.

Men hun vil mime alle ordene.