Russia's mystery files

Ni klatrere fundet døde,

halvnøgne, vansirede og radioaktive.

Jeg tror ikke, de døde, hvor de blev fundet, men at ligene blev flyttet.

Dæmoniske ånder fra hinsides graven...

Gør man noget forkert, kommer Strigoi og tager ens liv.

Og grusomme forsøg på at genoplive de døde.

Pludselig flimrede hans øjne,

og alle i lokalet troede, at han var ved at blive genoplivet.

Disse utrolige historier strømmer ind fra alle steder i det tidligere Sovjetunionen

fra tider med frygt og uvished.

Når man har spekulation uden fakta, får man uklarhed og myter.

Skjult bag Jerntæppet...

Disse forstyrrende sagsmapper ser nu dagens lys.

Med øjenvidneskildringer, afklassificerede dokumenter og eksperters indsigt

kan vi nu afsløre sandheden bag Sovjetruslands uforklarede gåder.

Det tidligere USSR var et sted med streng kontrol og censur.

Men efter Jerntæppets fald er sagsmapper om det uforklarlige

begyndt at dukke op fra dybden af de sovjetiske arkiver.

Disse dokumenter fortæller om bizarre fænomener,

uhyrlige væsner og skumle begivenheder.

En af de mest fængslende og sammensatte historier

omhandler det, der blev kendt som Djatlov-hændelsen.

DJATLOV-HÆNDELSEN DØDEN I BJERGENE

En gruppe erfarne unge klatrere,

der vandrer i de afsidesliggende bjerge, bliver alle fundet døde.

Deres telt er blevet revet op indefra, og deres lig er blevet spredt.

Nogle er barfodede,

en har ingen øjne, og to lader til at være udsat for stråling.

Omkring det tidspunkt, de døde,

hævder andre vandrere at have set mærkelige lys over bjerget.

Halvdelen døde af kulde,

og den anden halvdel døde af forfærdelige indre skader.

Det giver slet ikke mening.

Så hvad forårsagede deres død?

I januar 1959 begiver otte mænd og to kvinder sig ud på en skiekspedition

dybt inde i Uralbjergene.

Jurij Kuntsevitsj var kun 12 på det tidspunkt.

Lederen af gruppen var Igor Djatlov. Han var en yderst erfaren alpinist.

Alle sammen studerede enten på universitetet

eller var allerede færdiguddannede.

Kun Solotarjov kom fra et andet sted.

Deres mål er at bestige den udfordrende tinde Otorten.

Otorten betyder faktisk "tag ikke derop".

Det, de foretog sig, krævede en fysisk kondition af det højeste niveau.

For at nå op til bjergene

drog gruppen afsted fra deres universitet i Sverdlovsk,

der nu er kendt som Jekaterinburg.

De rejste 643 kilometer mod nord ind i de snedækkede bjerge.

OTORTEN URALBJERGENE

De skrev i deres dagbøger om, hvor skønt det var at være udenfor.

Men holdet mister snart et af sine medlemmer.

Ved ankomsten til en ubeboet landsby bliver Jurij Judin syg.

Pigerne sagde: "Jurij, du må hellere tage hjem." For han havde brug for lægepleje.

Det er et skønt foto, og det er i bund og grund Jurij, der siger farvel.

Det er sidste gang, han nogen sinde skal se dem i live.

Et ret gribende foto.

De tilbageværende medlemmer fortsætter vandringen.

På trods af barske forhold og besværligt terræn gør de megen fremskridt.

Vi ved så meget om, hvad der skete på turen,

fordi gruppens dagbøger og nogle af deres film senere bliver fundet.

Det mest fremtrædende for mig er deres glæde.

Der er en masse smil, der er en masse latter.

Hver aften samles de i deres telt.

De synger sange akkompagneret af Rustem Slobodin på sin mandolin.

Om aftenen fredag den 30. januar skriver Sina Kolmogorova i sin dagbog...

"Vi går langs Auspiya-floden."

Og sidst på dagen tilføjer hun denne note:

"I dag tror jeg, at vi bygger et madskur."

Det bliver det sidste, hun nogen sinde skriver.

Der sker noget kort efter, der fører til hele gruppens død.

Den aften er der øjenvidner cirka 48 kilometer væk,

der rapporterer om mærkelige lys på himlen over bjergene.

Kuglerne bevægede sig ved lav hastighed i forskellige højder.

Dette er det sidste foto på Igor Djatlovs kamera.

Det giver det, nogle mennesker tror, er et bevis på lyskuglerne.

Fotoet kan bare være et resultat af fremkaldelsesprocessen.

Men dette område af Uralbjergene er berømt for mystiske lys på himlen.

De rapporteres ofte som ufoer.

Ingen ved, om gruppen ser lysene

da de ikke overlever længe nok til at skrive om det i deres dagbøger.

De er snart alle døde.

Den 12. februar havde holdet planlagt at sende et telegram

og meddele, at de havde gennemført turen.

Men der kommer ingen besked.

Dagene går, og man hører stadig intet fra holdet.

På familier og venners krav

iværksætter man en eftersøgning og redningsaktion.

Men da man skal gennemsøge 321 kilometer snedækkede bjerge,

skrider det meget langsomt fremad.

I fem dage finder de intet.

Men så afdækker to frivillige studerende de første ledetråde.

Vi tog derud med helikopter den 23. Den 25. lykkes det os at finde skisporene.

På trods af den tykke sne og minusgraderne

lykkes det redningsholdet at følge skisporene.

Næste morgen fører sporene dem til gruppens telt.

Vores første tanke var at finde ud af, om der var nogen inde i det eller ej.

De så, at det var faldet sammen.

Det var umiddelbart ikke tydeligt, at nogen var døde.

De forventede at finde dem i live.

Teltet ligger ikke på gruppens planlagte rute,

og 14 kilometer fra deres destination Otorten.

Man finder det på skråningen af et helt andet bjerg.

som de lokale kalder Kholat Syakhl,

de dødes bjerg.

Hvad havde ført dem så langt ud af kurs?

Mærkeligere endnu... Teltet lader til at være blevet skåret op

indefra.

De fandt alt deres varme tøj indenfor i teltet,

og tilmed deres støvler var blevet efterladt.

Det var meget mærkeligt.

At hoppe ud af teltet uden tøj på om vinteren svarer til at begå selvmord.

Noget må have skræmt dem i den grad, at de bare flygtede.

Så hvad fik dem til at flygte i rædsel?

En indlysende forklaring er en lavine.

Brølet fra faldende sne og sten får holdet til at flygte fra teltet i panik.

En lavine kan måske forklare det forrevne telt,

men intet andet tyder på, at det gik sådan til.

Angående lavinen vil jeg gerne fastslå med det samme,

at det er en aldeles død teori,

fordi en lavine aldrig kan forekomme på så moderat en skråning.

Skråningen, de befandt sig på, er blevet målt til 18-20 grader,

hvilket er langt under en kritisk vinkel.

Var det ikke en lavine,

må det have været noget rædselsvækkende, der jog dem på flugt

og tvang dem til at efterlade deres tøj og udstyr.

Har vandrerne intet varmt tøj,

er der ringe håb om at finde nogen af dem i live.

Da man gennemsøger sneen 1,6 kilometer fra teltet,

bliver redningsholdets frygt til virkelighed.

De så to af de studerendes lig, der var tildækket af sne.

Det var Dorosjtjenko og Krivonisjtjenkos lig.

Ligene ligger ved siden af hinanden begge kun iført undertøj.

De var barfodede, havde bare hænder.

Der er ingen mærker på ligene, ingen synlige ydre skader.

Var de frosset ihjel?

Men nye rædsler venter redningsholdet for hvert skridt.

Næste dag finder man to lig til.

Ikke særlig langt derfra, cirka 300 meter,

fandt de liget af gruppelederen Igor Djatlov.

Han var frosset ihjel,

og inden for meget kort tid fandt man Sinas.

Efter flere dages desperat søgen i voldsomt kolde forhold

finder man et lig til.

Det er Rustem Slobodin, mandolinspilleren.

Fem af de ni lig er nu blevet fundet, men ingen af dem har tydelige skader,

der kan forklare deres død.

Obduktionerne fastslår senere, at alle fem klatrere døde af hypotermi.

Det er muligt, at de led af noget, der kaldes paradoksafklædning.

Her tager folk deres tøj af

på grund af forvirring og desorientering, forårsaget af hypotermi.

Men de lokale redningsfolk mener,

at andre måske var indblandet i dødsfaldene.

Måden, ligene lå på, antyder,

at de blev lagt sådan med vilje af en anden.

Det var en iscenesættelse eller en sammensværgelse.

De begynder at tvivle på den officielle undersøgelse.

Men da de gør opmærksom på deres bekymring, ignorerer myndighederne dem.

Desuden har redningsfolkene vigtigere ting at se til.

Indtil videre har de stadig yderligere fire studerende at finde.

I gennemgangen af den officielle rapport bemærker vor tids specialister

en række pudsige fund fra lejren, der simpelthen ikke giver mening.

Der blev fundet en række genstande ved teltet,

der ikke tilhørte nogen af medlemmerne af gruppen.

En af dem var en skistav.

En anden var en kinesisk lommelygte.

Ekspeditionen havde en inventarliste, og disse genstande står ikke på den.

Så hvor kom de fra?

Det betyder, at nogen andre havde været der.

Teltet bidrager til gåden.

En nærmere inspektion, foretaget af Keith, af de studerendes egne fotos

og derefter redningsfolkenes fotos antyder, at teltet blev sat forkert op.

Det så ud, som om de ikke vidste, hvad de lavede, da de slog teltet op.

Det er ikke noget, man ville forvente af en af Igor Djatlovs kaliber.

Keiths egne betragtninger lader til at modsige de officielle konklusioner.

Hvem kunne have sat teltet forkert op?

Den 5. maj 1959, to måneder efter man fandt de første lig,

bliver de sidste fire lig fundet.

De ligger i en ravine kun 75 meter fra stedet, hvor de første lig blev fundet,

men de er skjult af dyb sne.

Opdagelsen chokerer redningsfolkene.

De havde alle forfærdelige skader.

Traumerne var så kolossale, at det så ud, som om de var blevet kørt ned af en bil.

Der er et closeup af Ljudas lig,

der ligger på en sten ved siden af et vandløb.

Hendes tunge var væk,

og brusken i hendes næse var blevet presset flad,

som om hun var blevet slået meget hårdt i ansigtet,

og hele hendes næse var blevet splintret af slaget.

Nogle af skaderne kan være påført post mortem

i de to måneder efter deres død muligvis af ådselædere på rov.

Ved nærmere inspektion afsløres flere anomalier.

I stedet for sko var Ljudas fødder svøbt i tøjstykker,

der tilsyneladende var taget fra de studerende, der døde først.

Mærkeligere endnu er det, at hendes sweater afgiver stråling.

Undersøgelsen blev udført af kriminalteknikeren Lev Ivanov.

I løbet af undersøgelsen besluttede han at tjekke strålingsniveauet.

En geigertæller er normalt en militær anordning, ikke en civil.

Men han havde tydeligvis fået ordre til at tjekke for stråling.

Men vandrerne var civile alpinister.

Hvorfor skulle der være stråling med i ligningen?