Nul Stjerner - Second Season

Se, Jan. Hele vejen op ad gaden. Alle bygninger. Det hele står tomt.

Ved du hvad? Jeg tror sgu, det der er byens skole.

- Ej. - Fuck.

Konnichiwa! Det er jo helt vildt, det der.

Japan er en attraktiv destination, når vi skal opleve Østens mystik.

Men hvad sker der, hvis man rejser væk fra de klassiske turistområder?

Det finder vi ud af på roadtrip i Udkantsjapan.

Vi checker ind på Japans billigste hotel -

- smager den dødsensfarlige fisk fugu og drager ud i afkrogene -

hvor vi besøger dukkebyen Nagoro.

Senere rejser vi mod Tokyo, en voksenlegeplads -

hvor alt kan ske.

Men vi begynder 1000 kilometer fra Tokyo i byen Fukuoka.

De er fede, de taxaer der.

Det er sikkert helt nye biler, men det ligner noget fra 80'erne.

Så napper vi den her. Det var magi.

Goddag, hr.

- Der er det med sproget... - Der er ikke mange, der kan engelsk.

- Jeg har taget en lille ven med her. - Et teknologisk vidunder.

- Skal jeg lige teste den? - Ja.

Undskyld, hr. Forstår De, hvad jeg siger?

Undskyld, hr. Forstår De, hvad jeg siger?

Ja, det går fint.

Bevæbnet med lommeoversætteren er vi klar til at møde det japanske folk.

Men før vi drager ud på de japanske landeveje, skal vi finde et hotel.

Og her i Fukuoka har vi fundet det helt rigtige: One Dollar Hotel.

Her koster en overnatning 100 japanske yen eller én dollar.

Til gengæld for den billige husleje -

- bliver opholdet livestreamet på hotellets YouTube-kanal.

Det lugter af en ægte Nul stjerner-oplevelse.

Mange tak for turen. Mange tak.

Det er den der. Det er svært at læse, hvad der står.

Yessir.

Der kommer en der.

Goddag. Er det her One Dollar Hotel?

- Lige præcis. - Perfekt.

- Vi betaler altså én dollar. - Lige præcis.

Hvor mange folk ser livestreamen?

Der plejer at være omtrent 1000 views per nat. I omegnen af det.

Og så tjener du penge på reklamepladsen.

Det må være det billigste hotelværelse i Japan.

Det tror jeg.

Det er et traditionelt værelse. Her er kameraet.

Så det kommer kun frem, når folk er dumme nok til at overnatte her.

Præcis.

Så er vi på.

- Der er allerede en kommentar. - "Jeg kan se jer." Stærkt.

- Det er megagodt tænkt, det her. - Ja, det er sjovt.

Jeg har aldrig boet så godt for en dollar. Det skal han have.

Jeg synes, der er koldt herinde.

Den er jo ikke tændt.

Men der sidder sådan en. En betalingsautomat.

Du kan betale for at få varme på.

Så er det klart, det er så billigt.

- Skal vi se, hvad den siger? - Prøv ad.

Det er lige så meget, som vi har givet for at bo her.

- Så kører den. - Ej, hvor er det...

Det er da smart. Jeg kan godt lide ham.

Nu går vi ned og køber lidt varm mad og en kold øl.

- Så skal de sateme få et show. - De får noget, de aldrig glemmer.

Ude efter mad.

Fy for satan.

Lad være.

- Skål. I morgen bliver det alvor. - God tur.

Nå, Jan.

- Så sidder vi her. - Så sidder vi her.

I vores lille streamingstudio.

Burde vi ikke sove på det her tidspunkt?

Jeg har så meget jetlag.

Jeg har sovet, men klokken er jo fire, og jeg er helt klar.

- Tror du, der er nogen, der ser med? - Det tror jeg, der er.

- Den der er stået af. - Vi har ikke flere mønter.

Så begyndte temperaturen at falde. Det gik lige så godt.

- Vi har brugt 300 yen på varme. - Det er good business.

- Vi må se, hvad... - Vi skal have mere søvn.

Ellers bliver vi helt ødelagte i morgen.

- Så har vi også prøvet det. - Ja. Det var da en god oplevelse.

Der er ikke meget andet i det end at huske, man blev filmet.

- Man måtte ikke klø sig i røven. - Jo, under tæppet.

Nå, vi skal hente vores bil, og så skal vi ud på det rigtige eventyr.

- Har du fået sovet? - Næh. Jo, et par timer.

Ja, det lød i hvert fald sådan. Lad os gå ned og finde en taxa.

Uden penge på lommen og med massivt jetlag forlader vi Fukuoka -

- og drager videre ud på de snorlige japanske motorveje.

Vi sætter kursen mod Tokyo, og på vejen vil vi ud -

- at se det ægte Udkantsjapan, som de færreste turister besøger.

Så er der serveret. Det er Japan. Vi er startet hernede.

Fukuoka. 1000 kilometer fra Tokyo. Vores tanker er jo lidt at sige -

- at vi slutter i Tokyo, som bliver et kapitel for sig.

Men vi skal have fokus på den del af Japan, som ikke er så berejst.

Ja, og hvor der jo også er det fænomen -

- som man kender fra Danmark, bare større, nemlig Udkantsjapan.

Der, hvor der er affolkning i gang. Folk bliver ældre og ældre.

De unge, så snart de kan komme væk fra landdistrikterne -

er det ind til de store byer.

Vi skal finde dem, der bor der. Vi må formode -

- at de fleste er godt oppe i årene ligesom os.

De ruller i den forkerte side af vejen.

Det lærer du hurtigt. Du starter. Skal vi gøre det? Jeg snupper den.

Vi har en lang rejse foran os -

- en kærkommen lejlighed til at smage på lokale specialiteter.

I Japan er der en livsfarlig delikatesse, vi må prøve:

Den giftige fisk fugu, som kan slå dig ihjel på stedet -

hvis ikke den er tilberedt korrekt.

Vi kunne godt tage en tallerken to go og så prøve lykken.

Slår det der os ihjel? Dør vi af det?

Hvis man spiser det her, dør man.

- Godt nok. Stærkt. - To af dem, tak.

- Rygtet siger jo, at fugu... - Jeg har lige fundet det.

Det er halvfarligt, hvis det ikke er tilberedt ordentligt.

"Den berømte ballonfisk, på japansk fug...

Det kan blive ens sidste måltid. Giften dræber en ved kvælning."

Det er jo en tillidsøvelse.

Skal vi lige sige farvel?

- Tak for rejsen. - Vi ses på den anden side.

Det smager lidt som en gammel postelastik.

Ja.

Det kan også være, det ér det.

Vi overlevede gudskelov måltidet og bevæger os langsomt ud på landet.

Det første stop er den lille kystby Hagi.

Som så mange andre japanske landsbyer oplever Hagi stor affolkning.

De unge rejser væk, og tilbage sidder en masse seniorer -

- som tænker kreativt for at få gang i økonomien.

Vi skal overnatte hos et ægtepar som har åbnet deres hus op for os.

Så er vi der.

- Nå, det er derinde? - Se, hvor flot det er med træerne.

- Fint lille hus. - Ja.

Hej. Velkommen. Kom indenfor.

Skal jeg prøve?

- Goddag. Må vi komme ind? - Goddag. Kom bare ind.

Lad os bruge walkie-talkie her.

Kom indenfor. Vi hedder Fujitake.

Velkommen hos familien Fujita.

Kom med herind.

Mange tak.

- Hvor er det fint. Hold da op. - Det bliver ikke mere autentisk.

Goddag. Godt at møde Dem.

Brug den. Her! Sig "velkommen".

Hjertelig velkommen.

- Hvad skal jeg sige? - Jeg siger noget.

Hvor er det hyggeligt. Vi skal have lidt af det gode der.

Nu får du lidt god te.

Det er jo en hel ceremoni.

- Værsgo. - Mange tak.

- Skal jeg tage den? - Ja, gør det.

Drej skålen venstre om... to gange.

Du skal dreje og drikke.

Når du drikker, er det sådan her.

En, to gange.

Og så drik en smule.

Øjeblik.

I har mange billeder. Er det af jeres familie?

Jeg har tre børn.

De har hver tre børn, så jeg har ni børnebørn.

Jeg har tre børn og tre børnebørn med tre børnebørn ud af tre.

Okay, stor familie. Bor de stadig i Hagi?

Ikke i Hagi, nej.

En bor i Toyama, og to bor i Hiroshima.