Maiden

Havet prøver altid at dræbe en.

Det holder ingen pauser.

Sandsynligheden for ikke at klare det er høj.

Man er alene.

Der er intet håb, hvis der sker noget.

Jeg filmer.

Gary, vil du...

- Smil. - Undskyld.

Smil, og fortæl så om det.

Jeg er Tracy Edwards, skipper på "Maiden"-

- løbets første skib med en rent kvindelige besætning.

For fanden.

For at sejle jorden rundt-

skal man være lidt skør.

Man skal ikke være helt normal.

Jeg er Tracy Edwards, skipper på "Maiden"-

- Whitbread Round the Worlds første...

- Det lød bedre. - Det er mit smil.

Sådan ser der ud i Solent-

- blot få minutter før starten på det femte Round the World Race.

Det er med sine 33.000 sømil verdens længste ræs.

Man siger, at vi ikke kan.

"I er ikke stærke nok eller dygtige nok.

Piger skal ikke deltage. I dør bare."

Hun har sat alt på et bræt.

Hun har risikeret alt for det.

Det var ikke et valg.

Jeg måtte bare gøre det.

Min barndom var idyllisk.

En eventyrverden-

- og to vidunderlige forældre og en semividunderlig bror.

Min mor var... Hun var fantastisk.

Hun havde været danser og rallykører.

Hun var den første kvinde, der kørte på motorcykel på Man TT-banen.

Hun mødte min far, da hun kørte gocart.

Han var hendes ingeniør.

Min var var iværksætter, og han designede højttalere.

Han havde altid gang i noget.

Min forældre indpodede mig en sans for målbevidsthed.

Man skal være vedholdende og må ikke give på.

Det har jeg fra dem.

Min barndom kunne ikke have været bedre-

- men det sluttede, da jeg var ti år.

En aften, da jeg lå og sov, hørte jeg larm.

Jeg syntes, det var min mor, der skreg, men var ikke sikker.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, der skete noget slemt.

Jeg satte mig op og trak dynen rundt om mig.

Min mor kom ind til mig.

"Far har fået et slagtilfælde. Ambulancen nåede ikke frem i tide-

og han er død."

Undskyld.

Den aften forandrede for altid mit liv.

Min mor prøvede at drive hans hi-fi-forretning videre.

Det var en meget mandsdomineret branche.

Der var ingen kvinder i den.

Hun endte med at blive presset ud.

Da så jeg for første gang, kvinder ikke må arbejde i en mandeverden-

især ikke dengang.

Hun måtte gøre noget for at forsørge os.

Desværre for os mødte hun så den mand, hun giftede sig med.

HUS + GRUND TIL SALG

Vi solgte huset i Reading og flyttede til Wales.

JO GOODING BARNDOMSVENINDE

Min tidligste minde om hende er i skolebussen-

da vi var 12 år.

Det var en lille landsby. Man så sjældent nye mennesker.

Hun var lille ligesom mig.

Hun var stille.

Tænk, at jeg siger det om Tracy Edwards, men...

Vi havde begge to en svær skolegang, så vi fandt sammen.

Når man er teenager, er ens venner ens familie.

Det er dem, man stoler på.

Hendes forhold til sin stedfar var ret ustabilt.

Han var en voldelig alkoholiker.

Han slog mig et par gange.

Jeg troede, det var min egen skyld, fordi jeg selv slog eller sparkede.

Jeg kan huske et enkelt tilfælde-

- hvor det blev meget voldsomt, og det rystede mig.

Jeg gik fra at være et glad og ganske tiltalende barn-

- til at være en modbydelig teenager.

Vred og aggressiv.

Jeg hadede alle.

Jeg blev sendt hjem 26 gange, før jeg blev smidt ud.

Min mor tryglede om, at jeg fik lov til at tage min eksamen-

som jeg så udeblev fra.

I stedet for at bede om hjælp stak jeg af.

Jeg tog så langt væk som muligt.

Jeg kan huske, at hun gik og min bekymring for hende-

- men som 15-16-årig er det svært at vide, hvad man skal gøre.

Om præcis tre år-

- begynder verdens hårdeste kapsejlads.

SKIPPER

Whitbread var ræset.

61.000 kilometer delt op i etaper.

Dengan var sejlsport en sport for mænd.

BARRY PICKTHALL

Gale mænd og eventyrere.

Man er konstant på katastrofens rand.

SKIPPER, DRUM ENGLAND

Et forkert træk, så er man på spanden.

Som sejler var det en udfordring-

man måtte tage op.

Det var en enorm udfordring.

Den tiltrak de dygtige sejlere...

JOURNALIST

...som vil bevise noget for verden.

Det var enhver sejlers mål, hvis man ønskede at slå igennem.

Jeg blev bartender i Grækenland.

Jeg kendte ikke rigtig nogen.

Min eneste kontakt med andre var at gå ud og drikke mig fuld.

Jeg følte mig temmelig ensom.

Jeg ville bare hjem, men det kunne jeg ikke komme.

En aften kom en fyr ind på baren:

"Jeg er skipper på yachten derude, og jeg mangler en stewardesse.

Vil du være stewardesse?"

Næste dag tog vi af sted mod Rhodos.

Vi var en skønsom blanding af folk, der havde vendt samfundet ryggen.

Udskud og nomader.

Vi var alle sammen på flugt fra noget.

Men vi var familier.

Surrealistiske familier.

Jeg betragtede ikke mine skippere som mænd-

- men nok snarere som faderskikkelser.

I første omgang lærte jeg at sejle.

Jeg oplevede mit første uvejr-

- og måtte bindes fast på grund af vinden-

- fordi de troede, jeg ville falde over bord, og jeg brækkede mig-

men elskede det.

For min handlede det om frihed.

Friheden til alt, til at lægge alt andet bag mig.

Alt det, der var sket siden min fars død.

Vi stødte ikke på hinanden i den periode.

Jeg vidste, hun sejlede.

At hun var i Antigua.

Jeg hørte lidt om hende.

Jeg var en smule misundelig.

Jeg havde også altid haft lyst til at rejse.

Jeg sad på en vens båd og rodede i hans bøger-

og åbnede en af dem.

"Hvad er det?" "Whitbread Round the World Race."

Jeg sagde: "Det er jo helt utroligt."

Jeg ville være med i det.

Det var bare noget, jeg måtte.

Næste dag søgte jeg job som kok på en af de deltagende både.

Jeg sagde til skipperen: "Mangler du en kok?"

Han sagde: "Vi skal ikke have en pige."

Vi skal ikke være den eneste båd med en pige om bord.

"Piger er noget, man har i havnen."

Så vendte jeg tilbage til yachten.

Jeg var så vred.

Der skulle komme nogle vigtige passagerer.

Vi så en gruppe komme gående på broen.

"Det er kong Hussein af Jordan."

Da jeg havde serveret frokost, gik jeg ned for at vaske op.

Jeg kunne fornemme, at der var en, og det var kong Hussein.

Vi begyndte at sludre.

"Jeg er fascineret af den verden, du lever i."

Det er ligesom beduiner, der rejser rundt.

"Hvad skal du herefter?"

"Jeg vil gerne deltage i Whitbread Round the World.

Men de vil ikke have kvinder om bord."

Så sagde han: "Du skal gøre det."

I løbet af en time var jeg fuldkommen overbevist.

Jeg var helt sikker på, at det kunne lade sig gøre for mig.

Næste dag opsøgte jeg skipperen igen:

"Jeg skal med om bord."

Jeg tryglede ham.

Jeg var i gang med at diktere min tekst-

- og i telefonboksen ved siden af stod en meget lille pige-

- og sagde: "Mor! Jeg skal være kok på en af bådene i Whitbread."

Vi sender senere live fra Gosport-

- hvor 15 yachter i morgen stævner ud.

De sidste forberedelser er hektiske-

- ikke mindst for den unge kok om bord.

Lad os hilse på kokken. Det er Tracy Edwards-

- den eneste pige på en af de britiske både i kapsejladsen.

Tracy, hvad er kokkens opgave på en båd som denne?

Man skal sørge for, at de er sunde og raske.

Og at de er glade.

Man afgør, hvor mange kalorier de har brug for-

og hvordan man fordeler dem-

- så alle måltider er gode, og de kan nyde dem.

Så du er et meget vigtigt besætningsmedlem, ikke?

Uden dig...

Det er to uger til havs.

Mad bliver en vigtig del af ens liv.

Mange tak. Held og lykke med verdensomsejlingen.

Hun lavede mad og gjorde rent.

Alle havde gjort det klart for hende-

at det var hendes rolle.

Alle tilskuerbåde skal forlade linjen-

- mellem "HMS Glasgow" og "TS Royalist"-

så starten kan gå.

Ti, ni, otte, syv, seks-

fem, fire, tre-

to, en, nu!

Der lød startskuddet til det fjerde Whitbread Round the World...

Der var kun fire piger med.

230 besætningsmedlemmer, fire piger, hvoraf jeg var den ene.

Jeg tror slet ikke, hun gad lave mad-