Simon Amstell: Set Free

EN ORIGINAL COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

De damer og herrer, byd velkommen til Simon Amstell.

Goddag.

Problemet for menneskeheden er vel...

at der er mange mennesker her lige nu,

og alle tror, de er noget særligt,

selvom at alle beviser peger på det faktum,

at det jo er mig.

Jeg ved ikke, hvorfor vi mennesker behøver at føle os så særlige.

Vi knuger os til alt, der får os til at føle os særlige.

Jeg blev engang droppet af en, der senere indspillede et album.

Så lyttede jeg til albummet og tænkte,

at nogen af sangene måtte handle om mig.

Ingen af dem.

Det værste var, da jeg så et billede af ham på nettet,

hvor han fik et kram af en, som også havde afvist mig.

Så sad jeg alene og tænkte:

Der er helt umuligt, at nogen af dem sidder og tænker:

"Hvordan det mon går med Simon?"

Jeg gik til terapeut i to år, og hun mente, jeg havde brug for at føle mig

som noget særligt, fordi jeg var bange for intimitet.

Ved vores første møde var jeg ret morsom,

og fornuftig, som hun var, sagde hun, det var godt, jeg kunne være sjov,

men jeg behøvede ikke at spille morsom der.

Jeg forstod, hvad hun mente, så jeg talte videre.

Og så sagde hun:

"Altså, du behøver ikke at være interessant."

Og så blev jeg meget forvirret og svarede:

"Skal jeg fortælle historierne, men mindre spændende?"

Men hun ville have mig til at være mere autentisk og jordnær,

men det var ret svært, da jeg er meget morsom og interessant.

Det, jeg med tiden skulle lære, var,

at det er lige meget, hvor morsom eller interessant man tror, man er.

Man kan stadig ikke få alle til at elske en.

For eksempel min far...

han kom ikke til de sidste par stand-up shows, jeg lavede,

og spurgte ham hvorfor.

Han svarede: "Du behøver ved ikke min bekræftelse længere, vel?"

Og så sagde han, at det ikke lige var ham.

Jeg var ikke modig nok til at spørge:

"Hvilken ting? Komedie eller mig?"

Jeg frygtede, han ville svare:

"Nå, nej, jeg elsker komedie."

Til sidst indså jeg,

at problemet med min far ikke var min far.

Det var mine forventninger til ham som en far.

Jeg tænkte, det var bedre bare at tænke på ham

som en mand, der engang fik en udløsning.

For ofte, når mænd har haft udløsning, bliver de trætte.

Man kan da ikke forvente, at de sådan bare elsker en.

Jeg kan ikke blive ved med at råbe:

"Hvis du ikke elsker børn, skal du ikke komme i en person.

Gør det ud af vinduet."

Hvis jeg skal fokusere på noget,

er det, at jeg er taknemmelig for, at min mor

fødte mig ud af hendes krop.

Hvordan kan jeg takke hende nok?

Det bedste, jeg kan gøre, er at introducere hende for en kendis,

men er det nok?

"Tak for din livmor. Her er James Corden."

Ikke at min mor er perfekt.

Jeg kan huske, at hun engang råbte af mine søskende, og en morgen sagde hun:

"En skønne dag kommer i hjem fra skole, og så er jeg væk."

Jeg mindede hende om det, men hun kunne ikke huske det,

men sagde bare: "Hør, jeg var en alenemor."

"Det er endnu værre. Den anden var allerede smuttet."

I et ærligt øjeblik forleden med min mor på telefonen,

fortalte hun mig, at da hun var gravid med mig,

var min far ikke særlig sød,

så hendes ven Mark inviterede hende ud en dag,

og han var så sød og rar, at hun overvejede at forlade min far

og opdrage mig med Mark i stedet.

"Selvfølgelig gjorde jeg ikke det,

men derfor, hedder du Mark til mellemnavn."

Det er enormt vigtigt ikke at tale med ens forældre.

Men er det egentlig noget problem?

Jeg mødtes med en anden terapeut for noget tid siden, og sagde:

"Sammenlignet med andre, hvad er det her så?"

Og han svarede: "Alle følelser er gyldige."

"Hvis du har mistet et ben, og din nabo har mistet to,

så har du jo stadig mistet et ben."

Og jeg tænkte: "Hvad foregår der på den gade?"

Jeg tror, der har været problemer.

Jeg har haft spiseforstyrrelser for nogle år siden.

Eller måske ikke en spiseforstyrrelse, jeg har aldrig kastet op med vilje,

men jeg har anstrengt mig for meget for at lave lort. Men...

Er det... Er det en spiseforstyrrelse,

hvis man engang for at sætte gang i det, stak en finger op? Er det...

Det er ikke det, man normalt kalder bulimi, men det er da noget.

Jeg skulle vist ikke have været så ærlig.

Jeg ved det ikke.

Men jeg havde ikke set min far længe,

så jeg mødtes med ham.

Og han ville fortælle mig, at han tog kurser i at blive hypnoterapeut,

hvilket gjorde mig vred, for jeg tænkte:

"Du kan da ikke være terapeut, når du er selv er traumet."

Han sagde, det ville være fedt,

hvis jeg kunne introducere ham for nogle af mine skøre venner,

så han kunne blive hypnoterapeut for stjernerne.

Jeg holdt mine tanker tilbage og tænkte: "Hvorfor fortælle dig det nu,

når jeg kan gemme det til et show, som ikke er noget for dig?"

Men gennem det her hypnoterapi

havde han udviklet et følelsesmæssigt sprog, jeg ikke har set ham bruge før,

og så begyndte vi at tale om hans meget kolde og fraværende mor.

Da han fortalte det, tænkte jeg: "Du godeste!

Du er mere såbar end mig. Du havde den værste barndom.

Jeg må finde en måde at elske dig på.

Hvordan fik du vendt det om, din snu, lille hypnotisør?"

Det var måske alt det, der gjorde, at det var svært for mig,

eller at det tog så lang tid

at blive tryg ved tanken om at føle mig elsket.

Jeg var nok ikke vant til intimitet.

Og da min kæreste sagde, han elskede mig,

føltes det lidt som,

da min bror gjorde sin hamsters bur rent.

Det havde han aldrig gjort før,

så da han gjorde det rent, døede hamsteren af chok.

I begyndelsen af vores forhold, tog vi til Frankrig sammen.

Det var det smukkeste, mest autentiske forhold, jeg havde været i.

Og så var der croissanter.

Jeg synes, det er rigtig godt,

fordi vi har en ærlighed imellem os.

Vi taler om de personer, vi synes er tiltrækkende.

Det er anderledes fra mine tidligere forhold,

hvor der var meget jalousi.

Jeg var engang sammen med en, der var så jaloux,

at jeg var nødt til at sige: "Jeg er ikke tiltrukket af nogen.

Og det er underligt, for inden jeg mødte dig...

Men de er nok alle sammen flyttet."

I det her forhold, taler vi om dem, vi er tiltrukket af.

Førhen var vi mere luskede.

Vi tog hen og så ballet,

og så talte vi om, hvor magiske bevægelserne var,

men vi vidste godt, at vi egentlig sagde:

"Det ville være rart at tage en med hjem og slikke på."

Det burde vi få lov til, billetterne er jo så dyre.

Nå, men vi var i Frankrig sammen,

og ud over at forholdet var nærmest perfekt,

eller måske fordi det er så perfekt,

faldt jeg i søvn ved siden af ham,

og jeg havde en drøm om, at jeg var en sexgrotte,

hvor jeg blev forført af...

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive ham ud over som en "våd liderbuks".

Jeg ved det ikke.

Det var ikke vand, det var glidecreme.

Han var helt smurt ind.

Han var dækket af glidecreme.

Jeg burde have vidst, jeg drømte, men mine drømme er ikke så spændende.

Forleden nat drømte jeg, jeg stod i en kø.

Og inden jeg kom frem til enden, vågnede jeg.

Så jeg fortalte ham fyren i sexgrotten:

"Tak, fordi du tog mig med, men jeg er i et forhold.

Jeg kan desværre ikke."

Men jeg kunne ikke stoppe ham, fordi han var så glat.

Og vi gjorde en masse beskidte og vidunderlige ting sammen.

Så tænkte jeg: "Åh nej! Hvad har jeg gjort!

Jeg har været utro i mit bedste forhold.

Hvad gør jeg? Jeg har ødelagt mit liv."

Og så vågnede jeg.

Jeg var i Frankrig, og alt var godt.

Men i de næste tre dage kunne jeg kun tænke på,

at jeg elskede den sexgrotte.

Og er jeg virkelig sådan?

For man kan ikke sige underbevidstheden imod.

Alt er så passende og høfligt her i det virkelige liv.

"Endnu en croissant, Simon?"

"Nej, jeg vil stikke chokoladebollen op i røven på dig."

"Din krop er så tør."

Jeg kunne kun tænke på, hvor dyrisk jeg var,

fordi jeg ville være i en sexgrotte,

og alt det andet var bare almindelig adfærd.

Men så...

var jeg med henne til min kærestes mors fødselsdagsmiddag,

hvor hans bror holdt en smuk og følelsesladet tale om,

hvor meget han elskede sine forældre,

og hvordan han virkelig værdsætter,

hvordan de har accepteret alle deres børn,

uanset hvem de blev til senere i livet.

Så begyndte jeg at græde,

jeg følte mig tryg og accepteret hos dem.

Så vendte jeg mig mod min kæreste og sagde:

"Det her er bedre end en sexgrotte."

Hans familie synes også, det var sødt.

Et par år senere i forholdet,

mødte jeg en meget smuk mand, der virkede meget interesseret i,

at der skulle ske noget mellem os den aften,

og det virkede... det var for meget,

så jeg gik min vej, fordi jeg prioriterer mit forhold.

Og... Det føltes godt, fordi jeg var i stand til at gå min vej,

men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det var en skam,

at jeg ikke kunne udnytte den mulighed,

og jeg følte mig klam, fordi jeg overhovedet overvejede det,

og jeg ville ikke nævne det for kæresteen, men gjorde det til sidst.

Men han blev meget seriøst og sagde: "Jeg er glad for, du fortalte mig om det.

Det, som du siger, er altså, at du er et menneske."

"Nå ja, det...

men jeg måtte vel ikke gå i seng med ham, vel?"

"Nej."

Han svarede: "Nej, men jeg er enig i, at det er en skam."

Så vi tænkte over det et par dage, og kom frem til,