Isabel Preysler: My Christmas (Isabel Preylser, mi Navidad)

-Hej. -Hej.

-Godmorgen. -Godmorgen.

Tak!

ISABEL PREYSLER MY CHRISTMAS

Når du læser avisen, Isabel...

og de nævner din familie, hvad tænker du så?

Det synes jeg altid er interessant. Meget.

Alle de nyheder om min familie...

Mange er dem er der ikke hold i, eller også tager de fejl.

Men ja. Jeg læser dem meget ofte.

Og nede i kiosken...

giver de os alt om min familie.

Kioskejeren.

Helt af sig selv.

Hvad spiser du til morgenmad?

Først drikker jeg et glas varmt vand med lime

og spiser nogle af mine vitaminpiller.

Så drikker jeg grapefrugtjuice og spiser min kiwi,

grapefrugt igen, men selve frugten,

og så spiser jeg nogle hørfrø.

Det ligner lidt fuglefrø, gør det ikke?

Og det er det hele. Til sidst drikker jeg ofte hibiscus-iste.

Spiser du altid det samme?

Og jeg vil helst ikke forstyrres...

førend jeg er færdig.

Altså, jeg vil ikke starte dagen før.

Jeg vil ikke starte dagen

med folk, der ringer eller snakker, førend jeg har spist morgenmad.

Taler du heller ikke med dine døtre?

Jo, for mine døtre kommer ofte ind,

mens jeg spiser morgenmad. De har ingen respekt.

Og nu kommer mine børnebørn også ofte herind.

I morges kom mit barnebarn Mateo.

Som regel er det den ældste, Miguel.

Og så sagde han: "Bedste, mig døren,

ikke Mikey." Det var ham, og ikke hans bror.

Det var ham, der åbnede døren. "Ja, jeg så dig."

"Nej, Bedste..."

"Mig." Han var så stolt over, at han havde åbnet døren.

Jeg er så betaget af mine børnebørn.

Jeg må indrømme, at...

børnebørn er noget helt særligt.

Har du set, at de har annonceret dokumentaren her?

Ja. For det har de fortalt mig.

Mine venner har fortalt mig, at de har læst om den.

Har du været involveret i...?

Nej, aldrig.

Har du været nervøs de sidste par dage?

Jeg har været meget nervøs.

Jeg tænkte: "Hvad har jeg rodet mig ud i?"

Foran kameraet er jeg ikke så...

Det falder mig ikke ligeså naturligt som mine børn.

Og deres...

De udtrykker sig så nemt, og...

Det er sjovt, for du har også altid stået foran et kamera.

Ja, mest billeder.

Mest billeder, hele mit liv.

Der er mennesker, som...

nemt kan udtrykke, hvordan de har det.

Hvad de føler i det øjeblik. Det falder mig ikke naturligt.

Foregiver du at være stærk?

Ja.

Og jeg er stærk.

Nogle gange tænker jeg: "Så stærk er jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan..."

For eksempel da Miguel blev syg.

Det var meget alvorligt.

Dit liv bliver forandret på et øjeblik.

Jeg kan huske,

at jeg vågnede om morgenen og tænkte:

"Tænk, at det her skulle ske for mig."

Og hvad gør man? Man bliver stærkere. Der er ingen anden løsning.

Når jeg har tid, må vi kigge på glassene.

Der er revner i nogle af dem.

-Så... -Ja, de skal erstattes.

Få Elias til at tage dem med ud. Så tjekker vi dem.

-Ja. -Og erstatter dem.

-Det skal gøres. -Ja.

Jeg vil ikke have glas, der er i stykker, og der skal være et komplet antal.

Jeg snakker med Elías. Vi bestiller dem,

-vi mangler. -Perfekt.

Og La Despensa de Palacio. Skal vi bestille?

Ja, selvfølgelig.

Ja, lad os ikke... Vi skal have gaverne inden d. 24.

-Godt. -Bestiller vi 44 som sædvanligt, eller...?

Ja. Nej, jeg ville bestille 48 eller måske endnu flere.

Godt, jeg ringer.

Det her er vigtigt. Kælderen skal ryddes

inden jul, kasserne... Det er rent kaos nu.

Perfekt.

Det gennemgår vi...

-Alletiders. -...her en af dagene.

Jeg er nedenunder. Du kalder bare...

-Perfekt. -...så kommer jeg.

Hvis jeg kommer på noget...

Og hvad med banken?

Det er klaret.

Perfekt.

-Godt. -Godt. Tak.

-Inden de går hjem. -Glimrende. Tak.

Jeg giver dig besked, inden jeg går.

-Bare sig til. -Det gør jeg.

-Tak. -Tak.

Jeg ordner alt med Alicia.

Lige fra VVS-arbejde til banken. Alt.

Jeg får post fra folk, som har set mig i bladene og på tv...

Til jul får vi mange breve, og vi besvarer dem alle.

Her i huset er der tusind ting at se til.

Lige fra et nyt gardin til fyrrummet...

Der er altid tusind ting, der skal ordnes.

Godmorgen.

Godmorgen, Elías.

Jeg skal erstatte en pære, der ikke virker.

Glimrende.

Jeg har mange hjælpere.

Jeg kunne ikke administrere husstanden uden dem.

De gør mit liv meget komfortabelt.

De er uden tvivl mine hænder og fødder.

Ramona er hjemmets kok.

Hun ved alt om alle.

Hvis du bliver syg, så laver hun kyllingesuppe,

så du og din mave får det bedre.

Hun er husets hjerte.

Hjemmets chauffør er meget vigtig for mig.

Rafael udfører mine opgaver til perfektion.

Jeg har blind tillid til ham.

Elías lærte det senere. Han kom til senere.

Han passede perfekt ind.

Alle i huset elsker ham meget højt.

De er en del af familien.

De bidrager med en rar stemning.

Mine gæster siger altid: "Jeg elsker at komme her."

Der er sådan en rar følelse i huset.

Isabel, hvordan går det?

-Hej Blas. -Et kys.

Hvad skal vi i dag?

-Kom. -Lad os se.

Lad os starte med denne øvelse.

Om morgenen laver jeg nogle øvelser med Blas.

Husk at bukke lidt i knæene, se fremad, taljen tilbage,

og bevæg armene hurtigt.

Jeg nyder det ikke.

Sidste gentagelse.

Jeg ville ikke gøre det, hvis ikke træneren kom.

...to, en. Okay, det var det.

-Hvordan har du det? -Godt.

Når jeg er på ferie, siger han altid:

"Kom ned til crosstræneren,

gør sådan og sådan." Og jeg svarer: "Selvfølgelig."

Men jeg gør det ikke. Kun, når de siger:

"Træneren er her." Så går jeg herned.

Men hvis han ikke kom, så gjorde jeg det ikke.

Jeg er meget doven på det punkt.

Rigtig godt.

Træk vejret ind...

Jeg kom modvilligt til Spanien,

fordi jeg havde en filippinsk kæreste,

som mine forældre ikke brød sig om.

Der var en præst, som kom til frokost næsten hver uge,

som min mor fik til at tale med mig.

Han sagde: "Hør, Isabel..."

"Dine forældre vil sende dig til Madrid.

Tag afsted, og hvis du om to år

stadig er forelsket i den her dreng,

og du vil giftes med ham, så vier jeg jer.

Men først må du tilbringe to år i Spanien."

Så jeg tog til Spanien.

-Rafael. -Ja?

-Ingen fotografer i dag? -Ikke i dag.

Jeg har tjekket, der er ikke nogen.

Det var godt. Vi skal ikke køre som galninge.

Hvor skal vi hen?

Der er en bil.

-Nå... -Der er fotografer, Rafael.

Ja.

Se, fotografer.

Lad os skynde os.

Ja.

Med deres døde katte.

Ja. Der er de med deres mikrofon.

Følger de efter os?

Nej.

Det er slemt derhjemme, for de følger efter alle.

Alle tiltrækker dem.

-Ja. -Journalister.

Men de kender ikke den her bil. De ved ikke engang, at...

Har den tonede ruder?

-Ja, det har den. -Perfekt.

Hvor skal vi hen?

Til Massi.

-Perfekt. -Ja.

Skal vi igennem La Castellana?

Ja.

-Der har jeg engang boet. -Har du?

Ja, sammen med mine onkler.

I La Castellana?

Ja, da jeg kom til Madrid.

Det vidste jeg ikke.

Lige her i nærheden.

-Gjorde du? -Ja.

Plaza de Cuzco.